Ældre Kosmos og Kontaktbreve

På den sjette dag skabte Gud mennesket i sit billede, så det kunne være Ham lig, står der i Bibelen. Men det stemmer ikke med virkeligheden, det kan enhver jo konstatere. Naturligvis forudsat, at man tror, at Gud er god og kærlig. Nej, det er derimod sådan, at mennesket gennem alle tider har udformet sit gudsbegreb efter sit eget billede. Man har udrustet den Gud, man tilbeder, med præcis de egenskaber, som man selv udfra sin mentale horisont oplever som attråværdige. På den måde har billedet af den hævnende gud taget form. Det er ikke naturligt for den jordmenneskelige psyke at vende den anden kind til. Man bør give igen på en krænkelse, ellers er man en kryster. Og man behøver ikke at gå tilbage til vikingetidens gudeideal for at opdage, at vi mennesker stadig udruster guddommen med de retsbegreber, som vi selv tilslutter os. Og der er altid muligheder for ved en speciel tolkning af bibelordene at finde eksempler på en vis trosopfattelse, en trosopfattelse, der er i samklang med ens egen idéverden. Hvad er alle stridigheder inden for det religiøse liv for øvrigt andet end et eksempel på netop dette? Man tilbeder samme Gud, men på helt forskellige præmisser.

Det kan altså ikke være sandt, at Gud på den sjette dag skabte mennesket i sit billede. Er Bibelen da en løgnagtig bog? Nej, absolut ikke. Den udtrykker, ifølge Martinus, dybe kosmiske sandheder, men gennem et okkult filter. Den er ganske enkelt et af forsynets redskaber til at forsyne menneskene med religiøs næring gennem forskellige tidsepoker og forskellige udviklingsstadier. Hvis et individ ikke er mentalt modent for en intellektuelt underbygget analyse af livsvilkårene, så kan en sådan analyse ikke udgøre nogen som helst åndelig kraftkilde for dette individ. Det religiøse budskab må da præsenteres i en, for det uudviklede sind, fordøjelig form for at kunne opfylde sin opgave som inspirationskilde for væsenets fortsatte åndelige vækst. Og det er denne proces, som hele tiden bliver virksom gennem verdensgenløsningsprincippet.

Mennesket blev altså ikke færdigskabt på den sjette dag, kan vi konstatere. Det eneste logiske resultat, hvis vi overhovedet forudsætter en planmæssighed i tilværelsen, må da blive, at denne skabelse til stadighed foregår. Vi befinder os stadig som jordmennesker midt i den sjette dag. Og i det perspektiv er der en vældig forskel på, hvor smertefrit det ifølge Bibelens bogstav gik til, da Gud først skabte Adam af støv og derefter skabte Eva af hans ribben, i forhold til, hvordan den skabelsesproces ser ud, som menneskeheden nu gennemlever. Men det er denne proces, som til alle tider og i stor udstrækning stadig er et mysterium for menneskeheden. Og ikke bare for det almindelige i dette emne uuddannede menneske, men i lige så høj grad for teologen. Vi kommer jo her ind på teodicé-problemet: hvordan kan Gud være alvidende, almægtig og uendeligt kærlig og alligevel tillade al den lidelse, der rammer de væsener, han selv har skabt? Men forklaringen er altså, ifølge Martinus, at det, vi er vidne til, er en skabelsesproces, hvor drastisk det end måtte lyde. Der er et andet citat fra skabelsesberetningen, der lyder: "Herren så på sit værk og fandt, at alt var såre godt". Dette er vel også, udfra et jordmenneskeligt perspektiv, vældig svært at være enig i. Men hvis vi ikke skal betragte Bibelen som en samling meningsløse fraser, så må jo sådanne fundamentale påstande have en eller anden slags bund i virkeligheden. Nu er der et andet bibelord, som siger, at lige så meget højere, som himlen er over jorden, så meget højere er Guds tanker end vore tanker. Og så kan vi måske vælge at acceptere, at Guds veje er uransagelige. Men, hvis vi ikke kan det, hvis vor trosevne er degenereret i den grad, at vi kun kan tro på det, som vi kan forstå, så vil vi forsøge at afdække mystikken bag disse mangetusindårige ord.

Men er det da den fulde og endelige forklaring på lidelsens gåde? Kunne Gud ikke lige så godt have skabt mennesket fikst og færdigt i sit billede, så vi var sluppet for al denne elendighed? For at denne udredning ikke skal blive alt for lang, vil jeg henvise til et andet bibelcitat, hvor der står, at Gud lod Adam synke i en dyb søvn. Hvad var det da for en dyb søvn ifølge Martinus? Jo, den var følgen af en salighedstilstand i spiralkredsløbets sjette rige, en hviletilstand, hvor det levende væsen ikke møder den mindste modstand fra materien, men lever i fuld harmoni med tilværelsen gennem umålelige tidsrum.

Men hvad sker der, hvis man oplever samme tilstand, samme situation, samme mangel på impulser udefra gennem en tilstrækkelig lang tidsperiode? Jo, man begynder at længes efter en kontrast til, i dette tilfælde saligheden, fordi livsoplevelsen, på grund af mangel på kontrasten, er degenereret. Man mærker ikke længere, at man lever, man bliver et ubevidst, et sovende væsen. Og den eneste mulighed for det levende væsen til at få en fornyet livsoplevelse bliver da gradvist at forlade den sovende tilstand og via planteriget igen søge mod den lidelseszone, som menneskeheden stadig gennemlever og på den måde genskabe en guddommelig bevidsthed.

Men selv om man er motiveret og forsøger at forstå dette forløb, så kan der ligge et par anstødssten i vejen. Den ene er, at vi ikke er bevidste om livsplanen. Vi kan teoretisk forstå den, hvis vi får den forklaret, men der kræves kosmisk bevidsthed, hvis den skal blive en naturlig del af vor egen sanseverden. Den anden er, at vi helt mangler evner til at forestille os den verden af lys og lykke, som vi kommer til at opholde os i, når vi har passeret den zone med problemer og besværligheder, som vi nu gennemlever. Kan der findes noget, der kan kompensere for eller retfærdiggøre de katastrofer, som netop nu rammer menneskeheden? Ja, sådan må det være. Nogen anden forklaring findes ganske enkelt ikke. Det er sådan, Gud skaber mennesket i sit billede. Og ifølge Martinus får vi rig kompensation. Det er en meget kort tid, vi har det besværligt i forhold til de enorme tidszoner, hvor vi lever i fuld harmoni med livslovene og med vore medvæsener. Men for at vi fuldt bevidste skal kunne gøre os til gode med oplevelsen i disse høje livszoner, så må vi også have oplevet dens absolutte modsætning ifølge kontrastprincippet.