Kontaktbrev 1967/3 side 7
Mogens Møller:
MIDT I GUDS KUNSTVÆRK
Udenfor og indenfor
Uden for vinduet står den grå vinterhimmel mellem træernes skeletter, der danner fine mønstre med deres grene og kviste. Længere nede skimter jeg sorte og røde tage mellem træerne brudt af hvide snepletter og nederst sneen i eftermiddagslyset, nogle steder endnu hvid og uberørt, andre steder grå og brunlig, der, hvor der er "slidt hul" i vintertæppet. Snestormen er forbi for denne gang, grene og kviste er kun i let bevægelse. Noget andet er der derimod kommet liv og bevægelse i fuglene. De farer omkring oppe og nede og har travlt med at finde føde og med at slås og skændes om den. En enlig kat lusker gennem hækken med et sultent blik. Det er en hård verden derude, hvor den enes død er den andens brød.
Mit blik vandrer fra dette "ydre billede", der indrammes af vinduets firkant, ind i rummet, hvor jeg sidder omgivet af den virkelighed, som er stuens og tingenes, et hjem, et miljø, et sted. Blikket standser ved en enkelt ting, et billede på væggen. Det er vel, hvad man kalder "moderne" i den forstand, at det er malet med brede strøg, og der er ikke sparet på farven, men det hører til den slags, hvorom man siger, at man kan se, hvad det forestiller. I billedets verden er det sommer, eftermiddagssol med gyldent lys over himmel og landskab. Det er en sø med landskabelig for- og baggrund og bådebro og både med mennesker på søen. Jeg holder af det billede, og jeg holder af hjemmets rum, der omgiver mig, og jeg holder også af udsigten fra vinduet, men mit forhold til disse tre former for virkelighed er vidt forskellig, selv om de alle danner billeder i min bevidsthed.
To rumlige verdener og en flad
To af disse verdener, der danner billeder i mit sind, kan jeg gå rundt i, hvis jeg vil. Her i stuens verden kan jeg gå rundt mellem tingene, og jeg kan gå hen til vinduet. Når jeg kommer tættere og tættere til ruden, ser jeg mere og mere af verden udenfor, det er også et rum, jeg kan gå ud i, og som vil skifte karakter, når jeg bevæger mig i det. Jeg kan "gå ud i den vide verden", hvor natur, ting, dyr og mennesker kommer mig i møde. Det er godt at komme ud, og det er lige så godt at komme hjem igen i sin egen verden. Man har noget med sig hjem derude fra: oplevelser, erfaringer, tanker, stemninger, minder, alt sammen noget, der er blevet til billeder i ens bevidsthed, som man kan drage frem og tænke over, tage stilling til og bruge i forbindelse med sin skabeevne, hvis man vil gøre andre delagtige i, hvad man har oplevet. Og da man var derude, kunne man jo også have hjemmets verden med sig i tankerne, den behøvede ikke at være helt borte, selv om man var borte fra den i fysisk forstand. Selv det omtalte billede kan man tænke på og se for sig, da det har gjort et stærkt indtryk på én.
Men der er rent fysisk en væsentlig forskel på de to verdener, man kan gå rundt i, de to på hver sin side af vinduet, og så på den verden, det nævnte billede udgør. Kommer jeg ganske nær til billedet, forvandles dets virkelighed fra at være et solgyldent landskab med sø, både og mennesker til at blive en virkelighed af farveklatter, som jeg kan kradse i, hvis jeg vil. Med øjet tæt til billedets overflade ser jeg kun en enkelt farveklat med forhøjninger og fordybninger, men går jeg blot et skridt tilbage, er søen der igen, næsten som om man skulle kunne gå rundt om den eller sejle på den. Det ved jeg, jeg ikke kan, for det hele er klatter af oliefarve smurt på et lærred. Dér kan kun en flue eller et andet lille dyr vandre, og de er ligeglade både med sø og med landskab.
Indtryk og udtryk
Der er mennesker, der over for det, jeg her har fortalt, vil sige: "Ak ja, her ser man et eksempel på, at der er nogle, der skaber sig problemer alle vegne, også hvor der ikke er nogen. Herregud, et billede er et billede, og det er jo bare et billede af virkeligheden og ikke den samme virkelighed, som vi kan gå rundt i både inden- og udendørs. En dygtig kunstner kan male et billede, så det ligner, men det er blot en illusion, og vil man bevare den, kan man jo lade være med at stikke sin næse helt hen til lærredet"! Hertil har jeg ikke andet at sige, end at det ikke just er at skabe problemer, fordi man et øjeblik giver sig tid til at undres og fundere lidt over, hvad det er, der omgiver os og er i os som liv og bevægelse. Og mon det jordiske menneske nogensinde var kommet ud af det egentlige dyrerige, hvis det ikke var begyndt at undre sig over tingene og stille spørgsmål til sig selv og andre og prøve at få disse spørgsmål besvaret? Einstein sagde ligeud; "Det menneske, der ikke kan undres, er så godt som død". Han var både kunstner og forsker, og det er denne mentale sammensvejsning af følelse og tanke, der efterhånden vil finde sted i os alle og give mulighed for intuitionens nedslag i sindet, og derigennem vil vi få svar på alle spørgsmål.
Ligesom jorden aldrig var blevet forvandlet fra en glødende tåge til en mineralsk klode med planter, dyr og mennesker uden den vekselvirkning, der opstod mellem det kraftfelt, jorden i sig selv udgør, og kræfterne fra verdensrummet, og ligesom jordens nuværende tilstand stadig væk er afhængig af en vekselvirkning mellem jordens egne energier og kræfter udefra, har også det enkelte menneskes udvikling været baseret på en sådan vekselvirkning. De kræfter og energier, vi efterhånden har modtaget udefra, har blandet sig med vore egne energier og ændret deres sammensætning, hvorved vi med disse nye energiblandinger stadig får mulighed for at komme på bølgelængde med nye energikombinationer. Det bliver til forvandling og udvikling både fysisk og psykisk. Det vil bl.a. sige, at jo mere vi er blevet modtagelige for indtryk, som vi mentalt set har fordøjet, så de er blevet "vore egne", desto mere vil vi også kunne give udtryk for, hvad der bor i os, og det er vel netop en væsentlig side ved at være menneske?
Ånd og materie
Lad os vende tilbage til de tre føromtalte former for billeddannelse i sindet, billedet af verden uden for vinduet, billedet af den inden for vinduet og billedet af billedet på væggen. De to verdener, den uden for og den inden for vinduet, er for mange mennesker det eneste, som er REALITETER. Og naturligvis er de egentlig ikke to verdener, men kun én. Det er mennesket selv, der deler den i to dele: ude og hjemme. Engang i fremtiden vil huset her være revet ned, den, der nu ser ud af vinduet, vil for længst være borte, og dette vindu vil ikke mere dele verden i udenfor og indenfor. Der vil være andre vinduer i andre huse hos andre mennesker, og i disse menneskers sind vil der være tanker og oplevelse, og i tankerne vil de tage verden udenfor med ind og omvendt. Men alt det, der sker i dette øjeblik, og som nu er realitet for mig, vil det da være noget uden betydning, noget, der lige så godt slet ikke var hændt, et intet? Nej, thi menneskenes virkelighed foregår i menneskesindet. Alt, hvad enhver af os oplever, bliver til virkelighed i vor bevidsthed, der ikke er fysisk, og hver eneste lille oplevelse er registreret og vil ved lejlighed som hukommelse og minder drages frem i dagsbevidstheden, også selv om dette hus med denne stue og dette vindu og verden udenfor, som den ser ud lige nu, er borte eller forandret, og selv om det instrument, jeg har oplevet igennem, min krop, ikke findes mere. Virkeligheden er åndelig og ikke fysisk.
Ja, men den fysiske verden er da en virkelig verden! Og den eksisterer da uafhængig af os? Selv om jeg tager hjemme fra, eksisterer mit hjem alligevel, andre kan færdes der og se på tingene og røre ved dem. Det kan de, og enhver vil opleve dem med SIN bevidsthed, forene indtrykket med SINE tanker, følelser, meninger og erfaringer. Nogle vil synes, at det omtalte billede er smukt, andre vil være ligegyldige over for det, andre igen vil synes, at det er mærkeligt, jeg vil have sådan et "klatmaleri" hængende. Om de kan lide billedet eller ej, er afhængigt af, om de er på bølgelængde med dets udstråling. Har et billede da udstråling, er det ikke bare en ting? Rent fysisk set er et hvilket som helst billede fra mesterværker til trommesalsbilleder en flade, hvorpå der er smurt farve. Forskellen mellem billeder – rent fysisk set – er kun forskelle i størrelse, vægt, volumen, materialefordeling osv. Men farverne er jo unægtelig påsat på en lidt anden måde i en "Rembrandt" eller en "van Gogh" end i seriefremstillede sofastykker. De er sat på med et særligt sind, hvor evnen til at modtage indtryk og forbinde disse med tanker og følelser og give udtryk derfor, har været kombineret på en særlig måde. "Man må være død mange gange for at kunne male sådan", sagde van Gogh om Rembrandt. Og det samme gælder for ham selv. De mennesker, der i en "Rembrandt" eller en "van Gogh" ser andet end et fysisk billede, og som er i stand til at borteliminere, hvad billederne "koster" og anden form for snobberi, de ser lige ind i Rembrandts og van Goghs sjæleliv, som i skabelsens stund havde evne til at lade bevidsthedens vibrationer ordne og arrangere fysiske stoffers vibrationer på en måde, som har fået betegnelsen et kunstværk. Et kunstværk er bevidsthed inkarneret i materien, og et stort kunstværk er, som Martinus har udtrykt det "højintellektualitet inkarneret i materien".
Naturen og Guds bevidsthed
Når jeg ser på de "på en flade ophobede klatter" dér henne på væggen, fornemmer jeg et landskab med eftermiddagssol, hvori der sker en masse, som naturligvis alt sammen sker inde i min egen bevidsthed. Kunstneren har altså fra det, der skete i hans sind – via klatterne – sat noget i gang i mit sind, som er på bølgelængde med hans, men alligevel forbliver helt mit eget. Det er en åndelig proces med det fysiske billede som medium. En åndelig årsag i kunstnerens bevidsthed har fået en fysisk virkning i materien, som igen er blevet årsag til mentale eller åndelige virkninger i beskueren.
Jeg går igen hen til vinduet og ser ud på den på én gang smukke og grumme verden, vi kalder naturen, som mennesker har bearbejdet mere eller mindre til civilisation og kultur. Er forskellen mon egentlig så stor mellem oplevelsen af billedet på væggen og af den rumlige verden omkring os? Det ser ud som en artsforskel, men er vel egentlig kun en gradsforskel. I billedet oplever jeg materie, som er ordnet eller sammensat af et jordmenneske, der er på vej til at blive "menneske i Guds billede", enten han véd det eller ej. Det er et midlertidigt resultat i øvelsen i at skabe, på vej mod det store mål. Alt, hvad der findes bag mig i rummet af ting og sager gjort af menneskehånd og menneskeånd, er stadier i øvelse i at skabe. Husene, jeg ser her udenfor, vejen, stakitter og telefontråde, som er med til at danne et billede i mit sind, er alt sammen resultater af menneskers ideer og arbejde; men træerne og buskene, de vintergække og erantis, der snart vil pible frem af jorden, de kvidrende fugle og rovdyret, der længes efter at æde dem, hvem har skabt alt dette? Det har Gud. Men hvem og hvad er Gud? Han kan ikke være "et sted henne" og have "forladt et andet sted", som vi gør det. "Allestedsnærværende", men hvordan? Videnskaben har virkelig åbnet nye muligheder for forståelsen af dette begreb ved at afsløre, at materien er et univers en miniature. Og Martinus viser os endnu mere, nemlig at "Guds billede" er levende væsener inden i levende væsener. Gud er den skabende, dvs. forvandlende bevidsthed bagved alle atomsystemer og mælkeveje og noget endnu mindre og noget endnu større. Men så er det jo også Guds kunstværk, der omgiver mig på alle sider og er inden i mig! Gennem billedet på væggen modtog jeg impulser fra et medmenneske. Gennem verden omkring mig modtager jeg ustandseligt impulser, der bliver til syns-, høre-, lugte-, smags- og følebilleder i mit sind. Et levende univers taler til mig gennem alt, hvad jeg oplever, et levende "Du, som er i himlene" omgiver mig som et makrokosmos og er mit fundament som et mikrokosmos. Verden eksisterer for mig, fordi den danner billeder i mit sind, mellemkosmiske billeder. Men uafhængig af disse oplevelser eksisterer verden som mikro- og makrokosmos. Det bord, jeg nu sidder ved, er mellemkosmisk, dvs. for mig og andre jordmennesker et bord, men uafhængigt af os er bordet en verden af universer, hvor levende væsener kan opleve livet. Helt uafhængigt af os er det naturligvis ikke, thi alt lever, røres og er i den samme evige universelle Gud.
Jeg gik igen tæt hen til billedet på væggen og så kun et par forhøjninger i en klat maling. Det blev til mikrokosmos. Og som "billedet på væggen" er det en mellemkosmisk foreteelse. Som sådan ser jeg nu på det, to skridt tilbage. Og da fornemmer jeg, at "billedet" af makrokosmos også er i det, for i mit sind er jeg nu omsluttet af dets eftermiddagssolskinsverden. Det er vidunderligt at fatte lidt af livets storslåethed, men samtidig begynder det at gå op for én, hvor lidt af den guddommelige virkelighed ens bevidsthed omfatter. Da er det godt at forstå, at det er, som Tagore har udtrykt det: "Jeg skal dø igen og igen for at lære, at livet er uudtømmeligt".
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige