Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Henrik Steffens (1773-1845) var en dansk-tysk mineralog, digter og filosof. Født i Stavanger, men kom som 6-årig med familien til København. Efter at have gennemført sin uddannelse rejste han til Tyskland, hvor han lærte romantikkens store digtere og filosoffer at kende. I 1802 vendte han tilbage til København og holdt en række filosofiske forelæsninger, der var så sensationelle og medrivende, at kong Frederik VI udbrød: "De gør mine undersåtter forrykte!" Så galt gik det nu ikke, men Steffens oplevede det besynderlige at blive verdensberømt og feteret i Danmark i få måneder for derpå at blive fejet af banen. Fra 1804 til sin død i 1845 var han professor ved forskellige tyske universiteter.

"Alt består ved en uendelig harmoni", fremhævede Steffens i sin første forelæsning. Denne harmoni er imidlertid ikke et resultat af stilstand, men af en spænding mellem to modsatrettede kræfter: en egoistisk drift og universets enhedsdrift. Den første virker splittende, den sidste samler og forener, og den er altid den stærkeste. Derfor går harmonien aldrig tabt. I naturens orden og dens evne til at gendanne sin orden finder vi et levende bevis på universets enhedsdrift, fortsatte Steffens. I samfundslivet går det ikke så let, da det egoistiske og individuelle i mennesket forstyrrer balancen. Men i menneskets moral finder vi en iboende evne til harmoni.

Martinus fremhævede tilsvarende, at verdensaltets grundtone er kærlighed, og at denne kærlighed ligger i en vekselvirkning mellem selviskhed og uselviskhed. At harmonien ikke lader sig forstyrre, fandt Martinus årsagen til i "den humane evne", der lidt efter lidt vokser frem af striden og dermed virker til at opretholde verdensaltets grundtone, så den aldrig går tabt.

Som bekendt hviler Martinus' anskuelse på intuition. Steffens brugte andre ord, men meningen er den samme, når han taler om det "dybe bevægende princip", der lader os se de "uendelige forbindelser" der udgør sandheden og det guddommelige i alt. Intuitionen selv er et glimt af den Guddommelige ånd: "Det er det guddommelige i os, det er det, som er ét med alt, guddommens billede, vort egentlige væsen, som rejser sig i ubestemt anelse, som ytrer sig i hver videnskabelig bestræbelse, som åbner sig ved ethvert talent, som åbenbarer sig i sin fuldeste glans i det herlige geni."

"Lynildsmanden" blev Steffens kaldt. Der udgik en mægtig inspiration fra ham, som kom tidens digtere til gode. Den, som måske bedst har formået at give udtryk for det filosofiske indhold i disse tanker i et lysende klart koncentrat, er digteren H.V. Kaalund (1858):