Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Refleksioner over Martinus symbolværk med titlen:

"DET EVIGE VERDENSBILLEDE"

 

Teori på teori vedrørende verdensaltets struktur hober sig i denne den ydre forsknings æra op i næsten kvælende højder. Præstation efter præstation af blændende teknisk-videnskabelig karat kundgøres og demonstreres for en efterhånden præstationsmæt menneskehed, der ubevidst stønner sin åndstørst ud mod det omgivende kosmos.

Hvorfra strømmer livet? Hvorfra kommer det levende væsen? I hvilke sfærer har det sin egentlige rod? Hvad bliver der af os efter døden – vore tanker, vore erfaringer, vor bevidsthed, vor oplevelsesevne? Er "tomrummet" omkring os blot et svingnings- eller strålevirvar, eller er det tumleplads for sjælekræfter lig menneskets egne? Er der en registrerbar styrende, sammenholdende intelligens bag verdensaltets struktur og funktioner? Er der en plan med dette verdensalts evigt skiftende mikro- og makroformer?

For langt den største part af menneskenes vedkommende står alle sådanne spørgsmål endnu ubesvarede, og medens forskerne med stadigt tiltagende intensitet fortsætter den tekniske sondering af det fysiske verdensalts "tomme" områder og føjer facit til facit i deres matematiske kalkulationer over de materielle reaktionslove, nærmer menneskesamfundene sig langsomt gudløshedens og åndsbenægtelsens kulmination.

Men vil ovennævnte spørgsmål nogen sinde kunne forventes besvaret gennem den teoretiske og tekniske fysik? Vil de raketbårne sonder nogen sinde nå sådanne distancer ud i rummet, at ordet Gud via elektroniske sindrigheder kan registreres på det jordiske modtagerapparatur? Vil det store evige facit "Alt er såre godt", nogen sinde blive at aflæse på elektronhjernernes facitstrimler?

Både ja og nej! – For den åndeligt oplyste er de tekniske registreringer i sig selv bekræftelser på en uomgængelig lovmæssighed, der kun kan være et aspekt af intelligens, kærlighed og vilje og dermed udtryk for ånd og bevidsthed. Men den udadvendte forsknings' resultater vil naturligvis ikke komme til at udgøre andet end lokale ydre facitter for den forsker, hvis bevidsthed i overvejende grad er udadrettet eller fysisk polariseret. I en sådan forskning vil instrumenternes tal og kurver være alfa og omega og dermed udgøre erkendelsesgrænsen. Ånden, som "svæver over" og gennemtrænger de materier, der udgør forskningens objekt, er i sig selv ulegemlig og vil i al evighed for den ydre iagttager vige og opløse sig i principper.

Oplevelsen af Gud er en indre, hvilket vil sige en ikke-fysisk oplevelse, betinget af et vist vækstforhold mellem følelse og intelligens. Ensidig aktivering af intelligensen med en deraf følgende stagnering af sindets følelsesområder medfører netop den åndsblindhed, hvoraf den i vor tid herskende jordiske dommedagstilstand er et uomgængeligt resultat.

Det ene fornødne for at den rigdom af ydre viden, der i dag står til menneskenes rådighed, kan blive til velsignelse og frigørelse i stedet for til forbandelse og binding, er da aktiveringen i menneskesindet af det indre lys, hvis stråleglans alene kan bortjage materialismens nat og genløse menneskeheden fra århundreders passage gennem først den religiøse og senere den materialistiske overtros hængedynd.

Her kommer så ind i billedet dette livsparadoks, som det søgende menneske atter og atter konfronteres med: Midt i det tætteste og mest uigennemtrængelige mørke bliver en lysfunke synlig. Den tiltager langsomt, men sikkert i volumen, og når en vis styrke er nået, vil dens glans få overtaget og det før så trykkende mørke vil synes en uvirkelig drøm, fordi det er indgået i lyset og blevet en del af dette.

Med sine logiske livsanalyser og sin påvisning af, i hvilken zone af de evige udviklingsbaner vor planet med dens herlige last af livsytringer befinder sig, har Martinus klarlagt den guddommelige metode bag den verdslige galskab, der hvert øjeblik truer med at udløse et inferno over såvel kontinenter som havområder.
 

Da Martinus havde gennemlevet sin store indvielse og de kosmiske planer for hans livsværk lå ham åbenbaret, kom også til ham inspirationen til den symbolske udtryksmåde, der ud over det skrevne ord skulle anskueliggøre det i Livets Bog fremholdte evige verdensbillede i ledsagende farve- og figurkompositioner. Denne metodiske symbologi, der ligesom alt, hvad Martinus i øvrigt har skabt, er originalt og enestående i den forstand, at det er resultatet af indre og ikke af ydre oplysning, er allerede af mange mennesker kloden over blevet en uundværlig vejleder gennem livets labyrinter.

Som det muligvis først har været påtænkt blev der ikke gennemført en systematisk indføjelse af symbolerne i Livets Bog, idet kun de første fire af i alt syv bind indeholder tilsammen tolv symboler. De øvrige symboler er gennem årene blevet meget anvendt ved forelæsninger og studiekredse, og i årene 1948-52 udkom Gerner Larssons værk "Martinus Åndsvidenskab" med i alt 31 symboler og vejledende tekst. Dette værk blev fra starten succes og vil aldrig miste sin værdi for den, som har erhvervet det og tilegnet sig dets indhold.

Gennem de sidste år har Martinus arbejdet på et værk, der er tænkt at skulle omfatte samtlige symboler foruden enkelte nyskabelser og dertil hans egen udlægning af den åndsviden og åndsrigdom, symbolerne er udtryk for. De for længst udkomne to første bind af dette værk indfrier i rigt mål de forventninger, der måtte være stillet til det. Ud fra sin egen levende kosmisk erfarede forståelse af livets helhedsmønster giver Martinus her en intellektuel udredning af de kosmiske grundkræfter, hvoraf universet såvel i dets åndelige som i dets fysiske struktur er opbygget. Årtusinde efter årtusinde har vise mænd søgt at klarlægge disse grundfacitter for menneskene; men på grund af manglende intelligenskapacitet har sandheden om livets evige struktur ikke kunnet fremlægges i intellektuel udformning, hvilket er årsag til, at de gennem årtusinder har været indsvøbt i mysterier og mytologier.

Den epoke, som mennesket er i færd med at forlade, har været præget af åndeligt førerskab og af delvis frigivne kræfter, der straks af det ufærdige menneske er blevet taget i egoismens og det dyriske instinkts tjeneste. Takket være den enorme tekniks udvikling, der i virkeligheden udgør den fysiske del af den forsiggående genløsning af menneskeheden, er det faktisk i dag muligt at ophæve forbandelsen: I dit ansigts sved skal du æde dit brød. Når mennesket stadig lever som træl, skyldes det ikke mere manglende teknisk viden, men manglende moralske kvaliteter, der igen beror på manglende livsforståelse.

Den tilbageværende del af menneskets vej til frigørelse eller genløsning skal altså ikke søges så meget i materiel, som i åndelig udvikling. Mennesket skal være frigjort "af Sønnen" for at være virkeligt fri. Dette vil sige, at mennesket må komme til erkendelse af sin status som evig gudesøn og lære at tænke og handle ud fra den kosmiske frihed og det kosmiske ansvar, en sådan erkendelse indebærer.

For den, som ikke er trængt dybere ind i livets mysterier, lyder det ufatteligt, at de stridende og uforsonlige masser, der udgør vor nutids jordiske samfund, kun befinder sig nogle få årtusinder fra en helt ny guddommelig kosmisk struktur. Ikke desto mindre er det således. Mennesker med kosmisk indsigt forjætter, at "tiden er nær", og mange "tegn i sol og måne" bekræfter disse udsagn. Helligåndens tilkommelse og herredømme er for hånden, hvilket vil sige, at mennesket står foran helhedsåndens eller den kosmiske bevidstheds gennembrud. Hvad der i dag opleves som krigs- og revolutionstendenser, vil da i et senere kosmisk perspektiv kunne ses at være brydninger mellem en kosmisk vinterzone og et nært forestående forår.

For at fremme dette forårs indvirkning og gennembrud må mennesket lære at forstå de kosmiske loves konsekvente funktioner i al manifestation fra den lønligste tanke til den groveste fysiske handling. Med andre ord må mennesket lære at tænke logisk, hvorpå logisk handling naturligt vil følge og logisk skabelse komme til blomstring på denne klode.

Logisk tænkning vil ikke sige blot at tænke i teknisk videnskabelige baner, men i tilknytning hertil også at tænke i åndeligt videnskabelige baner. Mellem disse to videnskabsformer strækker sig imidlertid et grænseterræn, der er yderst vanskeligt at forcere i en verdensorden, hvor tyngde- og intelligensenergierne er dominerende og den krasse materialisme har sat sig tungt til rette på tronen uden mindste tanke på at vige sædet for højere samfundsformer.

Alligevel må det ræsonnerende menneske omsider nå til forståelse af, at den videnskabelige religion og den religiøse videnskab er det eneste holdbare grundlag, hvorpå en fredelig sammensmeltning af nationerne til ét planetarrige og ét brodersamfund kan foregå. Og er man nået dertil, at videnskabens højeste principper er blevet samfunktionerende med kristendommens højeste principper, da har den egentlige religion som separatelement udspillet sin rolle, idet man da ikke mere vil sætte skel mellem det synlige og det ikke synlige som noget værende og noget ikke værende, Man vil ikke mere adskille begrebet ånd fra begrebet materie, idet man vil være nået til erkendelse af, at materie uden ånd er i lige grad en umulighed som ånd uden materie, ligesom begrebet en evig Skaber er en absurditet uden et evigt skabeprodukt, og et evigt skabeprodukt er en absurditet uden en evig Skaber. Begrebet Gud vil ses at være det centrale, det bærende, det sammenholdende i enhver foreteelse fra det mindste til det største, og Kristi lære vil dermed være ophøjet til videnskab.
 

Men for at noget kan blive videnskab, må det kunne fremlægges og opfattes intellektuelt. Og det er til fremme af en sådan intellektuel forståelse og dermed bevidst oplevelse af de fysiske loves rodfæstelse i ubrydelig åndelig virkelighed, at kosmologien og symbologien i den form, hvori Martinus har manifesteret den, er blevet givet menneskene. I indledningen til "Det evige Verdensbillede" skriver Martinus selv herom:

"Ved hjælp af symbolerne er det muligt at give den herfor modne læser et let tilgængeligt overblik over selve verdensaltets kosmiske struktur. Nævnte symboler har således kun til opgave at markere de absolut fundamentalt bærende principper og love i selve livets eller verdensaltets struktur og manifestation. De udgør håndgribelige markeringer af uhåndgribelige kosmiske analyseområder, der i sig selv er evige og derfor eksisterer uden for tid og rum. Disse områder har altså ikke nogen som helst tids- og rumdimensionel billedform. Men dette forhindrer ikke, at de alligevel eksisterer som "Noget der er". Da dette "Noget" udgør en urokkelig realitet, på hvilken alt liv er baseret, er det nødvendigt, at man bliver fortrolig med de evige realiteter, nævnte "Noget" udgør, hvis man vil gøre sig håb om at komme til at opleve livsmysteriets løsning rent forstandsmæssigt ... Igennem symbolteknikken er den åndelige eller kosmiske verdens detaljer således gjort fysisk tilgængelige. De er iklædt kunstig fysisk synlighed. Denne synlighed vil gøre det lettere for forskeren eller sandhedssøgeren at komme til forståelse af de kosmiske analyser i Livets Bog og dermed lette vejen for ham frem til det udviklingstrin, hvor han i kraft af sin egen kosmiske sansning selv direkte kan opleve livets storanalyser. De kosmiske analyser, som symbolerne er udtryk for, udgør således den kortlagte vej for den modne forsker fremad imod oplevelsen af kosmisk bevidsthed og dermed imod oplevelsen af livsmysteriets løsning, de levende væsners udødelighed, oplevelsen af at være "ét med Gud" og dermed oplevelsen af at være "ét med vejen, sandheden og livet".

Ligesom et dyr ikke får samme fysiske livsudbytte som mennesket, fordi det ikke opfatter intellektuelt, således får mennesket ikke det fulde udbytte af sin åndelige tilværelse, før det er blevet sig denne åndelige tilværelse bevidst, før det i intelligensens lys har lært at opleve de store evige religiøse sandheder som virkelighed.

De store evige sandheder om livets struktur og lovmæssighed, hvorigennem Guds virkelighed, væren og vilje kan opleves, er i Martinus symbologi anskueliggjort på en sådan måde, at det kan lede vor tids intelligensbetonede søgen ind i en tankesfære, der fører til den indre selverkendelse og selvoplevelse, ud fra hvilken alene en ny og bedre samfundsorden kan vokse frem.

Mange har under studiet af Martinus lære oplevet, at den jordiske uvisheds tåger for en stund spredtes, og en livsbetryggende gudsorden kom til syne i kraft af det åndslys, der udstråler fra symbolerne og de dertil knyttede livsforklaringer. Mange har følt den evige flamme momentant fænge i hjertet og opfylde det med brændende kærlighed for alt og alle, en inderlig samfølelse med alt fra det dybe til det højeste. Som en lotusknop eksisterer denne alkærlighed i hjertet af hvert eneste menneske, og åndsstråler af sublimerende naturspiller uophørligt mod denne rige og levende kærlighedsverden i knop. Hvad det gælder om for den enkelte, hvis hu står til fred og universelt broderskab, er at samle indre styrke gennem tilegnelsen af viden om livets kosmiske struktur og det levende væsens udødelighedsstatus. En sådan rendyrket viden repræsenterer Martinus kosmiske analyser og symboler, og med denne videns indkorporering og vækst i menneskets bevidsthed vil den indre spænding i kærlighedens lotusknop en dag overgå den ydre modstand, og den sande alkærligheds blomsterkrone vil udfolde sig og dufte og lyse sit evangelium ud under en blå fredens himmel.