Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Alle levende væsener er afhængige af den rigtige føde og næring for at kunne udvikles harmonisk i forhold til deres forudsætninger. Dyrene ledes af deres instinkter til det, som er sundt og opbyggeligt for deres organismer. Grisen spekulerer ikke over, om den skal æde det ene eller det andet, men æder det, der er gavnligt for den. Menneskets instinkter er derimod under degeneration, og vi mangler den vejledning og den beskyttelse, som dyrene har til deres livsførelse. Vi kan gå imod vores natur og træne vores sanser til at synes om ting, der er usunde eller direkte skadelige. Sommetider overdriver vi endda ved f.eks. at fortsætte med at spise eller søge seksuel stimulering længe efter, at vi har nået en naturlig mættelse eller tilfredsstillelse. Med et svækket instinkt og en gryende, men utilstrækkelig intelligensevne, har vi fået frihed til at eksperimentere med livets forskellige stoffer og materier, eller som der står i Bibelen, "æde af kundskabens træ på godt og ondt". Martinus beskriver, hvordan vi efterhånden vil udvikles til fuldkomne kosmiske kemikere, dvs. fuldkomne mennesker med total kundskab om stoffernes reaktion og livets lovmæssigheder. Men for at nå dertil må vi prøve os frem, og det er kun ved at gøre fejl, at vi efterhånden kan handle rigtigt. En afhængighedssygdom opstår som følge af et mislykket kosmisk kemisk eksperiment. Her ser vi klart betydningen af udtrykket "dåren vandrer trygt, hvor engle ej tør træde". Vi troede, at vi skabte lykke og nydelse, hvor vi kun såede frø til dyb og varig lidelse.

Vi lever i en dødszone i den evige tilværelse, en tid, hvor mørket og lidelsen breder sig på mange fronter. For første gang i historien står mange af os uden en bærende gudstro. Mange føler sig ensomme og forladte, i et liv uden mening og fremtidshåb. Seksuelt befinder vi os i en nyorienteringstid og har svært ved at leve inden for de ægteskabelige former for samliv. Flere og flere mennesker i den vestlige verden håndterer problemet ved at leve alene eller med midlertidige og usikre forbindelser, enten med det modsatte køn eller dets eget. Mange er vildfarne og lever med en opdæmmet og uforløst længsel i sig, både seksuelt og åndeligt. På den baggrund bliver det muligt at forstå, hvorfor visse mennesker søger trøst og kompensation gennem f.eks. alkohol og stoffer. Med sansepåvirkende midler kan vi skabe en midlertidig nydelse samtidig med, at vi for en tid får hvile fra smerten. At vi stræber mod nydelsen og vil undgå smerten er ikke så mærkeligt. Tendensen til at søge behagsfølelse og undgå ubehagsfølelse er dybt rodfæstet i det levende væsen og selve hovedbegæret bag de øvrige begær. Problemerne opstår, når vi blander materierne forkert. I så tilfælde når vi en kortsigtet gevinst, men må betale en høj pris på længere sigt.

Vi skal nu undersøge, hvordan selve afhængighedsprocessen ser ud, hvordan den unaturlige sult efter de sansepåvirkende stoffer opstår. Martinus forklarer, at alle vore talenter og egenskaber udvikles i tre stadier, og sådan er det også med en tvangsmæssig afhængighed. Det, vi beskæftiger os med, det vi gør ofte og meget, er det, der udvikles i vor bevidsthed. Når vi vanemæssigt drikker alkohol, udvikler vi efterhånden et abnormt "afhængighedstalent" for at drikke alkohol. På A-stadiet får vi måske en ide om, at nogle flasker øl om aftenen vil få os til at have det godt. Måske har vi set far gøre sådan, da vi var børn. På B-stadiet fortsætter vi vor vane og udøver de ritualer, der er forbundne med drikkeriet. Det er selve indlæringsfasen. Efterhånden som vor organisme vænner sig til alkoholen, tvinges vi til at øge mængden for at opnå samme effekt som tidligere. Vi er stadig bevidste om, hvorfor vi drikker, og hvad vi vil opnå. På C-stadiet er de bevidste motiver borte, og vi har mistet kontrollen over vor handling. Angsten over tabet af kontrol gør, at vi i perioder vil holde op. Gang på gang lover vi os selv og vore omgivelser, at vi ikke vil drikke, alligevel fortsætter vi. Man kan beskrive det, som at det er en "autopilot", der overtager styringen af vore skridt mod mere alkohol. Pludselig vågner vi op, stående uden for butikken med en kasse øl i hånden, uden at vide hvordan det er gået til. Afhængigheden er blevet udviklet til en automatfunktion, som opererer selvstændigt i vor bevidsthed, og vi er ikke længere bevidste om de enkelte momenter i det forløb, som til sidst fører frem til tilbagefaldet. Afhængighedsprocessen kan beskrives som en nedadgående spiral, der fører til, at man bliver slået ud, og til døden, hvis forløbet ikke afbrydes.

I begyndelsen af tilvænningsprocessen protesterer vore sanser imod det fremmede og sansepåvirkende stof. Men efterhånden aftager den naturlige reaktionsevne, og vi begynder at begære noget, der i sin natur er dødbringende. For at forstå, hvordan dette er muligt, har vi brug for kendskab til det, som Martinus kalder livsenhedsprincippet. Han beskriver, hvordan alt liv er bygget op efter princippet liv inden i liv. Mennesket er en livsenhed inden i Jordklodens organisme, ligesom kloden er en livsenhed inden i solsystemets organisme, solsystemets inden i en galaxeorganisme, og så videre i al uendelighed op i makrokosmos. På samme måde er menneskets organisme opbygget af levende væsener på forskellige niveauer i al uendelighed ned i mikrokosmos. Alle vore organer, celler, molekyler og så videre, er levende væsener, der har deres livsoplevelse inden i os. På alle disse niveauer sker en kontinuerlig reinkarnation, der indebærer, at alle væsenerne skiftevis lever i en åndelig respektive en fysisk tilværelse. Efter en tids hvile i den åndelige verden genfødes væsenet i en ny fysisk krop inden i en makroorganisme med de nødvendige udviklingsbetingelser. Et menneske med livsfremmende vaner og adfærd tiltrækker og udgør jordbund for mikrovæsener med tilsvarende ønsker og begær. Overalt, hvor vi permanent gentager et tanke- følelses- og handlingsmønster, inkarnerer levende væsener med tilsvarende begær og længsel. Grupper af inkarnerede mikrovæsener danner siden selvstændigt opererende organer, som arbejder for opfyldelsen af de ønskede livsbetingelser. På den måde aflastes makrovæsenet for dagsbevidst og viljemæssigt at opretholde alle funktioner i sin bevidsthed. Det kan i stedet for rette sin interesse mod andre ting. Når vi nu indtager fremmede og skadelige sansepåvirkende stoffer, som f.eks. alkohol, skaber vi jordbund for at "alkoholiserede" mikrovæsener kan inkarnere i vor krop. Væsener, som begærer og længes efter den erfaring, som den gentagne beruselse skaber i mikrokosmos. Samtidig med at mere primitive og robuste væsener inkarnerer, undermineres livsbetingelserne for vore normale mikrovæsener efterhånden. Her får vi en forståelse for det, som alkoholisten kalder "sug". Suget, eller begæret efter alkohol, er altså i virkeligheden en bevidsthedskraft bestående af primitive mikrovæseners råb og længsel efter mere alkohol. En person med alkoholafhængighed, som vil afholde sig fra alkohol, må bekæmpe denne bevidsthedskraft i sit indre. Alle, som en eller anden gang i deres liv har forsøgt at bryde en helt ubetydelig lille vane, ved hvilken anstrengelse og viljestyrke, der kræves. For alkoholisten er dette ofte en kamp på liv og død.

Mange af vor tids forskere hævder, at der foreligger en nedarvet genetisk disposition hos de mennesker, der udvikler en afhængighed. Disse afhængige debuterer ofte tidligt i deres misbrug og udvikler en kronisk afhængighed på meget kort tid. Ifølge Martinus kan vi i absolut forstand ikke "arve" noget fra vore forældre. Den disposition, der findes i vore gener, er i virkeligheden vore egne erhvervede egenskaber og talenter, der overføres fra et liv til et andet. Det afhængighedstalent, som fremtræder på denne forcerede måde, er altså en arv fra os selv. Grunden til afhængigheden har vi selv lagt i et tidligere liv. Et udviklet afhængighedstalent kan altså ligge latent et stykke ind i det nye liv, for siden efter nogle beruselser at bryde ud for fuld kraft. Det er som når et frø, der har ligget i sin pose, pludselig havner i jord og vandes for derefter at begynde at vokse. At forældrene eller nogen i familien har alkohol- eller stofproblemer er heller ikke et argument for arvelighed, ifølge Martinus. Det handler derimod om, at "krage søger mage", hvilket i dette tilfælde indebærer, at en person med en udviklet afhængighed genfødes i omgivelser og hos et forældrepar, der kan stimulere den skæbneudvikling, som den selv har lagt grunden til. Vi ser her samme lov om tiltrækning, som når "alkoholiserede" mikrovæsener inkarnerer i alkoholistens krop.

Der indtræffer ingen naturlig mættelse af disse unaturlige begær hos alkoholisten. Når han eller hun drikker, er det som at forsøge at "slukke ild med benzin". I øjeblikket opleves en lindring, men på længere sigt befæstes og fordybes det begær, der skulle mættes. Kun den, der har nået bunden i sin afhængighed, er parat til at holde op med at drikke. Et sådant vendepunkt indtræffer på forskellige tidspunkter for forskellige personer. For nogle er det nok, at de mister deres job eller får advarsler fra deres læge. For andre kan den nedadgående spiral strække sig over flere liv og først, når man er totalt fysisk og psykisk nedbrudt, når man til sidst sin bund. Herigennem er talentkernerne for at opbygge en sund organisme blevet udsat for en sådan belastning, at man risikerer at blive født i næste liv som mentalt og kropsligt invalideret. Det kan somme tider tage flere inkarnationer, før man igen kan opbygge et normalt nervesystem og en sund krop. Alle mennesker, der er blevet fanget i et unaturligt og nedbrydende begær, vil imidlertid før eller senere komme tilbage til normalitet igen. Der findes ifølge Martinus ingen fortabelse i det evige liv, men kun midlertidige afsporinger fra den normale udviklingsbane. Uanset hvornår dette vendepunkt indtræffer, kan det først ske, når individet kapitulerer og beder om hjælp. Alle, som har prøvet at hjælpe en alkoholiker, der ikke selv vil hjælpes, ved, at det er sandt. Det hjælper ikke at advare eller fordømme, processen går ubønhørligt sin gang, indtil mættelsen eller bunden er nået.

For at kunne bryde et misbrug må det være udlevet. Helbredelsen begynder med afholdenhed fra alkoholen eller stofferne. Alle talenter, som ikke bruges, degenererer og nedbrydes til slut, sådan er det også med det abnorme afhængighedstalent. Hvordan klarer man da at afstå fra fristelsen, når viljekraften er nedbrudt? Svaret må blive – ved at tage imod hjælp fra omgivelserne. De, der er bedst rustede til at hjælpe, er dem, der selv har erfaringer med en tilsvarende proces, i det nuværende eller i tidligere liv. Naturligvis under forudsætning af, at de har bearbejdet og selv er kommet ud af deres afhængighed. Deres egne erfaringer har gjort dem tolerante og ydmyge over for problemet, og de kan uden besvær leve sig ind i de omstændigheder, misbrugeren lever under.

Martinus påviser også bønnens uvurderlige kraft for den, der rækker efter hjælp. I Fader Vor beder Kristus "led os ikke i fristelse". Denne tankestrofe kan bruges til at bede om kraft og styrke til at modstå impulsen til at få tilbagefald i misbrug. Ofte sker et tilbagefald nemlig, når man undlader at mobilisere det kundskabs- og erfaringsmateriale, man allerede har. Man forklejner eller fornægter midlertidigt faren og følger impulsen til at tage stoffet uden at tænke på konsekvenserne. Her gælder altså Bibelens ord "våg og bed, at I ikke skal falde i fristelse, thi ånden er redebon, men kødet er skrøbeligt". Bønnen kan både give styrke til at kunne være afholdende og til at få hjælp til at udholde den sorg og smerte, der ofte følger den møjsommelige vej tilbage til et værdigt liv. Personer, der befinder sig på bunden af deres misbrug, er i virkeligheden meget nær bønnen, selv om de mangler gudstro. Martinus siger, at bønnen automatisk træder i funktion i situationer, hvor mennesket oplever sig selv som helt hjælpeløst i opretholdelsen af sit eget liv. Mange, der søger behandling, er derfor opfyldte af en mere eller mindre bevidst søgning efter Gud. Om alkoholisten siger man somme tider, at han "søger ånden i flasken", at misbruget allerede fra begyndelsen har handlet om et savn efter en højere magt at vende sig til. Det er derfor vigtigt, at man kan møde denne søgen på en lydhør måde uden at påtvinge nogen form for religion eller trossystem. Mange behandlingsmodeller inden for vor tids materialistisk indstillede pleje ignorerer ofte denne længsel hos den, der søger hjælp, og besværliggør dermed helbredelsen.

Martinus giver meget begrænsede råd omkring, hvordan vi bedst kan udforme en behandling. Han påviser tydeligt, at alle hurtige løsninger er illusioner. Abnorme afhængighedstalenter holder ikke op med at virke efter nogle hypnosebehandlinger eller ved medicinering. Det tager lang tid at grundlægge en afhængighed, og det tager lang tid at nedbryde den. Man kan gå mange år i samtaleterapi og dér finde årsager til, at man begyndte med stoffer, men disse indsigter hjælper heller ikke mod kraften i afhængigheden. Behandlingen må først rette sig mod ædruelighed eller frihed fra stoffer, inden der er mening i at gøre andre indsatser. Efter mange års erfaring med terapeutisk arbejde med misbrugere har jeg set, at de såkaldte "selvhjælpsgrupper", f.eks. Anonyme Alkoholikere og Anonyme Narkomaner, står nærmest Martinus' beskrivelse af problemet. Disse lægmandsbevægelser bygger på en udogmatisk åndelighed og et stærkt fællesskab mellem misbrugere, der arbejder for uafhængighed. Selvhjælpsgrupperne sammen med de professionelle behandlingscentre, der følger samme program, det såkaldte 12-trinsprogram, tilbyder en god hjælp for alle, der er parate til at tage imod den.

I denne artikel har jeg hovedsagelig talt om alkohol- og stofafhængighed. Men, som det blev antydet i begyndelsen af teksten, gælder ovenstående analyse for en række afhængighedstilstande. Overalt, hvor vi vanemæssigt manipulerer vore sanser med den hensigt at forandre vor livsoplevelse, risikerer vi at udvikle en tvangsmæssig afhængighed. Det gælder alt fra rygning, kaffe, tv-kiggen, forbrug, internet, arbejdsnarkomani osv. Naturligvis er der en stor gradsforskel mellem begær efter alkohol, men princippet er det samme. Hvis vi vil være sikre på at holde den rette kurs i vor fremtidige udvikling, gør vi klogt i at undersøge vore daglige vaner og ønsker. Det er det, som vi beskæftiger os med i dag, som danner grundlaget for det, vi kommer til at opleve i morgen og i næste liv.