Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Har et menneske forskersind, tror jeg, at dets øjne altid er på vagt, og at dets sjæl ligesom instinktivt reagerer, når det står over for et eller andet, der berører det område af livet, der har dets dybeste interesse. Fra mit eget liv ved jeg, at det er mig absolut umuligt at læse noget som helst, uden at noget i mig hele tiden søger den bekræftelse på min livsindstilling, der ikke alene holder denne indstilling levende, men også, og det forekommer mig så absolut det væsentligste: i vækst! Jeg forestiller mig, at langt de fleste af Berlingske Tidendes læsere den 15. marts nok så vedføjede lille bilag, men også lod det "passere" som en af de kuriositeter, livet af i dag er så rigt på. Det gjorde jeg ikke. For denne lille notits var for mig det vigtigste, avisen bragte mig den dag.

På en måde er det en smule komisk, at man tror, at man i procenter kan beregne, hvor mange kristne mennesker der i dag lever på jorden. Nuvel, det tror vel heller ingen. Hvad man kan – og her har gjort – er i kolde tal at undersøge, hvor mange der gennem et ydre tilhørsforhold kalder sig kristne, og her er man altså i stand til at give udtryk for, at tilslutningen til den organiserede kristendom er dalende og vil fortsætte med at dale. At dette fører til bekymringer for lederne af de kristne organisationer er selvklart. Og lige så klart er det også, at man med lys og lygte leder efter den "nye forståelse", der kan ændre billedet i positiv retning.

Men kan dette billede virkelig ændres? Findes der en mulighed for, at en ny "åndelig vækkelse" på trosbasis vil kunne opstå og forårsage en ny blomstring af den kirkelige kristendom? Jeg tror det ikke! Når denne lille notits sendte en voldsom inspirationbølge gennem mit sind, skyldtes det absolut ikke tanken om, hvad kirken vil finde på at gøre for at genoprette den svigtende tilgang. Nej, det skyldtes udelukkende, at denne meddelelse ganske naturligt føjer sig til den lange række af kendsgerninger, der viser os, at Martinus har ret, når han hævder, at vi lever midt imellem én kosmisk religiøs impuls, der nu langsomt toner ud og én, der er i færd med at blive født. Den kosmiske impuls, der nu langsomt toner ud – der er jo ikke her tale om et givet åremål, men derimod om en tidsepoke, der har kulmineret og går mod sin afslutning – kalder Martinus "den gamle verdensimpuls", og han beskriver den i sit hovedværk "Livets Bog" som den kosmiske impuls, inden for hvilken det jordiske menneskes evne til blindt at tro opsatte religiøse dogmer og påbud kulminerede. Her har følelsesenergien helt domineret over intelligensenergien. Mennesket ikke alene skulle tro, det kunne tro! Og mange kan det stadig væk, selv om man altså nu åbent må indrømme, at forholdet synes at ændre sig.

Og forholdet ændrer sig. Og slet ikke nær så langsomt, som kirkens ledere ønsker at give udtryk for. Frafaldet til de respektive trosformer jorden over er i dag simpelt hen katastrofalt. Grunden hertil er ikke en frembrusende ny-religiøs tilstand. Nej, det er simpelt hen en voldsom materialisme, der som en flodbølge fejer hen over kontinenterne og opsluger den opvoksende ungdom, enten den så er brun, gul, sort eller hvid. Mange vil kalde denne materialisme ond, og kirken vil vel i den se selve djævelens værk. Det gør jeg ikke. Langtfra. Jeg ser blot en ganske naturlig reaktion, som, hvor mærkeligt det måske end kan forekomme en og anden, i sig rummer al fremtids virkelige håb. Selv om den gamle kosmiske verdensimpuls bragte os vore skønne katedraler og underfulde templer, repræsenterede den dog en epoke i vor udvikling, der hvad grusomhed angår ikke giver sin forgænger, der udløste renlivet magtmoral, så forfærdelig meget efter. Om man dræber i "Odin og Thor"s navn eller i "Jesu navn", gør jo ikke så stor forskel for den, det går ud over! Nej, den menneskelige trosepoke har været en blodig affære for "den lille mand" og for den sags skyld for "de store" også. Men den indeholdt ét forsonende element, det Martinus har givet navnet "den guddommelige suggestion". Millioner af mennesker er virkelig døde lykkelige "i troen"! Livet var ikke absolut formålsløst for dem. De havde, tusinder af dem, en evighed at se hen til. Det er der mange i dag, der ikke har!

Men et liv i følelse fører generelt til et livsmønster, som på uhyre mange områder fører direkte ud i lidelsen. Tænk blot på, hvad den såkaldte "nationalfølelse" har ført til! Mennesker grebet af følelse, lad den så være så ædel, som tænkes kan, skal eje en stor indre sjælens harmoni eller beherskelse, om ikke denne følelse skal lede dem ud i farlig fanatisme. Det ser vi overalt. At denne følelse inden for det religiøse trosliv har ført til rystende excesser ved vi, og det samme gælder også i nogen grad den politiske følelse. Alle ved vi dette, og selv om vi som kulturmennesker respekterer det enkelte menneskes ret til at føle i overensstemmelse med sin natur, har livet dog lært det mere fremskredne menneske at være varsom på netop disse felter, hvor eksplosionerne ofte kan have hele et jordskælvs karakter.

Hvad vi her har berørt, er imidlertid kun de ydre virkninger af en indre, fremadskridende proces. Det er i sig selv guddommeligt, at mennesket på det livsstadium, hvor det ikke selv kan tænke klart og skarpt, evner at lade sig lede af mennesker, det selv anerkender eller accepterer som autoriteter. Og uanset at kristne ledere ofte har ledet mennesker ud i stor ulykke, kan ingen bortforklare, at det blev under den gamle verdensimpuls' auspicier, at udviklingen ændrede kurs fra den direkte inhumane til den nuværende delvis humane tilstand. For vestens vedkommende skyldtes dette i overvejende grad én enkelt skikkelse: Jesus af Nazareth! Ene, med front mod en hel verden, kunne kan sige: "Der står skrevet – – men jeg siger"! Gennem ham fødtes næstekærlighedstanken, og gennem hans ord groede den sig så stærk i verden, at den i dag helt uden om den officielle kristendom er verdens stærkeste tanke og årsag til mere samvittighedskval end nogen anden tanke overhovedet

Men Jesus kendte menneskene og vidste, at der fandtes en større, en mere brændende åndelig hunger end den, følelsen alene afstedkommer. Han vidste, at en dag ville mennesket forlade hint åndelige barnekammer, hvor troen alene er afgørende. Han så den spirende "Thomasmentalitet" begynde at røre på sig og vidste, at den en dag ville blive altdominerende. Han vidste, at alle en dag ville sige: "Jeg vil se navlegabene i hans hænder, før jeg tror –"! Derfor kunne han sige: "Men talsmanden, den hellige ånd, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære eder alle ting og minde eder om alle ting, som jeg har sagt eder" (Johs. 14.26). Disse ord af Jesus ville være absolut meningsløse, om troens tidsalder var en evig foreteelse. Men Jesus vidste, at menneskeheden en dag ville nå et stadium, hvor den ikke mere kunne lade sig lede ved tro alene. Den ville vide. Men denne viden var det ikke hans opgave at give menneskeheden, den kunne slet ikke "bære den" på det tidspunkt, han levede.

Det vi nu oplever, er simpelt hen den religiøse følelses "mæthedstilstand". Mange siger åbenlyst: "Bliv mig fra livet med alt det religiøse bavl. Det står mig simpelt hen ud af halsen"! Der er for mig intet blasfemisk i sådanne ord. Jeg tager dem for, hvad de er. For mig er de ganske simpelt udtryk for en midlertidig overmæt religiøs følelse stilstand, som livet selv vil vide at ændre til sin egen modsætning. Men ikke ved hjælp af følelse, men derimod ved en harmoniseret følelse og intelligens. Men før denne tilstand nås, må intelligensen have trådt sine "barnesko". Og intelligensens "barnesko" er netop den materialisme, der i sit overmod afskaffer Gud og alt åndeligt og erstatter det med en gennemført materialistisk verden. Og det er netop det, vi oplever nul Læser De Egon Mikkelsens medfølgende bilag, har De jo netop et menneske, der er faldet for troen på, at næstekærligheden er i virkelig fare. Det er den mindre end nogen sinde. Det afslører sig, hver gang menneskesamfund eller enkelte er i virkelig nød. Trangen til at give til trængende er ikke mindre i dag end for hundrede år siden. Den er tifold større – og evnen til det er det også. Det vi oplever er kun, at et livsmønster bryder sammen, og godt således. For hvad man end vil mene om det kirkelige livsmønster, så er det nu så ufuldkomment, at det ikke længere kan hjælpe det moderne menneske. Der skal langt mere til, om dette menneske igen skal bringes til at lytte. Det skal virkelig "se navlegabene i hans hænder", hvilket jo blot vil sige, at det nu med egne vågne sanser skal se og opleve den udødelighed, det før blot troede på.

Men dette syn fordrer to ting. For det første fordrer det en ny kosmisk impuls' tilsynekomst, idet den gamle verdensimpuls' ideindhold alene er bygget og formuleret til en mennesket tidligere iboende evne til blindt at tro, en evne der nu er undergivet en meget hastig degeneration, og for det andet fordrer det en religiøs hunger på et ganske andet plan end det tros-religiøse. Selv om vi kun har en Martinus ord for, at denne nye kosmiske impuls allerede stråler ind over menneskeheden, har vi dog grund til at tro ham (den slags påstande kan jo ikke bevises i dette ords almindelige betydning), for verden over ser vi tegnene på, at dette virkelig er tilfældet. Vi bliver overalt vidne til et stadigt voksende krav om virkelig åndelig indsigt, og udødelighedstanken forekommer ikke længere videnskaben så virkelighedsfjern som før. Og endelig har vi i Martinus eget verdensbillede netop de svar, den intellektuelle del af vor sjæl kræver.

Men den nye kosmiske verdensimpuls stiller helt andre krav til os, end den gamle gjorde. Den kræver, for sin virkelige tilegnelse, en langt dyberegående åndelig sult end sin forgænger. Den giver intet til den, hvis søgen ikke er udsprunget af en åndelig sult, der i sin natur er beslægtet med den druknendes begær efter luft. Derfor oplever vi så ofte, at mennesker møder denne nye kosmiske impuls' åndelige idéindhold med stor begejstring, for så langsomt igen at glide tilbage til den gamle verdensimpuls' trods alt langt lettere livsmønster. Var det hele blot gjort med at blive vegetarer, afholdsmænd og ikke-rygere, var der i dag mange "frelste". Men dette er i virkeligheden så uendelig lidt og i sig selv så betydningsløst, at det ofte føles lidt tåbeligt at bringe det på bane. Nej, det der virkelig betyder noget, er modet til at fortsætte vandringen ind i et "land", hvor der tilsyneladende ofte hverken findes vej eller sti, og hvor det hele fornemmes som en vandring opefter ad så stenede passager, at det absolut ikke er noget under, at de fleste giver op og, grebet af en forståelig "hjemvé", forsoner sig med alle de kompromiser, der altid står den tilbagevendende åben.

Ganske vist skjulte Jesus ikke, at han ikke var kommet for at skabe fred, men sætte splid. Men den splid, det almenkristne menneske ved sit livsmønster skaber, er dog for intet at regne mod den splid, den der søger frem mod den nye verdensimpuls' livsmønster forårsager. I sig selv såvel som uden for sig selv! Mennesker elsker at tale om idealisme og føle sig selv som idealister. Godt således. Men den idealisme, som bliver fremtidens, er på en måde besk derved, at den sætter lighedstegn mellem ord og væremåde. Derfor ser vi da også, at den virkelige sandhedssøger begynder at forstå, at der også eksisterer et lighedstegn mellem den ydmyghed, sjælen besidder, og den virkelige viden, den opnår. Den dag, man for alvor forstår dette, bliver man glad ved evighedstanken og ved tanken om, at alting dog ikke skal nås i dette ene liv. Fysisk jager vi nu frem med jetfart, men moralsk får vi i meget lang tid endnu klare os med sneglens mere begrænsede hastighed. Loven er stadig den, at "ingen kan lægge en alen til sin vækst"!

Det er måske en indre viden om dette forhold, der ustandselig får mig til at hævde, at lykken ikke består i dette at føle sig selv "højtudviklet" etc., men alene i, at vi på alle de områder, livet giver os mulighed derfor, søger at være menneskelige i den forstand, at vi i det mindste forsøger at forstå, hvorfor denne eller hin handler, som vedkommende gør – med den nye kosmiske impuls' ubegrænsede krav om forståelse og tolerance bag os. Og ikke i stedet – med påstand om at tilhøre den nye kosmiske verdensimpuls, men med fødderne fast plantet i den gamle verdensimpuls' livsmønster – udløser netop den intolerance, man har det som ideal at bekæmpe! Sandt nok bringer den nye kosmiske verdensimpuls os en næsten utrolig indsigt i livsmysteriet, men – – omsættes denne høje viden ikke i en væremåde på et højere plan end det, vi allerede er fuldt fortrolig med, turde det være et åbent spørgsmål, til hvilken virkelig gavn denne viden har været for os!