Ældre Kosmos og Kontaktbreve

En læser fortæller, at man i den studiekreds, hun deltager i, har haft nogle diskussioner om, hvordan man bør lade sig begrave, når man dør. Nogle er tilhænger af ligbrænding som det mest miljøvenlige, andre mener, at almindelig begravelse er mere i overensstemmelse med Martinus' analyser.
 

SVAR: Den enkleste måde at besvare dette spørgsmål på er: Læs bogen Bisættelse –! Det er efter min opfattelse en af de "vægtigste" bøger, der findes. Hvis man er ung og slet ikke tænker på død og begravelse, kan dens titel måske virke lidt afskrækkende. Den kunne for så vidt have haft undertitlen: "Lær dit mikrokosmos at kende, – og få en bedre tilværelse".

Først og fremmest peger Martinus på, at alt liv består af "liv inden i liv". Med andre ord: Alle levende væsener er så ufatteligt afhængige af hinanden. I denne forbindelse ser vi det tydeligst, når vi betragter vores organisme, som består af milliarder og atter milliarder af små levende væsener: organer, celler, molekyler, elektroner osv. Tænk, hvilket samliv vi har med dem. Nogle er hos os i få minutter ad gangen, andre i længere tid, – og vore organer beholder vi normalt gennem hele vores inkarnation.

Når vort "jeg" forlader denne organisme, – det, vi kalder døden – kan man behandle det efterladte "livsredskab" på forskellig måde. Er man ikke bevidst om, at mikrovæsener lever videre i den efterladte krop, ja så tænker man ikke nærmere over det, – og lader kroppen blive brændt med hele sit indhold af levende, bevidste mikrovæsener. Man véd ikke bedre, man kan ikke handle anderledes.

Men efterhånden når vi frem til en større følsomhed over for disse mikrovæsener, sådan at vi under ingen omstændigheder kan nænne at "takke" dem ved at lade dem brænde. Man lader i stedet sin "brugte" organisme begrave, og lader naturen gå sin gang. Eller man går skridtet videre og giver liget en ekstra beskyttelse i form af balsamering og nedlæggelse i en særlig tætsluttende og langtidsholdbar kiste. Det er de muligheder, vi har i dag for at vise respekt for de levende væsener, vores "forladte" organisme består af. I den forbindelse kan jeg henvise til en længere artikel af Aage Hvolby om bisættelse, som er omtalt i dette nummer af Kosmos. Og Instituttet vil naturligvis orientere gennem Kosmos, når der i fremtiden er nyt om bedre former for balsamering end de nuværende.

I Bisættelse lægger Martinus ikke skjul på, at han betragter ligbrænding som en voldsom overtrædelse af livslovene, der jo netop omfatter kærlighed til alle levende væsener. I kapitel 91 giver han en hjertegribende skildring af, hvordan det ville være for os, hvis vores makrovæsen, Jordkloden, kom i brand, og alt liv på kloden brændte ihjel. I de efterfølgende kapitler fortæller han, at disse rædsler og pinsler i princip vil være de samme som dem, der bliver mikrovæsenerne til del ved ligbrænding. "Da store grupper af mikroindividerne i vor organisme har fysisk dagsbevidsthed, vil dette betyde, at de samme sjælelige kvaler, den samme rædsel og dødsangst, den samme panik, som er til stede blandt dyrene og menneskene ved jordklodens unaturlige undergang, også er til stede hos de førnævnte mikroindivider, når vor organisme prisgives en unaturlig undergang ved ild."

Der er sikkert nogle, der vil opfatte disse tanker om at tage hensyn til sine mikrovæsener, som ren fanatisme. Men har man først forstået Martinus' analyser af disse forhold, så er man ikke i tvivl, og så forstår man også, hvorfor Martinus lagde så stor vægt på at forklare det grundigt i Bisættelse. Med hans egne ord: "Det er således blevet synligt for os, at den retmæssige overholdelse af det store kærlighedsbud og det deraf følgende bevidste, virkeligt realistiske møde med Gud, oplevelsen af det højeste klarsyn, den fuldkomne lykke, umuligt kan opleves uden gennem skabelsen af den fuldkomne harmoni i samarbejdet mellem makrokosmos og mikrokosmos, mellem individets egen tilværelse og mikroindividernes tilværelse i dets egen organisme."

Men Martinus fremhæver også, at der sker en stadig forfinelse af vores organisme i takt med, at vi udvikler os væk fra dyrerigets livsform. Denne udvikling gør det naturligt at søge frem til mere forfinede metoder til beskyttelse af mikrolivet. Vi kan således sørge for at forsinke forrådnelsesprocessen mest muligt, – og derved sikre mikroorganismerne den nødvendige tid til at leve deres inkarnation ud. Det er op til hver enkelt af os at vurdere, hvor langt vi ønsker at gå med denne beskyttelse på nuværende tidspunkt, men blandt de foreliggende muligheder er balsamering og begravelse i en særlig tætsluttende og langtidsholdbar kiste.

Martinus konkluderer nu, at "foreløbig vil kun den almindelige begravelsesform stå de fleste udviklede mennesker åben. Det vil derfor ikke være uden betydning, hvis man reviderer den lidt." Og så skitserer han i kapitel 174, hvordan "mennesker med en forfinet samvittighed" kan lade begravelsen foregå. I stedet for blomster kan kisten dækkes af "sagens" flag, der jo udtrykker individets udødelighed, verdensaltets uforgængelighed og Guddommens eksistens. Dette flag behøver man naturligvis ikke at købe, – det kan lejes ganske billigt ved henvendelse til Martinus Instituttet.

Rent praktisk anbefaler Martinus, at man ikke henviser deltagerne til at tage afsked med afdøde, stående i al slags vejr ved den åbne grav. Med hans egne ord: "Betydelig sundere, skønnere og derfor mere tiltalende ville det derimod være, hvis højtideligheden kunne afsluttes i kapellet, og den ellers så smukke og kærlige sammenkomst dermed blev fritaget for at blive skæmmet af den førnævnte udendørs tradition ved graven." Denne begravelsesform kan man læse mere om i kap. 176. Og lad os ikke glemme, at Martinus i høj grad anbefaler, at en begravelse "i virkeligheden ene og alene burde være en lysets fest, en fest til ihukommelse af tilværelsens store kærlighedslove, individualitetens uophørlighed og livets evige væren."