Kosmos 2003/7 side 153
Ny teori om Big Bang –
set i relation til Martinus' åndsvidenskab
af Knud Højgaard
Kosmologi og åndsvidenskab
Indledningsvis vil det være formålstjenligt kort at klargøre sprogbrugen. I en artikel i Kosmos 2001/8 redegør Aage Hvolby for terminologien. Martinus' analyser betegnes som: kosmologi, åndsvidenskab, verdensbillede (1). Problemet er nu, at ordet kosmologi i den naturvidenskabelige sprogbrug (skriver Hvolby videre) anvendes for studiet af universet som helhed, dets struktur og udvikling.
Teorier om big bang, om universets begyndelse, er således, naturvidenskabeligt set, netop kosmologi. I nærværende artikel betegner ordet kosmologi derfor den naturvidenskabelige undersøgelse af universet, medens ordet åndsvidenskab henviser til Martinus' analyser.
NATURVIDENSKABENS HIDTIDIGE MODEL FOR BIG BANG
Op mod årtusindskiftet var der i kosmologien (stort set) fuldstændig enighed om, at universets eksistens tog sin begyndelse med "det store brag". Fra en "singularitet" – et punkt karakteriseret ved en ufattelig høj temperatur og tæthed, hvor alle fysiske love var ophævet – ekspanderede universet næsten momentant og eksplosivt til en udstrækning, der efterhånden muliggjorde dannelsen af atomer og, senere, stjerner og galakser. Nu, 10-20 milliarder år efter big bang (2), udvider universet sig stadig; og den bedrøvelige konsekvens, som kosmologerne hælder til, er, at denne udvidelse vil fortsætte i al evighed, indtil alle stjerner slukkes, og alt ender som et stort, koldt mørke. Ikke just lyse udsigter – selv om vi taler om rigtig mange milliarder år!
Man kan her spørge, hvor kosmologerne nu ved alt dette fra? Er det bevist? – En redegørelse herfor vil føre for vidt, så lad mig nøjes med at nævne, at både teori (Einsteins almene relativitetsteori) og observationer (universets udvidelse, især) underbygger den indtil nu enerådende big bang-model.
Sluttelig i dette afsnit skal nævnes, at hvis man spørger kosmologerne om, hvad der var før big bang – eller om, hvad universet udvider sig ud i – skal man ikke vente at få et svar!
ÅNDSVIDENSKABEN OG BIG BANG
Martinus' samlede værk, Det Tredje Testamente, er en enestående grundig og yderst logisk redegørelse for ikke mindst jordmenneskets rolle i og plads i det uhyre univers, vi lever i. Naturligvis kan DTT dog ikke erstatte lærebøger i astronomi og kosmologi – og indimellem kan vel selv den mest overbeviste Martinus-interesserede opleve, at et (fundamentalt) tvivlsspørgsmål trænger sig på. Eksempelvis har nærværende artikelskribent i de senere år, hvor den i forrige afsnit omtalte big bang-model er blevet enerådende, følt et vist ubehag derover – således at forstå, at denne model synes at være i modstrid med Martinus' verdensbillede.
Alle Martinus-interesserede er formodentlig orienterede om, at åndsvidenskaben betragter et levende væsen som værende evigt, at væsenet ingen begyndelse har haft og ingen afslutning vil få. Og da universet ifølge Martinus også er et levende væsen, er det ultimative makrovæsen = Guddommen, kan det således ikke have haft en begyndelse, kan ikke være igangsat af et big bang.
Denne modstrid har da også givet andre Martinus-interesserede hovedbrud. Lad os i det følgende kort se på problematikken, som den har udfoldet sig i dette tidsskrifts spalter.
Kosmos 1980/11
En læser spørger om, hvordan Martinus ser på big bang-teorien. Tage Buch svarer indledningsvis, at ikke alle videnskabsmænd går ind for denne teori (korrekt i 1980) – og fortsætter med at redegøre for (jf. ovenstående), hvorfor det store brag er i modstrid med Martinus' analyser. Herunder henvises til LB2/583-584, hvor livets evighedsnatur behandles.
Kosmos 1983/9
I artiklen "Evighedens begyndelse" kommer Henning Laug, efter at have påpeget det absurde i overskriften, også ind på big bang-problemstillingen. Han skriver (bl.a.): "Man vil stadig søge universets begyndelse og dets afslutning – søge noget, der ikke findes". Umiddelbart efter erindrer Laug sig en Martinus-udtalelse om big bang, hvor Martinus havde udtalt: "Man kunne med samme ret påstå, at en bog var blevet til som resultat af en eksplosion i et trykkeri". Så skulle det være demonstreret, at åndsvidenskaben er i absolut modstrid med den hidtidigt gældende big bang-model!
Kosmos 1996/9
I artiklen "Universet set med kosmisk syn" beskriver Per-Anders Hedlund (bl.a.) big bang-teorien (og dens fremkomst). Forbløffende nok mener Hedlund, at der ikke er indvendinger fra Martinus' side angående vort univers' fysiske opståen (ifølge den gængse kosmologi), men at der derimod er en del at tilføje. Det vil dog føre for vidt at referere Hedlund mere indgående; interesserede henvises til selv at (gen)-læse artiklen. Blot skal "røbes", at Hedlund kommer ind på den fascinerende tanke, at der findes andre fysiske universer, "paralleluniverser". Mere om dette i slutningen af nærværende artikel!
Kosmos 2001/1
En læser spørger om, hvordan Martinus' åndsvidenskab kan være i overensstemmelse med den fysiske videnskabs sikre resultater, når big bang ikke er en del af åndsvidenskaben.
Hans Wittendorff anfører indledningsvis i sit svar, at "der er intet i videnskabens SIKRE resultater, der strider mod Martinus' analyser". Wittendorffs argument er (vedr. big bang-modellen), at Martinus skelner mellem "univers" og "verdensalt". Der henvises til Bisættelse, kap. 42, hvor Martinus anvender betegnelsen "verdensaltet" som værende overordnet de forskellige "organismeuniverser". Verdensaltet er uendeligt og evigt (skriver Wittendorff videre) og altså uden begyndelse og afslutning, medens universer er skabte ting (f.eks. de enkelte mælkevejssystemer eller galakser).
Dette komplicerer unægtelig forståelsen, eller i hvert fald sprogbrugen, idet videnskabens big bang-model går på det samlede univers, altså svarende til Martinus' betegnelse "verdensaltet". (Jeg bortser her fra, at spekulative videnskabsmænd – samt nogle science fiction-forfattere – fra tid til anden fremsætter overvejelser over paralleluniverser. Jf., som tidligere nævnt, denne artikels slutning!).
Hans Wittendorff accepterer altså big bang vedrørende "den fysiske skabelse af VORES DEL af det uendelige verdensalt". Men igen, det løser ikke problemet helt, idet videnskabens big bang-model omfatter det samlede univers (= verdensaltet).
DEN NYE TEORI OM BIG BANG
I det foregående har jeg anvendt udtrykket "den hidtidige model for big bang". Det følgende skal dog ikke forstås sådan, at den hidtidige model nu er modbevist/afskaffet; men det nye er, at der er fremsat en ny teori/model, der, hvis den viser sig holdbar, vil eliminere nogle af de problemer, der er forbundet med den hidtidige model.
Fremkomsten
I år 2001, det første år i det nye årtusind (god timing!), fremsatte kosmologerne (fysikerne) Paul Steinhardt (Princeton University) og Neil Turok (University of Cambridge) en fascinerende ny teori om et cyklisk univers, der altså ikke er begyndt med et enkeltstående big bang (men hvor hver cyklus "sparkes i gang" af et big bang; mere herom senere).
Den nye teori beskrives selvfølgelig i de videnskabelige tidsskrifter, og den finder derfra vej til de mere populariserende tidsskrifter, som almindelige læsere lettere kan orientere sig i. Nærværende omtale er baseret på beskrivelsen i Scientific American (marts 2002), New Scientist (16. marts 2002) og, ikke mindst, Illustreret Videnskabs ret grundige (populær)-artikel "Universet er på vej mod et nyt big bang" (2002/13) (3).
Det nye
Naturligvis er det overmåde vanskeligt kort et referere en ny teori om et så vanskeligt tilgængeligt område. Læserne må bære over med, at fremstillingen må blive ufuldstændig!
Med den nye videnskabelige term: en "bran", betegner Steinhardt og Turok vort synlige univers som en uendelig stor, firedimensional "grænseflade". Allerede svært at forstå, selvom mange nok har hørt om, at Einstein for længst har klargjort, at vi lever i et krumt, firedimensionalt (højde, længde, bredde, tid) rumtids-kontinuum.
Teorien siger nu, at "vores" bran har en "siamesisk tvilling" (et parallelunivers – kunne man egentlig godt kalde det). Vi kan ikke observere noget i den anden bran, men dens tyngdekraft påvirker os. De to braner er, hvor tæt de end ligger, adskilt af et vakuum, der fungerer som en slags fjeder.
Når fjederen har trukket sig helt sammen, kolliderer branerne i et big bang. En regulær singularitet optræder ikke, men en del af branernes bevægelsesenergi omdannes ved kollisionen til varme, med ekstreme temperaturer til følge. Den genererede varmeenergi slynger via vakuumfjederen de to braner fra hinanden, medens et nyt univers opstår inden i hver bran. Fjederen strækkes efterhånden til det maksimale, indtil de to braner ligger stille. Herefter trækker fjederen branerne sammen på ny. Og så fremdeles.
Konsekvenser
Det fremgår således, at den nye teori gør op med, at universet skulle have taget sin begyndelse via en singularitet, med et enkeltstående big bang. I stedet for er der nu tale om et cyklisk, evigtvarende univers, der med umådelige tidsmellemrum genfødes i nye big bangs. Den tidligere omtalte triste udsigt til universets død i kulde og mørke er dermed elimineret.
Et eksempel på, at den nye teori løser (nogle af!?) de problemer, den gamle teori indebar, skal omtales. Kosmologerne forstår ikke, hvorfor (som observationer viser) galakserne fjerner sig fra hinanden med jo højere hastighed, jo længere borte de er!! Man har derfor postuleret en nødløsning i form af en "negativ" eller udadrettet tyngdekraft, der skubber galakserne fra hinanden. En sådan nødløsning er ikke nødvendig i den nye teori, hvor, (for) kort sagt, "vakuumfjederen" giver den nødvendige forklaring.
Er den nye model bevist?
Nej, det er den ikke. Nye teorier kan almindeligvis ikke straks bevises; men de teoretiske overvejelser fører til, at man foretager nye observationer, hvorved gyldigheden søges fastslået. Dette vil også ske her, og vi behøver ikke at vente i mange år, førend de første resultater vil foreligge. Det forholder sig nemlig sådan, at den hidtidige big bang-teori indebærer, at universet er gennemsyret af et hav af "tyngdebølger", der stammer netop fra det enkeltstående big bang. Disse bølger er meget svage og har ikke hidtil kunnet måles. Men i 2006 skulle man blive i stand til at foretage målingerne – i og med at ESA (4) da opsender en ny rumsonde, "Plancksonden" (4). Det forholder sig sådan, at tyngdebølger ikke indgår i den nye teori. Hvis det i 2006 viser sig, at tyngdebølgerne ikke er der, skal vi for alvor til at ændre vort syn på universets begyndelse. Så "har big bang ikke født universet – snarere er det en tilbagevendende begivenhed, der giver universet et livgivende spark, hver gang det er ved at dø ud" (Illustreret Videnskab).
ÅNDSVIDENSKABEN OG DEN NYE TEORI
Det skulle, efter den foregående orientering om den nye teori, være klart, at den, set i relation til Martinus' verdensbillede, har i hvert fald én stor fordel: Universet er nu også efter videnskabens mening (under forudsætning af at teorien viser sig holdbar) evigt! At evigheden så "udmåles" i cyklusser med hvert sit big bang som igangsættelsesfaktor er måske kontroversielt!? Og dog: I den tidligere omtalte artikel af Per-Anders Hedlund er der en henvisning til Ingrid Okkels' kapitel i "Martinus – som vi husker ham" (5), hvor Martinus besvarer et spørgsmål om universets udvidelse. – Lad os se lidt nøjere på Ingrid Okkels' beretning. Hun skriver (s.108), at hendes mand (Erich Gentsch) engang spurgte Martinus, hvordan det skulle forstås, at universet udvider sig, at mælkevejene fjerner sig fra hinanden med eksplosiv hastighed. Martinus svarede (fortsætter Okkels) uden at betænke sig: "Men det er jo ganske ligetil – det drejer sig blot om en makrokosmisk indånding, som senere vil blive efterfulgt af en udånding!".
Uanset hvad – slår det én, at denne forklaring på sin vis er i god overensstemmelse med den cykliske funktionsmåde, som den nye teori tilskriver universet. – Som tidligere nævnt er teorien (endnu?) ikke bevist; men det skal blive interessant at følge, hvad den påtænkte ESA-rumsonde (jf. foregående afsnit) kan fortælle kosmologerne.
Flere universer!?
Som varslet tidligere i artiklen, vil vi til sidst se lidt på det meget fascinerende, men også meget spekulative, aspekt: om der måske findes mere end ét univers! Denne tanke eller idé er ikke bare begrænset til at udfolde sig i science fiction-forfatternes fantasi; også inden for den naturvidenskabelige verden kan man møde overvejelser over eksistensen af paralleluniverser. Et godt eksempel er netop den nye big bang-teori, der, som beskrevet, egentlig indebærer eksistensen af to paralleluniverser!
Også inden for åndsvidenskaben møder man denne svært gennemskuelige problemstilling. Per-Anders Hedlund anfører (K1996/9), idet han henviser til en introduktionsbog af Per Bruus-Jensen (6), at Martinus skulle have sagt, at "der findes andre fysiske universer end vort eget, en slags paralleluniverser, som man på visse betingelser kan udveksle såvel stof som energi og information med". (Det kan vi dog, if. fysikerne, ikke med vores (mulige) "parallel-bran").
Per Bruus-Jensen har i øvrigt senere uddybet dette Martinus-udsagn, idet han i sin bog "Sol & Måne" (7) anfører (s.41), at Martinus i en samtale nævnte, at verdensaltet rummer utallige universer svarende til det, vi selv lever i. Og Martinus fortsatte (if. Bruus-Jensen) med at pege på, at Jesu ord om, at der findes mange boliger i Faderens hus (jf. Joh. 14.2), indebærer en dybere sandhed, end ret mange forestiller sig.
Lidt længere fremme i bogen (s.48) henviser Bruus-Jensen desuden til endnu en Martinus-udtalelse om dette emne. Martinus refereres for at sige, at hele det univers, vi lever i, "med dets utallige stjernesystemer, dets hærskarer af levende væsener (…) blot er ét ud af utallige andre lignende, der oven i købet kan være således indrettet, at de passerer lige igennem vort univers, uden at vi mærker det mindste til det".
Med dette yderst avancerede og meget fascinerende udsagn vil jeg slutte denne artikel, hvor tankeflugten er gået højt, og hvor overordentlig komplicerede sammenhænge er blevet berørt. Mere jordnære problemer dominerer naturligvis vor hverdag, og det er jo selvfølgelig i den, vi møder vore daglige opgaver og udfordringer. Men en gang imellem er det nu fristende at læne nakken tilbage, betragte de små lysprikker derude – og spekulere over, hvordan det mon forholder sig med "de mange boliger". . .
Noter
- Desuden betegnes Martinus' samlede værk som bekendt som Det Tredje Testamente (DTT) (siden 1981, hvor LB1 blev genudgivet med hovedtitlen DTT).
- Tidsangivelsen er fra Den Store Danske Encyklopædi. Andre kilder anfører 12-15 mia. år.
- Teorien er som forventelig omtalt/beskrevet også i andre tidsskrifter (og på internettet), f.eks. "Nature" og "Astronomy".
- ESA: European Space Agency. – Max Planck (1858-1947) var en berømt tysk fysiker (det første store navn inden for kvanteteorien/-mekanikken).
- Sam Zinglersen (red.): "Martinus – som vi husker ham". Zinglersens Forlag, 1989.
- Per Bruus-Jensen: "Martinus kosmologi – en kort præsentation". Forlaget Nordisk Impuls, 1994. (Side 70-71).
- Per Bruus-Jensen: "Sol & Måne. Glimt fra 10 år i lære hos en moderne mystiker og intuitionsbegavelse". Forlaget Nordisk Impuls, 2001. (Side 41 og 48).
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige