Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

For anden gang i mit liv oplevede jeg på en foredragsrejse til Sverige det chokerende, at en stor statsmand var blevet myrdet. Første gang var det Dag Hammarskjöld, og jeg vil aldrig glemme, hvor dybt deprimerende det føltes, og denne gang var det så John Kennedy. Heller ikke dette vil blive let at glemme, for også her er der tale om et menneske, som, endnu ung af år, allerede havde vist verden, at han havde mod til at praktisere den idealisme, vi i dag har mere brug for end nogen sinde.

Det er givet, at mord udført under de omstændigheder, der i begge disse tilfælde har været tale om, ryster verden og giver anledning til voldsomme dønninger. Specielt må det vel siges, at TV-udsendelserne i Kennedys tilfælde gjorde os alle næsten uhyggeligt nærværende. Drabet af hans formodede morder føltes næsten direkte iscenesat, selv om man inderst inde håber, at der her må være tale om en serie næsten usandsynlige sammentræf. Mon ikke de fleste af os frygter, at det i denne sag vil gå som i tilfældet Dag Hammarskjöld, hvis mord næppe nogen sinde vil blive fuldt opklaret? Jeg tror det!

Men livet er en hastig rytter i vor tid, og inden længe vil også denne begivenhed tone bort til fordel for nye, rystende sensationer. Det tyvende århundredes menneskehed synes at være udsat for en konstant chokbehandling. Intet under, at man hele tiden er indstillet på "det værste". Men – og dette "men" synes mig absolut altafgørende – følger alle disse chok en givet plan, eller er de, som mange tror, en serie uhyggelige tilfældigheder, udsprunget af momentan sindssyge hos de personer, der synes at være disse rystende begivenheders ophav?

Livets største spørgsmål må være dette: handler vi i alle livets forhold som absolut suveræne, selvstændige personligheder med eneansvar for vore handlinger, eller er vi, på én og samme tid, suveræne personligheder med fuldt ansvar for vore egne handlinger – og samtidig del af en større plan, der kun kan fuldbyrdes ved de handlinger, vi foretager, og hvis natur højere magter har fuldt kendskab til og følgeligt kan udnytte til fordel for de formål, de følger?

Glæd mig med at læse dette spørgsmål igennem endnu engang! For går De tilbunds i det, vil De se, at det rummer næsten helt usandsynlige konsekvenser. For er det sådan, som spørgsmålets anden del giver udtryk for – og jeg tror, det er sådan! – må vi lære os selv at vurdere enhver begivenhed, vi er vidne til, på to helt forskellige måder. Vi må da lære os at se, hvilken betydning det rent lokalt får for den, der befinder sig i handlingens brændpunkt – og hvilken betydning handlingen får for omgivelserne, subsidiært den hele menneskehed! Og tager vi mod til os og forsøger at belyse mordene på Dag Hammarskjöld og præsident Kennedy ud fra det opstillede spørgsmåls sidste halvdel, er der ganske bestemte ting, der falder en umiddelbart i øjnene, og det er, at de begge var brændende idealister, der intuitivt var overbeviste om deres sags absolutte retfærdighed. Den første ville skabe en tredie stormagt gennem en koordinering af samtlige verdens mindre stater, hvorved vejen til en virkelig altomfattende homogen verdensstat ville være banet, og den anden ville løse U.S.A.'s negerproblem i sin egen embedsperiode, hvilket vil sige i løbet af blot ét år.

Men er verden moden for så alvorlige beslutninger eller rettere: for disse beslutningers konsekvenser? Kan det ikke tænkes, at begge disse mænd i deres brændende idealisme gik netop det skridt for langt, der berøvede dem hin kosmiske beskyttelse, der kunne sikre deres planers øjeblikkelige gennemførelse? I dag er de begge martyrer, der faldt for deres sag, og verden gav hver af dem en enestående begravelse. I dag er de begge inspiration for enhver efterfølger, men – de er også lærere! Begge har med deres liv givet enhver efterfølger den lære: bliv ikke en Ikaros! Stormer du himlen, risikerer du at opdage, at dine vinger er påsatte med "voks", og at dette "voks" vil smelte, når du tror at være nær målet – og du vil styrte i afgrunden!

Ifølge Martinus er vi alle på én og samme tid selvstændige væsener med fuldt ansvar for vore handlinger samtidig med, at vi er "redskaber" for hin guddommelige ånd, der leder og styrer det ganske univers. Kommer vi i vor ildhu foran den guddommelige vilje og vil forcere den plan, hele menneskeheden må følge, kan vi som "redskab" komme til at opleve, at vi bliver "taget ud" af planen. Ikke at vi derved mister det gode, vi havde i os, og som klart så planen. Men vi lærer at forstå, at vi ville noget, som ikke kunne udføres netop nu. Og da livet i sin urokkelige lovmæssighed betinger, at vi vender tilbage, og i sådanne tilfælde som her beskrevet med samme ildhu, blot nu suppleret med mere tålmodighed, mere visdom, vil vi fremdeles være med i kampen for menneskehedens førelse – blot nu mere kvalificeret!

I en gammel dansk sang hedder det: "For de gamle som faldt, er der ny overalt –!" Og dette gælder ingen steder mere end der, hvor der er tale om de guddommelige ideers vækst i verden. Den kommende verdensstats gyldne fane vil aldrig blive trådt ned. Enhver der styrter med den i hånden, vil omgående blive afløst af en ny, derom behøver ingen at nære tvivl. Intet menneske, der med ildhu har kæmpet for hine guddommelige ideer, der engang skal udgøre fundamentet for en i kærlighed sammensvejset verdensstat, har levet sit liv forgæves. Det har muligvis villet mere, end Guddommen ville på netop det tidspunkt, og det måtte opleve at blive taget ud af planen. Men dets død og især dets tilsynekomst på det åndelige plan efter døden har været en tilsynekomst i lys og herlighed – det er virkeligt "gået ind til sin Herres glæde!" For det bør ingen glemme: det er bedre at have for megen vilje til det gode, det skønne, end det er ingen vilje at have! Leve lunkent og dyrke bagstræv kan enhver! Men "vende den højre kind til" overfor enhver gemenhed, tie og blot gå videre, kan kun de, for hvem Gud er en virkelig realitet, og for hvem HANS planer er det altafgørende. Vi ved, at både Dag Hammarskjöld og John Kennedy var advaret, at de vidste, at det de begav sig ind i, kunne koste dem livet. Men de fulgte deres kald og viste derved verden netop det eksempel, den i dag har så fortvivlet brug for.

Men som i det store, således også i det små. Hver og en af os står i nøjagtig samme situation som disse to mænd, hvis navne i dag er historie. Hver og en oplever vi konstant både at være "os selv" og at være "redskab". Enhver af os er "os selv" på godt og ondt. Vi må simpelt hen være, som vi er, på basis af vor evige fortid. Og det vi er, betinger også vor brugbarhed som "redskaber"! Og det er her, at de store vises ord er vor bedste vejleder, vor største mulighed. For vil vi lytte til disse store vise og ikke blot være "os selv", vil vi kunne lære uhyre meget. Blandt andet dette, at "man kender træet på dets frugter!" Tegner et menneskeliv et lysende spor fra fødsel til grav, kan man være overbevist om, at dette menneske – i det ydre måske lig enhver af os – i sit indre vidste besked. Vidste, at "som man sår, skal man og høste", og derfor i alle livets forhold "rådslog" med sig selv om, hvad det i denne eller hin situation burde gøre og altid enedes med sig selv om at gøre netop det, der førte mindst smerte, mindst fortræd – for de andre – med sig! For det er jo netop det, der er livets største hemmelighed, at kun den der evner at give afkald på sit eget Jeg's hårde vilje, hårde begær, kun det menneske finder den lykke, der alene er værd at eje.

Kosmisk set lever vi i dag i en verden mere spændende end nogen sinde før i vor historie. Evner man at acceptere reinkarnationstanken og gøre den til sit åndelige livs urokkelige fundament, kan man i givne stunder føle sig løftet så højt op over "tågen", at man i glimt ser alt det, man er vidne til, som dele af en så vidunderlig plan, at sindet fyldes med ubeskrivelig glæde. Enhver der har oplevet dette ved, jeg taler sandhed. I sådanne visioner svinder det nærværende ind til blot at blive mikrodele af det livsmønster, man ser udbredt for sine øjne, og man ser og forstår med hver eneste fiber i sin sjæl, at han der sagde, at "end ikke en spurv falder til jorden, uden at det er Guds vilje", og videre "endog Eders hovedhår er talte", at han har set dette, og at han gav sit liv for at hæve verden til dette vidunderlige syn.

Endnu er vi som blinde orme i mulden. Hvad de store så, kan vi endnu kun dunkelt ane. Men vore anelser vokser i styrke, når vi bevidst sætter ind på at udvikle vore sjælelige egenskaber. Når vi bevidst gør studiet af visdommen til et ligeså alvorligt studium som studiet af de døde ting!

Verden blev rystet af mordet på Dag Hammarskjöld og følte sig lammet ved efterretningen om John Kennedys død. Men livet går videre, og nye rystelser er på vej. Det ved vi, for vi begynder at kende verden. Men set fra et højere plan er disse rystelser andet og mere end forfærdende chok. Fra en sådan verden er de de "veer", der fortæller enhver, der har "øjne at se med" og "øren at høre med", at en ny verden er på vej. At menneskeheden stunder mod sin egen "fødsel" som en virkelig menneskehed og ikke som det, den er i dag: en menneskehed med Kainsmærket stemplet på panden. Endnu hersker drabet og med det kulden, angsten og frygten i verden. Vejen frem synes til tider så uendelig lang. Så lang, at troen på en virkelig varig verdensfred forekommer de fleste utopisk. Men verdensfreden er ingen utopi. Den er en urokkelig virkelighed for hver den, der i selv blot det svageste glimt har set, at "ej skæbnerne er blinde, men blinde er kun vi!" Mørket tætner på ny over verden, og vældige uvejr er under udvikling. Kort tid eller lang tid – en dag vil de være over os "som en tyv om natten". Men vil vi holde vor ånds lampe lysende, vil vi "våge og bede", vil ingen storm kunne møde os uforberedte. Dette budskab blev forkyndt menneskene for snart totusinde år siden af et menneske, der ikke kunne siges at være højagtet af sin samtid. Også han fik en brutal død, men ligefuldt lyser hans ord og handlemåde i dag stærkere end nogen sinde. Og atter gentages budskabet af et menneske, hvis samtid dårligt ved han eksisterer. Hvor ligegyldigt, hvor inderligt ligegyldigt! Thi som for totusinde år siden vil historien gentage sig. For Martinus var det ikke af betydning selv at blive hørt. Hans mission var ene den at give os indsigt! Og alle ved vi, at i den time hans liv her slutter, har han givet os alt det, vor sjæl hungrede efter. På et uendeligt tungt mørkes baggrund vil hans kosmiske budskab til menneskeheden lyse som en fakkel og bringe bud om, at en ny verden er nær. Et "tredie testamente" går mod sin fuldendelse, og med det det forsvar for verdens store vise, der er nødvendigt for moralens genskabelse i en verden, der så åbenlyst har fået alt, men synligt, alt for synligt, har "taget skade på sin sjæl".