Ældre Kosmos og Kontaktbreve

For den tyske filosof Friedrich Nietzsche (1844-1900) gjaldt det med et moderne udtryk om at "realisere sig selv". Hvem var man i grunden, og hvorfor ikke bare være den, man var? Når man en dag døde, skulle man kunne se tilbage på sit liv og finde det så ærligt og redeligt, at man var parat til at leve det om igen. Og for at sætte denne tanke på spidsen støttede Nietzsche sig til en idé om den evige genkomst. Hvad vil det nu sige? – Jo, hvis man forestiller sig antallet af atomer i universet som et kolossalt stort tal, men dog et endeligt antal (hvad det ikke er iflg. Martinus), så må mulighederne for at kombinere disse atomer også være et endeligt antal. Før eller senere må den samme kombination altså opstå igen. Og det vil tilmed gentage sig ud i al evighed.

Hvor meget Nietzsche selv troede på denne idé, er svært at sige, men den passede ham godt, for den lagde grunden for en ansvarlighed, som den Martinus-orienterede læser sikkert også kender til. Det er ikke ganske ligegyldigt, hvad vi foretager os; vi bliver konfronteret med vores egne handlinger i kommende liv, og den tanke kan være med til at pirre vores samvittighed.

Men netop samvittighed ville Nietzsche ikke høre tale om. Hele den kristne tanke om næstekærlighed kaldte han en slaveopstand i moralen. Det var de svages strategi til at holde de stærke nede. Man stækkede dem på forhånd ved at indgive dem dårlig samvittighed, og det betød, at hele samfundet under den kristne moral var dømt til middelmådighed. Men menneskene var nu engang ikke født med de samme egenskaber, nogen var bedre til at lede og styre end andre. Der var fx de såkaldte overmennesker, som havde en herremoral, hvor "godt" betød evnen til at skabe værdier, mens "ondt" var det eftergivende og forsigtige. Nu var tiden kort sagt kommet til en omvurdering af alle værdier.

Som man forstår, var Nietzsche en rigtig ildsjæl, der brugte store bogstaver. Men det lå i tiden. Demokratiet var i sin vorden, og diskussionen om demokrati kontra diktatur blev i grunden først rigtigt afgjort i 2. verdenskrig. Forinden var Nietzsches lære om herremoral og overmenneske taget til indtægt af de tyske nazister. Hans ord blev vendt og drejet og tilmed forvansket af hans søster, som udgav og rettede i hans efterladte skrifter.

Hvem mennesket Nietzsche i virkeligheden var bag alle de provokerende tanker, forstår man måske bedst, når man hører, at han grædende faldt en hest om halsen, da han så den blive skampisket af en kusk i Torino. Herefter levede han de sidste 12 år af sit liv i mørkeste sindslidelse.

Set i sammenhæng med Martinus kunne man måske sige, at Nietzsches tanker fortæller ikke så lidt om de vanskelige kår, vi alle står i på rejsen mellem to store naturriger: dyreriget og et kommende rigtigt menneskerige. Vi er med Martinus' ord "sårede flygtninge mellem to riger", og i den situation kan Nietzsches filosofi måske koges ned til en appel om at udføre det umulige, nemlig at opføre sig naturligt.