Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser! Forleden dag faldt jeg over en morsom titel på et maleri. Det hed "Det falske spejl". Nu kan du så spekulere lidt over, hvordan sådan et spejl ser ud, mens jeg går videre med at kommentere de artikler, som bladet bringer i denne sommermåned, hvor solen kulminerer på himlen og dagene sætter rekord i længde.

Først bringer vi et af Martinus' ufuldendte manuskripter, nærmest en skitse kan man vel sige. Her stiller han et spørgsmål, men besvarer det ikke. Det kunne ellers være interessant. Menneskene er vældig dygtige til at opfinde ting og sager, som gør livet nemmere at leve. Hvorfor går det så alligevel galt i mange tilfælde, spørger han. Overskriften på artiklen (se næste side) antyder, hvor Martinus vil hen med sit svar. Prøv nu selv at besvare det, kære læser, med de ledetråde, som her er lagt ud.

Den næste artikel af Martinus har overskriften "Guds sanser". Ifølge almindelig god tone i selskabslivet skal man helst ikke komme ind på noget med Gud. Men her siger Martinus det altså rent ud, han agter at tage Gud for givet og tilmed undersøge denne Guds sanser, hvilket jo betyder noget med at føle, se, smage, lugte og høre. Det viser ikke så lidt om Martinus' format. Her forenes det religiøse med det materielle, det, vi kan se, høre osv. Prøv at spekulere lidt over, kære læser, hvordan du selv ville løse den opgave.

Og imens går jeg videre med at kommentere de forskellige artikler i bladet. Her finder vi fx en beretning fra Olav Johansson, der fortæller om de historiske ændringer, som er sket med vores opfattelse af forbrydelse og straf. Hvad har bevirket disse ændringer? Vi finder også en artikel, der besvarer et spørgsmål om tid. Eksisterer den mon i de åndelige verdener, hvor der vist nok ingen armbåndsure er? Og hvor videnskabelige er vi i grunden, når vi bruger udtryk som "Gud" og "de åndelige verdener"? Det fortæller Søren Olsen om, mens Mary McGovern fortsætter i det videnskabelige spor med at gøre rede for nogle undersøgelser om kalk og vegetarisme, et spørgsmål, som nok vil interessere mange af dette blads læsere. Her er godt nyt!

Billedet med den underfundige titel: "Det falske spejl" er malet af den belgiske maler René Magritte (død 1967) og forestiller et menneskeligt øje. Meningen er jo nok, at alt spejles i det menneskelige øje og giver et mere eller mindre falsk billede af virkeligheden. Hvad er det da, der gør spejlet falsk? Det er naturligvis øjet selv. Eller skulle vi sige: de "farvede briller" vi ser med. Kunne vi bare tage dem af, så skulle vi snart få orden på tingene – ja, måske se, høre og føle med de "Guds sanser", som Martinus fortæller nærmere om her i bladet. Med dem skulle der sikkert være gode muligheder for at bedømme verdenssituationen lige så objektivt og upartisk som den sommersol, der i disse måneder lyser fra tidlig morgen til sen aften uden at skelne imellem solbriller og andre typer "farvede briller". God sommer!