Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Filosoffen David Hume (1711-1776) påviste, at opfattelsen af "godt" og "ondt" intet har at gøre med den ydre verden. På hans tid var det en almindelig udbredt opfattelse, at forstand og fornuft kunne levere beviser for en lang række moralske grundsætninger. Sådan er det ikke, fortæller Martinus og sætter moral i forbindelse med begrebet udvikling. Så langt går Hume ikke, men hør her, hvorledes han argumenterer for en påstand, som Martinus tager for givet:
 

"I alle de moralsystemer, jeg hidtil er stødt på, har jeg altid lagt mærke til følgende: Forfatteren argumenterer lidt på sædvanlig vis, fastslår at der eksisterer en Gud, eller meddeler sine iagttagelser vedrørende menneskenes affærer. Men pludselig, senere i teksten, bliver jeg overrasket over – i stedet for de sædvanlige forbindelser af udsagn: "er" og "er ikke" – at opdage, at alle udsagn er forbundet med "bør" eller "bør ikke". Denne forandring er ikke særlig mærkbar, men den er ikke desto mindre af største vigtighed. Thi eftersom dette "bør" eller "bør ikke" udtrykker en eller anden ny relation eller påstand, så er det nødvendigt at gøre opmærksom på den og forklare den. Og samtidig er det nødvendigt at angive en grund til en ting, der synes helt igennem ufattelig, nemlig hvordan denne nye relation – x bør y – kan være udledt af andre, der er aldeles forskellige fra den. Men da forfatterne ikke plejer at anvende denne forsigtighedsregel, tillader jeg mig at anbefale læserne den. Og jeg er overbevist om, at denne smule opmærksomhed vil kuldkaste alle de sædvanlige moralsystemer og få os til at opdage, at distinktionen mellem det moralsk forkastelige og det moralsk værdifulde hverken er baseret udelukkende på relationer mellem ydre objekter eller kan indses ved hjælp af fornuft eller forstand.

Lad os tage en handling, der er alment anerkendt som moralsk forkastelig – fx overlagt mord. Undersøg det fra alle synsvinkler og se, om De kan finde den kendsgerning eller det faktisk eksisterende noget, som De kalder for det moralsk forkastelige i mordhandlingen. Hvordan De end griber sagen an, vil De kun finde visse følelser, motiver, viljeimpulser og tanker hos morderen. Der findes ingen andre kendsgerninger i dette tilfælde. Det forkastelige går De glip af, så længe de betragter det ydre objekt.

Når man ser nøjere efter, er "det forkastelige" kun navnet på den følelse af afsky og afstandtagen, der vækkes i en person, der betragter handlingen – under visse betingelser. De vil aldrig finde det forkastelige, før De vender Deres refleksion mod Deres eget bryst og finder den følelse af afsky, der opstår i Dem, og som er rettet imod handlingen."
 

Fra "A Treatise on Human Nature" (En afhandling om menneskets natur), citeret efter Arne Næss: Filosofiens historie, bind 1, side 574 f., Hans Reitzels Forlag, 1991.