Kosmos 2004/5 side 104
Hvad er meningen?
af John Klemens Nielsen
Hvis man har et åndeligt ståsted, som er kendt af de omgivelser, man færdes i, så har man formentlig fået stillet dette spørgsmål en eller flere gange – "Hvad er meningen egentlig?" Det er sandsynligvis mest, når det personlige liv byder på modgang og strabadser, at trangen til at finde "en mening med det hele" er mest aktuel, men der kan også være den mulighed, at krig, sygdom eller nationale og globale begivenheder kan skabe trangen til at vide, hvad meningen mon er.
Man kan roligt sige, at der er forskellige holdninger til besvarelsen af dette spørgsmål, og at disse forskellige holdninger afspejler vores tro, tanker og følelsesliv.
Her i vores land, Danmark, er den holdning, at meningen er, "at der ingen mening er", temmelig udbredt. Livet er et spil af tilfældigheder, og "enhver er sin egen lykkes smed", så hvis du ikke sørger for dig selv, jamen så er du ilde stedt. Desuden findes der også en meget udbredt overbevisning om, at der er en Gud, og at alt hviler i denne Guds hænder. Hvad meningen er med vore prøvelser, som de ofte benævnes, det ved kun Gud, og det skal mennesket ikke interessere sig for, det vil blive opfattet som gudsbespottelse.
Det religiøse instinkt
Når et menneske befinder sig i en krise, affødt af en eller anden begivenhed, så dukker spørgsmålet frem, helt af sig selv, "hvad er meningen med dette?" "Hvorfor skal jeg bære denne byrde?" Denne søgen efter svaret er ikke en viljesakt, det er nærmest at sammenligne med en automatfunktion.
Spørgsmålet fødes af en dyb "religiøs" følelse, der er rodfæstet i ethvert levende væsen. En følelse, der udspringer af en regulær organisk, psykisk forbindelse med "noget højere" end os selv. Det er den samme funktion, der træder i kraft, når vi er i livsfare. Selv den mest forhærdede, antireligiøse person vil sandsynligvis i en sådan livstruende situation alligevel bede til den Gud, han ikke tror på. Martinus har engang sagt det således: "De jordiske mennesker kan godt glemme deres Gud, men heldigvis glemmer Gud ikke det jordiske menneske", så selv om man har "mistet Gud", vil denne organiske forbindelse træde i kraft, når man tror og oplever, at alt håb er ude og etablerer hermed en kontakt til forsynet.
Forsynet
Uanset om man kontakter et andet menneske i skikkelse af en ven, en præst, en rådgiver o.a., eller stiller spørgsmålene indeni sig selv, måske formuleret som en bøn, måske blot som et tavst nødråb, ja så er det en henvendelse til det guddommelige forsyn, der således kan fremtræde i mange forskellige skikkelser.
Dette guddommelige forsyn er ikke bare nogen idé, abstraktion eller fantasi, det er en realitet, der består af levende væsener på det åndelige plan. Disse væsener er så kærlige og humant indstillede, at de kan betragtes som guddommelige redskaber eller hjælpere for de jordiske menneskers udvikling.
Det åndelige tilværelsesplan har mange forskellige niveauer, der er befolket af væsener med forskellige interesser og med varierende udviklingstrin. Jesus udtrykte det på denne måde: "I min Faders hus er der mange boliger!"
De væsener, der opholder sig i de åndelige verdener, er dels permanente "beboere", som ikke længere reinkarnerer i fysiske verdener, dels alle de, som har forladt det fysiske tilværelsesplan, og er det, vi kalder "døde", og så er der dem der er på en meget hastig "visit", medens deres legeme hviler sig i søvnen. Alle disse væsener er potentielle lytteorganer for forsynet og kan opfatte de tanker og bønner, der bliver udsendt fra de ulykkelige i den fysiske verden. Martinus fortæller, at alle bønner bliver hørt, men hvad der er meget afgørende for bønhørelse, er karakteren af denne bøn. I "Bønnens Mysterium" skriver Martinus, at "en bøn ikke kan få vandet til at løbe baglæns op i vandhanen igen", så man kan ikke forvente at kunne ophæve hverken de fysiske eller de åndelige livslove gennem bønnen. Hvad man derimod kan forvente, er en bønhørelse, der kan forme sig som en afklaring, en trøst, eller at man i heldigste fald kan opleve en indre accept af, at den ulykkelige situation ikke kan være spor anderledes, end den netop er, og at den er en del af en helt nødvendig udviklingsfase. Der findes også beretninger om såkaldte "mirakler", men det er et kapitel helt for sig selv.
Det kræver imidlertid en ganske god intuition eller psykisk sansevne at få en sådan lysoplevelse, men alternativet til den direkte oplevelse kan meget vel tænkes at være, som tidligere omtalt, en god ven, et familiemedlem o.a. som den pågældende får en "indskydelse" til at opsøge eller omvendt og herigennem får den fornødne hjælp og oplysning. Også på det fysiske plan er der altså medmennesker, der er indstillede på at hjælpe og støtte, hvor der måtte være behov, og de har en stor opgave som Forsynets redskab. Det er meget vigtigt at sætte sig ind i det nødstedte menneskes situation og tilsidesætte egne personlige holdninger og fordomme, hvis man skal yde en reel hjælp.
Det kan i nogle situationer være fristende at rulle hele "skytset" i stilling og fremture med hele det kosmiske verdensbillede til en ulykkelig sjæl, overbevist om, at sandheden om vores tilværelse som et levende væsen i samspil med omgivelserne, skæbnesammenhænge, årsag og virkning, reinkarnation o.s.v. er det rette svar.
Det rette svar
Hvis man selv har prøvet at stå midt i sit eget skæbnemørke, i en tilsyneladende uløselig situation, så ved man, at det ikke er udredningen af disse store perspektiver, der er den rette "føde" på dette tidspunkt. Det kan i værste fald skabe en modvilje. Her kan man godt opleve sandheden i "at få stene i stedet for brød". Det virker, som om at disse realiteter er for langt væk fra den virkelighed, der er så påtrængende, og her vil et konkret nærvær med enkle let omsættelige råd, være mere passende i situationen.
Jamen det kræver da vel næsten clairvoyante evner eller kosmisk klarsyn, vil mange sikkert indvende, men så svært behøver det nu ikke være.
Når et menneske er i en ulykkelig situation, så er der oftest sket det, at vedkommende har mistet sit normale "fodfæste" her i tilværelsen. Man kan her have til opgave sammen at finde et ståsted, hvor der vil være lidt "fast grund under fødderne", så der er her en stor opgave i at tilpasse sit svar og sin indsats til lige præcis det niveau, som passer til vedkommende. Ikke for højt, ikke for lavt, ikke for stort, ikke for småt.
Krishnamurti skriver, at det dybest set ikke er muligt at stille et spørgsmål, som man ikke selv kender svaret på, hvilket giver anledning til at tænke på, at der jo ligeledes er den mulighed, at man blot kan være en god lytter i forvisning om, at svaret dukker op i personen selv i samtalens løb.
Jeg synes selv at kunne erindre at have oplevet en sådan situation, hvor løsningen på mit problem pludselig, til min egen store overraskelse, kom ud af min egen mund.
For at vende tilbage til spørgsmålet: "Hvad er meningen?" så afhænger det meget af den situation, der afføder spørgsmålet. Er der tale om et menneske, der har lidt et stort tab eller har fået en alvorlig sygdom, så er svaret ganske anderledes end til det menneske, der spørger af en mere filosofisk nysgerrighed og interesse i de store kosmiske principper.
I førstnævnte tilfælde er vedkommende i en situation af større eller mindre fysik eller psykisk smerte. Her er det først og fremmest trøst og nærvær og dernæst en ganske forsigtigt indføring i lidelsens mission, der er påkrævet. I den anden situation vil et studium af de kosmiske analyser være den helt rette "åndelige føde".
Lidelse og udvikling
Sandheden er den, at meningen med vore lidelser og modgang er, at de skal udvikle os gennem personlige erfaringer – lære os at forstå, at der er nogle livslove, det vil sige nogle grundlæggende, helt ufravigelige åndelige love, helt på linie med alle de naturlove, videnskaben har påvist, love på hvilke alt liv er baseret. Man har her i tilværelsen sin såkaldt frie vilje til selv at vælge, om man vil være med eller imod samme love. At være med livslovene vil give et harmonisk og dejligt liv og imod vil afføde lidelser, sygdom og modgang. At kunne leve med livslovene er ikke et spørgsmål om at ville det, men om at kunne det. Det kræver altså en slags begavelse eller evne at kunne skabe sig en vidunderlig og harmonisk tilværelse, en begavelse, der selvfølgelig ikke kommer "af sig selv". Det kræver viden og øvelse at optræne ethvert tænkeligt talent, således også talentet og erfaringen for, hvordan man skal handle og være for at komme i overensstemmelse med, ja så at sige, være et levende eksempel på, kærlighed og tolerance.
Det vil således være mere rimeligt at stille spørgsmålet : "Hvad er meningen med livet – hele livet?" Svaret er egentlig ganske enkelt og ligetil,– den dybeste mening med livet er – livsoplevelsen – i alle de facetter, som dette indebærer. Hele det store panorama af geniale livslove, såsom "spiralkredsløbet" – "sult og mættelse" – "den seksuelle polforvandling" – "kontrastprincippet" – "livsenhedsprincippet" – "perspektivprincippet" og alle de andre livsprincipper, der er beskrevet af Martinus, og hvis store facit, er det samme som en altomfattende kærlighed, er ikke egenskaber ved livet, men livet selv sat i scene til fuld opfyldelse af en evigt, mellem mørke og lys, vekslende livsoplevelse. Dybt i det levende væsens struktur, i overbevidstheden, er "urbegæret" rodfæstet. Dette begær er evigt rettet imod at opleve livet.
Det "lykkelige" liv
Vi ønsker alle et lykkeligt liv her på jorden og mener formentlig, at det består i at opleve så lidt modgang som muligt eller slet ingen, hvilket må siges at være et helt "naturligt" behov. Livet skulle derfor være som én lang sommerdag med sol foroven, floraens overflod og kvidrende fugle, men realiteterne er, at sådan former livet sig yderst sjældent. Vi må indse, at et "lykkeligt" liv på jorden, i den udviklingsfase vi befinder os i, omfatter både "det behagelige gode" og "det ubehagelige gode". At virkelig indse, at det er livets betingelser i denne fase, og virkelig acceptere disse betingelser, vil give os fred og indre afklaring. At være i "krig" med sin skæbne, hvilket vil sige at ikke ville acceptere de tildragelser, man oplever som værende retfærdige og et udtryk for virkninger af selvskabte, fortidige handlinger, men som et udtryk for tilfældigheder eller andre menneskers mangelfulde udvikling, er at være på kollisionskurs med livet selv. Vi ser omkring os masser af eksempler på, at en sådan livsholdning skaber en negativ adfærd i indædt kamp med alt det, vi ikke bryder os om i forvisning om, at det fortjener vi ikke. Den samme situation kan vendes til en positiv og konstruktiv dialog med de begivenheder, der kan blive en gevinst i vores personlige udvikling. I samme grad, som vi virkelig indser, at alt går i kredsløb, at energier/handlinger skabt af os selv vender tilbage, præsenteret for os gennem vores medvæsener, – i samme grad er vi i stand til at bryde den negative cirkel. Hvis vi åbner os positivt for hele tilværelsen med den grundindstilling: "hvad skal jeg lære af dette?" og tilgiver de medskabninger, der er disse handlingers budbringer, så har vi det allerbedste udgangspunkt for at løfte os selv og komme i bedre overensstemmelse med livets grundtone – kærligheden og dermed et lykkeligere liv.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige