Ældre Kosmos og Kontaktbreve

CITAT

Efterfølgende drømmeoplevelser er efter citat af Louisa E. Rhines Bog "Sindets Løngange" (Borgens Forlag).

 

En lørdag eftermiddag i juni 1952 blev en kvinde i Oregon pludselig bekymret for sin mor, som boede i Minnesota. "Jeg blev opfyldt af en stærk og påtrængende forudanelse om, at noget var galt", siger hun. "Jeg prøvede at skubbe tanken bort, men ved aftenstid stod mine nerver på højkant. Min mand sagde: "Jeg tror ikke, der kan være noget galt, så ville de ringe til dig – men ring dem op, hvis det kan give dig ro i sindet".

Jeg kom til at tale med den søster, som min mor boede sammen med. Hun sagde, at mor var lidt svagere, men var blevet undersøgt, og lægen havde sagt, at hun var i meget fin form i betragtning af hendes alder. Men denne samtale, som burde have virket beroligende og opmuntrende, fik tværtimod min uro til at vokse. Klokken to den næste eftermiddag styrtede jeg ovenpå og kastede mig på sengen fuldkommen opløst af gråd. Der gik en time eller mere, før jeg kom over det og gik nedenunder til min familie igen.

Da jeg nåede det nederste trin, ringede telefonen, og som jeg ventede, var det min søster, der fortalte, at mor var død. Automatisk sagde jeg:

"Klokken tre efter vores tid, klokken fem hos jer".

"Ja", svarede hun og tilføjede". "Hvis jeg havde haft den mindste anelse om det, da du ringede i går, ville jeg have bedt dig komme".

Det der undrer mig er, at jeg, der var atten hundrede miles borte, kunne gætte noget, som min søster, der var på stedet, ikke kunne".

Selv en fjernere bekendts død vil også stå højt på skalaen over vigtige budskaber. En kvinde i Kentucky havde været ude af stand til at holde brevvekslingen med sine venner vedlige, efter at hun havde fået sit andet barn. Især havde hun dårlig samvittighed over ikke at have skrevet til sin veninde Betty, en pige der led at tuberkulose. Hun fortæller; "En tidlig morgen i april efter at jeg havde været oppe at give den lille flaske, gik jeg i seng igen. Det var, som om jeg lå vågen der, da jeg pludselig hørte døren i hallen nedenunder gå op. Jeg stod op for at se, hvem det var; hængende ud over gelænderet så jeg ind i min veninde Bettys opadvendte ansigt. Hun gik roligt op ad trappen, og det var, som om det var noget ganske almindeligt; jeg følte ingen forbavselse. Hun nåede hallen ovenpå, lagde armen om mig og sagde:

"Jeg kunne simpelt hen ikke gå forbi, uden at se de to vidunderlige små, du har fortalt mig om". Jeg førte hende ind i værelset, hvor de sov, og hun gik fra den ene vugge til den anden, lænede sig ind over børnene og beundrede dem, mens hun kom med udbrud som: "Hvordan kan jeg afgøre, hvem der er sødest, den lyse eller den mørke"? Så sagde hun: "Jeg må gå", og jeg gik med hende hen til det øverste trin, hvor hun sagde til mig: "Du skal ikke gøre dig ulejlighed med at følge mig ned. Jeg kan selv lukke mig ud". Og jeg stod og så på hende, mens hun gik ned ad trappen og ud af døren.

Naturligvis gjorde denne hændelse, som forekom mig mere livagtig end de ting, som virkelig omgav mig den morgen, min skyldfølelse større end nogen sinde, og uden at spilde nogen tid satte jeg mig ned og skrev det brev, jeg for længst skulle have skrevet til Betty. Som regel kom der svar i løbet af en uge eller deromkring – i den sidste tid dikteret til hendes sygeplejerske – men der kom intet svar. I den almindelige travlhed spekulerede jeg ikke på Betty, derfor blev jeg forbavset, da der en måned senere var et brev fra England i posten. Det var fra Bettys far, som ledede den engelske filial af et amerikansk firma der, og i brevet gjorde han opmærksom på den kendsgerning, at da jeg havde skrevet til Bette om det tilfælde, at hun havde optrådt i min drøm, havde jeg angivet datoen og tidspunktet. Han pointerede, at det var meget, meget underligt, for det var nøjagtig det tidspunkt, hvor hun var gået bort. Det er vel unødvendigt at fortælle, at det rystede mig en hel del; men med tiden accepterede jeg blot, hvad jeg tror er et faktum – at Betty kiggede inden for for at besøge os undervejs til sine "nye omgivelser"."