Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Det er mig bekendt første gang, jeg anvender stof fra et af hovedstadsbladenes kirkesider. Men jeg fandt omstående artikel af dr.med.dent. E.Bomberg så interessant, at jeg ønsker den læst med grundighed af enhver, der opfatter sig selv søm virkelig åndeligt søgende. Et øjeblik chokeres man over titlen "Kristendommens succes", men efter endt gennemlæsning må man give dr.Bomberg ret. Sammenlignet med de øvrige verdensreligioner har kristendommen virkelig haft social succes! Det er i den vestlige verden, altså den i hvilken kristendommen har spillet den største rolle, velfærdsstaterne begynder at blive en normalitet.

Intet menneske kan bortforklare, at livets ydre form har rod i menneskets indre tankeverden. Og hvad man end mener om kristendommens stilling i dag, er det dog dens budskab, der formede vor ydre verden. Sandt nok hersker der i denne ydre verden den opfattelse, at kristendommen som sådan er på retur, og mængder af ydre tegn: de tomme kirker og den tilsyneladende voksende irreligiøsitet, tyder også derpå. Men er disse tegn virkelige, eller dækker de blot over faktorer, de fleste enten slet ikke ser eller overser? Er kristendommens idéverden virkelig forældet og dermed i opløsning?

Det er den ikke, slet ikke! Tværtimod, kan man roligt sige. Det som er forældet, er blot dens form! Det moderne menneske er ikke kirkeminded, for at bruge et udtryk, de fleste forstår. Den industrielle verdens livsmønster er ganske anderledes end fortidens. Sandt nok går stadig væk mange mennesker i kirke om søndagen, men enhver ved, at der her er tale om et forhold, der sagte går sin opløsning i møde. Jeg hører ikke til dem, der regner i tiår, men skønner ganske klart, at inden for en periode af små hundrede år – sandsynligvis længe før – men altså ikke i "overmorgen", vil det moderne menneske have fundet helt andre former for gudsdyrkelse end dem, der har behersket svundne århundreder. År for år vil der blive flere og flere "turistkirker" – altså kirker, der kun fyldes med mennesker, der kommer for at studere en svunden fortid. Men dette ændrer ikke det forhold, at trangen til at dyrke Gud snarere er tiltagende end aftagende, og at mennesket her står famlende over for nye former for slutteligt at finde ud af, hvad der egentligt mentes med ordene: "Når du beder, da gå ind i dit kammer og luk din dør"! Religion er ikke alene en privatsag, den er den privateste af alle privatsager eller i hvert fald lige så privat som menneskers seksuelle samliv.

Dr. Bomberg efterlyser nye veje, som præsterne kan anvende til at forkynde den kristne religions uhyre betydning for menneskeheden. Men disse nye veje er præsterne afskåret fra at finde, fordi hele deres gerning hviler på et begreb, der er i opløsning overalt på kloden, nemlig evnen til blindt at tro. Samtlige verdensreligioner hviler i dag på dette begreb og er derfor alle undergivet den samme opløsningsproces. Derfor møder vi overalt de samme forsøg, som vi kender i vor egen verden i form af begrebet "ny-kristendom". I det nære og det fjerne Østen kender enhver begreber som "ny-muhamedanisme", "ny-hinduisme" og "ny-buddhisme", uden at disse begreber har fået eller vil få virkelig betydning. Det er i virkeligheden et desperat forsøge på at komme "ny vin på gamle læderflasker"! Nej, alle disse forsøg er på forhånd dømt til at lide nederlag, fordi en ny kosmisk mental kraft: intelligensenergien netop på grund af den materielle udvikling er i så rivende vækst overalt på kloden, som tilfældet er. Nok bygges der stadig væk både nye kirker og nye templer såvel som moskeer, men der er i virkeligheden langt mere brug for nye universiteter! Og disse universiteter bygges og vil blive bygget, og de vil – derom behøver ingen at være i tvivl – en dag afsløre sig som en kommende ny verdens sande kirker. Universiteterne udgik fra religionen og vil uundgåeligt en dag blive religionens største forsvarer, så sandt som vi allerede nu oplever, at flere og flere videnskabsmænd i højeste klasse åbent indrømmer, at deres studier i stedet for at have gjort dem absolut irreligiøse tværtimod har ladet dem indse, at universet ikke alene er lovbundet, men også udtrykker netop den overlegne intelligens og altomfattende intuition, man nødvendigvis må tillægge den guddommelige bevidsthed.

Uden selv at være spiritist i dette ords almindelige betydning vil det for mig være udtryk for den højeste grad af uvidenhed at benægte parapsykologiens strålende resultater, der alle peger hen på, at individet absolut overlever den fysiske død. Altfor mange videnskabsmænd, der angreb spiritismens grundtanker, har måttet bukke under for bevisernes overvældende kraft, til at man kan ignorere dette livsområde, hvad næppe heller virkelig alvorligt tænkende mennesker gør. Men det er netop dette forhold, der vil blive mere og mere aktuelt, og som en dag vil kræve et langt mere omfattende kosmisk syn på livet end det, den ortodokse kristendom, lige meget hvor liberal og tolerant man så end gør den, vil evne at give. Men dette nye livssyn vil ikke blive mindre kristent af den grund! Tværtimod vil det uundgåeligt afsløre, at den Kristus skikkelse, kirken hidtil har forkyndt, havde langt større dimensioner, end noget menneske kunne drømme om. Kristendommen i sin nuværende form er skabt til mennesker, der evnede at tro blindt. Men denne form er ikke en endelig form. Den var en vin, der passede til fortidens "læderflasker". Fremtidens kristendom er så stærk i sine krav, at den vil sprænge enhver af disse gamle "læderflakser", derfor vil en ny tids kirke få en ganske anden struktur end den, der nu er trådt ind i sin sidste livsfase. Den vil blive en kirke for det åbne, hvor den nuværende er det for det lukkede, for det sekterisk bundne. Og en sådan kirke fødes ikke fra dag til dag, den fødes henover tidspanoramaer, der bedst kan betegnes som tidløse. Men mange mennesker ser allerede i dag de første konturer af denne nye kirke. Ser den i mennesker, der ved deres eget praktiske liv begynder at give udtryk for et helt nyt livsmønster, som på afgørende områder afviger fra det almenkendte. De bedste af disse mennesker larmer ikke op og bilder sig ikke ind, at de sidder inde med al sandhed. Men de lever på en sådan måde, at man forstår, at de i langt større grad en før tager deres kristne idealer alvorligt, om man da ved disse idealer forstår alle dem, der er absolut modstandere af både fysiske såvel som tankedrab. For her skilles vejene! Det almindelige kristne menneske er fremdeles på store områder en dræber med sin gode samvittighed i behold! Det er ikke alene dets daglige føde, der hviler på drab og ofte drab af infameste art, men også dets tanke- og idéverden er præget af opfattelser, der intet som helst har med sand kristendom, altså sandt menneskeligt broderskab, at gøre – man behøver her blot at tænke på den racediskriminering, vi altfor mange steder er vidne til. Det er her, den ny kristendom ledet af udviklet følelse, fremragende intelligens og begyndende intuition begynder at tone frem. Disse virkeligt ny-kristne afslører ved deres væremåde, at de ønsker at følge den Kristus, der sagde: "Tag dit kors og følg mig"! De ser nemlig klart, at ét sted må mennesket begynde den livsforvandling, der er kristendommens inderste mening, og derfor gør de dette, at undgå at dømme andre, til et ideal, hvis opfyldelse de stræber imod. For dem er dette "at vende den højre kind til –"! når de ydmyges, et tilsvarende ideal, selv om opfyldelsen af begge de her nævnte idealer ofte stiller dem på næsten umenneskelige prøvelser. Men disse mennesker går videre endnu. Da de næsten indtil grænsen af selvoplevet viden føler, at de er udødelige, og at loven: "Som du sår –"! er en urokkelig og absolut ukrænkelig lov, møder man hos dem en ansvarsfølelse, som kun kan betegnes som kosmisk. De afskyer drabet i hvilken form det så end fremtræder og stræber med hele deres liv efter i alle forhold at være så livsbevarende, som det overhovedet er dem muligt. At denne deres væremåde eller måske rettere: deres kamp for en ny væremåde, ikke gør livet let for dem, er indlysende, men da der her er tale om mennesker, for hvem kristendommens inderste sandheder udgør deres urokkelige inspirationskilde, har vi også her de mennesker, der måske bedst har forstået nazaræerens ord om, at være "blide som duer og listige som slanger"! De er i hvert fald fremragende kosmisk-kemikere eller mennesker, som nøje overvåger de mentale kræfter, de anvender i det daglige liv.

Materielt har kristendommen været årsag til en større succes end de andre verdensreligioner, for den ejede ikke de indre åndelige "bremseklodser", man finder i både hinduismen og buddhismen. Kristendommen indeholder ikke en misforstået reinkarnationslære og stod derfor stærkere end Østens øvrige religioner. Dette måtte føre til den materialisme, vi nu oplever, en materialisme, der i dag simpelt hen udgør et ideal, i hvert fald for langt de fleste af Østens unge. Vi nåede først af alle det rent materielle mål og soler os i dag i en verden af teknik. Men ikke af ånd! At mange finder dette ulykkeligt, ved jeg. Men det gør jeg ikke. For på alle områder følger livet loven for hunger og mættelse. Og materialismen udgør i sit inderste væsen blot en station på vejen. Denne station må alle nå, før de helt forstår ikke alene sandheden, men også den dybe skønhed i ordene: "Mennesket lever ikke af brød alene"!