Kontaktbrev 1964/18 side 1
Kosmos ferieby, den 3. september 1964
Kære læser!
En forrygende orkan har i nat fejet hen over feriebyen, og nu til morgen hvirvler de første gulnede blade hen over græsset – efteråret nærmer sig. Men endnu er vore lejligheder fyldt med gæster, endnu har vi ind imellem herlige sensommerdage, og det føles som en stor glæde, at feriebyen i dag er nået dertil, at den er i fuld funktion fra først i maj til midt i september!
1934 – 1964! Tredive år er en lang tid, men alligevel mærkelig kort for den, der har gjort dem alle med. En overordentlig stor del af min egen skæbne som menneske har udløst sig indenfor dette område. En næsten uendelig kæde af minder er her gennem årene skabt i mit sind, og jeg må ofte sige til mig selv: hvor har det dog været en rig tid! Kun meget få mennesker oplever den lykke at se sine skabende evner i den grad taget i brug, som jeg har fået lov til at opleve det. Sandt nok har der været modgang, først af økonomisk art, senere af en betydeligt mere utiltalende karakter, men samlet udtrykker denne modgang ikke andet end den livskontrast, der er forudsætningen for al virkelig livsoplevelse. Og stiller jeg her de to principper: mørket og lyset over for hinanden, forekommer det mig, at jeg, sammenlignet med hvad andre mennesker må opleve, så at sige har levet hele mit liv på livets lysside, for hvor mange mennesker får lov til at opleve to fulde liv i ét? 30 somre satte Forsynet sav, hammer og malerpensel i min hånd og lod mig se en drøm fuldbyrde sig selv lige for mine øjne, en drøm som kun skulle tjene ét eneste formål: at blive et redskab i den humanitets tjeneste, jeg gennem de samme 30 år kæmpede for hver eneste vinter? Jeg har ofte sagt til Martinus, at skulle det være Forsynets vilje, at jeg pludselig måtte gå til de verdener, der er det egentlige mål for os, tror jeg, at jeg ville evne at vende mig om en sidste gang og med et smil sige tak for det dejlige liv, jeg denne gang fik!
For ser De, Martinus arbejde er to helt forskellige ting: et ydre og et indre. For mange mennesker bliver det i dette liv ikke andet end et ydre. For dem er det "sagen", analyser for analysernes egen skyld, det er for mig en verden, hvor bogstaven uendelig let dræber det egentlige: ånden. For mig er det den indre side af Martinus verdensbillede, der er mit livs alfa og omega. Begreber som "høj udvikling" og alt, hvad den slags medfører, har altid kun evnet at fremkalde et smil i dybet af min sjæl. For hvem er vi egentlig? Har nogen givet os et bedre svar end Martinus selv? Med ham er vi "sårede flygtninge mellem to riger, for meget dyr endnu til at være mennesker og for meget mennesker til at være regulære dyr". Sådanne væsener skal omgås udtrykket "højt udviklet" med stor varsomhed, ja burde helt undgå det!!! Man burde ikke behøve at blive ret gammel i livet, før man med egne øjne skulle se, at kun Gud selv alene er virkelig god, virkelig fejlfri. Og ser man således på det, stemmes ens sind til mildhed selv overfor dem, om hvem man ved, at de ikke kan fordrage en. For de har det faktisk ikke nær så godt som en selv. For at have fred med Gud og fred med mange mennesker giver en kræfter til at tåle megen utålsomhed!
Hvis Martinus' verden blot var "grå teori", havde jeg forladt den for længe siden. Af natur er jeg et meget livsnært menneske og ønsker, ja elsker, at se ting gro og udvikle sig. Og når jeg i dag går igennem vor ferieby og mindes de mange ideer, som her fik liv og form, mindes det helt ufattelige kammeratskab, jeg på denne plet har fået lov til at opleve, ja så synes jeg, at disse tredive år har været som én lang lysende skabelsens dag. I dag begynder de træer at række sig mod himlen, vi dengang plantede med hakke i denne alt andet end givtige muld. I dag blomstrer tusinder af roser langs vore veje, når våren er over os, og slutter som et ildbælte at tunge hyben, når efteråret sætter ind. I dag ligger hus ved hus på denne plet, som for disse 30 år siden mest havde karakteren af en ødemark. Her ligger idyl ved idyl, og Forsynet har på disse år virkelig skænket os den skønnest tænkelige ramme om det arbejde, hvis inderste ånd har været disse års lysende ledestjerne. Jeg stod i går og så på de, ak alt for mange sygevogne, der var kørt ud i solen. For- og eftersommer kommer de, disse af livet så hårdt ramte medmennesker. Sclerose er en frygtelig sygdom, så frygtelig, at den, der er gået fri, næppe fatter, hvor taknemmelig han eller hun burde være. Men når nu denne ulykke rammer et menneske, hvor vidunderligt er det da ikke at kunne få lov til at være med til at lette byrden, bare lidt, for den enkelte. Og det gør vi, De og jeg! De ser det måske ikke, men det gør til gengæld jeg! Og når jeg gør det, så føler jeg, at jeg repræsenterer Dem, repræsenterer det i Dem, som ønsker at hjælpe, hvor hjælp virkelig er nødvendig, og så er det, som om der går en varmebølge igennem mig, at dette dog blev mig betroet.
Højsæsonen er på en måde en drøm. Da strømmer netop de mennesker, jeg vinteren igennem lever for og med, ind over denne plads, og sommeren i år var den skønneste i mange år. Der har aldrig siddet så mange tilhørere i vor store sal som i denne sommer, der har aldrig været lyttet mere intenst, og der har aldrig blandt gæsterne hersket en bedre ånd end i denne sommer, der jo måtte blive en festens sommer med de svundne tredive år bag os. For den, der altid drømte Kosmos Ferieby smuk, drømte den fuldkommen, var den overvældende svenske gave en uforglemmelig lysoplevelse. Men også kammeraternes næsten umenneskelige indsats for at nå at få den nye Terrasse, det dejlige nye, meget smukke pensionat færdigt, var en oplevelse, der aldrig vil kunne glemmes. Kosmos Ferieby er i dag en sommerskole på højeste plan. Hvad vi drømte for tredive år siden står lysende materialiseret i dag. Vi har nu en ramme om vort arbejde her, som aftvinger enhver den dybeste respekt og beundring. Kan vi udfylde den?
Naturligvis kan vi det! Selv om vi alle er ufærdige mennesker, lever der dog dybt i enhver af os en drøm, som aldrig kan dø, som aldrig må dø: drømmen om engang at blive et rigtigt menneske eller et menneske, der ikke dagligt skal lide under spændingen mellem to differerende sind i sin egen inderste verden. Kosmos Ferieby er et område, hvor hver og en af os har en chance for at demonstrere det menneskelige i sit eget sind. Her behøver ingen at "spille med musklerne", og her bør selvretfærdighedens mørkegrå engel tage fri for tjeneste: Her er ordet "Jeg" virkelig blottet for den mening, det kan have andre steder. For denne ferieby er bygget af os alle – og vi bærer alle ansvaret både for dens form og for dens rygte. Og hvad er så vort rygte? Læs selv vedlagte bilag og se, hvorledes denne landsdels største avis opfatter os. I en verden af næsten rystende materialisme er det lykkedes os at skabe et åndscentrum, om hvilket der nu står den største respekt – har vi ikke alle ret til at glæde os derover? Det har vi!
![[Avisartikel:] Enestaaende svensk gave til Kosmos ferieby i dens 30. aar](/da/onlinebibliotek/kosmos/breve/grafik_breve/bre1964-18-003.jpg)
Tredive år er svundne nu, og kun få af alle os, der i dag lever her og har været med i denne dejlige feriebys opbygning, vil være her, når andre tredive år er gået. Men hvor ligegyldigt! For det vi skabte her, var kun en smuk "forgård" til det, vi virkeligt søger imod! Fra den første dag vi slår vore øjne op i denne verden, er vi på vej bort fra den. Den er kun et "gæstehus", og held den gæst der her opfører sig på en sådan måde, at han eller hun kan forlade dette "hus" med en indre bevidsthed om dog at have gjort blot noget – det være sig aldrig så lidt – for at fremme den fred blandt mennesker, som gælder i den verden, vi alle er på vej imod! Og det er – for mig at se – her Martinus arbejde har sin største mission. Kloge kan vi alle blive, men gode? Er det ikke her kampen står? Hvad nytter det, vi vinder ry som intellektuelle, for ikke at sige "højintellektuelle", om varmen i vore hjerter dør ud? Om vi bliver golde og hjernekolde åndsforskere, der har gjort det livsvarme budskab, "Livets Bog" indebærer, til et hvidt og koldt budskab? Jeg har studeret Martinus tanker langt mere, end de fleste får lejlighed til i dette liv, og selv om jeg faktisk kun forstår relativt lidt af hans verdensbilledes virkelige dimensioner, så forstår jeg dog, at vi her står overfor en kosmisk guldgrube, som i sig selv er absolut uudtømmelig. Men ingen kan overbevise mig om, at der ikke eksisterer et indre forhold mellem vor åndelige hunger og dens mulighed for tilfredsstillelse og så vor egen væremåde. Vil vi ikke omsætte vor viden i en kærlighed, der ikke søger sit eget, tror jeg ikke, vi kommer blot ét skridt videre. Vil vi derimod kærligheden, afskyer vi krigen, under hvilken form den så end camouflerer sig, ja så vokser også vor åndelige indsigt. Isolationister har verden nok af i forvejen. Alle vegne møder vi i dag mennesker, der er så kloge, at de ikke behøver hovedet – er det den brigade, vi selv ønsker at blive indrulleret i? Nej, det er det ikke – og det var heller aldrig Martinus ønske at føre os ind i den! Det han ønsker – og det må vel være det bedste kriterium for vurderingen af hans arbejde, udtrykte han selv over for mig, da vi en morgen vandrede en tur langs stranden heroppe. Han stoppede da pludseligt op og stod en stund i tavshed og betragtede husene, som lå badet i den skønneste morgensol og virkede som en vision af stor skønhed. Og så kom det: "Tænk dig, om alle de mennesker, der bor i disse huse, evnede at være virkelig gode imod hinanden, at bære over med hinandens fejl og bare hjælpe hinanden til en dejlig ferie her – så behøvede du og jeg ikke at holde foredrag!
Det er i sådanne øjeblikke, at man i et glimt ser den, der gav os Livets Bog, ser selve den indre drivende kraft bag det budskab, dette kostelige værk indeholder. For Martinus selv er der kun ét, der betyder noget, nemlig selve den kærlighed, der binder dyret i mennesket og får det til at handle helt på tværs af det, dets kolde forstand gang på gang forleder det til.
– – – – – – –
Tredive år – for mange en meget lang tid, for mig ikke længere, end at jeg synes, jeg rummer den i min hule hånd! Om blot få dage skal jeg på ny pakke for at vende tilbage til mit "andet liv", og jeg ser ingen grund til at skjule, at jeg glæder mig dertil! En vidunderlig sommer ligger bag mig, og jeg ved, at en lige så vidunderlig vinter ligger foran mig. For ingen lykke kan være større end den at kæmpe for lysets vækst i verden. Det har vi gjort her i sommer som i alle de svundne somre, og Forsynet gav os medvind. En strålende drøm blev virkelighed. I fællesskab skabte vi denne plet, i fællesskab vil vi værne den imod ethvert anslag. På dette punkt vil vi aldrig vige, for gjorde vi det, ville vor drøm blegne, og stor tomhed ville brede sig i vor sjæl. Kosmos Ferieby har altid været to ting: et skønt feriested – og en skole! Og det er skolen, som står vort hjerte nærmest! Og her er nye planer under stadig udvikling, planer som vil se dagens lys i kommende somre, planer som vil give enhver af os endnu større glæde og betyde endnu større indre samhørighed! Sammen skabte vi denne skole, sammen vil vi føre den frem imod endnu lysere, endnu skønnere somre! For her oplever vi virkeligt med digteren, at: "Alle skønne tanker, de kan slet ikke dø, før nye skønne tanker er spiret af deres frø!"
Med kærlig hilsen fra Martinus og samtlige medarbejdere!
Deres hengivne
Erik Gerner Larsson
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige