Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Kig på vedlagte lille bilag, som er fra det schweiziske tidsskrift "Der Schweiz", 16. juli 1966. Når jeg så længe har gemt det, er det fordi, da jeg læste det, besluttede jeg, at det skulle bruges til mit julebrev til Dem. For kan der egentlig tænkes en skønnere julegave end et sådant barn? Lad så være, det er en vanskelig sag at opdrage sådan en lille fyr – hans fremtids skæbne synes dog allerede at væve i de bedste hænder. Noget ganske andet er, at jeg foretrækker denne slags beviser for reinkanationstanken langt mere end de indiske vidunderbørn, der blot er vidunderlige, fordi de kan huske deres tidligere liv og derudover er uhyre almindelige. Jeg erindrer meget skarpt, med hvilken interesse jeg så frem til at møde Shanti Devi i Delhi, og hvilket besvær jeg havde dermed trods det, at hun i virkeligheden boede ganske nær ved mig. Og lige så tydeligt erindrer jeg skuffelsen over mødet med hende. Det var ikke det, at hun ikke var sød og kærlig, det er alle indiske kvinder, når man møder dem. Det var heller ikke hendes store skyhed, også den var et typisk indisk tegn. Nej, det var simpelt hen hendes mangel på begavelse og hendes krav på at være noget særligt. Livet lærer en at gå varsomt, når man har med den slags mennesker at gøre. Det er, som om de alle lever i et glashus, et på sin vis vidunderskønt mentalt fængsel, men dog et fængsel. Shanti Devi vidste alt! Det var det, der skuffede, for hun vidste i virkeligheden såre lidt. Men hun var hindu med liv og sjæl, og det er jo en menneskeret.

Men for denne lille treårige koreaner er der håb, om han da lever. For der står vi ved noget på sin vis ganske mærkeligt. Den slags børn dør ofte meget tidligt. På den anden side: lad os håbe, at han lever, og at den strålende hjerne, han er i besiddelse af, bliver til gavn for menneskeheden. For disse hjerner er trods alt livets bedste "julegaver" til os alle, forudsat at der bag dem eksisterer en høj moral. Og det vil man nu helst tro, når man læser om dem! For så langt de fleste mennesker er en sådan beretning nærmest en kuriositet. De ser billedet, læser teksten og ryster måske lidt på hovedet og tænker muligvis, at det er en "avisand". Nuvel, det kan det være. Men det kan også være sandt og må være det i dette tilfælde, hvor navne og adresser er så tydeligt præciseret.

Jeg tror, det er sandt, derfor gemte jeg denne lille notits. Ikke som en kuriositet, men derimod som et af de utallige beviser på reinkarnationstanken, jeg møder overalt. For denne drengs bevidsthed er ikke i sin inderste natur et produkt af gener og kromosomer. Den er et produkt af ham selv, hverken mere eller mindre. Og det er det, der optager mig. Han repræsenterer i virkeligheden vor egen fremtid. For også vi skal fødes en dag med et hjernemateriale af en helt anden – og bedre slags end det, vi startede med denne gang. Vi skal ikke i evighedernes evighed fortsætte den trælse repetition, der i dag er det normale. For det er på en måde spild af kostbar tid. Tænk hvor rigt livet bliver den dag, vi så at sige kan gå i gang med det med det samme! Som det nu er, må vi gennemvandre lange "tågeverdener", før vi åndeligt når til "skelsår og alder". Hvor morsomt det end er at lege "røvere og soldater" og senere at give rollen som "Tarzan", så kan livet trods alt bruges til noget bedre! Det oplever vi hver gang, vi står over for børn, hvis begavelse synes os ekstraordinær. Mest møder vi jo disse børn inden for kunstens verden, tænk blot på den lille Mozart! Men efterhånden vil vi også – og i stedse højere grad – møde dem inden for den videnskabelige verden. For aldrig nogen sinde før i vor historie udsættes børn som i dag for en tanketræning mage til den, der finder sted i vore skoler. Så hastigt går udviklingen inden for livets rent intelligensmæssige område, at mange børn allerede før de når konfirmationsalderen i forhold til mange voksne er små videnskabsmænd. Ejer de "gnisten" i sig, har de virkelig intellektuel hunger, ligger verden mere åben for dem end nogen sinde før. Og det er givet, at disse børn ved deres næste inkarnation vil stå langt stærkere end i denne. Dybt i deres sjælelige struktur udvikles der i dette liv helt nye centre, som hastigt vil gøre sig gældende i kommende inkarnationer. Ser man på billeder af børn fra fototeknikkens fødsel og så på børn af i dag, slår det en, i hvor høj grad disse børn i forhold til nutidens ligner en samling "sløve padder". At der var undtagelser, ved vi alle, men jeg tænker også her kun på gennemsnittet. Dette ændrer sig nu utroligt hurtigt. Kampen for tilværelsen er på én og samme tid blevet både lettere og sværere. Den "sløve padde" har også fået bedre livsvilkår, men han vil stadigt rangere nederst på stigen. Den virkeligt begavede – og der er mange af dem! – har chancer som aldrig før! Og læg mærke til, hvor mange unge der tager chancen! Sandt nok læser vi mest om de "langhårede", men ikkesandt, det er tidsfænomener, som det er tåbeligt at hæfte sig ret meget ved. I forhold til det, jeg rent personligt forstår ved sund ungdom, tæller de overhovedet ikke. Nej, den der tæller, sidder fremdeles bøjet over sin bog, men i dag med langt større hjælpekilder end nogen sinde før!

"Jamen er verden ikke i dag langt mere materiel i dette ords onde betydning end nogen sinde før"? kan en og anden vel spørge. Og jeg må svare, at det er den! Og gud ske lov for det! For vi må lære at tumle de materielle problemer, før vi for alvor kan gå i gang med de åndelige. Intet led kan i virkeligheden springes over, og ser vi udover verden, ser vi, at der overalt er brug for mennesker med virkelig materiel indsigt. Og vi ser denne mangel modsvaret af utallige nye universiteter. Overalt tales der om og drøftes der uddannelse. En gang var dette forbeholdt de bedre stillede, i dag er det simpelt hen tidens løsen. Og dette er i sin orden! For det er den eneste vej frem. Men bag om denne koncentration på en rent fysisk uddannelse vokser et nyt behov frem, og det er behovet for menneskelig forståelse. Man er for længst blevet klar over, at det ikke er nok at være tekniker alene. Det kan gå i vort eget land, men for den unge, der rejser ud, er det et rystende handicap, om han ikke ved noget om det folks sæder og skikke, han vil vie sine kræfter. Derfor ser vi helt nye sammenslutninger opstå, hvis sigte ikke er af ren materiel art. "Mellemfolkelig forståelse" er et begreb, som vil vokse, så selv om tiden har et tilsyneladende overdimensioneret materielt tilsnit, behøver ingen at frygte for, at det åndelige liv vil dø bort. Tværtimod. De selv samme kræfter, som har bevirket den stærke materielle udvikling, vi i dag oplever, virker også bag det, vi har givet navnet" åndelig udvikling". Men her er modstanden større, fordi der ikke her er tale om et profitområde, men derimod om noget, der angår den enkelte nations specielle åndelige struktur. Medens mennesket er uhyre smidigt, hvor det drejer sig om ren fysisk profit, må man nærmest sige, at det modsatte forhold gør sig gældende der, hvor talen er om de tanker og ideer, der gør et menneske til medlem af en givet nation. Se blot på det andet medfølgende bilag. "Gud udvalgte dronningen, tror hver tredie englænder". Siger det Dem ikke et og andet? Mig fortæller det simpelt hen, at vi her på den ene side står over for et af verdens mest kløgtige handelsfolk og på den anden side et af de mest åndeligt konservative. Det er denne åndelige konservatisme, der i dag er verdens fjende nr. 1. For det er den, der vil blive årsagen til den næste rystende katastrofe. Men også det er helt i sin orden. Når som i Rhodesia et beskedent mindretal vil herske over et uhyre flertal – og dette eksempel gentager sig jo også andre steder – må verden opleve eksplosioner. Men disse eksplosioner er i deres indre natur målsøgende. De er stationer, triste ganske vist, men så åbenbart nødvendige, på vejen frem imod den frihed, der i sin natur er ensbetydende med skabelsen af "Verdens forenede stater". At denne skabelse vil tage tid, ved ethvert voksent menneske. Men er vi ikke snart så åndeligt modne, at vi har råd til at give verden den tid, den behøver?

Men selv om vi smiler ad englændernes tro på, at Gud har udvalgt deres dronning (hvad han jo, dybest set, også har), så fortæller denne oplysning os også noget uhyre vigtigt, nemlig hvor stærkt det religiøse princip trods al tale om materialisme i virkeligheden står. Det er jo moderne at hævde, at verden er uden religion, men er den? Nej, verden har aldrig været så religiøs, som den er i dag, men det der forvirrer, er den kurs, det religiøse liv har taget. Mennesket, det enkelte som i flok, vender de ortodokse kirkesystemer ryggen. Og selv om juleklokkerne i år vil kime som i hundrede år før, og selv om mennesker vil strømme til disse kirker juleaften, så er dette ikke ensbetydende med, at alt er som før. Det der sker er dybest set kun en tribut til den gamle verdensimpuls' magt over sindene! Allerede efter nytår er stemningerne kølnet og "julefryden" så som så. Må være det i en verden, der er på march fremad! En ny verdensimpuls stråler ind over menneskeheden, og den udgør i sig selv en så uhyre kraft, at intet kan bestå for den magt, den indebærer. Dens kræfter udhuler i virkeligheden alt, hvad der ikke ejer fremtiden i sig, derfor ser vi, hvorledes troen på kongemagt og troen på alle ortodokse kirkesystemer, og det hvad enten det drejer sig om Vest eller Øst, langsomt går i opløsning. Men af natur er mennesket et vanedyr, og vi må være indstillet på, at den livsforvandling, der her er tale om, vil kræve lang tid for sin fuldbyrdelse. Netop fordi det vil tage så lang tid, er der mennesker, der mener, at det ikke angår dem. Men er det sandt? Døden venter enhver af os "lige henne om hjørnet", og dette er i sig selv måske det vidunderligste af alt! For dels betyder den – hvor smertelig den så end fornemmes i øjeblikket – en sjæls midlertidige absolutte frigørelse, og dels betyder den netop den mulighed, det første bilag giver udtryk for, nemlig den, at vi en dag i en måske lidt fjern fremtid igen melder vor ankomst her, og med sjælen fyldt med nye indtryk og med en hjerne, der er absolut ny, frisk og fri af de "mentale fængsler", der bandt den i det nuværende liv, kan være med i skabelsen af en helt anden verden end den, der i dag lyser os i møde. Når jeg elsker reinkarnationstanken så højt, som jeg gør, er det ikke alene for dens indlysende logik, nej, det er i lige så høj grad for det håb for verden, jeg ser i den. Vi ejer i os retten til at vælge det begrænsede eller det ubegrænsede. Vi kan tro på døden som en afslutning på al væren – og vi kan tro det modsatte. Vælger vi det første, sætter vi selv en trist grænse for vort liv, en grænse, der mere appellerer til materialisme og selvdyrkelse end til universalisme eller den uselviskhed, der giver rum for det ubegrænsede. Det tiltaler min sjæl langt mere at være med – fuldt bevidst – i opbygningen af en kommende lys og skøn verden for menneskene og dermed mig selv, end det gør at tænke på, at jeg for evigt skal forlade dette plan og blot glemme alt det, jeg her føler mig knyttet til!

– Og skulle jeg nu, da det vitterligt er jul, ønske noget meget smukt for Dem, så må det være ønsket om, at Deres sind aldrig må stivne i en én gang given form! At den ild, som er det virkelige livs sikreste kendetegn, aldrig må slukkes i Deres sjæl! Har man altid for øje, at det er bedre at tænde et nok så lille lys i verden, end det er at øge mørket, ved man, at man er på den rette vej! På alle sider er vi omgivet af krig og ufred – så meget, at det kan være meget svært for den enkelte at holde balancen. Midt i denne konstante uro og ufred at være sig sin udødelighed så bevidst, som det er menneskeligt muligt at kunne være det, står for mig som livets mest lysende mål! For det er alene udødelighedstanken, som giver mennesket dets prædikat som menneske! Aldrig at glemme dette, altid at huske det, udgør i sig selv en kilde til det liv, jeg ønsker hver eneste af Dem!

Med ønsket om en lys og god jul for Dem selv og Deres kære!