Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Har De nogen sinde stået og betragtet et fly fra det øjeblik, det først kom til syne som en prik på himlen, til det atter blev den samme prik i horisonten for derefter at forsvinde? Det har De sikkert, og De har i virkeligheden her oplevet det bedste symbol på evigheden, der eksisterer! Af alle problemer er evigheden eller det absolut uendelige det mest ubegribelige. Og alligevel det, som de fleste mennesker taler om, som forstod de det helt til bunds. Jeg har ofte undret mig over denne indstilling, der virker på mig som absolut perspektivløs tænkning. Jeg vil gerne tro, at der findes mennesker, der har oplevet evigheden, men det må i så fald være hinsides den form for livs oplevelse, der giver sig udtryk i afgrænsede tankebilleder eller det, vi almindeligvis kalder tænkning, altså en oplevelse uden for det for vore almindelige sanser tilgængelige.

Når jeg berører problemet her, skyldes det naturligvis et ønske hos mig om at trænge blot lidt ned under dets almenkendte overflade. En kendt dansk præst, eller var han provst – jeg ved det ikke – udløste for få år siden en landsomfattende storm ved at hævde, at mennesket ikke havde et evigt liv og advarede sine kaldsbrødre imod at love det døende menneske del i noget, som Bibelen ikke hæftede for. Men som alle den slags bølger, der et Øjeblik synes at række til himlen, lagde også denne bølge sig ret hurtigt. Diskussionen ebbede ud, og jeg tænker mig, at de virkelige præster fremdeles yder både de døende og de efterladte den trøst, som evighed stanken indebærer, medens alle teoretikerne eller dem, for hvem bogstaven betyder mere end ånden bag dem, fremdeles er akkurat så negative på dette punkt, som de før var.

Netop fordi evighedsbegrebet hører til de mere uhåndgribelige begreber i livet, vender tanken atter og atter tilbage til det. Personligt tvivler jeg ikke om, at så langt de fleste mennesker i givne sekunder, eller måske kun brøkdele af sekunder, er evighedsoplevelsen meget nær. Jeg har selv været det, og denne oplevelse, hvor ligegyldig den end må forekomme andre, indebar alligevel noget, jeg aldrig har kunnet glemme, og som i vanskelige stunder atter og atter er vendt tilbage som et mildt og guddommeligt kærtegn. Den jeg finder, bedst har beskrevet evighedsfølelsen, er den store danske forfatter Anker Larsen, som i sin lille bog "For åben dør" redegør for sin oplevelse af denne følelse, der udgør selve grundtonen i hele hans forfatterskab. Men evighedsfølelsen eller evighedsfornemmelsen har to aspekter. Den mere udefinerbare er den, hvor man på en måde, som næppe kan forklares, føler sig ét med alting. Man oplever det groft sagt, som er man ét med det ganske univers og alligevel er sin identitet bevidst. Martinus betegner denne oplevelse som "kosmiske glimt", og jeg tror næppe noget andet udtryk dækker den bedre. Den definerbarlige oplevelse deler sig på en måde også i to dele. En del, hvor man taler om sit evige liv, som var det en af alle oplevet realistisk kendsgerning, og én, hvor man er sig denne tankes teoretiske natur fuldt bevidst. Den første form afskyer jeg, fordi den er så sjælsdræbende, at man helt kan miste lysten til at tale om åndelige problemer i et sådant "klogt" menneskes nærhed. Den anden derimod indebærer en meget stor inspiration, om man for alvor fordyber sig i den. Måske bør jeg her indskyde, at den form, der er mig så inderligt imod, udløser sig gennem dem, som i næsten alle livets situationer har en forklaring på det, de er vidne til. Ligegyldigt hvad man end kommer ud for, så skyldes det, at man "i et tidligere liv" har gjort dette eller hint. Den slags udtalelser hører til det åndsvidenskabelige "overdrev", der dårligt tåler at blive større, end det allerede er!

Nej, den evighed, der ofte optager mine tanker, er den evige fortid, vi alle må have, om ikke alverdens store seere er ofre for et mentalt blændværk. Vort liv her foregår mellem de to punkter, vi kalder "fødsel" og "død", eller netop den stump af evigheden, ethvert nok så beskedent ur formår at hakke op i sekunder, minutter og timer. Denne begrænsede evighed kan vi opleve på to helt forskellige måder. Vi kan overdimensionere det enkelte Nu så meget, at det helt skygger for den kendsgerning, at vort nuværende liv, alt taget i betragtning, kun kan være en yderst beskeden krusning på evighedens uendelige hav, eller vi kan ind imellem stoppe op og give os til at tænke over, hvad det egentlig er, vi oplever. Og det er her, jeg mener, at ethvert nogenlunde udviklet menneske kan give sig selv oplevelser, der både inspirerer og giver den følelse af virkeligt at leve, som de fleste sukker efter. Vor evige fremtid må altid hvile i tåger. Ingen ved med sikkerhed, hvilken form den vil antage, selv om man intuitivt kan afstikke de veje, den muligvis vil følge. Vor evige fortid derimod er levet, hvilket vil sige: den har haft form, og den har givet ganske bestemte resultater.

Det er disse resultater, der optager mig, for de er selve den "Livets Bog", alle læser i i, hver gang de iagttager det være sig mennesker, dyr, planter, eller hvad det nu kan være, der beskæftiger tanken. Personligt elsker jeg på mine rejser at finde en krog, hvor jeg gennem halvlukkede øjenlåg kan sidde og betragte den strøm af mennesker, der passerer mig forbi. Nord, syd, øst eller vest – overalt oplever man at se livets evige fortid manifestere sig i form af ansigter, som i almindelighed kun ét kan tilgive, nemlig det, at de er midlertidige. Man kan af og til føle sig sjæleligt rystet ved synet af disse mange ansigter, der oftere synes karikaturer på mennesket end mennesket selv. Vi lever jo i en verden, som udgør den begærledede viljes fornemste tumleplads – og det ses! Om den svenske forfatter August Strindberg med sine berømte ord: "Det er synd for menneskene", mente, at det var synd, at de kosmisk set er så uvidende, som tilfældet er, kan jeg ikke vide, men synd er det i hvert fald! I almindelighed er børns ansigter meget tiltrækkende. I hvert fald ganske små børn. Men de er jo også "prikken, der netop kommer til syne". Hvor de kommer fra, tænkes der meget lidt over. De er der, og man kan nu følge deres bane gennem den tilmålte tid, inden de som en ny "prik" forsvinder om bag dødens forhæng. Men læg mærke til, hvor hastigt disse søde ubeskrevne ansigter ændrer sig! Og hvor forbavsende få, der bevarer evnen til at "se frit op". Hastigt træder det skjulte åndelige bag formen frem på livets arena, og den evige fortid bliver på en besynderlig, næsten ubarmhjertig måde brændende nutid!

Accepterer man tanken om, at vi er evige og altså har en evig fortid, kan der næppe være mange dyrisk/menneskelige situationer, vi ikke allerede har oplevet! Vi må utallige gange have stået over for situationer, der i mangt og meget må ligne de situationer, vi oplever i dette liv. Så meget, at vi faktisk skulle være mere rutinerede i at klare dem på den rigtige måde, end vi er. Hvad er den skjulte hemmelighed bag denne evige gentagelse? Mon ikke vor seksuelle struktur? Alt for mange lever på den besynderlige idé, at de i dette ene liv kan vende op og ned på dem selv og derefter i et følgende liv fremtræde ganske anderledes, altså langt mere menneske, end tilfældet er i dag. Hvor naivt – og hvor farligt! For mig har mange mennesker, jeg har mødt på min livsvej, haft isbjergets natur. Man ser kun en yderst lille spids af det – resten er skjult under vandet! Som ung er man naturligvis betydeligt mere blåøjet end som voksen, eller netop så blåøjet, at man i sit overmod slutter fra det sagte til den, der siger det! Det kan give bagslag. Men det er sikkert godt, at tvivlen hører til i livets mere modne afsnit. Evnen til at bære den virkelige smerte er ikke stor i de unge år. Og dog er det denne tvivl, der i sig selv skaber vækst. For positiv tvivl er aldrig udadrettet. Den udgør det lys, i hvilket sjælen bliver sig sine fejltagelser bevidst. Og fejltagelserne er altid bagudrettet, peger altid tilbage mod det enkelte menneskes evige fortid!

For mig at se misforstår de fleste mennesker smertens eller lidelsens natur. De frygter krise og modgang, som var det udelukkende noget ondt. Jeg har ofte ønsket, at mennesker, som kommer ud i en dyb krise, af hvilken art tænkes kan, forstod, at det, at en dør lukker sig bag dem, i virkeligheden altid er ensbetydende med, at en ny dør åbner sig foran dem!!! Men de fleste mennesker stirrer som hypnotiserede på den lukkede dør! De bliver som Lots hustru til en "saltstøtte" i stedet for det, der var meningen med lidelsen: at de skulle frugtbargøre den og lade den blive indledningen til et helt nyt livsafsnit. Jeg ved udmærket, at en og anden nu kan tænke, at dette lyder så let. Det er det ikke! Men det, som i dette liv føles som noget aldrig før oplevet, er, om man virkeligt undersøger det, aldrig det, det ser ud til at være eller synes at være. Det er noget helt andet, nemlig en naturlig konsekvens af den evige fortid, som uafbrudt spiller ind i den nutid, vi i dag oplever. En hvilken som helst smerte, vi møder på vor vej, har nemlig isbjergets natur. Vi ser kun "spidsen", men ikke alle de mange kræfter, der skjult bag vort ydre liv frembragte situationen. At Jesus vidste dette røbes gennem hans ord om aldrig at dømme! Han vidste, at vor sjæl består af belivede og af døde områder, og at det kun er lidelsen, der kan belive de områder, der endnu er døde eller slumrende. Kosmisk set er lidelsen absolut ikke noget "onde". Den er, med Martinus, "det ubehagelige gode" eller det, uden hvilket ingen sand vækst kan finde sted!

Personligt tror jeg ikke, at noget menneske opnår virkelig fred med sig selv og med sin næste, før det forstår, at livet dybest set kun består af det selv og Gud. At denne tanke kan synes svimlende, og at mange vil tilbagevise den, ændrer intet for mig. Så længe man lader blot ét menneske spærre udsigten til Gud for sig, vil man løbe risikoen for at måtte bekræfte Jesu ord om, at "hvo som synes at stå, se vel til han ikke falder"! Men bærer ikke ethvert menneske på denne indre uafhængighedsfølelse, der dybest set kræver hellere at stå ene end hvile på mange? Der er for mig at se intet forkert i dette hellere i sit hjerte at spørge Gud end mennesker. For mennesker har i almindelighed nok i deres eget – og mennesker kan, hvor godt de end synes at kende en, dog aldrig kende en så godt som ham, vi gav navnet: vor skaber! Sandt nok skal man vandre ad mange veje, før man når til denne erkendelse, og sandt nok kan der være tider, hvor det hele kan se både forvirret og meget håbløst ud, men der ligger i hvert fald i denne erkendelse en sjælens frihed og uafhængighed, intet andet kan give.

At søge tilbage mod sin evige fortid er ikke det samme som at dyrke den! Det jeg her har ønsket at give udtryk for, er ikke et ønske om, at nogen skal give sig til at spekulere på, hvem og hvad de eventuelt har været i et tidligere liv, slet ikke. For et må man her aldrig glemme, og det er, at hvad vi så end har været, moralsk set, har vi aldrig stået højere, end vi gør nu! Men jeg ville gerne forsøge at gøre det klart for enhver, at vil man "samarbejde" med udviklingen, må man ikke nøjes med blot at se fremad! Skæbnemæssigt må vi altid befinde os "i midten"! Det absolut evige i vort væsen er hævet over både "tid" og "rum", ja er selve disse to realiteters frembringer. Men livet har lært mig, at alt for mange mennesker ligesom stirrer sig blinde på en fremtid, de nok skal komme til at opleve, men som endnu er uden virkelig form, samtidigt med at de i lidt for høj en grad ignorerer den fortid, af hvilken deres nuværende liv dog er det fornemste produkt. Fremtiden er og må være drøm, hvorimod fortiden er den store fortæller, den store læremester! Ikke at vide dette fortegner, mener jeg, det evighedsbegreb, vi alle er i konstant berøring med!

– – – – – – –

Jeg stod og så op imod den stjernebestrøede nattehimmel. Pludselig glimtede et lys i det fjerne, og jeg mere følte end hørte lyden af den maskine, som få øjeblikke senere som en kæmpeskygge jog frem over mit hoved for snart derefter at være et svindende lyspunkt i det fjerne. Det var en stor jetpassagermaskine. Jeg så lysene i dens kabine, da den var over mig, og jeg vidste, at den var fyldt med mennesker, som kom, hvorfra vidste jeg ikke, og skulle hvorhen vidste jeg heller ikke. I mit hjerte bad jeg en stille bøn for, at de måtte nå deres mål i god behold. En timelig foreteelse? Sandt nok, men også et symbol på den evighed, vi alle både har lod og del i, den evighed, den menneskelige ånd aldrig vil ophøre med at gruble over!