Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det er formentlig ikke altid helt uden grund, at vegetarer af og til betragtes som intolerante fanatikere, der gerne forsøger at overbevise andre om rigtigheden af denne livsform, og som i nogen grad savner forståelse for de mennesker, som ikke kan dele denne indstilling. Det er i hvert tilfælde en kendsgerning, at man kan træffe mennesker, der har en sådan forkærlighed for dyr, at de slet ikke påvirkes af det faktum, at flere af disse er kødædere, men som trods denne indstilling til kødædende dyr alligevel nærer uvilje mod mennesker, der tilsvarende er kødspisere.

Og er man kødspiser og aldrig har haft nogen anledning til at reflektere over dette spørgsmål, så kan man yderligere, første gang man bliver præsenteret for dette problem, blive et værgeløst offer for hårdhændede kritikere, der med overbevisningens varme taler vegetarismens sag. Har man været i en sådan situation, får man jo ikke nemt en umiddelbar fornemmelse af den smukke idealisme, som jo i virkeligheden er kernen i den vegetariske tanke, og iøvrigt er det almindeligt og må også være naturligt i første omgang at føle en vis uvilje mod noget, som eventuelt kan rokke det grundlag, man hidtil har baseret en væsentlig del af sin livsførelse på.

Omvendt kan en vegetar, som ikke helt har gjort sig sine synspunkter klart, som ikke tilstrækkelig nøgternt og med tilstrækkelig tungtvejende saglighed forstår at føre argumentationen, være lige så ilde stedt blandt ikke-vegetarer, som savner forståelse for denne indstilling. I et sådant tilfælde bliver vegetaren jo forståeligt nok betragtet som en naiv sjæl, der savner tilstrækkelig forbindelse med det praktiske livs realiteter, og samtidig vil vedkommende let blive betragtet som en "omvendt", der helt eller delvis mod sin vilje og tilbøjelighed er blevet pålagt visse regler, ifølge hvilke "man ikke må spise kød". Behandlingen fra denne kant er ikke sjældent særdeles ublid og meget lidt forstående.

Selv om der selvfølgelig findes adskillige undtagelser fra de her nævnte helt ekstreme tilfælde, så er det vel nok temmelig almindeligt, at der fra begge sider mangler indsigt i og forståelse for hinandens synspunkter og indstilling.

Men denne sag har selvfølgelig dobbelt aspekt. I princippet er andre jo i samme situation som vegetaren. Også de må erkende, at enhver har uindskrænket ret til at fastlægge sin egen ernæringsform. Også de må indrømme, at der ikke foreligger noget reelt grundlag for at føle personlig uvilje mod dem, der ikke deler den mindre følelsesbetonede indstilling til dyrene. De har i lige så høj grad grund til at nære respekt for vegetarens livsform som omvendt.

Som vegetar må man først og fremmest skabe sig en rigtig indstilling til de mennesker, som ikke deler ens egen opfattelse, og denne indstilling er allerede gjort til genstand for behandling, men den skal administreres i det praktiske liv, og her må man tilegne sig en vis teknik for at klare de forskellige situationer, man uvægerligt kommer i. For det første må man gøre sig ganske klart, at forståelsen for de synspunkter, der fører til vegetarisme, naturligt ikke er særligt udbredte. Man må i overvejende grad vente mangel på forståelse, ja man har slet ingen grund til at vente andet, for en eventuel forståelse kan naturligvis først opstå gennem det kendskab til sagen, som vegetarerne selv formidler, og måden hvorpå dette sker, er jo naturligvis ganske afgørende for resultatet.

Man kan f.eks. skabe sig kolossalt mange vanskeligheder, hvis man holder sine omgivelser i uvidenhed om sagens rette sammenhæng. Med en sådan passivitet afskærer man nemlig sig selv fra at undgå flere vanskelige situationer, man forhindrer omgivelserne i at tage de hensyn, som ingen særlig ulejlighed kræver, og som de måske intet havde imod at tage. For eksempel kan man jo blive inviteret til middag eller anden form for spisning, hvor man så først midt i situationen skal til at drage sig ud af vanskelighederne, måske til stor fortvivlelse for de velmenende værtsfolk, der uforskyldt kommer i en situation, der med lidt behændighed let kunne være undgået. Hvis man på forhånd og uden blusel gør rede for sine synspunkter, når der er naturlig anledning dertil, så mindsker man i høj grad vanskelighederne, og det giver i sig selv en væsentlig forøgelse af mulighederne for at skabe respekt for den vegetariske indstilling. En middagsinvitation kan man jo f.eks. klare med et høfligt forslag om at ankomme efter spisningen, da man nu har en speciel indstilling på dette felt og nødig vil gøre ekstra ulejlighed af den grund. Såfremt værtsfolkene går ind på forslaget, er spørgsmålet jo løst hermed, og såfremt de gerne påtager sig den ekstra ulejlighed, der ellers er forbundet med invitationen, så har man jo grund til at være ekstra taknemmelig, og hermed er sagen altså også i den skønneste orden.

Som naturligt er, skal man derfor ikke vente begejstring hos omgivelserne, hvis man ændrer sin ernæringsform til vegetarisme. Men såfremt man bevarer sin respekt og sympati for dem, der ikke deler ens indstilling, så skulle der normalt ikke være noget i vejen for at fortsætte samkvemmet i netop den udstrækning, de øvrige fælles interesser gør det naturligt. Og en betydningsfuld faktor kan her være den humoristiske sans. Selv om der ligger dybe og oprigtige følelser til grund for ens indstilling som vegetar, så bør dette forhold ingenlunde udelukke en samtidig humoristisk indstilling – tværtimod! Som i så mange andre forhold kan en velafbalanceret og elskværdig form for humor bidrage stærkt til at skabe den indbyrdes forståelse og respekt, som er en forudsætning for et harmonisk forhold mellem modstridende synspunkter.