Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I en artikel i Kosmos for et par år siden (2000/12) fortalte Knud Højgaard om den engelske vismand og forfatter Paul Bruntons første besøg hos Martinus i juli 1950. To år senere udkom Paul Bruntons sidste bog "The Spiritual Crisis of Man", der i 1954 udkom på dansk under titlen "Vejen til nyt liv". Som det fremgår af Knud Højgaards artikel, var der dengang en del forventninger om, at Brunton ville komme til at spille en hovedrolle i udbredelsen af Martinus' tanker i den engelsktalende verden, ikke mindst efter hans lange ophold i Klint i 1952, men af forskellige grunde blev det aldrig til noget.

Efter læsningen af Knud Højgaards artikel gav jeg mig af nysgerrighed til at læse "Vejen til nyt liv" og blev hurtigt slået af, hvor mange vaskeægte Martinus-tanker og -temaer denne højst læseværdige bog egentlig rummer. Ja, jeg fik ligefrem den tanke, at selvom Paul Brunton aldrig fik skrevet et egentlig værk om Martinus, har han i det mindste indirekte med sin sidste bog ydet sit lille bidrag til kosmologiens videre udbredelse. Med til historien hører i øvrigt, at Ingrid Okkels, der bl.a. var tolk for Martinus, allerede fra 1949 brevvekslede med Brunton og orienterede ham om hovedpunkterne i kosmologien.

Jeg skal i det følgende forsøge at godtgøre, at store områder af kosmologien i det mindste er berørt i "Vejen til nyt liv". Og til dem, der måtte indvende, at diverse fremstillinger af "den evige filosofi" jo nødvendigvis må minde om hinanden hos forskellige vismænd, vil jeg blot sige, at dels forekommer selve fremstillingsmåden mig umiskendelig Martinus-inspireret, dels adskiller "Vejen til nyt liv" sig på mange måder fra Bruntons tidligere bøger, der er meget mere påvirket af hans forbindelse til den sydindiske guru Ramana Maharshi.

Der er flere passager i "Vejen til nyt liv", der tydeligt peger på et sådant spiralkredsløbs nødvendighed, ligesom det tilhørende livsenhedsprincip med dets mikro- og makrofænomener anes. Jeg påstår selvsagt ikke, at Brunton på dette tidspunkt har en fuldt udbygget forståelse af det evige spiralkredsløb med dets udviklings- og indviklingsfaser, men han har stor sans for selve spiralprincippet også i de mindre kredsløb og er fuldt ud klar over, at det ikke mindst er sult og mættelse, der driver væsenerne fremad. Hør blot her: "Hvis man spørger, hvorfor den uendelige visdom bag universet anvender det spiralagtige udviklingsprincip, må svaret blive, at det er den eneste måde, hvorpå de forskellige væsener kan opnå et så rigt fond af afvekslende erfaringer. (….) De går fra den ene modsætning til den anden, fra vinding til tab, fra sommer til vinter, fra dag til nat osv., tvunget af en evig lov, der virker både uden for og inde i dem selv. De begynder at længes efter forandring, selv hvor de lever under lykkelige forhold, hvis denne tilstand varer så længe ved, at den bliver ensformig. Det forklarer også, hvorfor de forskellige væsener, skønt kortvarigt, rekapitulerer tidligere livsformer, thi idet spiralen går tilbage mod sig selv, må den gentage sig selv, og denne gentagelse er ikke blot fysisk som med fostret i moders liv, men også mental i de første 28 år af hver inkarnation." (s. 135)

Som bekendt indebærer spiralkredsløbet blandt andet, at vi alle er mikro- og makrovæsener for hinanden og følgelig også har et langt større ansvarsområde, end man normalt forestiller sig:

"Det enkelte menneske er kun en celle i jordåndens liv og bevidsthed (….) men i ens eget legeme er der lige så mange mindre væsener, der spiller en lignende rolle i forhold til én selv. (….) Hvad betyder disse biologiske kendsgerninger? De betyder, at alt og alle står i forhold til et eller andet, og at dette forholds egentlige natur må forstås, inden det virkelig kan realiseres." (s. 176)

"Hvorledes skulle et univers kunne opstå, hvis der ikke samtidig opstod både godt og ondt, lys og mørke, glæde og sorg? (….) De, der forlanger en verden uden sorg, forstår ikke, at de også beder om en uden glæde." (s. 107)

I virkeligheden er der heller ikke langt fra Martinus' begreb om det ubehagelige gode til Bruntons bestemmelse af det onde som en illusion "når det ses fra det højest mulige synspunkt" (s. 127)

Midt under hårde, ubarmhjertige lidelser kan vi ikke se det nyttige eller retfærdige i dem, men når vi har fået dem godt på afstand og roligt ser tilbage på dem, kan vi se dem som en del af den guddommelige styrelse mod vort egentlige mål." (s. 86)

Når mørket kun er en tænkt modsætning til universets grundtone af lys og kærlighed – og jo i øvrigt et længselsobjekt, når vi i en fjern fremtid er gået hen og blevet mætte af lyset – kan det såkaldt onde derfor heller ikke repræsenteres af et eller andet med Gud ligestillet væsen:

"Det er ikke opstået ved en eller anden satanisk magt i modstrid med den guddommelige vilje. Syndefaldet og oplevelsen af lidelsen er en del af den kosmiske idé og ikke kosmiske tilfældigheder eller fejltagelser." (s. 128)

At det onde ikke har nogen absolut eksistens får dog ikke Brunton til at mene, at vi ikke på vort nuværende udviklingstrin skal forsøge at komme væk fra det, ligesom vi naturligvis skal modarbejde eventuelle destruktive tendenser hos vore medvæsener.

"Det er en del af det ondes mission at ægge mennesket til ondets egen ødelæggelse og at tvinge det til at forbedre sig." (s. 130) "Vi skal ikke ignorere det onde hos vore medmennesker, for vi er nødt til at have med dem at gøre i det praktiske liv. (….) Når vi kommer i berøring med dem, må vi se, hvad der er forkert hos dem; men det må ske upersonligt og uden uvilje. (….) De kan ikke lade være med at gøre det, de gør, fordi de ikke kan være anderledes, end de er, og det er summen af alt, hvad de har tænkt og oplevet i fortiden." (s. 143-44)

"Hvis de tragiske bange anelser i vor tid ikke skal blive bekræftet, er det nødvendigt, at der kommer en ny åndelig impuls. (….) Hvad der betyder noget er, at denne impuls fødes i menneskenes hjerter, for det, de føler dybt og inderligt i deres stille sind, vil til sidst blive det afgørende." (s. 42)

At denne fødsel forudsætter et opgør med den "dyriske personlighed" (s. 53) symboliseret i Sfinksen (s. 234) er Brunton ikke blind for, og han tilslutter sig fuldstændigt Martinus' tidshorisont for dette opgør i mere globalt perspektiv:

"Alene i løbet af de næste 2-3 årtusinder vil civilisationen frigøre sig for så mange af sine slette egenskaber, herunder krig, og erhverve sig så mange højere, at den tid, der kommer, vil blive en sand guldalder i sammenligning med den nuværende." (s. 152)

Også forslaget til hvad man længe inden da kan gøre, nemlig "at skabe en international institution, der skal fungere som en international politibetjent" (s. 20), lyder sikkert bekendt.

Brunton bruger konsekvent udtrykker "filosofien" om det, som Martinus har valgt at kalde åndsvidenskaben, men det skal understreges, at der er meget langt fra filosofi som tørt universitetsfag til Bruntons brug af dette begreb:

"Den lærer målbevidst at stræbe efter rigtig åndelig og følelsesmæssig ligevægt (….) Filosofien er ikke ude efter proselytter. Gennem egen intuition, tænkning og erfaring opdrages mennesker langsomt til dens synspunkt. (….) Først når deres ydre erfaring og indre vækst har taget tilstrækkelig form, begynder de at kunne have gavn af den."(s. 200-201)

I det følgende citat får vi næsten en minibeskrivelse af hele kosmologiens mål, der jo som bekendt ikke mindst består i at vise, at alt i sit slutfacit er til glæde for levende væsener:

"Vi lærer af filosofien, at hele universet, såvel som hvert enkelt menneskes liv, styres af love og ikke af tilfældigheder, af intelligens og ikke af ufornuft. (….) Vi kan trygt stole på, at en højere magt holder verdensprocessen i gang med et formål for øje, det til sidst vil vise sig at være det bedste for alle skabninger og ting." (s. 147-48)

"Syndsforladelse er et faktum og ikke blot et håb; men kun for dem, der lærer af deres lidelser og anvender, hvad de har lært. (….) Tilgivelsen træder først i kraft, efter at synderen har angret og forbedret sig. (….) I den forstand er der syndsforladelse, hvilket er noget ganske andet end den rent sentimentale form for ønsketænkning, der i religiøse kredse misbruger ideen om tilgivelsen." (s. 144-45)

Det skal her mod slutningen nævnes, at Brunton er helt på det rene med, at ovennævnte anger og forsøg på selvforbedring også indebærer, at menneskene:

"holder op med deres grusomhed mod og deres drab af dyr. (s. 20) Deres blinde hængen ved dyriske kamp- og drabsinstinkter giver sig udslag i to grufulde handlinger: Drab af mennesker i krig og drab af dyr under fredelige forhold." (s. 143)