Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Citat fra fjerde bind, stk. 1263-64.

"Idet alt således er "årsags- og virkningsbundet", bliver der mulighed for skabelsen af mentalitet eller bevidsthed. Denne består jo udelukkende kun af det igennem erfaringerne opsummerede større eller mindre kendskab til denne "årsags- og virkningslov" og den igennem dette kendskab udviklede evne til at bringe sig i kontakt med samme lov. Der, hvor man har kendskab til udløsningen af de rigtige "årsager" til de "virkninger", man ønsker at skabe eller udløse, fornemmer man sig "lykkelig". Men der, hvor dette kendskab ikke er tilstrækkeligt til, at man ved hjælp af dette kan iværksætte de rigtige "årsager" til de "virkninger", man ønsker, bliver det jo nogle helt andre "virkninger" end dem, man ønskede, der bliver åbenbarede. At disse "virkninger" ikke kan være en tilfredsstillelse af ens længsel er naturligvis en selvfølge. Men det er ikke blot det, at de således er en "skuffelse", der gør skæbnen mørk. De kan også undertiden være forfærdelig smertebringende, ja, kan i værste tilfælde befordre livsvarig invaliditet der, hvor de ikke ligefrem har medført den direkte død eller undergang for væsenets midlertidige organisme og fysiske tilværelse. At en sådan oplevelse ikke er en "hævnakt" fra Forsynets eller Guddommens side er her indlysende. At et væsen tager fejl af "salt" og tror, det er "sukker", og derfor kommer til at opleve "saltet"s virkninger i stedet for "sukkeret"s, kan jo umuligt være en "straf" eller "hævn" fra Forsynets eller Guddommens side, men er blot og bar en "kemisk fejltagelse", et fejlgreb ind i "årsags- og virkningsloven" fra væsenets egen side. Forsynet havde jo hverken forhindret eller forbudt det pågældende væsen at tage "sukkeret". "Fejlen" bestod altså udelukkende i, at væsenet udløste den forkerte "årsag" til de "virkninger", det ønskede.

Nu vil man måske hævde, at Forsynet burde have beskyttet væsenet, eller også, at karmaloven burde have været så fuldkommen, at sådanne fejltagelser aldrig ville kunne finde sted. Dermed ville der jo have været skabt en evig, permanent lykke for alle levende væsener, idet der da aldrig nogen sinde ville kunne udløses "forkerte årsager". Væsenerne ville således evigt opleve alle de virkninger, de tilsigtede.

Men hvordan skulle væsenerne overhovedet i så tilfælde være i stand til at "tilsigte noget"? – Hvis stoffernes reaktioner ikke var lovbundne, hvis "sukker" ikke eksisterede i kraft af sin fastbundne reaktionsevne som "sukker", og "salt" ligeledes ikke altid var fastbundet til at reagere som "salt", og alle andre stoffers eller energiformers reaktioner ikke var fast lovbundne, hvad skulle så have udviklet individets evne til at "ræsonnere" og dermed til at kunne "ønske"? – Når et individ "ræsonnerer", vil det jo sige det samme som, at det genkalder i sin bevidsthed erfaringer, ved hjælp af hvilke det kan tage stilling til et nyt problem. Det søger altså tilbage i sin erindring for at skaffe sig en viden, i kraft af hvilken det kan lede sin vilje i kontakt med en for det selv opstået ny situation. Men hvad nytte ville det have af at erindre sig, hvorledes "salt" virker, eller hvorledes "sukker" virker, eller andre stoffers særlige energiarter reagerer, når nævntes reaktionsevne ikke er en lovbundet fast realitet, ikke er stedsevarende, men derimod er udflydende ligesom skyerne på himlen? – Det kan ikke nytte noget, at man i dag eventuelt kan huske, hvorledes skyerne på himlen så ud i går. Det giver ikke en nogen evne til at vide, hvordan skyerne på himlen vil komme til at se ud i dag eller i morgen. Hvis "salt", "sukker" og alle øvrige kemikalier, energiarter eller årsagsvirkninger var lige så udflydende som skyerne, ville de jo aldrig nogen sinde være nogen garanti for, at nævnte kemikalier eller årsagsvirkningers reaktionsevner netop ville virke på samme måde i morgen, som de virker i dag. Det ville altså totalt være afhængigt af, hvad man selv var i stand til at ønske. Men hvorledes skulle "salt" i virkeligheden komme til at virke som "salt" og "sukker" som "sukker", hvis denne reaktions basis var et udslag af et ønske? – Hvem ville være i stand til at ønske "sukkerreaktionen" eller "saltreaktionen", når de aldrig før havde oplevet dem? – Noget, vi aldrig har oplevet og ikke kender noget som helst til, vil jo være det samme som noget, der aldrig nogen sinde har kastet tanke eller lys ind i vor hjerne eller bevidsthed. Men tanker, der ikke er i vor hjerne, kan jo umuligt afføde noget ønske. Det vil altså sige, at hvis alle stoffers eller energiarters reaktionsevner kun var baseret på væseners ønsker, kunne disse reaktionsevner aldrig nogen sinde være blevet til, thi hvem skulle være i stand til at ønske disse på et tidspunkt, hvor de endnu aldrig havde kastet tanke eller reaktion ind i noget som helst væsens bevidsthed? – Intet væsen ville således kunne blive det første til at "ønske" disse reaktioner, thi, hvad og hvem skulle kunne have bibragt dem denne evne? – Man kan ikke ønske noget, man hverken har viden eller anelse om, og som på samme måde ligger totalt udenfor ethvert andet væsens bevidsthed eller tanke."