Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Da jeg sidste gang sad og skrev til Dem, var det fra Stockholm, hvor solen dengang glitrede i millioner af snekrystaller i de snedækkede fyrretræer på den skønne Lidingö. Det frøs omkring 14 grader, og selv om jeg tilstår, at jeg finder vinteren smuk, når den ytrer sig på den måde, jeg oplevede det i Sverige på min sidste rejse, er det, som om kulden rent psykisk har en meget ubehagelig indflydelse på mig. Anderledes derimod med solen og varmen! Jeg skriver denne gang til Dem fra Spaniens berømte sydkyst, Costa del Sol i Andalusien, og jeg kunne godt ønske, at det danske klima havde betydeligt mere af den vidunderlige temperatur, som nu omgiver mig. En og anden spørger vel nu sig selv i sit stille sind, hvorfor i alverden jeg dog er hér, og jeg kan kun svare, at den inderste årsag er min læge, som for engangs skyld lagde sin professionelle venlighed helt på hylden og i en utvetydig tone gav mig besked på at "forsvinde" og det hverken for otte eller fjorten dage, men for så længe jeg overhovedet kunne. Jeg har før haft vrøvl med den lille motor i venstre side, så jeg fandt det klogest at adlyde, selv om jeg faktisk havde haft ganske andre planer. Men når det endelig skal være, må jeg indrømme, at jeg er så temmelig lykkelig over at kunne forene det nyttige med det, forekommer det mig i øjeblikket, meget behagelige.

Hvordan jeg bor? Da det sted, jeg er havnet, skal være mit hjem i næsten fire måneder, synes jeg, De skal høre lidt om det. Costa del Sol er jo turisternes paradis. Det vrimler med dem, og da støj er noget, jeg ikke har den mindste lyst til at opleve, søgte jeg bort fra byerne her og fandt, takket være min gode skæbne, netop det, vi alle drømmer om: en lille bungalow, beliggende i umiddelbar nærhed at en meget smuk pinjeskov og blot få minutter fra det Middelhav, som til tider virkeligt er så løgnagtig blåt, som det ser ud til på brochurer. Mit lille hus er næsten en kopi af mit hus i New Delhi. Det består af et soveværelse, en dejlig stue med kamin, køkken og badeværelse, alt hypermoderne, et dukkehus som ville gøre de fleste svimmel. Over min indgang skygger en indisk jasmin, hvis hvide blomster fylder luften i min stue med deres søde duft, og udenfor gløder julestjernerne, gardeniaerne og utallige andre blomster i den blide sol. Jo, her er uden overdrivelse endda meget paradisisk.

Rejsen herned var et eventyr i sig selv. Jeg forlod København ind under aften søndag den 21. november efter at have holdt mit sidste foredrag i Studenterforeningen om formiddagen. Det var en smule vemodigt at sige et midlertidigt farvel til den store forsamling – jeg vil sent glemme den vidunderlige atmosfære, der var, og vil gerne her benytte lejligheden til at sige tak for de mange kærlige håndtryk og ønsker fra de fremmødte. Mit arbejde fra netop den talerstol har været noget af det mest inspirerende, jeg har oplevet i disse år, og går alt, som jeg tror og håber, det går, mødes vi på ny i den sal, der nu så længe har været rammen om mit arbejde i København.

Den store maskine cirklede et øjeblik rundt over flyvepladsen før den tog kurs mod syd. Under mig lå på ny den by, alle vi, der lever i den, elsker. Skøn som et farverigt smykke lyste den op imod mig med sine titusinder af lamper og neonlys, før den forsvandt i mørket. Jeg satte mig stille til rette ved vinduet og betragtede stjernerne, som så svagt begyndte at tone frem. Hastigt gled vi nedover Europa, og takket være en skyfri himmel oplevede jeg, hvorledes by efter by tonede frem i mørket og lyste op imod os som forskelligt formede smykker. Vi gled henover Amsterdam, Bruxelles og Paris, hvor man tydeligt så broerne over Seinen. Sydfrankrig var et eventyr af neonfiligranarbejde. Der er noget meget betagende i dette at vide, at dybt dernede lever mennesker, medens man selv glider frem under himlens klare stjerner. Jeg ved udmærket, at mange mennesker bare betragter en flyvetur som noget, der skal overstås for at nå frem til et givet punkt. Sådan har jeg aldrig oplevet det, og jeg tror aldrig, jeg kommer til at opleve det sådan. Jeg har for længst fløjet mere end halvtreds tusinde kilometer, og endnu har jeg aldrig oplevet flyvningen som andet end vor tids største vidunder. Og hver eneste natflyvning har givet mig den samme dybe følelse af indre fred og ubeskrivelig harmoni, som første gang jeg oplevede den. Pludselig så vi Madrid, Nordspanien var ikke slet så oplyst som de andre lande, og relativt kort efter lagde vi an til landing i Malagas store lufthavn, rejsen var endt.

Og nu sidder jeg altså her og, lad mig sige det straks føler mig langt bedre tilpas end i meget lang tid. Klimaet er jo som i Nordindien, blomsterne de samme, og dagens længde så meget nær den samme. Dette klima kender jeg, og jeg er allerede i fuld gang med at udarbejde dispositionen for den bog, jeg vil skrive hernede, nemlig trediedelen til mit beskedne værk: "Åndsvidenskab for hvermand", som livet hjemme aldrig gav mig tid til at afslutte. Men ind imellem tager jeg fri, og da dette bliver min julehilsen til Dem alle, vil jeg slutte dette brev med at fortælle Dem om to oplevelser hernede, som har gjort et dybt indtryk på mig.

Udenfor turisternes makadamiserede landevej findes der jo fremdeles utallige små andalusiske landsbyer, der lever, som de har gjort det gennem århundreder. Jeg elsker at besøge den slags byer på egen hånd, og jeg har netop besøgt en oppe i bjergene. Dens navn er Mijas, og den ligger ikke særlig fjernt fra det sted, jeg selv bor. Byen er berømt for sine smukke, meget hvide huse, idet kalken her er næsten skærende hvid. Beboerne kalker deres huse meget ofte, i hvert fald flere gange om året. Livet for det menige folk i Spanien er ubegribeligt fattigt set fra vor verden. Jeg vandrede rundt i denne lille bys gader og blev overalt mødt med venlige smil. Det eneste, jeg på forhånd vidste om byen, var, at der fandtes et kapel med en mirakelfrembringende madonna, men før jeg nåede at se dette kapel, fik jeg en oplevelse, jeg aldrig vil kunne glemme. Jeg holder meget af at besøge kirkegårde, dels fordi man i udlandet altid der oplever meget fremmedartede indtryk, og dels fordi der gerne et sådant sted hersker en fred, man ikke finder andre steder. Men da jeg nåede denne lille bys meget lille kirkegård, var den låset og det endda meget forsvarligt. Den var omgivet af en høj mur, så det hele forekom en smule håbløst. Men pludselig kom en gammel mand hen til mig. Han havde et af disse elskelige gamle ansigter, der ligefrem lyser af godhed og resignation. Naturligvis forstod vi ikke hinandens sprog, men det var ligegyldigt, for han vidste vel, hvad jeg ville. I hvert fald lukkede han mig ind og låsede omhyggeligt efter sig. Kirkegården var ganske lille og helt anderledes end nogen anden kirkegård, jeg har oplevet. Den bestod nemlig af små bygninger, der nærmest lignede penalhuse, der var stablet oven på hverandre. Hvert rum kunne nøjagtig rumme et legeme, og de anvendte rum var muret til og forsynet med en ramme med billedet af den afdøde samt blomstervaser fyldt med friske blomster. Blidt tog den gamle mand mig i armen og førte mig hen til et rum, som han åbnede med stor ærbødighed. Det var hvidkalket og midt i det stod en udhulet marmorplade på størrelse med et menneskelegeme. Øverst i den ene ende var der to udskæringer, som passede nøjagtigt til et menneskes hoved og hals, og i den modsatte ende var der et afløb. Jeg forstod ikke med det samme, hvad dette ejendommelige "fad" skulle anvendes til, men så gjorde den gamle mand en betegnende bevægelse fra brystet og ned mod maven, og så gik det op for mig, at man her balsamerede de døde. Det har jeg aldrig set noget andet sted. Den gamle mand tog mig med hen til en grav, hvor han viste mig billedet af en yngre mand, formodentlig hans søn, for han blev dybt bevæget. Han foldede sine hænder og lukkede sine Øjne, og jeg følte, at han bad en bøn for den afdøde. Meget stille førte han mig ud igen, og da jeg ville belønne ham for al hans ulejlighed, mødte jeg den berømte spanske stolthed. Han forstod min gode vilje og tilgav mig, medens jeg unægtelig følte mig meget flov.

Og så stod jeg da lidt efter i det berømte kapel med den undergørende madonna. Også her oplevede jeg noget, jeg kun erindrer at have oplevet magen til i Sydindien. For kapellet var hugget ud i en kalkklippe og måtte være mange hundrede år gammelt. I dets baggrund var et alter, og i dets højre side – det var meget lille – var den undergørende madonna. Hele væggen omkring hende var omgivet af små sølvkopier af menneskelige lemmer, arme, ben, hænder o.s.v., som var sat fast på væggen af alle dem, der ved et såkaldt mirakel var blevet helbredt. Lad så være, at mange spotter den slags og har "videnskabelige" forklaringer parat. For mig føltes det ganske naturligt, at disse mennesker gennem deres ukuelige tro var blevet helbredt og havde følt trang til at takke den, de mente var helbredelsens ophav, på denne måde. Der hvilede en ejendommelig atmosfære over hele rummet, der ellers var meget fattigt. Jeg kan trods alt levende forestille mig, at et menneske fra vor verden, der kender sig træt og desillusioneret, her kan opleve måske netop den fred, han eller hun ikke har kunnet finde andre steder.

Langs med bjergsiderne modnes nu olivenfrugterne. Høsten begynder i næste måned. Appelsinhøsten er netop nu i gang, og overalt bugner træerne med både store appelsiner og de mindre, søde mandariner. Bananer ses overalt, og mange af de frugter, jeg kender fra Indien, findes her til at købe for meget små penge. Der er flere små bungalower i min umiddelbare nærhed, og de bebos for de flestes vedkommende af englændere. Mine nærmeste naboer er et ældre ægtepar fra Birmingham, og de modtog mig, da jeg gik hen for at hilse på dem, som var jeg en hjemvendt "søn af huset". Jeg havde ellers foresat mig at lære en hel del spansk i vinter og lærer vel også noget. Men da jeg snart føler det engelske som mit andet "modersmål", tvivler jeg på, at det bliver mere end til dagen og vejen.

– – – – – – –

Hjemme står vinteren nu for alvor for døren, og jeg er altså på ny flygtet fra den. Om end jeg ved, at jeg vil savne julens specielle nordiske stemning, er jeg jo ikke dennegang blandt hinduer og muhamedanere, og jeg mærker overalt her, hvorledes julestemningen tager til. Da jeg hele mit liv har ønsket at opleve en julemesse i en katolsk domkirke, vil jeg give mig selv denne oplevelse i julegave. Men foreløbig slapper jeg af og nyder at sidde ved 'stranden og betragte den umådelige skibstrafik. Jeg bor så nær Gibraltar, at jeg kan se strædet, og det er et fantastisk syn at se verdens største skibe passere. Vældige krigsskibe afløses af kæmpetankskibe og hyperelegante luksuslinere – dette er virkelig en af verdens trafikale "pulsårer", og jeg nyder disse fremmedartede oplevelser, indtil også de en dag bliver vane, og man ikke længere ofrer dem et blik.

Jeg har afskrevet private julehilsener i år, for jeg er faktisk meget træt. Men jeg beder Dem alle ad denne vej modtage mine kærligste ønsker for julen og det nye år med en dybtfølt tak for hver en kærlig tanke i det år, der nu sagte toner ud. Få mennesker har haft et rigere liv, end jeg har, men jeg føler meget stærkt nu, at min hovedopgave ligger i opbygningen af den skole i Martinus kosmologi, jeg mener Kosmos Ferieby bør være. Den vil jeg gerne vie alle mine kræfter og derudover søge at skrive en række mindre bøger, jeg altid har følt vort arbejde savner. Men alt dette lægger jeg trygt i Forsynets hånd. Vort arbejde følger en tidløs plan. Lykkelig den, der ikke alene ser dette, men også forstår det!