Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser!

Efter ca. fjorten dages ophold i London, fra den 1. til den 16. april, vil jeg gerne fortælle Dem lidt om, hvad der skete under mit ophold, og hvilke resultater jeg håber, der er kommet ud af besøget.

Tage Buch, som leder den engelske afdeling og sørger for den engelske korrespondance, og som tidligere har aflagt et par besøg i England og knyttet flere kontakter, var med på turen den første uge. Han havde i forvejen haft forbindelse med flere engelske venner, og det var aftalt, at jeg skulle holde to foredrag, først en slags generalprøve for en mindre kreds i afspændingspædagogen Miss Jeanne Day's og hendes moders hjem i Guildford, Surrey, udenfor London, og senere et mere offentligt foredrag i "Centre House", Airlie Gardens i London, hvis leder, Mr. Christofer Hills, har besøgt Martinus og korresponderet med Tage Buch. De to foredrag blev dog i løbet af de ca. fjorten dage til fire foredrag og en række samtaler, og stort set fik mit første besøg i England, dels takket være Tage Buchs gode forarbejde og dels på grund af engelske venners kærlige hjælp, et bedre resultat end jeg havde turdet håbe, før jeg med nogen betænkelighed drog ud på denne færd for at tale til et engelsk publikum på deres eget sprog, hvilket jeg jo ikke engang vidste, om jeg ville være i stand til.

Den eneste virkelige modgang vi kom ud for på turen var, at vi, da vi søndag morgen d. 2. april efter at have forladt skibet i Harwich og i en lang kø med sneglefart bevægede os imod og gennem paskontrollen, ikke kunne se vor bagage nogen steder, da vi kom frem til toldeftersynet. Alle kufferter skulle være afleveret der af dragerne, der fik dem på skibet, og der var også kufferter, men ikke vore. Efter megen snakken med kontrollører og overkontrollører og søgen og leden fik vi at vide, at kufferterne sikkert med andre var kommet ind i en bagagevogn i toget mod London, der skulle afgå om et øjeblik, og der var ikke andet at gøre end at hoppe ind. Ved ankomsten til Liverpool Street Station i London viste det sig, at vi havde en lidelsesfælle, et kvindeligt medlem af den danske ambassade. Hendes kufferter var også væk, og hverken hendes eller vore var at finde i nogen af bagagevognene. Det var øsende regnvejr, og humøret stod også lidt lavt, thi i kufferterne var foruden vort personlige gods adskillige af Martinus bøger oversat til engelsk, brochurer på engelsk samt de lysbilleder, jeg skulle bruge til foredragene. Vi havde en mistanke og et håb om, at vor bagage ved en fejltagelse var kommet med et større selskab af danske mejerifolk, som var med båden, og som rimeligvis i samlet flok var taget med bus fra Harwich og måske slet ikke skulle til London. Det søgte vi at forklare den vagthavende på dragerkontoret, som åbenbart syntes, at vi næsten fortjente at miste vor bagage, når vi ikke kendte nummeret på den drager, der havde båret den fra skibet. Gode ord og betaling samt vor kvindelige lidelsesfælles charme og stilling ved ambassaden fik ham dog til at love – efterhånden med stor venlighed – at han skulle gøre, hvad han kunne. Vi var trætte efter rejsen, for vi havde ikke sovet meget om natten på grund af skibets rullen, nu havde vi nået målet, men som "rejsende uden bagage", og regnen øsede ned i stride strømme. Vi tog afsked med ambassadedamen og lovede at hjælpe hinanden, hvis det blev nødvendigt for at finde bagagen, og med vor "modtagelseskomité", Miss Hariklia Gounari, en græsk afspændingspædagog, som er blevet meget interesseret i Martinus analyser under sit ophold i London, og som syntes, at nogen skulle vise, at man ventede os. Hendes venlighed var et lyspunkt midt i besværlighederne, et lys, som i de kommende dage båret af flere og flere personers åbne og kærlige imødekommenhed og interesse for Martinus analyser og symboler gjorde opholdet i London til en ganske vist anstrengende, men samtidig yderst levende, fornøjelig og interessant oplevelse.

Næste morgen skinnede solen fra en skyfri himmel, og allerede fra morgenstunden skulle også vore bekymringers skyer drage bort. Ved morgenbordet kom vor elskværdige hotelvært hen til os og sagde, at en af os "was wanted at the telephone" og med et lille smil tilføjede han: "It's about your luggage". Lidt efter kom Tage Buch glædestrålende tilbage og fortalte, at vi med det samme kunne hente vore kufferter på Liverpool Street Station. Mejerifolkene havde straks da de opdagede fejltagelsen sørget før, at de var blevet sendt dertil. Selv om den fysiske sol ikke vedblev at skinne under vort ophold i London, var humørets sol nu fortsat højt på himlen, og en lang række møder med mennesker begyndte, samtaler og besvarelser af spørgsmål, og jeg var ærlig talt glad for, at Tage Buch kendte lidt til de mennesker, vi mødte de første dage, og kunne tale med dem, så jeg kunne lytte til, hvordan englændere taler engelsk om åndelige spørgsmål. De første aftener følte jeg mig komplet udmattet i hjernen af at lytte til engelsk, der blev talt hurtigt og selvfølgeligt, som om man regnede med, at jeg forstod alt, hvad jeg absolut ikke gjorde. På én måde forstår jeg stadig ikke, at jeg havde mod til at træde frem for disse mennesker og holde foredrag for dem. På en anden måde er jeg klar over, at jeg udelukkende turde, fordi jeg var blevet bedt om at komme derover og ikke selv havde ønsket det, og fordi jeg følte, at hvis det var en opgave for mig, så ville jeg også få hjælp til at klare den, hvis jeg blot selv gjorde, hvad jeg kunne. Allerede om tirsdagen den 4/4 tog vi toget til Guildford, hvor der hos Jeanne Day skulle være "generalprøve" på det offentlige foredrag, jeg skulle holde den 6/4. Miss Day og hendes mor havde tidligere besøgt os på Instituttet, og jeg kendte dem som to i kosmologien meget interesserede damer, som også hjælper til med oversættelsesarbejdet, og som to elskværdige og hjælpsomme mennesker. Det var virkelig også en storartet hjælp, der blev ydet mig i Guildford. Der var samlet en lille kreds, hvoraf nogle kendte lidt, andre næsten intet til analyserne, og i en intim og hyggelig atmosfære holdt jeg mit første foredrag på engelsk og bad de venlige tilhørere om at hjælpe mig, hvis der var et ord, der glippede, eller hvis jeg sagde noget helt forkert. Jeg mærkede sympatien strømme mig i møde, og efter en kort indledning, hvor jeg fortalte om Martinus og hans arbejdes karakter og udvikling gennem årene, fik jeg symbolet "Vejen mod lyset" på skærmen. Efter de indledende oplysninger om Martinus symbolik følte jeg inspirationen komme (på engelsk), og det var kun et par gange, jeg måtte lede lidt efter ordene eller hente et og andet ord hos tilhørerne. Jeg kunne bagefter mærke, at mit første forsøg i alt fald lykkedes så meget, at tilhørerne var blevet virkelig engageret og optaget af spørgsmålene og Martinus måde at besvare dem på, og ikke mindst af den klarhed og lysende logik, der stråler ud fra såvel analyser som symboler. Der opstod en god vekselvirkning med spørgsmål og svar, hvorved jeg også lærte udtryk at kende, jeg havde brug for. Og da Mrs. og Miss Day ved afskeden gav udtryk for, at det havde været en levende "generalprøve", og at jeg virkelig havde noget at give et engelsk publikum og også var i stand til det kunne jeg mærke, at det ikke var høflig venlighed, men deres oprigtige mening. Til gengæld måtte jeg sige, at jeg ikke kunne have fået nogen bedre start i England end dette første forsøg i Guildford, hvor både interesse, hjælpsomhed og oprigtig venlighed strålede mig i møde, så jeg fik mod på at fortsætte. Og det skulle jeg altså allerede to dage efter, om aftenen den 6/4 i "Centre House" i London.

Den 5/4 havde Tage Buch inviteret gæster både til frokost og middag på en vegetarisk restaurant i nærheden af Trafalgar Square. Vi mødte der Mr. Michael Grimes, der talte så hurtigt, at jeg kun forstod en lille smule af, hvad han sagde. At han snart skulle blive en af de personer, som skulle betyde mest for, at jeg kom til at kontakte et større publikum, kunne jeg ikke ane på det tidspunkt. Han var venlig, men reserveret, og det varmest Tage Buch, der førte konservationen med ham. Over for mig beklagede han, at "Truth Forum", som han er en af de ledende medarbejdere ved, i forvejen havde planlagt alle møder og foredrag på langt sigt, så der desværre ikke blev nogen mulighed for mig til at tale der, men han håbede senere .... osv." Om aftenen var forfatterinden Mrs. Vera Stanley Alder og hendes danske ægtemand hr. Åge Larsen samt Mrs. Doris Worcester vore gæster. Ægteparret var jeg blevet gode venner med ved Klint for nogle år siden, før de blev gift, og Mrs. Worcester havde jeg ligeledes truffet ved Klint på et andet tidspunkt. Hun er med sine 73 år en ualmindelig levende og livlig dame, spiritualist og åben for alle religiøse og humanistiske spørgsmål og en så dygtig esperantist, at hun har holdt foredrag på esperanto mange steder på jorden (også i Danmark). Disse tre gode venner skulle også i de kommende dage vise sig at være til uvurderlig hjælp, men hvor var jeg træt, da jeg gik i seng om aftenen, og en lille smule modløs, for jeg syntes slet ikke, jeg kunne engelsk nok til at klare et offentligt foredrag som det, jeg skulle holde næste aften. Naturligvis bad jeg om hjælp, som jeg jo også gør, når jeg skal holde foredrag på dansk eller svensk, og jeg vågnede om morgenen med en vidunderlig fornemmelse, som jeg også havde haft et par gange om morgenen, inden jeg forlod København. Jeg kan ikke sige HVAD, men kun AT der er foregået noget under natbevidsthedsoplevelserne, som har styrket mig, en slags forberedelse eller hvad det nu kan have været. I alt fald vågnede jeg frisk om morgenen parat til at tage fat på den opgave, der ventede mig den følgende aften.

"Centre House" i Londons Westend ledes af Mr. Christofer Hills, en mand der har skrevet flere bøger om åndelige spørgsmål. Uden at gå ind for nogen bestemt retning har han kontakt med mange, der får adgang til at holde møder og foredrag i hans lokaler, hvor han også ofte selv holder foredrag. Jeg var inviteret til at tale der som gæst i forbindelse med en række forelæsninger, som blev holdt af dr. Michael Blair. De blev kaldt "Fulfilled living course", og dr. Blair skulle også i slutningen af forelæsningsrækken komme ind på begrebet "kosmisk bevidsthed". Dr. Blair skulle tale først den pågældende aften (ca. en halv time) og så skulle jeg have ordet. Tilhørerne bestod dels af "den faste stab", der fulgte Michael Blairs kursus og dels af mennesker, som gennem Miss Day, Mrs. Standly Alder, Mrs. Worcester o.fl. havde hørt om foredraget, samt nogle som Tage Buch havde sendt meddelelse fra Danmark. Mr. Hills var "chairman" og sad ved siden af foredragsholderen, ligesom folketingets formand sidder ved siden af det ærede medlem, der har ordet. Sådan bruger de det i England, The chairman byder velkommen både til publikum og foredragsholder – eller -holdere – og han sidder deroppe under hele foredraget, og det er ham, der dirigerer og slutter mødet. Dr. Blair, som jeg kun flygtigt fik hilst på før foredraget, var en mager, alvorligt udseende mand sidst i fyrrerne, og efter Mr. Hills velkomst begyndte han at tale. Jeg sad i baggrunden og var naturligvis meget spændt på – dels om jeg kunne forstå, hvad dr. Blair talte om, og dels om det var noget, der var på bølgelængde med det, jeg skulle sige. Det varede ikke længe, før jeg var klar over, at her var der ingen vanskeligheder. Dr. Blair talte tydeligt og klart om psykisk og fysisk sundhed og deres indbyrdes betydning og gensidige afhængighed. Han var en dygtig foredragsholder, der med gestus og betoninger forstod at levendegøre sit materiale, selv om han til dels brugte manuskript. Jeg kunne ikke alene skrive under på, hvad han sagde, men adskilligt af det ville jeg kunne underbygge og videreføre udfra Martinus analyser. Jeg sad og oplevede, hvorledes min nervøsitet afløstes lidt efter lidt af ønsket om at komme i gang, og samtidig af en stor taknemmelighed over, at den for mig ganske ukendte foredragsholder stod der og afsluttede sit foredrag på en måde, som ville gøre det lettere for mig at begynde. Der var 5 minutters pause mellem foredragene, som blev benyttet til at anbringe lysbilledapparatet, og så var det min tur til at stå ved siden af "the chairman", der startede med et par venlige bemærkninger og gav ordet til mig.

(Sluttes i næste kontaktbrev).