Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

En konflikt vedrørende det såkaldte "dødskriterium" er opstået indenfor lægevidenskabelige kredse, og dønningerne fra denne konflikt er nået ud til offentligheden. Den dybereliggende årsag til konflikten er mindre tvivlen om, hvornår et menneske biologisk set er ophørt med at leve, end retten til at fjerne et af de mere livsvigtige organer fra det afsjælede legeme. Man forstår godt de sygeplejerskers tvivl, der skal stå parat og være villige til at assistere ved dybe indgreb i et menneskes organisme i næsten samme øjeblik, hjertet har standset sine slag og blodkredsløbet dermed ophørt at fungere. Hvor går den virkelige grænse mellem liv og død?

Nuvel, loven vil finde en løsning på det opståede problem, og lægevidenskaben vil vandre videre ad den vej, den hidtil har fulgt indtil – ja indtil den opdager love, hvis eksistens den i dag er uvidende om. Drømmen er jo i dag meget omfattende, hvad transplantation angår. Man drømmer om at kunne anvende snart sagt alle organer fra mennesker, der f.eks. i en ung alder er omkommet i trafikken eller på anden måde, og bruge disse organer til at remplacere syge organer hos mennesker, hvis liv man mener at kunne redde på denne måde. Drømmen er både meget smuk og i og for sig tilsyneladende logisk uangribelig, hvis, ja hvis altså mennesker blot var akkurat så ens som enhver seriefremstillet teknisk ting. Men det er hverken mennesker eller de organer, de består af – og det er her, bitre erfaringer vil blive gjort i de kommende år.

Mange læger stiller sikkert sig selv spørgsmålet om, hvorfor disse operationer mislykkes så ofte, som tilfældet er. Teknikken, de anvender, er så noget nær det fuldkomne, det ser vi ved nyretransplantationerne, men hvorfor dør patienten så alligevel? Hvorfor nægter det indplantede organ at fungere efter en stunds forløb, når det dog fungerede efter selve operationen? Rent fysisk har man faktisk ingen forklaring udover det næsten stereotype "uforudsete komplikationer" og så troen på, at "næste gang" lykkes det nok. Men gør det?

Da ethvert fundamentalt problem i livet har både en fysisk og en kosmisk side, kan det være af interesse at forsøge at se det opståede problem i lyset af analyser, vi gennem Martinus er kommet i besiddelse af. Om livet i det lange løb vil bekræfte disse analyser kan ingen vide, fordi der her er tale om områder, hvor vore egne erfaringer endnu er alt for begrænsede. Vi kan kun intellektuelt eller også intuitivt fornemme sandheden bag dem, netop derfor udgør de en så inspirerende åndelig arbejdshypotese, som tilfældet er.

I sit verdensbillede skildrer Martinus tilværelsens kosmiske spiralkredsløbsprincip og viser os, at enhver levende organisme er bygget op af en lang række selvstændige livsenheder, placeret i hver sin specielle, kosmiske udviklingsspiral. For at tage den organisme der interesserer os mest, nemlig vor egen, viser Martinus os, at den rummer livsenheder fra adskillige kosmiske spiralkredsløb, nemlig for det første vore hovedorganer: hjerte, lever, lunger, nyrer etc. – som alle udgør livsenheder placeret i en kosmisk udviklingsspiral direkte under den, vi selv befinder os i. Dernæst vore celler, som udgør de livsenheder, samtlige vore organer er opbygget af. Også disse livsenheder er selvstændige levende væsener med eget liv og egen skæbne, men altså placeret i en kosmisk udviklingsspiral under organspiralen. Men da også celler er opbyggede af livsenheder, ganske vist nu så fjernt fra vor egen udviklingsspiral, at vi kun kan erkende dem som "stof", står vi her over for udviklingsspiraler, der fortaber sig ned i det for vort eget sansesæt absolut dunkle. Vi kan erkende disse livsenheders eksistens, således talte vor store afdøde forsker Niels Bohr om, at også atomet havde individualitet. Hvad vi direkte kan erkende er, at vort legeme både er opbygget af organisk materie og uorganisk materie eller "mineralmaterie" eller, hvad der måske gør problemet klarere, af overgangsvæsener mellem den direkte mineralmaterie og den organiske materie, nemlig horn og ben, eller materie der i hvert fald er uden det, vi almindeligvis forstår ved "følelse".

Dette var i kortest mulige form en fremstilling af de kosmiske spiralkredsløb, vi i forhold til vor egen organisme er i berøring med. Og nu ved vi altså, at vi med held kan foretage hudtransplantationer og dermed redde et menneske, der er ramt af det, vi kalder "tredie grads forbrænding". På dette område hersker der ingen tvivl, for her lykkes operationerne normalt. Men hvad er "hud"? Hud udgør ikke, som tilfældet f.eks. er ved en "nyre", et afgrænset organ. Vore hudceller er af natur relativt primitive, hvorfor vi også med udsigt til held kan anvende hud fra os nærstående pattedyr. Nok er hudcellerne "individuelle", men ikke i større grad, end at de altså kan flyttes fra den ene organisme til den anden. Men af hvem? Kun af væsener, der i forhold til dem selv må sidestilles med begrebet "guder". Hudcellerne befinder sig ikke mindre end to kosmiske spiralkredsløb under os, og hvad det betyder, kan man få en idé om, hvis man accepterer Martinus tanker om spiralkredsløbsprincippet og om, at alle selvstændige energikombinationer, der uden nogen som helst indgriben udefra udløser selvstændig funktion, repræsenterer det, vi kalder "et levende væsen". For accepterer vi denne tanke, må vi også acceptere jorden som et levende væsen, selv om tanken både er ny og kan synes svimlende. Men vi må da også acceptere solsystemet som levende og, for at gøre tanken komplet: mælkevejssystemet. Længere rækker vor tanke ikke – om den rækker så langt. Men det er i disse overliggende kosmiske spiralkredsløb vi – rent teoretisk – finder forklaringen på cellens forhold til os selv. For set i dette perspektiv udgør vi selv som enkeltvæsen betragtet en "celle" i jordklodens vældige organisme. Kunne vi, og det er jo det, mange mennesker i dag drømmer om, gøre springet fra den ene klode til den anden, vil det kosmisk set være det samme som, at en celle i os uden vor tilladelse selv kunne foretage springet fra vor organisme over i en anden, og det kan end ikke en sædcelle.

Vi står altså her over for love, der endnu må siges at være absolut ukendte for det store flertal, love man simpelt hen må overtræde, før man kan erkende dem. I forholdet til vore egne celler er vi altså "guder". Vi kan fjerne dem fra vor organisme og rendyrke dem i reagensglas, om vi ellers blot giver dem samme betingelser som de, under hvilke de før levede. Men allerede her afslører livet, at noget er hændt, som burde give stof til dyb eftertanke. Frigjorte celler, dyrkede i reagensglas, gror vildt! De er nu ikke længere under kontrol af den "gud" eller bygmester, i hvis "hus" de før udgjorde nødvendigt "byggemateriale", de er nu totalt unddraget kontrol, altså blot dem selv, blot kosmiske livsenheder, der virkeligt demonstrerer, at de er levende og ikke døde ting.

Hertil forløber transplantationerne uden større besvær. Anderledes derimod når vi kommer til det, man kunne betegne som "det højere liv", nemlig vore organer. Men allerede før vi når disse langt mere betydningsfulde væsener, har vi mødt vanskeligheder, nemlig med vore blodceller. I dag behersker vi den teknik, der gør det muligt for os at redde menneskeliv ved hjælp af blodtransfusioner. Men det gjorde vi ikke, før vi lærte at forstå, at blod og blod er to ting. Man dræbte temmelig mange mennesker, før man lærte de respektive blodtyper at kende og forstod, at der var tale om individuelt liv på et ret højt plan. Blodcellerne er langt højere udviklede celler end hudcellerne og må behandles derefter. Men de befinder sig dog i et kosmisk spiralafsnit, hvor overførsel – stadig af "guder" kan lade sig gøre. Men advarslen var der og bliver langt mere udtalt, når man bevæger sig ind i den verden, hvor vi finder vore organer, som udgør liv på et langt mere kompliceret plan end i cellernes verden. En nyre f. eks. er ikke blot et organ mage til det, andre mennesker har. En nyre er et organvæsen, hvis liv eksisterer i et meget nøje og velafbalanceret forhold til det makrovæsen (os selv), i hvis organisme det befinder sig. Og det er det, der afslører sig ved de operationer, man nu forsøger sig med, og som hidtil næsten alle er mislykkedes. For det er meget få mennesker, hvis sjælelige struktur er så ens, at et organvæsen med held kan overføres fra organisme til organisme. Var vi kun fysiske i dette ords absolutte betydning, var der intet problem. Men vi er langt mindre fysiske, end flertallet begriber. Vi er, meget kort sagt, slet ikke fysiske. Vi er evige ånder, der midlertidigt har "besat" en gruppe fysisk materie, som i sin dybeste analyse også afslører sig som "ånd". For at denne "besættelse" skal kunne lykkes, og et langt fysisk liv blive resultatet, må der være et komplet kosmisk samarbejde mellem samtlige livsenheders skæbnekompleks og udviklings afsnit – hver må have kosmisk sikkerhed for at få netop den skæbne, de med deres fysiske liv sigter imod. Og den får man ikke, i hvert fald ikke normalt, om ydre kræfter overfører en mod den lovmæssighed, under hvilken det fysiske samarbejde blev oprettet. Min nyre er min nyre i den forstand, at den i mit "univers" oplever den skæbne, den ved sin evige fortid er bundet til. Som dens øverste "herre" kan jeg tillade, den overføres til en anden makroorganisme, men jeg kan ikke et sekund garantere, at den kan leve under de nye forhold. Trives den ikke, dør den som alt andet liv, der flyttes til forhold, som står det imod. Vore organer er selvstændige livsenheder på meget højt plan, og dem flytter man ikke rundt med efter forgodtbefindende. Det kan man gøre med primitivt celleliv og det næsten mineralske liv, der udgør vort øjes hornhinde, men i samme øjeblik, man vover sig ind på højere åndeligt udviklet livs domæne, tiltager "uheldene" i omfang for slutteligt at vise, at der findes grænser, det ikke ligger i menneskets hånd at overskride.

Og lad os så til slut vende blikket den modsatte vej! Milliarder af kroner anvendes i dag på fantastiske raketforsøg, hvis sigte er at bringe mennesker levende ikke alene til månen, men også til vort solsystems andre planeter. Millioner af mennesker er fast overbeviste om, at det vil lykkes, men vil det? Set ud fra de her berørte analyser skulle billedet blive et ganske andet. Vi står her igen over for lovene inden for de respektive spiralkredsløb, og det, vi vil gøre, er som "enkeltceller" at foretage springet fra en organisme, vi i alt er undergivet, til en organisme, der kosmisk set befinder sig så langt fra os, at vi i alt må være "fremmedlegemer" i den. Hvad jeg nu skriver, er min egen personlige overbevisning om, hvad der vil ske. Jeg tror udmærket, at vi kan sende en raket med mennesker til månen og nå månen. Men inden dette er hændt, skal disse "celler" passere jordens magnetiske tiltrækningskraft eller den kraft (vilje), der holder alt på plads her på jorden. I det øjeblik, dette magnetiske felt passeres, tror jeg, at samtlige atomer, ja alt mikroliv i "cellernes" organisme skifter plads og kommer akkurat lige så meget uden for kontrol, som de celler er, vi dyrker i reagensglas. Med andre ord: efter min mening bliver den første raket, der når månen med mennesker i, den kostbareste ligkiste, der nogen sinde er fremstillet på jorden!

Prøv at forestille Dem, hvordan vort eget liv ville blive, om en gruppe celler i os evnede at forlade os uden vor vilje? Har vi ikke tilstrækkelig kval med de celler i os, der på grund af vore forkerte tanker i både tidligere og nuværende liv pludselig giver sig til at "gro vildt" og dermed giver os den kræft, alle frygter? Og dog er der her tale om forståelige problemer. For som "guder" har vi ansvaret for vort eget univers. Som vi lever og tænker, sådan bliver livsvilkårene for vore utalte milliarder af "indbyggere". Mon ikke det er der, vore opgaver virkeligt ligger? Mon ikke der er et og andet på jorden, vi passende kunne bruge disse urimelige raketmilliarder til, før vi kaster dem ud i det rum, vi nu i menneskeligt overmod tror at kunne besejre? Hvad med jordens utalte hungrende masser? Forestil Dem, hvad disse milliarder, omsat i føde, hospitaler, universiteter osv., kunne frembringe af velsignelse! Læg dertil de summer, vi anvender til fremstilling af våben, og De har midler nok til at omskabe vor verden til et i hvert fald rent fysisk paradis. Men sådan er livet ikke. Menneskeheden såvel som det enkelte menneske har sin egen skæbne, og den må vandres til ende, før det lys, alle begærer, kan blive den virkelighed, så langt de fleste på jorden i dag drømmer om. Vor verden er ikke i sig selv ond, absolut ikke, den er blot så fortvivlende uvidende om, hvad kærlighed i virkeligheden er!