Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Den danske filosof, Søren Kierkegaard (1813-1855), forsøgte livet igennem at komme overens med sig selv. Det brugte han pennen til, og det kom der et verdensberømt forfatterskab ud af. På samme måde, som mennesker ude i verden lærer sig dansk for at læse Martinus, således lærer endnu flere dansk for at læse Søren Kierkegaard på originalsproget. Skal vi sammenligne de to, så springer det straks i øjnene, at Martinus havde sit forfatterskab på plads, inden han begyndte at skrive. Kierkegaard derimod brugte sit som terapi mod et tungsind, han havde fælles med faderen, for hvem kristendommen var en tung byrde. Hele sit liv måtte Søren slås med denne arv, med "synden". Hvad er da synd? Det er at være ligeglad, det er at danse gennem livet uden at overveje dets muligheder, lege tiden væk og bruge ord uden at sætte handling bag. For Kierkegaard var "lidenskab" ikke udtryk for sanselighed og spænding, men en kraft, der indefra vil noget. Kierkegaard savnede mennesker, der gik lige så meget op i at finde ud af livet, som han selv gjorde. Det blev skiftevis til filosofisk/psykologiske mesterværker og voldsomme angreb på kirkens ledende mænd.

Kierkegaard betragtede mennesket som "et forhold, der forholder sig til sig selv". Det lyder lidt sært, og man må vende sætningen i hovedet et par gange. Men så ser man, at det er en vigtig side af Martinus' verdensbillede, der her rulles op i en kort sætning. Det er dyret, der bliver jordmenneske i samme øjeblik, det kan skelne sig selv fra sine omgivelser og tilmed distancere sig fra dette forhold, men ikke uden at "forholde sig" til det. Her ser Martinus menneskets vilkår som en "såret flygtning mellem to riger". Det er denne angstfyldte siksak kurs, Kierkegaard kortlægger med sine berømte syv "stadier på livets vej". I bunden finder vi "spidsborgeren", som endnu ikke er sig selv bevidst, at han har et "selv", og som derfor ikke kender til at forholde sig til sig selv. Han lever som et anonymt flokdyr og er blottet for personlig bekymring og engagement. I toppen finder vi det oprigtigt religiøse menneske, der uden om kirkens ritualer har vovet "springet ud på de 70.000 favne vand" og ydmygt og uden ræsonnerende overvejelser følger i Jesu fodspor. Mellem disse stadier finder vi forskellige andre måder at forholde sig til sig selv på: forbrugerisme, ironi, pligtfølelse, humor og enfoldig kirkekristendom.

Martinus inddelte menneskene i kategorier efter deres evne til at forstå hans bøger. Om A-kritikerne skrev han, at de kunne opleve med hjertet. Det er, hvad Kierkegaard kalder for lidenskab: "Lidenskab er dog hovedsagen, det er den egentlige kraftmåler for menneskene. Derfor er vor tid så ussel, fordi den ingen lidenskaber har." Det var, hvad Martinus skrev om B-kritikerne. De kunne nok give hans verdensbillede en ydre glans, men den havde intet liv, den var kun teori. Meget kan hjernen klare, men rigtig liv kommer der ikke over det, uden hjertet er med.