Kontaktbrev 1966/18 side 1
Kosmos Ferieby, den 7.9. 1966.
Kære læser!
Medens jeg i mit sidste brev forsøgte at give Dem et billede af Deres egen sjæl gennem analysen af livet på vor klode, der jo netop i sit makrokosmiske format udgør en afspejling af vort eget indre liv, så vil jeg i dette brev berøre et forhold, som også har realtion til vor egen sjælelige struktur. På det medfølgende bilag kan De læse den pris, det amerikanske folk må betale for det gangstervælde, der hærger denne store nation.
Tallene er simpelt hen chokerende og overgås vist nok kun af de vanvittige summer, amerikanerne ofrer på deres rumprojekter, hvis virkelige værdi må siges at være meget relativ. Man synes jo ofte, at der endnu er helt andre områder både i U.S.A. og andre steder på kloden, hvor disse uhyrlige summer i netop vor tid kunne gøre større nytte. Men vender vi os nu mod det uvæsen, vi har givet navnet "gangstervælde", fordi der her er tale om kræfter, der truer utalte tusinder af mennesker, volder det ikke større besvær at se, at er ethvert land et "organ" i klodens organisme, så er der tale om, at det amerikanske kontinent, som organ betragtet, i sig rummer en regulær "kræftsvulst", der truer hele organets sundhed. Vi er jo så at sige alle opdraget til at betragte Amerika som symbolet på en verden af virkelig frihed, altså et demokrati på allerhøjeste plan. Det er ikke behæftet med hverken kejsere eller konger eller nogle af de levn, den gamle verdens fordums regulære feudale stater endnu er behæftet med. Det er, kort sagt, det land, hvor frihedens ånd har – eller skulle have – bedre kår end noget andet sted på jorden.
Nuvel, vi skylder amerikanerne vor egen frihed gennem deres indsats i to verdenskrige. Dette bør aldrig glemmes, når trangen til at korrekse denne nation melder sig. Men ingen kan bestride, at hvor strålende resultater den amerikanske nation end har nået på livets rent materielle områder, forekommer dens ånd meget ofte lidt for ung til at spille den rolle i verdenshistorien, den øjensynligt stræber efter. Den har endnu lidt for store områder, der ikke helt tåler dagens lys, og til disse områder hører netop gangstervældet. Alene udtrykket "organiseret forbrydervælde" afslører, at der her er tale om en svulstagtig tilstand med en ond cellekerne som centrum. Den uhyre magt, denne cellekerne har fået, afslører, at der her vireklig er tale om en regulær sygdom i den amerikanske statsorganisme, en sygdom, der synes at være i rivende udvikling i stedet for i den tilbagegang, man kunne vente i et statsligt set så gennemorganiseret samfund, som der her er tale om.
Hvad er denne sygdoms inderste årsag? Ganske simpelt det begreb, vi har givet navnet "penge". For penge er ikke alene sedler og mønter, det er også et åndeligt begreb, der refererer til et bestemt åndeligt udviklingstrin. I sig selv er enhver pengeseddel, enhver mønt, en absolut neutral ting. Et byttemiddel, ved hvis hjælp man kan opnå livet materielle goder. Men måden man erhverver pengene på, er absolut ikke neutral. Den strækker sig lige fra den største hæderlighed til den mest gemene form for forbrydelse
Det er dette forhold, der får en til at betragte det amerikanske menneskesamfund med fornyet interesse. Vi står her over for et af klodens største og mest betydningsfulde "organer", som, om det var virkeligt sundt, kunne være den mest inspirerende model for den ganske verden. Men det synes gennemvævet af mere end én kræftsvulst. Den materialistiske idé har i dette samfund sejret mere end noget andet sted på jorden, og dette har ført til, at man har sat den fysiske levestandard over alt andet, hvad der uundgåeligt fører til det, vi netop bliver vidne til. Amerika har verdens rigeste mennesker og verdens hæsligste slums. Dette land besidder, hvad teknik angår, verdens største vidundere men hvad ånd angår de bratteste overgange fra ren skønhed til absolut hæslighed, man overhovedet kan finde. Alene det stadigt voksende raceproblem er i sig selv en så hastigt voksende kræftbyld, at det er meget svært at se, hvorledes man her vil kunne undgå en blodig operation med påfølgende indre, meget stærk svækkelse. Og det samme gælder gangstervældet. Også denne kræftbyld må fjernes, før man kan tale om en virkelig sund amerikansk folkeorganisme.
Men er forholdet ikke helt det samme, om vi vender os mod det enkelte menneskes forhold til de samme kræfter? Møder vi ikke alle på vor vej mennesker, hvis forhold ti penge er som de onde cellers i U.S.A.s gangsterbander? Mennesker der uden nogen som helst form for skrupel udnytter sine medmenneskers vanskelige situationer. Tænk blot på vore hjemlige "bolighajer"! Eller tænk på de mennesker, der i en "rask lille krig" ser et af de bedste midler til at øge omsætningen – og dermed profitten. I hvert eneste samfund findes disse "celler", og det er givet, at de vil have kronede dage, så længe den menneskelige ånd i så høj en grad, som tilfældet er, stadigt er bundet til sine lavere, dyriske tendenser.
Kosmisk set står vi her over for netop de kræfter, der fører til den sidste og virkeligt afgørende katastrofe i menneskehedens liv. En kræftsvulst, det være sig i den menneskelige organisme eller i et hvilket som helst af klodens organer, kan kun udløse sig gennem eksistensen af celler, der på en måde er gået amok. Celler, som sætter deres eget vel over det omgivende livs vel. Sådanne celler ejer i sig en meget stærk magnetisme, der drager andre celler til sig, og så har vi begyndelsen til en svulst. Og klodens organisme synes i dag gennemvævet af kræftsvulster, hvis metastaser vi kan spore alle vegne.
![[Avisartikel:] Gangsterne har den største omsætning](/da/onlinebibliotek/kosmos/breve/grafik_breve/bre1966-18-003.jpg)
Målt med historiens alen er hundrede år jo i sig selv lig med ingen tid, og ikke desto mindre vil kloden ikke kunne overleve de kommende hundrede år, om ikke en kosmisk operation så at sige fuldbyrder sig selv. Overalt bliver vi vidne til, både i det ydre og i det indre, at dyrerigets kræfter fortætter sig. Det er, som disse kræfter ved, at deres tid nu er begrænset, derfor denne voldsomme opblussen af deres liv. Fra år til år vil vi komme til at opleve, hvorledes disse kraftkoncentrationer mobiliserer sig for at bevare magten, og hvorledes de humane kræfter trænges i baggrunden. Vi behøver blot at kaste et blik på F.N. Fra at udtrykke et brændende ønske hos jordens befolkning om at være et kontrolorgan for alle landes militære kræfter, er F.N. i dag reduceret til en magtesløs diskussionsklub uden virkelig indflydelse på begivenhedernes gang. Og undersøger man samtlige idealistiske bevægelser verden over, enten det så er den vegetariske verdensbevægelse, "Aldrig-mere-krig" bevægelsen eller de respektive åndelige bevægelser, står man overalt over for en tydelig tilbagegang. Årsagen hertil er ganske klar. Menneskeheden har, hvor frygteligt det end kan lyde, ikke lidt nok. Det er et fra tidligere tiders slavebundne mennesker så voldsomt ophobet begær efter et materielt liv i overdådighed, at dette begær må udleves først. Men da dette begærs inderste natur er inhumant, vil det ydre liv overalt afspejle denne inhumanitet – og gør det! Overalt møder vi i dag en krævementalitet, der var ukendt for tidligere generationer. Og vi møder et voksende fritidsproblem, der begynder at ride de ansvarlige som en mare. Menneskeheden vil inden for de områder, hvor teknikken har sejret og er blevet gennem organiseret, få mere og mere fritid. Men kan den anvende denne fritid på en sådan måde, at den selv bliver lykkelig derved? Der skal "brede skuldre til at bære gode dage", siger et gammelt ord, men har det enkelte menneske disse "brede skuldre"? Det har det ikke – ikke endnu. Foreløbig har det et voldsomt materielt behov, som må mættes. Vi ved, at det vil blive det. Men hvad så? Mennesket lever nu engang ikke "af brød alene". Og her er det, at man begynder at kunne skimte de sorte skyer i horisontens rand. Menneskelig følelse vokser, man kunne fristes til at sige "desværre" ikke af sig selv. Den vokser kun gennem selvoplevet lidelse. Derfor vil vi også blive vidne til, hvorledes det bliver den omsiggribende materialisme med den deraf følgende egocentriske indstilling til livet, der vil føre katastroferne med sig. Når, som Kumbel udtrykker det: "Alle tænker på sig, kun jeg tænker på mig", bliver resultatet en åndelig kold klode – og er det ikke netop, hvad vi har og i tiltagende grad får?
Det er på baggrunden af de her berørte forhold, man må se det amerikanske gangster problem og dets aflæggere i alle større lande. At besidde mange penge var altid den største prøvelse for den menneskelige sjæl – og meget få består endnu denne prøve. Almindeligvis udløser besiddelsen af penge ikke de smukkeste egenskaber i den menneskelige sjæl, det bærer livet i dag overalt vidne om. Og bliver der tale om "store penge", ja så er gangstertrusterne ikke de eneste truster, der har kræftbyldernes hæslige karakter. Der kan våbenindustrien ikke melde: hus forbi –.
En ny verden er i færd med at blive født, det føler alle. Men ikke alle tænker på, at enhver fødsel i sig selv repræsenterer en blodig proces med pinefulde veer og både gråd og skrig. Det gør den for det enkelte menneske – det vil den også komme til at gøre for den nye verden, hvis fødselstime stunder til!
Med kærlig hilsen fra
Deres hengivne
Erik Gerner Larsson
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige