Kosmos 2003/9 side 194
Rundt om kontinentet
Kære læser!
Du og jeg og alle mennesker her på jorden er vældig privilegerede i forhold til alle klodens øvrige væsener. Vi har noget, de ikke har. Vi har en fantastisk hjerne, og så har vi sproget eller "ordet", som Martinus skriver om på de følgende sider. At have ordet betyder at høre til den gruppe, der har ordet, dvs. bestemmer. Vi kan med ord navngive detaljer i naturen, så vi kan holde dem fast for vores indre blik. Det er sådan, vi gør os jorden underdanig. Ukendt land bliver "døbt", og dets kyster bliver optegnet med navne for hver eneste bugt, og hvert eneste fremspring.
Den danske atomfysiker, Niels Bohr, skal have sagt, at naturvidenskab i virkeligheden slet ikke er viden om naturen, men viden om, hvad vi mennesker kan finde på at sige til hinanden om den. Det er sproget og ordet, der bestemmer. Sæt nu, kære læser, at vi har overset noget meget vigtigt i denne natur, fordi vi ikke har kunnet finde ord for det –!
Og sådan er det netop, fortæller Martinus. Ordet er til for at skabe bevidsthed og nærvær om den verden, der omgiver os. Og som vi skal se, bruger Martinus selv ordet. Han forbinder det ene ord med det andet i klare, sammenhængende tankerækker og beskriver en "kyststrækning", som menneskene i virkeligheden har berejst gennem tusinder af år. Nogle har deres ord fra naturvidenskaben, andre fra religionerne og atter andre fra filosofien. De har hver deres betegnelser, der undertiden lapper ind over hinanden. Men ingen har som Martinus "besejlet" hele kysten og set, at det drejer sig om et samlet kontinent, hvor man kan komme hele vejen rundt og slutte, hvor man begyndte.
Først når man er kommet så langt, kan man få det hele til at hænge sammen. Og så sker det, at alt det, man inderst inde måske godt vidste, men ikke havde ord for, bliver til klare ord og sætninger. Det er denne uforløste viden om en dybere mening og sammenhæng, der gør det spændende og berigende at læse Martinus, som vel at mærke ikke havde sin viden fra hverken religion, videnskab eller filosofi, men frit kunne rejse i sin egen bevidsthed og med ord og symboler fortælle andre, hvad han så.
Nu startede jeg med at sige, at vi er privilegerede, men har vi tillige Martinus' overblik med i bagagen, så kan vi begive os ud på hidtil usete eventyr i både naturen og vores viden om den. Så har vi ord, der hænger sammen. Det skal vi se et eksempel på i Harry Rasmussens artikel om kunstig befrugtning. Vi skal sætte ord på, som refererer, ikke bare til en lille kyststrækning, men til et helt kontinent af samlet viden. Og sådan skal vi i dette nummer af Kosmos berejse mange andre sider af det daglige liv og de aktuelle begivenheder ude i verden.
Martinus fandt selv helheden og overblikket i den konklusion, at alt til enhver tid er såre godt. At forbinde enden med begyndelsen kaldte han en "analyse". Og har man først fulgt ham turen rundt, kan man overveje, om ikke han har ret.
sh