Kosmos 2003/9 side 200
Kunstig befrugtning
af Harry Rasmussen
Den nyeste forskning inden for såkaldt kunstig befrugtning har påvist, at befrugtning i reagensglas er en metode, der giver muligheder for langt flere fejl, end når befrugtning sker i livmoderen. Disse fejl kan f.eks. indebære tidlig abort, fødselskomplikationer, dødfødt afkom og skader senere i livet på det afkom, der overlever. Afgørende er det imidlertid, at forskeren bag undersøgelsen mener, at dennes resultater også kan anvendes på en sammenligning af kunstig befrugtning og naturlig befrugtning hos mennesker. (1)
Selvom man – især som lægmand – skal vare sig for på nuværende tidspunkt at drage for vidtgående konklusioner og konsekvenser af den nævnte grundforskning, som indtil videre kun er foretaget på basis af fosteranlæg fra køer, melder der sig dog uvilkårligt den tanke, at forskningsresultatet principielt synes at stemme med, hvad Martinus har udtalt om emnet kunstig befrugtning. (2)
I forklaringen til symbol nr. 34: Parringsakten eller Guds ånd i mørket, beskriver Martinus, hvordan det reinkarnationsmodne individ i salighedsriget undfanges og reinkarnerer. Herunder fremhæver han samlejepartnernes fællesorgasme som den ideelle forudsætning for salighedsvæsenets tiltrækning mod lige præcis dét biologiske forældrepar, hvis fysiske og mentale karakter og livsvilkår er i optimal skæbnemæssig overensstemmelse med det diskarnerede individs skæbneelement. Denne opfattelse har Martinus bekræftet i de såkaldte Korrespondancebreve 1950/15, side 38-39, som er genoptrykt i tidsskriftet Kosmos nr. 7, 1985, s. 148-9, hvori han svarer på to læserspørgsmål vedr. undfangelse. Det første spørgsmål lyder: "Hvornår forbinder den diskarnerede ånd sig med det foster i moders liv, i hvilket den skal inkarnere. Sker det øjeblikkeligt ved befrugtningen efter samlejet, eller sker det, således som nogle mener, først tre måneder efter?" Det andet spørgsmål har følgende ordlyd: "Hvordan kan en kunstig befrugtning, hvilket her vil sige en befrugtning uden samleje mellem to parter af modsat køn, finde sted? –"
Ånd, aura og samleje
Til det første spørgsmål svarer Martinus bl.a., at undfangelsen finder sted i det tilfælde og øjeblik, hvor vibrationerne eller auraen fra en diskarneret ånd er nøjagtig på bølgelængde med de vibrationer, der kendetegner fællesauraen fra samlejets to partnere. Om den derved etablerede forbindelse eller kontakt oplyser Martinus, at der er tale om en "psykisk-kemisk forbindelse", som i særlig grad forbinder sig med mandens sæd og med denne bliver indført i kvindens kønsorganer. Her indgår det diskarnerede væsens aura i tæt kontakt med de organiske kræfter, der virker i kvindens organisme, særlig i livmoderen, og her igennem besjæler det diskarnerede væsen fosterets videre udvikling. Det er her, det diskarnerede individs skæbneelement med sin sum af organtalentkerner og erindringstalentkerner træder i funktion og indvirker afgørende på opbygningen og formningen af den ny organisme. Om denne bliver mere eller mindre normal eller unormal, velskabt eller vanskabt, er alene beroende på karakteren og kvaliteten af det nævnte talentkernekompleks.
Til det andet spørgsmål svarer Martinus, at undfangelse og dermed befrugtning udmærket kan ske, selvom ikke alle ydre betingelser er til stede. Gennem f.eks. mandens onani og seksuelle udløsning kan der forekomme så tilstrækkelig med salighedsenergi, at den kan tiltrække og etablere kontakt og forbindelse med et inkarnationsmodent individs aura. Når sæden derefter ad kunstig vej indføres i de kvindelige kønsorganer og befrugter ægcellen, indgår det diskarnerede individs skæbneelement automatisk i forbindelse med "den organiske skabende kraft i moderlivet", og fosterdannelsen kan begynde.
Undfangelse og kunstig befrugtning
Problemerne – for der er vitterligt visse problemer set med uindviedes øjne – omkring det diskarnerede individ og undfangelsen er søgt afklaret i Kosmos nr. 4-1998 i rubrikken "Spørg om Kosmologi". Under overskriften Hvordan kan kunstig befrugtning lade sig gøre? besvarer Hans Wittendorff et læserbrev, hvori der spørges om, hvordan kunstig befrugtning overhovedet kan lade sig gøre, når Martinus hævder, at det er ekstaseenergier under samlejet, der får et diskarneret væsen til at besjæle den sammensmeltede æg- og sædcelle? Svaret henholder sig i det væsentlige til Martinus' redegørelse og føjer derfor ikke noget nyt til.
Det er derimod tilfældet i et svar af Hans Wittendorff omkring samme spørgsmål, som står at læse i Kosmos nr. 1-1999. Under overskriften Om kunstig befrugtning og voldtægt forklares det, at befrugtningen først sker i det øjeblik, sædcelle og ægcelle smelter sammen. Wittendorff synes ikke at være i tvivl om, at sædcellen endnu er påvirket af den salighedsenergi, manden føler ved onanien og den deraf fremkaldte udløsning af den sæd, der er forudsætningen for "kunstig befrugtning", og han mener derfor, at perspektivprincippet skal inddrages i sammenhængen, idet vi bør bruge fantasien og forestille os, hvordan disse små cellevæsener (æg- og sædcelle) ved deres sammensmeltning selv udløser og oplever "en så vældig salighedsudstråling, at det tiltrækker et (organisme-) væsen fra salighedsriget." Eller i konsekvens heraf og sagt på en anden måde: Kvindens orgasme er overhovedet ikke nødvendig i sammenhængen, idet cellevæsenernes salighedsoplevelse i sig selv er tilstrækkelig til at tiltrække og etablere forbindelsen med et diskarneret væsen, "der således altid vil arve sine "byggesten" til den nye organisme fra både den feminine og den maskuline part." Med begrebet "byggesten" tænkes der formentlig på kromosomerne og generne fra henholdsvis den mandlige og den kvindelige biologiske partner. Mandens orgasme ser altså heller ikke ud til at være strengt nødvendig, når vi betragter undfangelsesprocessen på "celle-niveau".
Naturlig befrugtning
Imidlertid lader Martinus ingen i tvivl om sin opfattelse af spørgsmålet om den naturlige befrugtning kontra den kunstige befrugtning. I sit svar til det andet spørgsmål i Kosmos nr. 7-1985 (se ovenfor) bemærker han, at den naturlige befrugtningsmetode er den normale, mens kunstig befrugtning må betragtes som unormal, og han tøver ikke med at karakterisere den sidstnævnte metode som "i højeste grad en overtrædelse af livsloven." Han går tilmed så vidt som til at hævde, at ved at manden og kvinden unddrages det naturlige samleje og dettes kulmination i form af begges orgasmeoplevelse, "saboterer man selve livskilden." Martinus påstår endvidere, at efterkommerne af afkom, der er skabt via kunstig befrugtning, efterhånden vil miste forplantningsevnen og blive ufrugtbare. Den opfattelse ser indirekte ud til at blive helt eller delvis bekræftet af den i indledningen nævnte doktorafhandling, hvilket vel må karakteriseres som lidt i retning af en sensationel, om end stilfærdig nyhed.
Men til trods for at Martinus er af den opfattelse, at kunstig befrugtning kosmisk set har store ulemper og derfor i virkeligheden ikke er fremtidens løsning på barnløshed, mener han dog samtidig, at kunstig befrugtning har en vis berettigelse i de tilfælde, hvor et ægtepar brændende ønsker sig at få et barn, men hvor manden af en eller anden grund er ude af stand til at udføre samleje. Martinus tænker formentlig her især på de tilfælde, hvor manden er impotent.
Sædkvalitet og undfangelse
Imidlertid ved vi jo i vore dage, at der også kan være tale om, at kvaliteten af mandens sæd kan være så forringet, at den ikke er avledygtig. Barnløsheden kan også skyldes, at kvinden af en eller anden fysisk eller fysiologisk årsag ikke er i stand til at blive gravid, hvorfor man i sådanne tilfælde ser sig henvist til den udvej at udtage ægget af livmoderen og befrugte det i en laboratorieskål, hvorefter det igen anbringes i kvindens livmoder. Kvinden behandles i reglen samtidig med forskellige hormonpræparater, som skal fremme kroppens evne til at blive gravid og gennemføre et svangerskab. I ikke så helt få tilfælde lykkes det for kvinder at blive gravide ved hjælp af denne metode, hvorefter de i bedste fald gennemfører en graviditet og føder et i hvert fald tilsyneladende velskabt, sundt og normalt barn. Eller, hvad der også forekommer, tvillinger eller sågar trillinger. (3)
Den sidstnævnte befrugtningsmetode har Martinus ikke haft lejlighed til at tage stilling til og udtale sig om, idet han døde på et tidspunkt (1981), hvor metoden endnu ikke var almindelig kendt eller benyttet. Han har af lige så god grund heller ikke kunnet tage stilling til den situation, hvor mandens sæd er anbragt nedfrosset i en såkaldt sædbank til senere brug. For slet ikke at tale om de endnu ganske få tilfælde, hvor sæden er udtaget fra testiklerne gennem et mindre kirurgisk indgreb og derefter anbragt i en næringsvæske i en laboratorieskål, for der at afvente det øjeblik, da inseminationen i kvindens skede og livmoder skal foregå. Et sådant eksempel nævntes i en forsidenotits i Berlingske Tidende i januar 1999 og kunne tyde på, at mandens orgasme som allerede nævnt faktisk heller ikke er påkrævet i sammenhængen.
Undfangelse og rugemødre
Hertil kommer yderligere den situation, hvor man har udtaget et æg af kvindens livmoder, befrugtet det i en laboratorieskål med hendes mands sæd og derefter indsat det i en anden kvindes eller såkaldt rugemors livmoder. Der findes efterhånden flere eksempler på sådanne rugemødre, der har gennemført svangerskabet og født i al fald tilsyneladende normale og sunde børn, som de blot ikke selv eller deres eventuelle ægtefælle har nogen biologisk andel i. Efter fødslen er barnet i reglen blevet afleveret til den biologiske moder eller det biologiske forældrepar.
Man kan naturligvis mene om de sidstnævnte tilfælde, hvad man vil, ligesom man kan mene, at det sidste ord endnu ikke er sagt om brugen af kunstige befrugtningsmetoder. Kun fremtidige undersøgelser vil kunne besvare spørgsmål omkring udviklingen hos de børn, der er kommet til verden gennem kunstig befrugtning og disses eventuelle senere afkom. Men måske må en nærmere eller fjernere fremtid blive nødt til at give Martinus medhold i, at den naturlige befrugtningsmetode under alle omstændigheder er og bliver den bedste og optimalt rigtigste på menneskehedens nuværende udviklingstrin.
1) Kilde: Artikel i Berlingske Tidende 5.11.02 med overskriften "Reagensglas øger kromosomfejl". Den handler om en doktorafhandling af Ph. D. Dorthe Wiuff.
2) Martinus: Det Evige Verdensbillede 4, stk. 34.1-34.22.
3) Se f.eks. min artikel "Ufrugtbarhedens zone", Kosmologisk Information nr. 3-1999.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige