Kosmos 2003/11 side 257
Livsdriften og dødsdriften
af Hans Oldhage
Tanker om to modsatrettede drivkræfter hos mennesker og andre levende væsener er gået som en rød tråd gennem historien. Den ene drivkraft kan beskrives som en opbyggende og skabende kraft, mens den anden drivkraft er nedbrydende og ødelæggende. Den nedbrydende drivkraft – eller dødsdriften, som den også kaldes – er det, som Martinus kalder tyngdeenergi, medens dens modsætning, dvs. den opbyggende drivkraft – eller livsdriften, som den også er blevet kaldt – er det samme som det sammenføjende princip, som Martinus kalder følelsesenergi. Men Martinus var ikke den første, som observerede disse to modsatte, åndelige principper – som i virkeligheden er to sider af samme sag, da de forudsætter hinanden.
Allerede den klassiske filosof Empedokles, som levede på den lille ø Sicilien i 400-tallet f.Kr., identificerede det livgivende og det nedbrydende princip. Empedokles, som altså var fra Sicilien i det nuværende Italien, mente ikke, at der findes nogen absolut opståen eller undergang.
"Det, som virker sådan, er bare henholdsvis en sammensætning og en opløsning af forbindelser, bestående af jord, vand, luft og ild i forskellige proportioner. Dette er de uforanderlige grundbestanddele i alting. Empedokles kaldte dem "rødder"; senere blev de kaldt "elementer"… En kosmisk kraft, kærligheden, fører forskellige elementer sammen. En modsat kraft, nedbrydningen, skiller dem ad. Verden gennemgår forskellige perioder i et cyklisk forløb. I en sådan periode vokser kærlighedens magt, som til sidst skaber én stor, harmonisk enhed af forskellige elementer i forening. I en anden periode begynder nedbrydningen at opløse denne enhed. (1)
Vi genkender her hos Empedokles de begreber, som Martinus kalder følelsesenergi ("kærligheden") og tyngdeenergi ("nedbrydningen"), men også grundenergierne ("rødderne" eller "elementerne"), spiralkredsløbet ("cyklisk forløb") og indirekte også udviklingen og indviklingen. I løbet af udviklingsepoken sker der, ifølge Martinus, en opbygning af nye former, indtil disse når deres kulmination i form af et "kærlighedsrige", hvor alt er til glæde og velsignelse for alle (det rigtige menneskerige, visdomsriget og den guddommelige verden), hvorimod de gamle former nedbrydes i indviklingsepoken, hvor mørkets energier kulminerer i form af det, vi kalder dyreriget eller "dødsriget".(2)
Verdensaltets energier
Det, som Empedokles beskriver symbolsk med de fire "elementer" eller jord, vand, luft og ild, beskriver Martinus mere specifikt som syv grundarter eller energier, som han kalder instinktenergi, tyngdeenergi, følelsesenergi, intelligensenergi, intuitionsenergi, hukommelsesenergi og moderenergi. I Livets Bog skriver han om en samlet verdensenergi:
"… Denne samlede verdensenergi fremtræder i syv store grundarter for vibration og vil i henhold til disses særlige udfoldelsesnatur eller gennemtrængningsevne være at udtrykke som identisk med en fra en mindre til en mere virkningsfuld udfoldelse stigende skala, i hvilken hver enkelt grundart, med undtagelse af den syvende, fremtræder som udgørende trin. …" (3)
Det nederste "trin" i Martinus' udviklingslære dannes af den energi, som han kalder instinktenergi, og den tilværelseszone, hvor denne energi er dominerende, er den, som vi opfatter som planteriget. Den energi, der kommer umiddelbart efter, nemlig tyngdeenergien, er de for os så velkendte fænomener eksplosion, irritation og aggression såvel som kraft og bevægelsesenergi.
"… Da denne energi ligger til grund for alt, hvad der er af fysisk natur, vil den være at udtrykke som 'tyngdeenergien'. Denne energi har evnen til at gennemtrænge instinktenergien. Da dens dybeste natur, der, hvor den gennemstrømmer et levende væsens hjerne, viser sig identisk med sådanne tanker eller bevidsthedsformationer, som vi kalder "det onde", eller som befordrer princippet "at dræbe", og dette princip igen udgør den fundamentale livsbetingelse i den zone i tilværelsen, vi kender under begrebet "dyreriget", vil tyngdeenergien være den højeste livsfaktor eller bevidsthedsevne i dyreriget eller det rige, af hvilket det jordiske menneske endnu ikke er fri..." (4)
Vi kan altså her se, hvordan Empedokles' begreb "nedbrydningen" genfindes hos Martinus som tyngdeenergi. De fire "elementer" hos Empedokles kalder Martinus grundenergier. Og medens Empedokles taler om "sjælevandring" (5), beskriver Martinus de levende væseners reinkarnation. Vi finder således en udviklingstanke både hos den urgamle klassiske filosof og i nutidens moderne kosmologi hos Martinus. Jeg skal senere komme tilbage til den "kosmiske kraft", som Empedokles kalder kærlighed, og som Martinus kalder følelsesenergi, og som danner det tredje trin i udviklingen. Men først vil jeg henvise til yderligere en kendt person, som stammer fra en senere epoke, nemlig Sigmund Freud, psykologiens fader og psykoanalysens skaber. Også han talte om en nedbrydende og en opbyggende kraft hos mennesket, og netop Empedokles var en af hans inspiratorer.
Drifter og besjæling
Sigmund Freud havde et naturvidenskabeligt og medicinsk udgangspunkt, men gennem sit arbejde med psykisk belastede mennesker formulerede han en teori om menneskets psykiske drivkræfter. Freud troede, at de psykiske drivkræfter eller drifter, som han kaldte dem, var af biologisk oprindelse. Meget hurtigt efter psykoanalysens tilblivelse måtte Freud imidlertid opgive forsøgene på at forklare sin psykologiske teori ud fra et materielt og naturvidenskabeligt synspunkt. Han opgav dog ikke sine naturvidenskabelige ambitioner, men mente, at den slags forklaringer måtte skydes ud i fremtiden. I stedet udtænkte Freud altså psykiske og psykologiske forklaringer på patienternes lidelser, og han formulerede en omfattende teori om menneskelige behov og drivkræfter. Det var gennem forsøgene på at formulere en sammenhængende teori om psykiske drivkræfter, at Freud på sine ældste dage udmøntede begreberne livsdriften, eller eros, og dødsdriften, eller thanatos.(6)
Sidstnævnte beskriver han også som en destruktiv eller aggressiv kraft.
Det er interessant at bemærke, hvorledes Freud gengiver nogle af filosoffen Empedokles' tanker:
"Det, der specielt påkalder sig vor interesse, er den af Empedokles' teorier, som kommer så tæt på den psykoanalytiske driftsteori, at man fristes til at påstå, at de to er identiske, var det ikke for den forskel, at den græske teori er en kosmisk fantasi, medens vi nøjes med at tilskrive vores teori biologisk gyldighed. Den omstændighed, at Empedokles tillægger verdensaltet samme besjæling som den enkelte levende organisme, formindsker dog i høj grad betydningen af denne forskel."(7)
(Freud hentyder her til Empedokles' syn på verdensaltet som noget levende – et synspunkt, Freud ikke deler med ham, men som alligevel bevirker, at Empedokles' teorier trods alt kan føres over på mennesket, som også ifølge Freud er levende).
Tanker i årtusinder
Freud skriver videre om Empedokles:
"Ifølge denne filosof findes der altså to principper i både det verdslige og det sjælelige forløb, og disse to principper ligger i evig strid med hinanden. Han kalder dem kærlighed og strid. Den ene af disse to kræfter – som han i bund og grund mener er 'driftsmæssigt virkende naturkræfter og slet ikke nogen målbevidste intelligenser' – stræber efter at slå de fire elementers urpartikler sammen til en enhed, hvorimod den anden vil opløse alle disse blandinger og adskille elementernes urpartikler. Verdensprocessen tænker han sig som et stadigt foregående, aldrig ophørende, skift i perioder, hvor den ene eller den anden grundkraft går af med sejren, således at snart kærlighedens, snart stridens får iværksat sin hensigt og behersker verden, hvorefter den anden, den underlegne, tager over og nedkæmper sin modpart.(8)
Vi ser, hvordan tanken om den stadige vekslen mellem åndeligt lys og mørke – eller det, som Martinus kalder indvikling og udvikling – allerede fandtes hos Empedokles for mere end 2400 år siden. Og det er 1900-tals-forskeren Freud, som bringer dette til vores kendskab. Men der findes flere berøringspunker mellem de to filosoffer eller forskere på den ene side og Martinus på den anden. Freud igen:
"Begge Empedokles' grundprincipper – kærlighed og strid – er både af navn og gavn det samme som de to urdrifter eros og destruktion, hvoraf den ene stræber efter at sammenfatte alt forekommende i stadig større enheder, medens den anden stræber efter at opløse disse enheder og ødelægge de strukturer, som er opstået gennem dem."(9).
Senere kommer Freud med den indvending, at "livet" i Empedokles' teori er forbeholdt de biologiske organismer. Men livet findes ikke, ifølge Freud, i det fysiske verdensalt, som det gør hos Empedokles og Martinus. Freud har her faktisk observeret en interessant overensstemmelse mellem egne og Empedokles teorier. Hos Martinus får vi yderligere bekræftet grundtankerne hos begge de tidligere filosoffer. Det gælder først og fremmest de to kræfter eller grundenergier, som står for henholdsvis opbygning og nedbrydning. Betegnelserne er forskellige, men de står i princippet for de samme kræfter i naturen: På den ene side kærlighed, eros, libido, livsdrift eller følelsesenergi. På den anden side nedbrydning, strid, destruktion, dødsdrift og tyngdeenergi. Vi har her at gøre med livets mest elementære og grundlæggende kraftkilder, som gennemstrømmer hele tilværelsen.
To kompletterende energier
Der har altså allerede i årtusinder eksisteret tanker om og forståelse for to af den fysiske tilværelses grundlæggende energier. Der finder en stadig opbygning og nedbrydning sted i naturen, og de kræfter, som er den dybeste årsag til disse processer, er i nogen grad blevet gennemskuet af store tænkere i tidens løb. Men det er først gennem Martinus' kosmologi, at livets principper er fuldstændigt klarlagt.
Om så det dræbende princip er den stærkeste kraft i den fysiske verden, ville verden være utænkelig uden en kraft eller energi, der virker i stik modsat retning. Da den dræbende tyngdeenergi nedbryder og opløser, skal der også en energi til, som bygger op og sammenføjer. Følelsesenergien er netop sådan en kraft eller energi. Gennem det stadige samspil mellem eksplosiv og udvidende tyngdeenergi på den ene side og opbyggende eller sammendragende følelsesenergi på den anden, bliver opbygningen af fast materie – eller alt det, vi kalder fysiske ting – muliggjort. Det er også denne energi, der vil danne fundamentet for en fremtidig verden af kærtegn og kærlighed, hvor alle elsker alle:
"… Da det modsatte af at dræbe er at give liv, og at give liv i sin dybeste analyse er det samme som 'kærlighed', vil ovennævnte altså sige det samme som, at den tredje zones bærende livsfaktor eller bevidsthedsevne er identisk med princippet 'elsker hverandre', hvilket netop udgør kernen i alle de realiteter, ved hvis hjælp jordmennesket nu er i færd med at frigøre sig fra dyreriget. Den tredje zone i tilværelsen vil således være identisk med et rige, der lige så naturligt ligger over dyreriget, som dette ligger over planteriget. …"(10)
Men, tilføjer Martinus i samme åndedrag, dette rige findes endnu kun som et fantasirige eller utopi for de jordiske mennesker. Et rige, som domineres helt af "livsdriften" eller følelsesenergien, vil på en naturlig måde fuldstændig mangle de negative livsfaktorer, som vi kender som angreb, forsvar, krig, aggression og andre udtryk for "dødsdriften" eller tyngdeenergi. Men det faktum, at uhæmmet tyngdeenergi fører til lidelse og forskellige former for besværligheder, betyder ikke, at tyngdeenergien har udspillet sin rolle, når vi engang forlader den jordiske livszone, også kaldt "livets jammerdal".
"Dødsdriften" og "livsdriften", som i dette tilfælde er det samme som tyngdeenergi og følelsesenergi, er i virkeligheden to kompletterende kræfter, som – når de er i naturlig balance med hinanden – fører til positive resultater, som er til glæde og velsignelse for alt levende. Uden tyngdeenergi ville ingen former eller ting kunne dannes, da det er denne energi, der udgør den drivende kraft og "tyngde" i al materie i såvel den fysiske som den åndelige verden. Forskellen er, at den åndelige verdens mere "gasformige" eller luftige materier ikke behøver lige så megen tyngdeenergi, for at give de skabte former substans og bevægelsesenergi. Og uden følelsesenergi ville heller intet nogen sinde blive formet eller beholde sin form. Men "dødsenergien" er altså lige så nødvendig som "livsenergien".
Døden i livets tjeneste
"… er døden således ikke andet end en i kontakt med livslovene fremtrædende frigørelse af energi eller stof, uden at dette derved bliver løst fra sin tilknytning til Universets eller Altets øvrige stof. Alt, hvad der kommer ind under begrebet adskillelse af stoffer, alt, hvad der eksisterer som opløsning, ligegyldigt om denne foregår som en langsom nedbrydning af et gammelt hus, eller det er klipper, der sprænges af et lynnedslag, er udgørende nøjagtig samme princip som det, vi kalder 'døden'. Døden er således en temmelig almindelig foreteelse. Vi arbejder med den hvert eneste sekund af vort liv. Vi kan ikke foretage os nogen som helst handling uden i kraft af dødens princip. Ja, selv vor intimeste nødtørft kan kun eksistere som udtryk for frigørelse af energier og er således i sig selv en dødsproces. Det samme gælder naturligvis vore tanker. Hvorledes skulle vi kunne komme til sandhedserkendelse? – Hvorledes skulle vi kunne forædle vort sind eller bevidsthed, hvis vi ikke blev i stand til at opløse de uædle sindelag eller tanker? – Al udvikling sker jo udelukkende kun i kraft af en opløsning af det mindre fuldkomne til fordel for det mere fuldkomne og er i sig selv også en dødsproces, selv om den naturligvis ikke kan unddrages også at være en opbygningsproces. Alle opbygningsprocesser er således samtidig dødsprocesser, og dødsprocesser er opbygningsprocesser "(11)
Empedokles kunne ikke have udtrykt det bedre. Han ville sikkert bare have nikket og sagt, at han i Martinus havde fundet en sjæleven. Også Freud ville sandsynligvis mene, at hans teorier om en dødsdrift, sideløbende med den livsdrift, som han udforskede hele sit liv, var blevet bekræftet. Freud ville måske også mene, at det, han kaldte livsdrift, eller libido, i meget høj grad ligner det, som Martinus kalder den højeste ild. Men her befinder vi os inde på et område, der ligger uden for grundenergiernes område, nemlig den struktur i de levende væsener, som hører under det, som Martinus kalder overbevidstheden.
Livsdriften og dødsdriften kan beskrives som to aspekter af livets former. Med livsdriften eller følelsesenergien opbygger de levende væsener materien – og dermed livet – og med "dødsdriften" eller tyngdeenergien nedbryder væsenerne de materier, som har udspillet deres rolle. "Døden" er altså livets forudsætning, og livet er det, der igen følger efter "dødens" hærgen. Uden "død" intet liv – uden liv ingen "død". "Døden" og livet kan således siges at være to udtryksformer i de levende væseners liv og skaben. Jeg takker "døden", og jeg takker livet!
Noter:
- Nationalencyklopedin (svensk), Bokförlaget Bra Böcker AB, Höganäs, 1991.
- For Martinus' beskrivelse af "den kosmiske død", se Livets Bog 4, stk. 1533-1544. I Livets Bog 5, stk. 1604, 1611 og 1773, anvender Martinus udtrykkelig termen "dødsrige" om vores fysiske tilværelse.
- Livets Bog 1, stk. 254
- Livets Bog 1, stk 256. …"
- Nationalercyklopedin som ovenfor
- Eros var "kærlighedens og lidelsens gud" i den græske mytologi, medens Thanatos var "dødsdæmonen" eller "nattens søn og søvnens broder" ifølge samme tradition. Nationalencyklopedin, Bokförlaget Bra Böcker AB, Höganäs, 1991 og 1995.
- Sigmund Freud i Psykoanalysens teknik, Natur og Kultur 2002, s. 347.
- Som ovenfor.
- Som ovenfor
- Livets Bog 1, st. 257.
- Livets Bog 3, stk. 708.
Oversættelse LHC
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige