Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Gang på gang har Martinus både i sit hovedværk, i mindre bøger og i foredrag understreget bønnens enorme betydning. Desværre er det jo blevet sådan, at alt for mange mennesker anser dette at bede for noget, der hører fortiden til. Det er materialismens bitre triumf, at den i sin latterliggørelse af alt religiøst har berøvet utallige mennesker tilliden til, at det kan nytte at bede. Efterfølgende beretning fra Louisa E. Rhines bog "Sindets Løngange" (Borgens Forlag) viser imidlertid et glimt af bønnens betydning. Den her skildrede kvinde var religiøs i almindelig forstand, og det er derfor ganske naturligt, at den åndelige verdens hjælp her materialiserer sig i en kristusskikkelse. Havde den samme begivenhed fundet sted i Østen, ville skikkelsen efter al sandsynlighed have materialiseret sig i en Krishna eller en anden orientalsk lærers skikkelse:

"En kvinde havde gennemgået en meget stor operation på et hospital i Minnesota. Da hun igen kom til sig selv, lagde hun mærke til, at en eller anden i et andet værelse stønnede og græd uophørligt. Sygeplejersken sagde, at alt, hvad der var menneskeligt muligt, blev gjort for patienten på den anden side af hallen, og at han snart ville komme over det. Men denne kvinde var meget bekymret over det, og hun bad Gud om, at han måtte blive befriet for smerter.

"Det var længe efter midnat", skriver hun. "Sygeplejersken hentede til sidst et beroligende middel, for at jeg måske så kunne falde i søvn. Hun gik ud ad døren og lukkede den stilfærdigt bag sig".

Ganske vist kan den sondring, som en svag eller syg og sengeliggende person gør mellem søvn og vågen tilstand ikke anses for alt for pålidelig, men i dette tilfælde havde patienten ingen fornemmelse af at være ved at falde i søvn. Hun lå og så på døren. Efter nogle minutters forløb bemærkede hun, at den gik op. Hun troede først, at det var sygeplejersken. "Men", fortæller hun, "mens jeg iagttog døren, så jeg Jesu skikkelse. Han var klædt i løsthængende, hvide klæder, som jeg har set ham på billeder. Han gik langsomt og roligt hen til min seng. Jeg troede, han kom efter mig, men han lagde sin hånd på min pude, smilede og sagde: "Jeg er kommet efter ham. Alt er, som det skal være".

Derpå gik han lige så stille, som han var kommet, og lukkede døren efter sig. På en måde forekom det slet ikke underligt. Jeg vendte hovedet og så på uret: klokken var tyve minutter i tre".

Den næste morgen sagde patienten til sygeplejersken: "Manden på den anden side hallen døde i nat, ikke?"

"Jo, men hvordan vidste De det?"

Hun fortalte hende om nattens oplevelse, og efter at have overvundet sygeplejerskens uvilje mod at give oplysninger om en anden patient, fik hun til sidst at vide, at han var død klokken tyve minutter i tre."