Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos Ferieby, den 24. februar 1966.

Kære læser!

Medens jeg i mit sidste brev til Dem skrev om det "hadets evangelium", der i alt for høj en grad behersker det jordiske menneske og gør dets daglige liv til et langt værre helvede end noget som helst andet, vil jeg i dette brev beskæftige mig med dette dystre evangeliums modsætning: kærlighedens eller glædens evangelium!

Hvad er det egentlig at være rigtig glad? Er det ikke at føle sig i den grad gennemstrømmet af livets positive kræfter, af alt, hvad der før syntes mørkt og uoverkommeligt, pludselig skrumper ind til næsten ingen ting? Vi er jo alle som små skibe på evighedens uendelige ocean, og normalt er dette ocean i oprør på den ene eller den anden måde. Men så sker det, at alle storme for et øjeblik lægger sig, og man ser sig på alle sider omgivet af et solglitrende, blikstille hav og kan da næsten fysisk fornemme Guds eksistens og nærværelse. Jeg mindes en aften for adskillige år siden i New Delhi. Jeg boede på en lille, stille villavej og var netop på vej hjem fra et foredrag, som havde vakt stor glæde. Jeg gik ganske langsomt i den blide, lune luft og tænkte i og for sig ikke på noget bestemt. Jeg følte mig blot så uendelig glad og opdagede pludselig, til min egen store forbløffelse, at jeg gik og tog dansetrin. Jeg blev faktisk så forbavset, at jeg standsede op og gav mig til at reflektere over grunden til denne for mig meget usædvanlige måde at opføre mig på og kunne ikke finde andet svar, end at hele min sjæl i den grad var glad, at det på en eller anden måde måtte give sig et rent fysisk udtryk. Men glemt oplevelsen har jeg aldrig, for den viste mig i et glimt det liv, vi alle drømmer om.

Glædens form er mangfoldig, som hadets er det. Men medens hadet nedstemmer sindet eller gør det vildt ekstatisk, så er det glædens natur at løfte sjælen op i det kosmiske solskin, uden hvis eksistens vort liv ville være aldeles uudholdeligt. Man har "billige glæder", som nok synes at give solskin, men ethvert virkeligt voksent menneske ved, at "de købte glæder" aldrig giver mere end prisen, de har kostet! Det gør derimod de glæder, som livet spontant rækker frem imod os, enten det så er et lille barns åbne, glade smil eller synet af den første optimistiske eranthis, der virkelig kan stikke sit solgyldne hoved op gennem en snedækket jord og henrykt forkynde, at foråret er "lige henne om hjørnet"! At glæden kan have et rent udvendigt væsen, ved vi alle, men mange har også mødt denne udvendige glædes absolutte modsætning i form af oplevelser som, om de måske end er meget få, så dog er af helt uforglemmelig karakter. Jeg tænker her på de første forløbersymptomer til det, Martinus kalder "kosmiske glimt". For mange år siden, da kampen om Klintsøgård, der jo måtte erhverves, om vi heroppe skulle få de arealer, der i dag er dækket af små bungalower, var på sit højeste, og det hele i virkeligheden så meget trøstesløst ud, gik jeg en aftenstund ned i parken for at få ro i de lidt for oprevne nerver. Bedre end de fleste vidste jeg, hvad der stod på spil, og jeg var det, man populært kalder "langt nede". Uden i og for sig at tænke derpå gik jeg hen imod et gammelt, vindblæst egetræ, som stod i parkens udkant, og lænede mig op imod det. Og da skete der noget forunderligt, som jeg aldrig vil kunne glemme. Lige med ét følte jeg det, som blev jeg en del af egetræet. Det omsluttede mig helt, og det var, som jeg ganske tydeligt hørte en svag stemme sige til mig: "Menneske, her har jeg stået i mange, mange år. Se, hvor kroget mine grene er blevet af stormene, hvor forvredet min stamme er, og dog har jeg overlevet enhver storm, enhver modgang jeg har mødt. Lær af mig. Giv aldrig op, hvor mørkt det end ser ud. Vi følger alle et mål med vort liv, og vi vil nå det, om bare vi ikke giver op og lader stormene knække os –!" Måske tog denne oplevelse blot en brøkdel af et sekund, jeg ved intet derom. Ved blot, at som med et trylleslag var enhver bekymring borte fra mit sind. Det var på ny levende, konstruktivt, og et væld af ideer afløste det mismod, der helt havde lukket mig ude fra den verden, hvor solen skinner, og hvor livet, det virkelige liv, hører hjemme. For det er jo det, der er glædens væsen. Glæden ønsker at give, om den ellers er ægte, hadet, vreden og bitterheden ønsker at tage, ønsker at dømme og hovere, når det har magten. Det var måske, fordi den sande glæde er uafhængig af det, "rust og møl fortærer", at den lykkelige mand ikke kunne give kejseren sin skjorte – han havde ingen!

De og jeg er født ind i en verden, der er så helt anderledes end den, mennesker før os kendte. Vi oplever jo "teknikkens tidsalder" og "velfærdsstaterne"s fødsel. Altså lever vi i en verden, der kan skænke os langt flere glæder, end fortiden evnede at gøre det. Og naturligvis er vi alle glade for alt det, denne nye verden har bragt os, de strålende samfærdselsmidler, radio, TV, o.s.v., o.s.v., men er summen af den virkelige livsglæde øget i takt med alle disse goder? Vi kender alle svaret, for vi møder det hver eneste dag, hvor vi end færdes. Menneskets ansigt er jo glædens spejl, og hvor ser man dog få virkelig glade ansigter, det være sig på landet eller i byen. Fysisk medgang er en vidunderlig ting, men den synes alt for let at føre til udviklingen af en helt ny mentalitet, en krævementalitet, der sætter onde spor i ansigterne. Selv om intet normalt menneske ønsker de såkaldt "gode, gamle dage" tilbage, kan det ikke skjules, at med dem gik meget af den indbyrdes hjælpsomhed og forståelse, den taknemmelighed, som er nogle af den sande glædes smukkeste udtryksformer, tabt. Hvad man før takkede for, tager man i dag som givet og er ofte lidt irriteret over, at man ikke får mere. Mon ikke dette i nogen grad skyldes, at man, sig selv måske ubevidst, har ophørt med at se glæden i dette at kunne sige tak på den rigtige måde? Sandt nok elsker Gud en glad giver – men giveren føler dog også en vis glæde ved at se sin gave modtaget i den ånd, den blev givet! Og her er vi igen tilbage ved det mærkelige begreb "ånd". Hvad er "ånd" egentlig? Hvilken definition man end vil give, er der én, der ikke kan rokkes, og det er, at ånd er det usynlige bag det synlige. Ånd er det lys, glæden tænder i et menneskes øjne, såvel som ånd også er årsagen til enhver form for had. Det virkelige liv foregår altid på et usynligt plan, det synlige plan er blot "scenen", hvor dette liv manifesterer sig. Og her er det, at man igen står overfor dette, at man må kende sig selv, man må kende sin egen "ånd", om man skal gøre sig håb om at kunne øge summen af glæde i verden. Meget enkelt sagt består menneskeheden i virkeligheden blot af mørke og lyse mennesker – åndeligt set. Kun få er helt lyse og kun få helt mørke. Langt de fleste af os udgør nuancer mellem disse to poler, men desværre alt for ofte med slagside til den mørke. Det jordiske menneske, er, på grund af sin kosmiske uvidenhed, et svagtstillet væsen i tilværelsen. Det må bygge alt for mange af sine opfattelser på en tro, der ofte slet ikke er dækning for. Det er ikke længere primitivt nok til at tro blindt, men det er heller ikke udviklet nok til selv at kunne se dybt nok i alt, hvad det oplever og er vidne til. Om det forstod sandheden bag Martinus ord om, at "intet af det, vi ser, er det, det ser ud til at være", ville det forstå mere og dømme mindre. Det ville udstråle mere tillid til livet, mere forståelse og dermed skabe mere livsglæde, end tilfældet er nu, hvor så mange af dets antagelser og meninger i virkeligheden hviler på "sand". Sagt på en lidt anden måde: så længe mennesket må undvære evighedsperspektivet i sin livsoplevelse, vil denne livsoplevelse gang på gang, på grund af sin begrænsethed, forlede det til opfattelser og meningsdannelser, der indeholder alt for megen naivitet, alt for megen dømmesyge og dermed alt for mange glædesdræbende elementer. Derfor er det en stor, en uendelig stor lykke for mennesket, at det er "et menneske på vej". At dets nuværende liv ikke er dets eneste, men at der forude venter det en evig fremtid, i hvilken hvert eneste glædesdræbende element vil blive fjernet fra dets liv gennem selvoplevelse af den smerte, det her ved sin adfærd forvolder andre. Fjerner man dette evighedsperspektiv, dette universelle og absolut evige liv fra al vor tænken, bliver livet i sig selv blot en perversion.

Det er således ikke så lige til at være et virkeligt glad menneske. Det kræver indsigt, og fremfor alt kræver det evne til at forstå sine omgivelsers psyke. Men har man blot nogen kosmisk forståelse af livets evige natur og et beskedent talent for sand menneskelig forståelse, kan man fuldt bevidst skabe sig langt flere glæder, end tilfældet er uden denne indsigt og dette talent for forståelse af andre menneskers psyke. Føjer man dertil, at mennesket med blot en beskeden indsigt i tilværelsesmysteriets kosmiske side ejer er langt større evne til at "samarbejde" med livet, enten dette ytrer sig i form af mennesker eller det, vi under ét kalder "naturen", må det stå enhver klart, at dette menneske formår at sprede langt mere lys, livsglæde og sand menneskelig inspiration end mennesket uden denne indsigt. Jeg tænker på mennesket, der ikke alene af naturen er humant indstillet, men også fuldt bevidst ønsker at omsætte denne humanisme i livspraksis. Hvad var f.eks. vore storbyer uden deres skønne parker og haveanlæg? Hvad var vort elskede Tivoli uden dets næsten verdensberømte blomsteranlæg, der gang på gang får en til at "falde i staver" over deres overdådighed af farvekombinationer – alle udsprunget af et virkelig humant menneskes indre drøm om ved sine evner at være til gavn og glæde og dermed til velsignelse for andre? Det "lyse menneske" er mennesket med den aldrig dræbte drøm i hjertet om ved sit liv at være med til at gøre livet for andre lysere, skønnere, altså mere værdifuldt, medens det "mørke menneske" er vor tilværelses "lyseslukker" eller mennesket, der i alle vore handlinger blot ser en manifestation af det mentale smuds, der holder til i dets eget sind. Derfor ængstes jeg altid, når jeg oplever, at afstanden mellem et menneskes påståede idealer og dets praktiske liv føles ubehageligt stor. For også idealisme er blevet en "udsalgsvare" i vor tid. Gennem radio og TV strømmer der dagligt skønne ord om "sandt demokrati" og "sand humanisme" udover vore hoveder. Lytter man til moderne statsmænds taler i dag, føler man sig gang på gang hensat til en helt anden verden end den, vi lever i. Alle vil de gøre livet "smukt og lyst og bedre" for os. Trist nok, at vi bagefter selv er i stand til at se, at de selvsamme statsmænd ikke viger tilbage for at give ordrer til massedrab og udslettelse af mennesker, hvis ledere så at sige ord til ord i deres radio og TV har sagt de samme skønne, humane ord. Ingen statsmand vover i dag at stå frem og koldt sige, at han og hans regering ikke vil tøve med total udslettelse af modparten, om han ikke falder til føje. Alle skjuler de sig bag et "røgslør" af påstået humanisme. Og som det er i det store, finder vi det gang på gang i det små. Derfor gror ensomheden stærkt i det menneskehjerte, der gennemskuer disse tilstande. Men denne ensomhed er, hos det "lyse menneske" positiv, medens den hos det "mørke menneske" er absolut negativ. Det lyse menneske ser, forstår og føler, at det ville forråde sig selv, om det opgav sin kamp for at sprede lys, selv om det af og til kan føle sin opgave næsten uden håb. Derfor vil jeg aldrig kunne ophøre med at tale det lyse menneskes sag. Dette mennesker er, i en verden hvor hadet fra den ledeste bagtalelse til det mest brutale mord endnu har magten, verdens eneste virkelige håb, og derfor vil jeg gerne som en hyldest til denne i alt så positive mennesketype slutte dette lille brev om "glædens evangelium" med at citere en lille sang, vi ofte over vort toneanlæg lader vor store kunstnerinde Lulu Ziegler synge før vore foredrag i salen her i Kosmos Ferieby. Sangen, der for mange måske både er banal, sentimental o.s.v., rummer alligevel noget, der hver gang griber og skaber glæde, er skrevet af Walther Schrøder, Frimann Clasen og Otto Hænning og hedder "Lyse Mennesker" (Tono, NCB 5119):

– er det ikke netop den slags mennesker, Martinus ønsker at skabe med sit arbejde? Det er det!