Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Ingen har, som Martinus, i sine værker gjort op med troen på en regulær djævels eksistens. For ham er enhver tale om det onde som noget regulært, altså en i sig selv urokkeligt eksisterende virkelighed, kun identisk med absolut klar kosmisk uvidenhed, deraf hans efterhånden berømte ord om, at "der hvor uvidenhed fjernes, ophører det såkaldt onde med at eksistere". Dette vil intet almindeligt kristent menneske kunne acceptere! Men da livet selv uafbrudt belærer den enkelte om, at kontrasten til godheden giver det større indsigt i livets virkelige og sande natur end godheden selv, kastes der hermed netop den brand ind i dets sjæl, der får dets tro på djævelen til at vakle. Alle ved vi, at det er den personligt, selvoplevede lidelse, der forvandler og dermed nyformer vor sjæl. Mennesket efter en stor lidelse, altså noget der føles og fornemmes som måske endda meget "ondt", er ikke det samme efter denne lidelse som før. Det er normalt et bedre menneske i den forstand, at det gennem lidelsen fik udvidet sin åndelige horisont og nu er blevet blot lidt mere forstående over for andre, altså lidt mere tolerant. Dette har Toynbee klart indset, og ét af de steder i indisk filosofi han kan have lært dette, kan være i Bhagavad Gita, de fleste hinduers elskede "Bibel". I 1959 stod jeg på den berømte Kurusslette, hvor dramaet i Bhagavad Gita ifølge sagnet udspilledes. Den ligger i staten Punjab, og det var en stor oplevelse for mig at se, med hvilken ærbødighed mine indiske venner betragtede dette område, hvor de tanker, der behersker deres liv, så at sige blev til. Dramaet udspillede sig som bekendt som en kamp mellem to mægtige hære, som hver for sig bestod af beslægtede familier, således at familie her kom til at stå imod familie i en kamp på liv og død. Den ene af hærlederne – Arjuna – blev dybt bedrøvet over denne kamp og henvender sig i sin kvide til Lord Krisna med ordene: "Når jeg ser alle disse gode mænd ophidsede til at kæmpe, svigter mine lemmer mig, min tunge klæber til min gane, mine ben ryster under mig, og min bue Gandiva slipper igennem mine famlende fingre. Hårene rejser sig på hovedet af mig, jeg bliver svimmel og kan ikke stå oprejst længere –". Arjuna fortsætter, og denne samtale mellem ham og Krisna er egentlig Bhagavad Gita, hvis kulmination netop er Arjunas bøn til "den signede herre" om at åbenbare sig for ham. Han siger: "Det ord, du nu har talet, har borttaget bedraget af mine øren og opladt mine øjne for din Majestæt. Lad mig nu skue dig i din storhed som alle væseners inderste væsen, hvis du tror, der er kræfter i mig til at udholde synet"! Denne bøn opfylder Krisna, og synet var så overvældende, at Arjuna faldt til jorden og tilbad med hænderne for øjnene den guddommelige Majestæt. Og Arjuna kvad: