Kontaktbrev 1964/17 side 1
Kosmos Ferieby, den 20. august 1964.
Kære læser!
Når man meget længe har skåret med sin tankes kniv i livets uhyre detaljerigdom, kommer der uundgåeligt en dag, hvor man længes efter den forenkling, der ligesom for bestandigt sætter tingene på deres rette plads og i en efterlader en dyb følelse af, at ens åndelige søgen absolut ikke har været forgæves. Alle er vi omgivet af materie i simpelt hen uendelige variationer og kombinationer. Om os, i os, over os og under os ser vi faktisk ikke andet end materie – intet under, at mange mennesker til føler dette uendelige materiehavs bølger slå sammen over deres hoveder og rent sjæleligt fornemmer alle en druknedøds uhyggelige kvælningsfornemmelser.
Men når man tilstrækkeligt længe – med Martinus – har sanset "på langs af materien", sker det, at man pludseligt giver sig til at sanse "på tværs af materien", idet man forstår, at den første form, hvor skønne – eller rædselsfulde – visioner den end giver, i virkeligheden ikke er den væsentligste sanseform. For selv om sansningen "på langs af materien" giver os alle de sanseindtryk, vi kalder vor "livsoplevelse", så giver denne sansemetode ingen som helst forklaring på disse oplevelsers dybeste årsag, det gør kun den sanseoplevelse, der går "på tværs af materien", idet den alene tillader os at gå udenfor materiens eller bevægelsernes verden. For livet er andet og mere end visioner, andet og mere end blot et hav af tilsyneladende organiserede og tilsyneladende uorganiserede bevægelser, andet og mere end energi, der er undergivet ustandselig forvandling. Livet er også oplevelse af kosmiske love og principper, som ifølge deres natur må være evige og urokkelige.
Elementært sagt udgør vor livsoplevelse af i dag en "to-punkts-oplevelse". Dagligt svinger vort livs pendul mellem virkningerne af henholdsvis "Det dræbende princip" og "Det livgivende princip". Ligegyldigt hvilken religion eller hvilket politisk parti man end bekender sig til, ja, ligegyldigt hvilken opfattelse af livet man end har, kan intet fornuftvæsen benægte eksistensen af disse to principper, for på intet andet område i livet har hver af os et så bevidst, selvoplevet bekræftende erfaringsmateriale som indenfor de to her nævnte princippers område – de udgør selve vort daglige livs åndelige mørke og lys.
Men har vi ikke, hver for sig, en dyb fornemmelse af, at der eksisterer en indre kosmisk sammenhæng mellem disse to principper? Det åndeligt fremskredne menneske løser ikke længere sine mentale mørkeoplevelser ved, mir nichts, dir nichts, at give "djævelen og alt hans væsen" skylden for det ubehag, det kommer ud for. Det erkender simpelt hen det dræbende princips indflydelse på sin egen sjæl og ser køligt og nøgternt, at det i sit eget væsen ejer visse evner eller talenter, hvis konsekvens netop udgør den indre årsag til så langt det meste af det ubehag, det møder på sin vej. Men samtidigt hermed ser det også ganske klart, at der også i dets sjæl eksisterer evner eller talenter, der knytter det til tilværelsens livgivende princip, hvis virkninger det oplever i form af både selvskabt og påført humanitet eller mentalt lys.
Disse forhold fører uundgåeligt til erkendelsen af både det dræbende og det livgivende princips eksistens. Vi ser virkningen af disse principper alle vegne og ser, hvorledes det ene i virkeligheden forudsætter det andets eksistens. Hver af os oplever i bogstaveligste forstand, at al vor tænkning, al vor skabelse, ja, al vor livsoplevelse hviler på disse to principper, der samlet udgør tilværelsens kosmiske kontrastprincip.
Men et princip har intet mål, ingen vægt, ingen udstrækning i tid og rum, det er bare, og det kan kun opleves ved sansning på "tværs af materien" eller gennem det, vi kalder "indirekte sansning". Sandt nok kan man benægte denne sanseforms eksistens, for man kan benægte alt i denne verden, endog sin egen eksistens. Utallige mennesker tror virkeligt, at deres livsoplevelse beror på visse enten fysisk-kemiske reaktioner i blod og nerver eller også på visse elektriske fænomener i selve hjernen, men altså frembragt af hjernen selv. Her skilles vejene. Har man det sådan og er tilfreds med den forklaring, bør alle vi, der ikke har det sådan, kunne udvise tolerance og respektere denne indstilling, selv om den forekommer os selv urimelig. Men dette brev er skrevet til mennesker, der aldrig har oplevet, at ting, de selv skulle skabe, skabte sig selv! Det er skrevet til mennesker, der bag al skabelse accepterer en skaber, enten de så kan se ham eller ikke. Det er om denne skabers suverænitet al kamp står. Mange videnskabsmænd benægter pure denne skabers eksistens. De har aldrig "set" ham, aldrig kunnet "måle" ham, ej heller "veje" ham, de har, kort sagt, aldrig evnet at indfange ham hverken på den ene eller den anden videnskabelige måde – ergo eksisterer han ikke. Overfor denne opfattelse står så alle de, der ikke alene erkender og accepterer denne skabers eksistens, erkender ham som ophav til deres egen bevidsthed, ja, som ophav til alt det, vi samler i begrebet "skæbne". På den ene side har vi mennesker, der lever på forestillingen om tilfældighedernes reelle eksistens, på den anden alle de, der ikke kan forsone sig med en sådan opfattelse, ingen tryghed ser i den, ej heller den dybe indre mening, de instinktivt eller intuitivt føler eksisterer bag alt, hvad de oplever.
Nuvel, videnskab er en vidunderlig frugt af den menneskelige ånds udvikling, men over den står stadigt visdommen, og lægger man øret til det, den har bragt menneskene og fremdeles bringer, ser man, at visdommens mestre netop er de eksperter i at tænke "på tværs af materien", der har bragt den åndelige verdens love og principper for dagens lys – men altså kun for dem, der har "øren at høre med" og "øjne at se med".
Og livet har andre kosmiske principper end kontrastprincippet, end det dræbende og det livgivende princip. Det har gengældelsesprincippet – som et menneske sår, skal det og høste – det har reinkarnationsprincippet, kredsløbsprincippet o.s.v., alt sammen realiteter, der samlet udgør netop den åndelige klippe, sansningen "på langs af materien" ikke kan skænke os. Den kan kun blive – og skal kun være – den "nøgle" til sandheden, den i sig selv er, aldrig sandheden selv. Den findes kun i det evige bag det timelige, og det evige vil altid unddrage sig enhver form for mål, vægt og volumen.
![[Avisartikler:] Det rene had. Abort-lavine truer Ungarn](/da/onlinebibliotek/kosmos/breve/grafik_breve/bre1964-17-003.jpg)
Læser man de to bilag, som følger dette brev, omhyggeligt igennem, vil man her se to af det dræbende princips mest elementære funktioner i dag. Hadet, oven i købet "det rene had", og så den uhyggelige ansvarsløshed i forholdet til begrebet liv, som de eksisterende "abortfabrikker" er, tegner ikke et billede af "paradiset", snarere af det, vi almindeligvis forstår ved "helvede". Og disse bilag kan faktisk suppleres i det uendelige, for hvad har mennesket ikke formået at gøre ved den klode, der dog fra skaberens hånd fremtræder så smuk, som tilfældet er? Sandt nok kunne jeg også have valgt bilag fra det livgivende princips område, for det eksisterer jo også, men endnu udgør det sammenlignet med bilag af den her gengivne art faktisk et forsvindende mindretal. Men at humanismen er i vækst, ved vi, og det røber noget meget vigtigt. Thi også dette forhold afslører et kosmisk princip, nemlig tilværelsens hunger- og mættelsesprincip. Som dette princip virker i det små, virker i alt, hvad vi dagligt er i berøring med, virker det også i det store. Det er dette princip, der udgør den skjulte faktor bag den kendsgerning, at verden i dag er ved at være "mæt" af ufred, af krige, vold og undertrykkelse. Vil nogen med held kunne benægte, at verden af idag "hungrer" efter fred, efter frihed for angst, sult og anden nød? Og er det ikke denne hunger, der udgør selve den inspirerende kraft bag drømmen om "Verdens forenede Nationer"? Det er det, og denne hunger vil vokse i akkurat samme grad, som mættelsen af det dræbende princips konsekvenser tager til! Det dræbende princip har så længe haft os i sin magt, at vi nu så småt begynder at vride os løs af dets grusomme favntag. Dunkelt fornemmer den samlede menneskeheds sjæl, at fremtiden tilhører det livgivende princip, og denne fra den samlede menneskeheds sjæl udgående følelse eller impuls påvirker enhver af os og virker i dag som en kosmisk-humanistisk igangsætter på højeste plan. Og her er livet vidunderligt derved, at hver den menneskesjæl, som føler virkningen af denne impuls i sit sind, ikke behøver at vente på "de andre" for at søge at realisere den i sin egen sjæl. Vi har alle lov til at ændre vore fra dyreriget nedarvede vaner i samme sekund, vi beslutter os derfor!
Som De vil forstå, har jeg skrevet dette brev for at vise Dem, at ihvorvel livets detaljerigdom udgør selve Guddommens strålende "billedbog", så er det ikke disse detaljer, der i sig selv er det vigtigste. Det vigtigste er kendskabet til principperne og lovene bagom detaljerne, og disse principper og love er i virkeligheden så enkle, at ethvert udviklet barn kan lære at forstå og se dem. Og kan det få en sådan kontakt med disse love og principper, at det føler sandheden bag dem, er resten i virkeligheden kun væremåde! Et gammelt ord siger, at "grå er al teori", og disse ord rummer den sandhed, at man skal vogte sig for ikke at nå dertil, hvor man ikke kan "se skoven for bar træer". Det primære i vor åndelige søgen må være, at vi først erkender princippernes og lovenes eksistens og derefter søger dem bekræftet i livet selv. Følger vi den vej, og følger vi den vel at mærke på den måde, at vi sætter væremåde over kundskab, sætter smil, hjertevarme og sjælelig imødekommenhed over den blotte kundskabstilegnelse, vil vi uundgåeligt komme til at opleve den kærlighedens ild, der udstråler ikke blot fra "Livets Bog", men fra hvert eneste af de værker, Martinus gennem sit lange, arbejdsrige liv har skænket os!
Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!
Deres hengivne
Erik Gerner Larsson
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige