Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Georg Wilhelm Friedrich Hegel (1770-1831) var en tysk filosof, der opfattede alt uden undtagelse som logik. Virkeligheden var for Hegel ikke flygtig og tilfældig, men kunne forstås ned til mindste detalje som et ping-pong spil mellem modsat rettede kræfter: tese og antitese. Og ud af det kom en: syntese.

Hvad betyder nu det?

For den Martinus-orienterede læser er det ikke svært at genkende et tilsvarende dialektisk system i begreberne ondt, godt og kærlighed. Uden ondt og godt ville kærligheden ikke kunne opretholdes som verdensaltets grundtone, fortæller Martinus. Den er syntesen af ondt og godt.

Det særegne ved Hegels filosofi var imidlertid, at syntesen bare var en ny tese, for hvilken man så kunne finde en antitese og skabe en ny syntese i en kædereaktion uden ende. Sådan var Hegel i stand til at finde eksempler inden for naturvidenskab, udviklingslære, historie, politik, religion, kunst osv. Hvor han end så hen, kunne han grave sig frem til modsætninger og modsætnings modsætninger i en stadig dialektisk bevægelse, der kan minde om Martinus' opfattelse af verdensaltet som et evigt og uendeligt spiralkredsløb, hvor "lys" og "mørke" indgår i en tilsvarende evig, dialektisk bevægelse.

Denne analytiske filosofi fik en enorm betydning for eftertiden. Det var en metode, hvor man kunne gå frem efter et bestemt system og hele tiden være beskæftiget. Man kunne bevise enhver tanke som rigtig, men med det væsentlige forbehold at beviset kun havde midlertidig gyldighed. Det var på samme måde som med en blomsterknop. Man kunne ikke sige, at den repræsenterede den endelige sandhed. Den var blot et led i en kæde af sandheder, hvor den næste sandhed viste sig i blomsten, den næste igen i frugten osv. Sandheden var derfor ikke hverken knoppen, blomsten eller frugten, men selve den evige udvikling.

Dermed havde Hegel så at sige lukket munden på sine forgængere Kant, Fichte og Schelling, der arbejdede med absolutte begreber, som lå langt fra det daglige livs erfaringer. Hegel derimod afslørede verdensånden eller verdensfornuften, hvilket ikke betød en mystisk ånd i sten og planter, men alene den menneskelige tanke. Den kom til syne i selve den dialektiske proces, som man kunne studere og forholde sig konkret til ved at analysere de historiske kendsgerninger. Hvad Kant, Fichte og Schelling ikke så, nemlig udødeligheden, det så Hegel i en proces, der ingen ende ville tage.

Først med Martinus lykkedes det at koble disse begreber sammen med individuel udødelighed; en tanke, man kun dunkelt finder i den daværende litteratur. Man manglede et dialektisk system, der kunne forbinde begreberne skaber, skabeevne og det skabte (X1, X2, X3). Det kom først med Martinus 150 år senere.