Kontaktbrev 1966/5 side 1
Kosmos Ferieby, den 10. marts 1966.
Kære læser!
Jeg vil ikke påstå, at jeg direkte samler på spådomme, for det gør jeg ikke. På den anden side har jeg, takket være mit ønske om at modtage "klip", som jeg kan behandle i mine breve til Dem, faktisk en interessant samling af disse forudsigelser, som, naturligvis, i mange tilfælde ikke går i opfyldelse. Læser De vedlagte bilag, står De over for ikke mindre end to meget berømte "spåmænd" eller "sandsigere" fra vor egen tid – og også nogle spådomme, som De selv vil kunne kontrollere går i opfyldelse eller ej.
Mon De husker, at jeg i Indien traf en spåmand, hvis forudsigelser den gang fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig? Det var oppe i New Delhi. Jeg var gæst i et indisk hjem, som netop havde fået besøg af en sydinder, der var berømt for sin evne til at se kommende begivenheder. Straks da han hilste på mig, gjorde han et stærkt indtryk på mig ved at spørge mig, om jeg behøvede at blive i Indien meget længere. Jeg tøvede lidt med svaret, åbenbart for længe, for han fortsatte med atråde mig til at rejse hjem, fordi Indien ville komme i krig med Kina inden længe. Og så var det altså, at han satte sig ned på gulvet og gik i en slags trance og begyndte at tale. Med stirrende øjne og vilde fagter beskrev han med rædselsfulde ord, hvordan indere og kinesere ville myrde hinanden, men også, at Indien ville sejre til slut. Det gjorde et voldsomt indtryk på os alle. Jeg husker tydeligt, at jeg først helt blev mig selv, da jeg atter gik på gaden og i ro og fred tænkte det hele igennem. Det lød fantastisk, men det havde dette uhyggelige skær af virkelighed over sig, der gør, at man ikke helt kan frigøre sig for tanken om, nå ja, at det kunne ske, som han beskrev det.
Jeg rejste ikke hjem, for der hændte intet den gang. Men Indien og Kina kom i krig, hvad intet menneske den gang så meget som ville have drømt om. Nehru og Chou-en-Lai var jordens bedste venner og havde netop offentlig udtalt, at deres to lande aldrig nogen sinde ville gribe til våben imod hinanden. Men krigen kom altså, og i dag står Indien og Kina vagt-i-gevær over for hinanden. Katastrofen kan gentage sig når som helst.
Og nu sidder man så og læser om to andre sandsigeres udtalelser og spørger sig selv om, hvad det egentlig er, der sker, når den slags mennesker oplever deres ofte grufulde visioner. For det må have været rædselsfuldt at "se" Kennedy blive myrdet og næsten med sikkerhed vide, at det ville være umuligt at hindre det. Men hvor finder man årsagen til denne evne? Er det intuition eller instinkt? Selv om man vel ikke helt kan udelukke intuitionsenergien, tror jeg, trods alt, at der langt mere er tale om en psykisk evne, altså en rest fra den fortid, hvor instinktenergien i form af højtudviklet anelse gjorde det muligt for visse mennesker at "se" kommende begivenheder, men som regel altid i mere eller mindre tågeagtig form. Vi ved, at Leo Tolstoj havde en sådan vældig vision på sit dødsleje og faktisk "forudsagde" både den første og den anden verdenskrig, så at sige "så" Hitler og den forfærdelige magt, han kom til at udøve. Han angav også årstallene for disse begivenheder og nævnede 1912 som året, hvor dette skulle begynde. Hans spådom sluttede med, at han "så" en skikkelse komme til syne, hvis åndelige indsigt skulle ændre verdens religiøse liv. Hele denne vision var meget mærkelig, men Tolstoj advarede dog med ordene, at han så disse begivenheders "skyggerids", han så altså ikke tingene klart. Og det tror jeg, er det "normale", om man ellers kan tale om normalitet i denne forbindelse. Men om det er intuition eller instinkt er i og for sig ikke det mest interessante ved disse visioner. Det mest interessante er, for mig at se, at de bekræfter den kendsgerning, at kommende begivenheder allerede synes at have fundet sted på et for os usynligt plan, hvis eksistens altså i givne situationer kan tilkendegive sig for mennesker med ganske specielle evner. Dette "fjernsyn" røber noget, vi måske alle skulle interessere os lidt mere for, nemlig dette, at de ting, vi oplever her, måske, når alt kommer til alt, følger en i forvejen tilrettelagt plan, vi kun har begrænset indflydelse på. Er disse visioner sande, må de nødvendigvis finde sted i en for os ukendt dimension, hvor begrebet "årsag og virkning" opererer på en måde, vi ikke kender.
En af grundene til, at vi normalt alle lytter med en vis, måske skeptisk, interesse til disse mærkelige menneskers ord, kan være den, at vi så at sige alle, selv om vi meget nødigt indrømmer det over for andre, har haft oplevelser, der har givet os dyb grund til eftertanke. Vi har alle oplevet begrebet "krise" og ved, at man i en sådan tilstand ofte er uhyre selektiv. Man "føler" under en sådan begivenhed med en kolossal intensitet, og ens bestemmelser træffes ofte ud fra visioner af fremtiden, som kan chokere omgivelserne, men som senere viser sig at være de eneste rigtige, selv om de i bestemmelsesøjeblikket så så temmelig vanvittige ud. For et menneske, der beder meget – og det tror jeg, at alle mennesker i fremtiden vil komme til – hænder det jævnligt, at en virkelig dyb bøn, en såkaldt "brændende bøn", udløser meget stærke visioner af, hvad der i denne eller hin situation vil være det rigtigste at gøre. Det synes, ja fornemmes ofte direkte, som om man pludselig gennem bønnen er i berøring med et plan, hvor en helt anden tidsdimension gør sig gældende, og man kan gribes af en umådelig dyb overbevisning om, at man har Gud med sig i det, man gør. Jeg tror, de fleste mennesker, der har gjort bønnen til en virkelighed og ikke blot udløser den som en rutinemæssig remse, har oplevet den vidunderlige fred, der selv i vanskelige tider kan sænke sig over sindet og lade det føle, at det i sin handlemåde har "fast bund under fødderne", altså er i kontakt med den Guds plan, man i sit inderste accepterer må eksistere. Også her er der jo i virkeligheden tale om en slags "fremsyn", idet man ikke kan bede om at gøre "Guds vilje" uden samtidigt at anerkende, at denne vilje i forvejen har skabt en plan, der i alt tjener en selv til gode, om man følger den. Deraf det gamle, smukke ord, at "alting tjener den til gode, der elsker Gud"! Eller også Jesu meget gribende: "Fader, ske ikke min vilje (plan), men din vilje (plan)".
Alle lever vi midt imellem en evig fortid og en evig fremtid. Fortiden kender vi, for den lever i vor erindringsverden. Men fremtiden står uklar for de fleste. Den vil flertallet gerne selv forme, for det ligger i menneskets natur selv at ville bestemme. Og det er her, at jeg ofte føler mig meget nær livets inderste idé og kosmiske hensigt. For jeg føler mig overbevist om, at samtidigt med, at vi selv går og tror, at vi har vort absolut eget liv (underforstået, at vi selv bestemmer), så udgør vi en urokkelig del af et større liv og dermed også en større plan, og den har vi meget ringe indflydelse på. En Dag Hammerskiøld kan have troet, at han kunne løse Congo-problemet. Men han var så åbenlyst "forud" for den store plan, og blev altså taget ud af denne plan. Hans opgave var allerede løst, da han satte sig i det fly, der styrtede ned. Og det samme så vi med Kennedy. Også han var åbenbart "forud" for den plan, han ikke kendte. Modsat så vi, at en Adolf Hitler var totalt beskyttet indtil det øjeblik, hans værk var fuldbyrdet og det ganske Tyskland sunket i ruiner. Gang på gang søgte man at berøve ham livet, men ligeså ofte mislykkedes det.
Sandt nok har vi vort eget "private" liv. Det ser i hvert fald sådan ud, men har vi? Griber enhver af vore handlinger ikke ind i andres liv og forårsager enten glæde eller smerte? Vi er på én og samme tid umådeligt ensomme og isolerede samtidig med, at vi udgør en integrerende del af det store liv, der på alle sider omgiver os. Og mon ikke det er her, vi oftest fejler? Vi vil ofte gerne leve "alene", men vi kan det simpelt hen ikke. Som vort eget hjerte ikke kan isolere sig fra den organisme, den ved sit arbejde er med til at opretholde, kan vi heller ikke totalt isolere os fra den kosmiske organisme, vi igennem vor blotte eksistens er med til at opretholde. Og her er det, jeg tror, at det menneske, som gør op med sig selv og finder ud af, at alt, hvad han i yderverdenen er i berøring med, skal ældes og forgå, står meget stærkt. For et sådant menneske holder langsomt op med at "binde" sig totalt til noget som helst udover den Guddom, han erkender må eksistere bag livets vældige mysterium. Personligt tror jeg, man får langt mere ud af sit liv, om man hele tiden er sig bevidst, at man "i morgen" kan være borte. Langt de fleste vender instinktivt "ryggen" mod døden, fordi de i den ser en tænkt "udslettelse". Men det er døden ikke, kan simpelt hen ikke være det. Og det er jo netop det, mange såkaldte "spådomme" viser. De viser nemlig, at ting vil ske, som vi kan tvivle på, men som alligevel sker og dermed afslører, at de var "kendt" et andet sted, før de blev kendt her. Og dette sted må nødvendigvis være et åndeligt sted, være en for os ukendt åndelig dimension, som i sin natur er ligeså absolut virkelig, som vor såkaldte "jordbundne" verden er det for os. Og det er i denne dimension, vort liv vil fortsætte, når vi har løst vor opgave her. For uden os, uden levende væsener, eksisterede den ikke! "Tågetale" vil en og anden måske sige. Muligvis – men ikke for mig. For trods al min stræben har jeg aldrig nogen sinde "set" et menneske her i denne verden! Jeg har kun set "virkningerne" af et bag formen skjult levende væsen. Dem jeg har syntes bedst om, og som har gensvaret denne følelse, har "åbenbaret" sig mest for mig. Andre lever ligeså skjult i dag for mig, som de altid har levet, og det uanset at jeg måske har set dem hver dag.
Og som det gælder mig, gælder det alle andre. Vi lever i en verden, hvor så langt de fleste "årsager" er absolut skjulte, og hvor langt de fleste "virkninger" vurderes aldeles forkert. Og det er denne forkerte vurdering, der forfladiger alting og skiller menneskene, så de til sidst næsten ikke kan holde sig selv ud. For de fleste ved ikke, at intet som helst af det de ser, er det, det ser ud til at være. De mener at se en "virkelighed", begejstres eller forarges og opdager for sent, at de faktisk vurderede helt ud i det blå.
Hvor anderledes med mennesket, der har gennemskuet dette "narrespil" og gjort sig fri af det. Som både ser den midlertidige og den dybereliggende kosmiske mening med det, det er vidne til. Dette menneske ser "Gud" i alt og overalt, føler intenst den store plan bagved alt og glider derfor ikke ned i de "faldgruber", flertallet gang på gang finder sig selv i. For så langt de fleste lytter endnu kun til deres egne meninger og opfattelser og tror dem uangribelige, altså absolut virkelige. Det kosmisk indstillede menneske derimod lytter ustandseligt til "Guds røst". Det har løbet så ofte efter "lygtemænd", at det lærte sig selv at søge på en helt ny måde. Det har i glimt oplevet virkeligheden bagved uvirkeligheden eller "den store plan" bagom alt det ydre, rent fysiske. Det har, om end i den mest beskedne grad, gennemtrængt "Mayas slør" og fået kontakt med den usynlige verden, som totalt gennemtrænger den synlige. Og det er dette, jeg tror sker for mange såkaldte "spåmænd". Læg mærke til, hvor dybt religiøse mange af dem er. Om deres evner beror på en medfødt psykisk evne eller på en stærk intuitiv følelse, er i og for sig underordnet. Det væsentligste er, at de i sig ejer evnen til at komme i kontakt med hint oversanselige plan, hvor både vor egen og verdens fremtid enten er fuldt udformet eller i færd med at blive udformet. Alt efter hvor udviklede disse mennesker er, kan de, som de her citerede, komme i berøring med den umiddelbare fremtid eller også kan de, som for eks. apostlen Johannes eller Nostradamus, komme i kontakt med begivenheder, som først udløser sig århundreder senere. Er det første tilfældet, får vi yderst prægnante beskrivelser, i det andet derimod som regel kun symbolske. Men i begge tilfælde "ser" disse mennesker disse begivenheder på en så intens måde, at de føler sig forpligtet til at beskrive dem. At disse syner og beskrivelser af dem ikke er uden værdi vil enhver vide, der betænker, hvilken betydning Johannes Åbenbaring har haft på verdens religiøse liv.
Med kærlig hilsen fra
Deres hengivne
Erik Gerner Larsson