Ældre Kosmos og Kontaktbreve

– De, som har levet længe nok, kunne fristes til at sætte en rød streg under hver eneste af disse sætninger, der taget hver for sig udtrykker en sandhed, ingen, der vandrer gennem verden med vågne Øjne, undgår at se bekræftet overalt! Men netop fordi vi alle mere eller mindre stærkt oplever drabets natur på vor egen sjæl og måske også krop, selv om det ikke udarter sig til det direkte mord – et ødelagt nervesystem er jo heller ingen lille ting! – er det af den allerstørste betydning, at vi lærer at "se bagom" drabet, lærer at se dets kosmiske og dermed dets kærlige hensigt. For der er en skjult kærlighed til stede i ethvert mord og i enhver morderisk handling! At en og anden oprøres over denne påstand, forstår ingen bedre end jeg, men det ændrer blot ikke kendsgerningen. For enten er alt af Gud – og dermed kærlighed – eller også eksisterer Gud slet ikke! Enten er livet i alt, fra det mindste atom til det største univers, lovbundet, eller også eksisterer der ingen love! Og da i hvert fald de, til hvem disse breve er rettet, accepterer tanken om en kærlig Guddoms eksistens, så må det være naturligt her at undersøge, hvad "Guds mening" kan være med det rene had og dets forfærdende konsekvenser. Og det forekommer mig ikke svært at se, hvad årsagen er. Som mennesker betragtet kommer vi alle fra det dyrerige, af hvilket vi rent kropsligt udgør en naturlig forlængelse. Tvivler man, behøver man jo blot at studere vor fosterudvikling, som i sig selv er en strålende "genfortælling" af tidligere oplevede livsstadier. Livet i dyreriget hviler på "alles kamp imod alle" – og det gør vort eget liv i allerhøjeste grad også! Sandt nok kalder vi os selv for "mennesker", endog for "Homo Sapiens"! det vidende menneske! Men hvor meget ved vi egentlig om os selv? Langt det meste af vor hjerne hviler endnu i dyb slummer. Det, vi bruger af den som mennesker, taget i dette ords kosmiske betydning, er endnu så lidt, at det ikke er værd at råbe alt for højt om! Accepterer vi dyrene som vore kosmiske medskabninger, og det må vi, om vi virkeligt tænker os om, lever selv de mest fremskredne jordmenneskesamfund på kannibalstadiet. I en fremtidig skitse af Europa så jeg fornylig Danmark betegnet som et "slagteriområde" – det var vor plads i det nye system! Nej, lad os ikke belaste os selv med mereværdskomplekser hvad sand menneskelig væremåde angår! Det kan give bagslag!

Men hvordan skulle det være anderledes? Det er alene tryk, der avler modtryk! Og det er "trykket" – smerten – der har lært os at tænke. Overalt hvor smerten for alvor har sat sit mærke på vort sind, er dette sind blevet forandret. Først måske i hadets retning, fordi vi i vor uvidenhed ikke forstod, at Gud opdrager os igennem vore fjender. Men senere, når vi begynder at forstå – og mon vi ikke alle her er begyndere? – ændrer billedet langsomt karakter. Og med de første svage glimt af vor virkelige kosmiske struktur tager udviklingen fart. Men ikke eksprestogsfart! Loven er stadig den, at "ingen kan lægge en alen til sin vækst"! Teori er vidunderlig, men den kan også være farlig! Martinus har engang udtalt, at "intet menneske kosmisk set er større, end det har grædt sig til!", og man har en følelse af, at han her har givet udtryk for en stor sandhed. Han har også med henblik på sit eget verdensbillede givet udtryk for, at studiet af det kan være så farligt, at der ved påbegyndelsen af det burde stå et skilt med samme tekst som den, vi finder på højspændingspæle, nemlig: "Berøring livsfarlig!", også det er visdom. For mange mennesker får let disse høje kosmiske ideer i "den gale hals" og dyrker ideen om at være "højtudviklet" på en sådan måde, at det næsten uundgåeligt fører til smertefulde oplevelser for dem selv. Det er så let at ophøje sig selv, især på andres bekostning, men det er en farlig sag, netop fordi vi tilhører en menneskehed, der endnu ikke har nået de store mål, men fremdeles blot er "på vej!" Men accepterer vi den sidstnævnte tanke, accepterer vi, at vi blot, hver for sig, er ganske almindelige mennesker med alle det almindelige menneskes fejl, kender jeg intet andet studium, der bereder sjælen større glæde end studiet af tilværelsens kosmiske analyser. De alene giver os den sansemæssige fordel, vi aldrig før har haft: at opleve livet i lyset af et kosmisk perspektivprincip, der ikke alene inkluderer en evig fremtid, men også den mindst lige så nødvendige evige fortid. Man kan gøre disse analyser til et nyt "mentalt fængsel" for sig selv, men så har man ikke forstået meget af dem. Gør man dem derimod til udgangspunkt for sine betragtninger over de livsytringer, vi lever midt i og er omgivet af, er de for mig at se den fornemste vej til mental frigørelse, der eksisterer. For hvad sigter vi egentlig imod? Sigter vi imod at blive anbragt i en ny mental bås med en givet etikette, eller søger vi imod at blive selvstændige personligheder? For mig er det i hvert fald det sidste, der er det absolutte mål for al min åndelige søgen! Jeg beundrer Martinus verdensbillede meget højt, men jeg elsker også både Bibelen og Bhagavad-Gita såvel som Vedaerne og har både i teosofien, antroposofien og den mere sublime spiritisme fundet vidunderlig religiøs inspiration – og det takket være Martinus eget krav til mig om at være alsidig i min søgen og i mit studium! Og overalt har jeg fundet det samme, nemlig at ethvert mentalt mørke, enhver mental lidelse, såvel som enhver fysisk lidelse i virkeligheden udgør camoufleret kosmisk lys. Derfor ser jeg hverken i had, forfølgelse eller snavset bagvaskelse det, så mange ser. Når alt kommer til alt, eksisterer der i livet dog kun Gud og en selv. Alt andet er hans meddelelsesmidler i forholdet til en. Og at han her må besidde "redskaber" af enhver tænkelig art for at kunne forme enhver af os "i sit billede efter sin lignelse", må man lære sig at acceptere, om man ikke vil se sin egen åndelige vækst gå i stå. Og af disse redskaber er hadet, alt taget i betragtning, måske det mest nyttige med henblik på det udviklingstrin, menneskeheden befinder sig på. For hadet forener og gør stærk, medens man ofte ser, at mennesker, der påstår at ville næstekærligheden, er splittede og svage! Hælder en vogn, åndeligt set, er der altid nok til at skubbe, men sjældent for mange til at hjælpe den til at holde balancen, den erfaring må enhver gøre. Derfor finder jeg, at der hvor åndelig søgen har bibragt et menneske urokkelig indre fred og absolut uafhængighed, der finder vi det virkeligt stærke menneske, eller mennesket der ved, hvad det vil med sit liv. Dette menneske ser også hadet, ser også alt det såkaldt "onde", men det accepterer det hverken som virkeligt had eller virkelig ondskab! Takket være sin begyndende forståelse af disse vældige kræfters inderste kosmiske væsen og natur, gribes det ikke af panik, når det møder dem på sin vej, men afbøder deres groveste virkninger ved simpelt hen at søge ind i sig selv og der, "ansigt til ansigt med Gud" og i erkendelsen af, at det intet kan møde på sin livsvej, til hvilket det ikke selv har været den første udløsende årsag, at vende enhver tanke om had eller gengældelse ryggen og blot løfte sine øjne mod stjernerne! Se Gud i lyset, i alt det behagelige, alt det, der glimrer, kan enhver, men se de første spæde konturer af hans ansigt i mørket, i hadet eller i smerten kan kun den, der brød flokvæsenets trange cirkel og begav sig ud for at finde en større, en renere Guddom end den, flokvæsenet endnu overalt gør knæfald for!