Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Muligvis giver overskriften på medfølgende bilag Dem et mindre chok, men ikkesandt, vi har alle oplevet det, bilaget handler om. Mon kløften mellem generationerne nogensinde har været større, end den er i dag? Alle vi, som vel efterhånden må betegnes som "de ældre", ser med forbløffelse på, hvorledes den opvoksende ungdom, i hvert fald en meget stor del af den, simpelt hen betragter de livsgoder, den vitterligt nyder, som en given ret den har. Selv har vi jo erindringen om en helt anden tid, en tid, hvor der var et helt andet forhold mellem retten til at nyde og kravet om at yde. Vore lønninger var beskedne, for beskedne, det er sandt, men disse mindre lønninger gav glæder, kun de færreste unge i dag kender, bl.a. glæden ved at spare sammen til noget, man brændende ønskede sig, og den dybe glæde, når man endelig fik det, ved at vide, at det havde man selv fortjent. For mig at se er der vokset en helt ny mentalitet, man passende kunne kalde "krævementaliteten", frem. Alle kræver i dag, og lad det være, hvad det er, om det blot gav tilfredshed, venlighed, livsglæde. Men er dette tilfældet?

Nej, det er det absolut ikke! Lægger man mærke til menneskeansigter – og det er nu min største hobby – kan man ikke undgå at forfærdes over, så få glade og tilfredse ansigter man møder på sin vej. Langt de fleste bærer præg af forjagethed og indre utilfredshed. I en verden, hvor teknikken efter sigende har gjort det hele lettere for os, har vi, hver for sig, mindre tid til virkeligt at leve end nogen sinde før. "Du undskylder mig, jeg har desværre travlt", er vistnok den mest anvendte sætning i dag. Travlt? Med hvad? Ja, med hvad?

Med at få frembragt den tilstand af "stress", af farligt nervepres, der i dag rider de fleste som en mare. For stress giver ikke fred i sindet, giver ingen trang til at smile og til at være imødekommende. Tværtimod. Stress bryder de naturlige hæmninger i sindet ned og tillader mennesket at give efter for sin egen indre utilfredshed i form af uvenlige svar, uvenlig optræden, ja alt det, der starter den onde cirkel, de fleste i dag er fanget ind i. Der er absolut ingen grund til at tro, at de i bilaget nævnte uvenlige personer virkelig er uvenlige af natur. Under andre forhold tror jeg, de ville optræde ganske anderledes. Men de er faldet som ofre for en påvirkning, de ikke har kunnet magte, en påvirkning, der som en kædereaktion breder sig fra virksomhederne til hjemmene. For bliver man først vant til at være uvenlig, spids og mentalt giftig på sin arbejdsplads, varer det sjældent længe, før den samme optræden kommer frem mellem mand og hustru, mellem forældre og børn – og så er den onde cirkel komplet.

Selv om det måske lyder mærkeligt i en og andens øren, har livet i vor verden altid været livet i helvede for mig! Men livet har lært mig det sande i Martinus ord til mig en dag, hvor vi netop drøftede dette problem. Han sagde nemlig: "Om blot man kender livets love og respekterer dem, kan man have det dejligt – også i helvede!" – Kender livets love! Ja, dette er i sig selv selve nøglen til, hvad jeg vil kalde et anstændigt, menneskeværdigt liv! Og siger en af disse love ikke netop: "Vær imod andre, som du ønsker, andre skal være imod dig!" Giver et smil og et venligt ord ikke som regel et smil og et venligt ord tilbage? Men hvem lærer i dag menneskene disse elementære livssandheder? Så godt som ingen! Og når så godt som ingen taler den virkelige godheds sag, får ondskaben, gnavenheden, vrantenheden og bliv-mig-fra-livet-mentaliteten netop de kår, de har i dag.

I sig selv dækker udtrykket "helvede" modsætningen til "himlen" eller den livsform, hvor det mentale lys behersker sindene. Alle ved vi dybt i vort hjerte, at livet her på jorden kunne være himmelsk, om vi virkelig var udrustet med evnen til at tænke kosmisk, hvilket igen vil sige: evnen til først og fremmest at tænke på de andre, før vi tænker på os selv. Men vi har ikke denne evne. Tværtimod har vi fremelsket evnen til først at tænke på os selv indtil en sådan grad, at vi nærmest er genier på dette punkt. Vor egen lille "Hassan med de skæve ben" traver trøstigt og energisk foran os med sit uopslidelige: "Her kommer jeg, flyt jer!" – og hvor er det synd for os! For "Hassan" er ikke menneskevenlig. Han er ikke interesseret i andres ve og vel – kun i vort!

Der er noget komisk i, at man for at kunne et givet fag skal stå så og så længe i lære for at blive anerkendt som "svend", hvorimod dette at leve, der vel må kaldes tilværelsens største fag, for de flestes vedkommende foregår komplet uden "svendebrev". Stærkest oplever man dette, når man som jeg så ofte må sidde og lytte til mennesker, hvis ægteskab truer med at strande. Det har efter en sådan samtale ofte stået sådan for mig, at et overvældende antal mennesker lever sammen uden at ane, hvad samliv virkeligt er. Ingen har lært dem det. De forelskede sig bare og troede, at så var alt i orden. Jeg gad vide, om noget virkeligt voksent menneske tør stå frem og hævde, at en forelskelse løser blot halvdelen af de problemer, den afstedkommer! Nej, overalt, hvor mennesker lever i dag, føles det som et pinende pres på sindet, at langt de fleste mentalt endnu blot er uforarbejdet kosmisk råvaremateriale. Det hele føles så forfærdende ufærdigt. Larmende egenviljer krydser uafbrudt hinanden. Alle vil tale, gøre sig bemærket, men ingen vil lytte!

Kun ét udgør den store trøst i dette tilsyneladende kaos, og det er den kendsgerning, at flere og flere føler det helt forkerte ved situationen. Føler, at der er noget galt, og at der må eksistere en løsning et eller andet sted, en løsning, der kan sætte tingene på plads og på ny give livet indhold, gøre det værd at leve! Det er væksten i denne længsel efter en dybere mening, der udgør verdens største håb i dag, thi den fortæller, at det er gået op for mange, at et liv, uden viden om dette liv, er en farlig sag. Ja, vel nok den farligste sag, der eksisterer!

Strindbergs berømte ord om, at "det er synd for menneskene", har stadig gyldighed. For det er synd for menneskene, det enkelte såvel som for flertallet, at de ved så lidt om det virkelige liv, som tilfældet er. For vidste de mere, var der langt mere hensynsfuldhed, langt mere virkelig noblesse i verden, end der er i dag. Men lærer man sig at elske menneskene, som de er, lærer man også at forstå, at det, vi nu oplever, i virkeligheden er den eneste vej frem. Vi oplever i dag kløften mellem to kosmiske verdensepoker. I dag er verden uden religion, uden Gud og dermed praktisk taget uden virkelig moral. En sådan verden er ingen god verden at leve i, og det bekræfter alt det, vore aviser, vort TV og radio dagligt delagtiggør os i. Men kosmisk set er det netop den baggrund, den samlede menneskehed må opleve, for at lyset eller det kosmisk lovbundne liv kan virke så meget desto mere dragende på det sind, der er modnet for en højere erkendelse. Så giv aldrig rum for den pessimisme, der blot er negativ. Et nyt år er allerede begyndt. Lad os bruge det til at øge summen af smil, af den hensynsfuldhed og menneskelige forståelse, det medfølgende bilag efterlyser. Dette nytårsløfte til os selv er absolut ikke uoverkommeligt, og det vil – dette siger livsvisdom fra alle tidsaldre – give "mange fold!"