Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Ingen regel uden undtagelse! – og undtagelsen er, at jeg dennegang på tværs af min egen faste beslutning om aldrig at anvende mine breve til Dem til propaganda for nogen som helst "sag", hvor smuk og velmenende den end er, alligevel vil bruge dette brev til Dem til at tale de scleroseramtes sag.

Årsagen til min beslutning er den enkle, at jeg nu i en lang række somre har haft de scleroseramtes problem så nær inde på livet, som man næsten kan få det, idet den største af vore pavilloner i feriebyen – pavillon II – hvert år er reserveret disse ulykkeligt stillede medborgere i for- og eftersæsonen. Sclerosen havde engang et yderst betegnende navn, nemlig "den glemte sygdom". Navnet havde sikkert sin årsag i den kendsgerning, at mennesker, der ramtes af dissemineret sclerose, simpelthen ramtes af en sygdom, lægerne intet kunne gøre ved. Disse mennesker blev på en måde "afskrevet", og de fleste af dem endte som ensomme, ofte meget forladte mennesker, i små værelser eller lejligheder, hvor de i stilhed måtte føre deres håbløse kamp imod en sygdom, der sejgt og sikkert brød deres helbred ned, indtil døden endelig udfriede dem.

Selvom situationen idag er en anden, synes forskellen mig ikke overvældende stor. Ganske vist har de scleroseramte fået deres egen forening, og samfundet er blevet opmærksom på deres eksistens, hvad der har ført til stadig voksende forbedringer i deres rent fysiske kår. Men den dybeste årsag til denne snigende sygdom har man ikke fundet, og noget virkeligt middel imod den har man endnu heller ikke, så for mig at se er billedet stadigt meget mørkt, omend vel også alle disse mennesker, som andre sygdomsramte, klynger sig til håbet om, at videnskaben en dag vil kunne løse sclerosens gåde og finde det middel, der bringer fuld og endelig helbredelse til hver den, der idag synes næsten uden håb.

Det er for mig altid lidt af en chokbehandling, når vore scleroseramte gæster ankommer. Vi, der selv er sunde og kan gå, hvorhen vi vil, er ofte tilbøjelig til næsten bevidst at glemme de mennesker, for hvem kroppen er blevet et fængsel, er blevet et instrument, der næsten totalt nægter at lystre den iboende sjæls ønsker og drømme. Jeg mindes i dette øjeblik en solvarm forårsdag, hvor de busser, der fører de scleroseramte op til feriebyen, netop var blevet tømt. På rad og række sad disse mennesker nu i deres skinnende sygevogne og missede med øjnene op imod den klare, stærke forårssol. Jeg gik hen og bød dem alle en velkommen. Kun een rakte mig ikke sin hånd. Han så blot op på mig med meget milde øjne og sagde ganske stille: "De vil ikke, Gerner!" Jeg kastede et hurtigt blik ned på de to lamme hænder og strøg ham så hastigt henover håret med et venligt: "Ligemeget, du ved du er ligeså hjertelig velkommen som alle de andre!" En lille, sammenskrumpen skikkelse påkaldte sig min dybeste medlidenhed. Der var et næsten forklaret udtryk i hans ansigt, da han hviskede til mig: "Tænk, Gerner, så skal jeg alligevel høre lærken synge endnu engang!" Det skulle han! Men både han og jeg vidste, at dette var hans nuværende livs sidste sommer.

Det forekommer mig, at selvom vi kun kan hjælpe disse så uendeligt hårdt ramte mennesker takket være Deres kærlige forståelse af vort arbejdes natur, så udtrykker vor beskedne indsats her noget, vi alle skal være lykkelige for. For det er ikke de scleroseramte, der står i gæld til os, det er os, der står i gæld til dem. Som borgere i en såkaldt "velfærdsstat" forfalder vi altfor let til at tro, at "samfundet", dette mystiske begreb, ordner alt for enhver, der er i nød. Men sådan er det jo slet ikke! Samfundet som begreb betragtet kan være noget uendelig koldt og hjerteløst. Sandt nok fungerer det bedre og bedre, men det føles ofte som noget absolut sjælløst, som en vældig organisme, der kun kan få liv igennem os. Og vil vi give dette liv? Er vor næste – altså ham, som rammes af bitter nød, som anbringes i en sygestol uden nogen som helst mulighed for at klare sig selv, er han virkelig vor broder? Er det ikke, tværtimod, netop således, at hver og en af os er så hårdt engageret i vort eget liv, at vi faktisk overfor os selv må indrømme, at det ikke er altfor megen tid, vi anvender på netop denne vor næste?

Personligt har jeg været uendelig taknemmelig over, at det er faldet i min lod at repræsentere Dem overfor vore syge gæster. Jeg har lært mere af disse mennesker end af langt de fleste øvrige gæster i feriebyen. De udgør hvert år for mig et i kød og blod inkarneret kursus i kunsten at resignere. Jeg har her set ganske unge mennesker i hjælpeløs gråd over den skæbne, der har ramt dem, og har følt en uendelig tomhed og fattigdom i hjertet over intet at kunne gøre. Sandt nok, man smiler, charmer og trøster så godt, man formår, – men man forstår også, at det eneste, der her kunne hjælpe, er helt uden for ens mulighed.

Jeg stod en dag i et af pavillonens værelser og så udover den store plæne med dens mange frugttræer. Under et af disse sad en yngre mand i sin rullestol. Jeg vidste, han var lammet i hele sit underliv, og undrede mig lidt over, at han sad der ganske ene, alle de andre var inde for at spise. Pludselig så jeg ham løfte sig selv op i sine arme, indtil han stod ret. Til min forfærdelse så jeg, hvorledes han med al sin vilje kastede sine ben frem og ville forsøge at gå. Han stod sådan et øjeblik og styrtede så næsegrus forover. Det var en høj og i virkeligheden meget smuk mand, for hvem sygdommen måtte have været et frygteligt slag. På et øjeblik var jeg hos ham, men han lå blot og flåede græsset op med sine hænder, mens han stønnede: "Hvorfor mig, hvorfor netop mig, hvorfor netop mig –" Jeg satte mig stille og lod stormen i hans sind rase ud. Langsomt tonede hans smerte ud i en bitter gråd, og så endelig kunne vi tale sammen.

Men endnu kan jeg til enhver tid høre dette: "Hvorfor mig – hvorfor netop mig–?" Er det ikke netop den sætning, de fleste af os bruger, når stormene er over os og enhver udsigt sløret og håbløs? Alle er vi Jeg' bundne, og alle føler vi det som en urimelighed, når noget går os alvorligt imod. Netop derfor har jeg været så lykkelig ved, at feriebyen her repræsenterer det i vort arbejde, vi kæmper mest for: en større medmenneskelighed, en større praktisk næstekærlighed, en større forståelse af vore omgivelsers virkelige behov for os. Alle er vi mennesker, om hvem den sandhed gælder, at "øksen ligger ved træets rod!" Anbragt i en stor åndelig bevægelses centrum som jeg er, er jeg næsten daglig vidne til skæbnens hårde indgreb i gode venners liv, og gang på gang rystes min sjæl ved de breve om hjælp, vi modtager. Men det er jo livets vilkår i vor verden, derfor elsker jeg vor ferieby så højt, som jeg gør. For takket være den har vi hvert år lejlighed til at kaste blot en beskeden lysstråle ind i ofte meget forpinte menneskesind. En af vore scleroseramte gæster, for hvem feriebyen var blevet det meget store lys i hans liv, fejrede en søndag sit sølvbryllup deroppe og havde den store glæde at se sine børn som gæster. Dagen efter følte han sig lidt træt og sagde til sin kone, at han ville lægge sig et øjeblik. Da hun nogle få minutter senere kom for at spørge, om han ville have en kop kaffe, svarede han ikke. Han lå med det smukkeste smil om munden og det dejligste udtryk i sit ansigt, det var simpelthen umuligt ikke i sit hjerte at lykønske ham til en så skøn afslutning på sit liv. Og jeg havde da også den store glæde, at hans hustru virkeligt trods sin dybe sorg evnede at ønske ham tillykke med den frihed, der nu var hans.

Jeg har nu haft lejlighed til at følge scleroseforeningens kamp for dens medlemmer gennem mange år. Jeg har set de scleroseramtes egne personlige kampe imod denne for mig så rystende sygdom, der desværre er i vækst, og jeg har, hvad jo kun få har mulighed for, set denne sygdoms stadier lige fra dens spæde begyndelse og til dens ofte meget svære afslutning. Andre sygdomme er også frygtelige, men sclerosen synes mig dobbelt frygtelig ved sin adfærd. Thi sommetider synes den næsten ganske at forsvinde for så, når håbets flamme endelig rejser sig af asken, at vende tilbage og da endnu grummere end før. Skulle derfor en og anden af mine læsere synes, at her er en opgave, vedkommende gerne vil være med til at løse, medgiver jeg inderligt gerne min varmeste anbefaling til at støtte dem, der idag kæmper for at hjælpe disse ulykkeligt ramte medborgere.

I håbet om, at De ikke anser denne min appel som et misbrug af min stilling, beder jeg Dem modtage en kærlig hilsen fra Martinus og samtlige vore medarbejdere!

 

P.S. Den efterfølgende artikel af civilingeniør Aage Hvolby skulle have været med i KOSMOS 1963. Desværre måtte den udgå på grund af pladsmangel, men da den synes os overordentlig værdifuld, bringer vi den her i KONTAKTBREVENE. Selvom dens indhold nok må betegnes som "svært stof", føler vi os overbevist om, at enhver interesseret i dens specielle problem vil være taknemmelig for det store arbejde, Aage Hvolby her har udført!