Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Trods store anstrengelser har jeg aldrig kunnet få det til at stå helt klart for mig, hvorfor hr. Martinus i sin beskrivelse af det levende væsen både opererer med tre X'er og med navnene "skaberen", "skabeevnen" og "det skabte". Så vidt jeg har forstået, dækker de tre X'er over det samme som disse tre navne, men var det så ikke simplere at udelukke enten det ene eller det andet af de to sæt begreber, så der tilbage kun var et – for eksempel "skaberen", "skabeevnen" og "det skabte"? – Er det et meget dumt synspunkt?

– – – – – – –

Nej, det kan man bestemt ikke sige, Gennem Deres spørgsmål retter De søgelyset mod et af de vanskeligst tilgængelige områder af Martinus verdensbillede, og jeg føler mig sikker på, at De deler Deres problem med adskillige andre.

Martinus motiver for at operere med begge de omtalte sæt begreber (de tre X'er samt navnene "skaberen", "skabeevnen" og "det skabte") skal søges i den omstændighed, at fremstillingen af det levende væsen, således som den fra hans side foreligger, helt og holdent bygger på en intuitiv iagttagelse af det levende væsen. Som det nemlig af den følgende redegørelse vil fremgå, gør denne specielle iagttagelsesmetode det tvingende nødvendigt at operere med begge de to førnævnte sæt begreber.

Gøres det levende væsen til genstand for den intuitive iagttagelsesform – forklarer Martinus – kommer det til syne som en størrelse så enkel, at den ved første øjekast ikke synes at have megen forbindelse med et levende væsen, således som det fremtræder gennem den almindelige fysiske sansning. Det viser sig slet og ret som "et navnløst Noget", om hvilket det kun kan siges, at det er. – Hvad der imidlertid fundamentalt karakteriserer dette navnløse Noget, er, at det er genstand for det i virkeligheden aldeles enestående, vi kalder "oplevelse". At dette imidlertid er tilfældet, beror på tilstedeværelsen af tilsvarende enestående træk ved det føromtalte navnløse Noget, træk, der ligefrem udgør forudsætningen for, at dette Noget i det hele taget ér et såkaldt levende væsen. Thi netop dette at kunne opleve er det levende væsens generalkendetegn.

De træk, der her er tale om, viser sig for det intuitive syn at have karakter af en indre struktur eller konstitution hos det navnløse Noget, nemlig en struktur, der lige akkurat sætter det i stand til at opfylde dé kosmiske eller universelle betingelser af principiel natur, som er en forudsætning for, at begrebet livsoplevelse kan etableres og dermed blive til virkelighed. Hvad er det da for betingelser? – At det navnløse Noget kan gøre sig gældende som princippet "en skaber", princippet "en skabeevne" og princippet "noget skabt".

Da det er den føromtalte struktur, der sikrer, at det navnløse Noget kan opfylde de kosmiske betingelser for livsoplevelsens etablering, og disse betingelser består i, at nævnte Noget kan gøre sig gældende som princippet "en skaber", princippet "en skabeevne" og princippet "Noget skabt", vil det også kunne forstås, at denne struktur udadtil lige akkurat viser sig som en kombination af disse tre karaktertræk. Og da nævnte struktur udgør indre omstændigheder ved det navnløse Noget, der igen er det samme som det levende væsen betragtet fra intuitivt synspunkt, da vil man endvidere forstå, at det levende væsen udadtil først og fremmest gør sig gældende som netop "en skaber", "en skabeevne" og "noget skabt".

Ganske vist er det ikke netop denne betragtningsmåde, man sædvanligvis anlægger, når man mand og mand imellem vil karakterisere "et levende væsen". Men det indses hurtigt, at den er mere træffende end nogen anden, der vil kunne foreslås, hvad der dermed overbevisende demonstrerer nødvendigheden af i hvert fald at operere med begreberne "skaberen", "skabeevnen" og "det skabte", når man skal beskrive det levende væsen.
 

Vi kommer herefter til spørgsmålet om de tre X'ers berettigelse!

Selve den egenskab at have eksistens karakteriserer Martinus ved bogstavet X. – Indførelsen af et symbol som dette i fremstillingen af det levende væsen beror på, at det frembyder en storartet mulighed for at verificere det fra intuitionsiagttagelsen hidrørende udsagn om, at det levende væsen med hensyn til sin absolutte, objektive natur intet er andet end "et navnløst Noget", som eksisterer. Og hermed iagttages indledningsvis berettigelsen af, at Martinus foruden de førnævnte tre begreber også opererer med begrebet X.

Denne berettigelse bekræfter sig yderligere, dersom man lader sig friste til at foretage en tilbundsgående undersøgelse af det levende væsens tre hovedaspekter: "Skaberen", "skabeevnen" og "det skabte". I sit hovedværk demonstrerer Martinus, hvorledes en sådan undersøgelse af f.eks. aspektet "skaberen" uundgåeligt leder til facittet: "Et navnløst Noget, som ér" – altså X; og på samme måde demonstreres, hvorledes en tilbundsgående undersøgelse af de to øvrige hovedaspekter hver for sig leder til nøjagtigt det samme facit – altså ligeledes til X, og vel at mærke nøjagtigt det samme X (!!!)

Da symbolet X ikke i sig selv frembyder nogen mulighed for skelnen, vil det være nødvendigt at udstyre det med en tilføjelse, dersom man ønsker, at det skal fremgå, på hvad måde det i det enkelte tilfælde er fremkommet – altså hvilket af det levende væsens tre hovedaspekter, det refererer til. Dette kan gøres ved tilføjelsen af et tal: 1, 2 eller 3, hvor de pågældende tal pr. vedtægt tildeles relation til henholdsvis princippet "skaberen", "skabeevnen" og "det skabte". Således vil f.eks. kombinationen "X 2" udtrykke det facit, der opnås gennem en tilbundsgående undersøgelse af det levende væsens andet hovedaspekt: princippet "skabeevnen" Og på lignende måde vil facitterne X 1 og X 3 udtrykke de facitter, der opnås, dersom henholdsvis principperne "skaberen" og "det skabte" gøres til genstand for tilbundsgående analyse. De tre X'er er med andre ord i sig selv identiske, hvilket netop udsiger, at dé tre analyser, gennem hvilke de nås, er analyser af en og samme størrelse, nemlig et fælles navnløst Noget, som er. Ved at indføre symbolet X opnår man altså på en elegant måde at kunne verificere rigtigheden af udsagnet om, at det levende væsen bag om dets fremtræden som "en skaber", "en skabeevne" og "noget skabt" slet og ret er et navnløst Noget, som ér – nemlig gennem dets stadige opdukken uanset hvilket af de tre hovedaspekter, der gøres til genstand for analyse. Og netop heri vil kunne ses både Martinus motiv for at indføre symbolet X, berettigelsen af dette arrangement samt årsagen til, at der bliver tale om manøvrering med hele tre X'er.