Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Den engelske naturforsker, Charles Darwin (1809-1882), fik som ganske ung lejlighed til at rejse Jorden rundt med orlogsfartøjet "Beagle". Turen tog fem år, og den blev grundlaget for hele hans videnskabelige indsats, der først og fremmest resulterede i en epokegørende teori om arternes oprindelse: The Origin of Species by Means of Natural Selection (1859).

Darwin gjorde sig ingen tanker om, hvordan livet på Jorden var opstået, men han så intuitivt, hvordan de forskellige arter var i familie med hinanden. Gik man langt nok tilbage i tiden, kunne man ligesom grenene på et træ følge udviklingen bagud til en fælles stamme. Det var ikke nogen ny tanke, men Darwin kunne underbygge den med stor grundighed takket være et enestående materiale af konserverede dyr fra næsten hele verden.

Dertil kom, at han med denne teori kunne skabe en anden forklaring end Bibelens. Naturen var ikke hensigtsmæssig, som den ville være, hvis den var planlagt af højere magter. Tværtimod vidnede hans fund om et kolossalt spild. Utallige var de individer, som måtte gå til i kampen for tilværelsen, fordi de ikke slog til. Men ind imellem dukkede nogle få individer op, som kunne tilpasse sig de ydre kår, og det var dem, der overlevede og fik mulighed for at sætte afkom i verden. På den måde blev udviklingen styret ved naturlig udvælgelse.

Martinus har viet de sidste sider af første bind af Livets Bog til gåden om arternes oprindelse. Pointen i hans fremstilling er reinkarnationen, der resulterer i en forbedring af de fysiske kroppe fra liv til liv. Martinus skriver (stk. 280): "For at forstå grundårsagen til at de levende væsener på udviklingsstigen kommer til at fremtræde som tilhørende forskellige arter, må man forstå, at selve udviklingen bæres af individets oplevelse af erfaringer, og at denne oplevelse igen i sin kosmiske analyse er identisk med den største udløsende skabende faktor for individets kommende legemskultur."

Ligesom den moderne videnskab efter Darwin grupperer arterne i "rækker", grupperer Martinus dem tilsvarende i "kosmiske udviklingsbaner": pattedyr, fugle, insekter osv. Men han fortæller også, at disse baner strækker sig over forskellige kloder, hvor det ydre miljø har givet anledning til det fællespræg, som gør visse individer til beslægtede arter. Martinus skriver i stk. 284: "Da disse baner i virkeligheden udgør den yderste konsekvens af individernes vandring gennem beslægtede erfaringszoner, bliver deres manifestation i den daglige tilværelse her synlig som udtryk for "arter". De kosmiske udviklingsbaner er således identisk med kilden til arternes oprindelse."

Nærlæser man disse sider i Livets Bog 1, vil man se, at de ikke på nogen måde undergraver Darwins geniale teori. Så stort er Martinus' verdensbillede, at der sagtens – nede i et lille hjørne – kan blive plads til hele naturvidenskaben og dermed også til dens forklaring på gåden om arternes oprindelse.

"Mysteriernes mysterium", som Darwin kaldte det.