Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Da Batman er dreng, er han udsat for en forfærdelig oplevelse. En sen aften i Gotham City er han på vej hjem med sin far og mor. I en sidegade bliver de passet op af to røvere. De kræver penge og river perlekæden af moderens hals. Faderen sætter sig til modværge og bliver skudt. Moderen skriger op og bliver skudt. Tilbage står lille Batman med en pistol pegende mod sig. Han har set for meget. En sirene lyder i det fjerne. Den ene røver bliver nervøs. "Kom, lad os løbe!" Lille Batman bliver skånet, men har mistet sine forældre.

Den hændelse udvikler Batman – et højteknologisk supermenneske langt forud for sin samtid, en "retfærdighedens" frontkæmper (en ideal personificering af U.S.A.?), alle kriminelles overmand og skræk. Men i Gotham City, hvor livet kører som i 1940-ernes U.S.A., har udviklet sig en modsvarende superskurk Jokeren. En gennemsyret intelligent psykopat, der finder morskab ved alt, hvad der er ondt. Han får stadig mere indflydelse på livet i byen, hvor korruption er udbredt, og hvor en stor del af befolkningen til enhver tid kan købes for penge. Et samfund i moralsk forfald.

Jeg må indrømme, at Batman fascinerer mig. Han borer sig ind i et svagt punkt i min bevidsthed og afslører, at gammeltestamentlige tankearter stadig lever derinde og gennem en Batman film får lidt åndelig næring. Det giver en vis grad af indre ro og tilfredsstillelse at se dette retfærdighedshungrende supermenneske rette op, hvor lovløsheden har taget overhånd, og hvor samfundet – og lille svage mig – har givet op (mænd kan også blive reddet af helte). Jeg kunne bruge som undskyldning, at sådan føler og tænker rigtig mange mennesker. Vi er mere eller mindre gammeltestamentlige i vores måde at komme det onde til livs på – de skal straffes og om nødvendigt udryddes! Dette sindelag er tydeligt nok ikke et problem, som kun såkaldte kristne mennesker lider under. Mangen en muslim og hindu har en tilsvarende stærk tro på brug af overmagt og gengæld som konfliktløsning. Den, der tror, at retfærdighed og fred kan opnås ved brug af magt og gengæld, er lovbundet dømt til at leve med en Joker, for hun/han skaber ham selv!

I filmen Batman fra 1989 (Jack Nicholson spiller Jokeren) kommer dette helt tydeligt frem i det "endelige opgør" mellem Jokeren og Batman. En kamp på liv og død på taget af et mægtigt klokketårn (tæt på himlen). I kampen udspiller sig et replikskifte mellem Batman og Jokeren, der går på, hvem der skabte hvem først. Hvem kom først? Skabte Jokeren Batman, eller skabte Batman Jokeren? Her er vi virkelig tæt på et "himmelsk" spørgsmål, som kun kan besvares fyldestgørende via et åndsvidenskabeligt livssyn.

Men vi skal lige have slået Jokeren ihjel. Han ender selvfølgelig med at styrte ned fra tårnet, og som en sidste hilsen høres grinelyden fra en lattermaskine, han har gemt på sig. Batman beholder livet og får sin elskede. Det er det andet gennemgående tema i filmen, at Batman har det svært med kærligheden. Det beskyttelsespanser, den usårlighed, som rollen som Batman kræver, har en pris. Kærligheden lukkes også ude, og det selvom Batman i sit civile liv er en blød og sympatisk mand. Der er en tydelig parallel til vore dages samfund, hvor der bliver ofret store summer på forsvar, beskyttelse, raketskjold og sikkerhedsforanstaltninger. Mennesket spærres inde og kærligheden holdes ude.

Martinus skriver i Livets Bog 2. stk. 436-438 at bøger (og film) endnu som oftest er udtryk for ufuldkommen kunst, når de ender med at helten overlever, og skurken straffes eller slås ihjel. Det er udtryk for en historie, der ikke er skrevet færdig. Livets/udviklingens kredsløb er ikke sluttet. Enden på historien er, set i det evige livs perspektiv, at "helten" og "skurken" giver hinanden hånden, tilgiver hinanden, bliver venner.

Jokeren repræsenterer menneskets djævlebevidsthedsstadium i en rendyrket form. Batman repræsenterer et senere og højere udviklingstrin, der dog stadig er et udtryk for djævlebevidsthed. Gennem brug af teknisk intelligens og fysisk overmagt er han en frelser og beskytter af de svage – det spæde menneskelige. Sådan nogen har vi i høj grad brug for, i den tid vi lever i!? Hvis ikke "den gode fysiske overmagt" skulle frelse os, hvad skulle da? Det er her, vi står i dag! Hvad enten vi kalder os ateister, troende eller måske vidende, vil troen på "den gode fysiske overmagt" stå os nærmere som konfliktløsning end Jesus' bjergprædiken, – ideen om at vende den anden kind til, at elske vore fjender og bede for dem, der forfølger os.

Vi må spørge os selv, hvorfor skulle lille Batman miste sine forældre ved et røveri? Svaret kan kun findes i lille Batmans fortid, hvor han har spillet den kriminelles rolle. Det er jokerrollen, der over flere fysiske tilværelser leder til udvikling af batmanrollen. "Batman" har i sin fortid høstet nederlag og lidelser som virkning af hans jokermentalitet. Han har lært nogle grundlektier om dette at kende godt og ondt og har fået nye idealer. Hans sans for retfærdighed er blevet skarp, men fortsat på "dyrerigets" betingelser (selvretfærdig – den med bjælken og splinten i øjet). Det er denne skarpe retfærdighedssans, der sammen med livets skole (røveriet) får Batman til at udvikle sig, hvorved retfærdighedssansen på en måde går over gevind. Denne udvikling er et led i en indvikling, for det er ikke løsningen på "det ondes" problem. Batmanrollen afslører en ufærdig forståelse af næstekærligheden, derfor må Batman leve med en stor eller lille Joker i sit liv præcis så længe, som han tror på magt og straf som retfærdighed.

Jokeren symboliserer både et ydre og et indre problem, der har besat Batmans følelsesliv. Jokeren sidder på Batmans evne til at føle glæde og udtrykke kærlighed. Batman har måttet give afkald på et naturligt, frit, varmt og udtryksfuldt følelsesliv i sin kamp for retfærdighed på de præmisser, som ligger i forsvar, angreb, intelligens og fysisk styrke. Batman har et problem, som rollen som Batman kun kan forstærke, uanset hvor mange psykopater han får buret inde.

Retfærdighed er ikke så hårdtslående enkel. Batman sidder tilbage med en udfordrende Joker – "se hvor uretfærdigt det hele er!" – griner han. For Batman er livet en alvorlig sag. Han tror på "det gode". Jokeren griner af alt, hvad der har med varme følelser, alvor, kærlighed og retfærdighed at gøre. Sarkasme og ironi er Jokeren specialist i, og hvem har ikke brug for lidt sarkasme for at tåle verdens tilsyneladende uretfærdige meningsløsheder?

Udviklingen / livets skole vil efterhånden lukke for energitilførslen til både Batman og Jokeren i bevidsthedslivet. Vi kan ikke komme af med Jokeren uden at bekæmpe troen på "Batman". Vi vil efterhånden fødes ind i mere fredelige samfund, hvor der er udviklet følsomme og intelligente former for konfliktløsning, fordi menneskene har lært noget meget værdifuldt af at spille rollen som Jokeren og Batman engang i fortiden. Ja, uden joker- og batmanrollerne var disse mennesker aldrig blevet virkelig humane. Vores indsigt skal vi kunne praktisere i form af forståelse for og kærlighed til såkaldte forbrydere og fjender. Ikke dermed sagt, at samfundet ikke må beskytte sig mod forbrydere – men ikke med straf.

Hvis denne historie skal skrives færdig i overensstemmelse med de love, der står bag al udvikling og bag al personlig skæbnedannelse, så skal Batman give Jokeren et kram – "jeg har lært meget om mig selv og livets sammenhænge gennem dig!". Derefter er det nødvendigt at tage afsked med fascinationen af Batman, og her lyder den samme tak: "jeg har lært meget om mig selv og livets sammenhænge gennem dig!" "Men jeg må videre!" "Jeg må lære at stå på egne ben uden angreb, uden forsvar, uden kunstigt panser og beskyttelse, uden falske forestillinger om retfærdighed, kun rustet med tilliden til at Forsynet lader alt det ske, som er nødvendigt, for at jeg kan blive "et rigtigt menneske".