Kontaktbrev 1964/2 side 17
MARTINUS INSTITUT
Mariendalsvej 94/96
København F.
København, den 23-1-1964
Til samtlige interesserede i foredrag over Martinus verdensbillede i København!
Førstkommende søndag d. 26. januar kl. 10 fortsætter jeg mine foredrag over DET SEKSUELLE MYSTERIUM i Studenterforeningen, H.C. Andersens Boulevard 6.
Medens jeg i mit sidste foredrag viste Dem vor bevidstheds tilblivelse, vil jeg i det følgende foredrag, som jeg har kaldt: SÅREDE FLYGTNINGE MELLEM TO RIGER vise Dem, hvorledes forskydningen mellem de to seksuelle poler i det moderne menneskes sind udgør den egentlige årsag til de sjælelige vanskeligheder, alle fremskredne mennesker idag befinder sig i. Alle bærer vi på en drøm om at være tolerante og næstekærlige, men forudsætningen for at kunne realisere blot lidt af disse høje idealer er, at vi kender og forstår vor næstes åndelige position. Uden viden om den seksuelle strukturforandring, der fuldbyrdes lige for vore øjne, har vi alle chancer for at blive ofre for den intolerance, som er enhver fordoms bitre frugt. Vi må simpelthen vide, hvad der foregår i dybet af vort eget sind for tilfulde at forstå, hvorfor mennesker omkring os reagerer, som de gør! Desværre har vi ikke dennegang kunnet få Kongesalen, men må vende tilbage til salen på 1.ste sal.
Med en hjertelig tak for den overvældende interesse jeg mærkede hos Dem ved mit sidste foredrag, glæder jeg mig til at se Dem søndag morgen!
Deres hengivne
Erik Gerner Larsson
P.S. Det næste og sidste foredrag i denne række, som jeg har kaldt:
MENNESKET I "GUDS BILLEDE"
følger søndag d. 9. februar og bliver formentlig i Kongesalen.
d.o.