Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I Danmark kender alle det årligt tilbagevendende mirakel med bøgen, der springer ud i maj. Så begynder et nyt kredsløb, et nyt forår, en ny sommer og et nyt efterår. Og hvorfor ikke forestille sig noget lignende, når det gælder et menneskeliv? Sådan er det, siger Martinus, døden er blot en slags vintersøvn, der varsler om et nyt fysisk liv, en ny fødsel i en ny lille barnekrop.
 

Ligesom bøgen og flere andre træer taber deres løv om efteråret, fordi dettes kredsløb er tilendebragt, men derimod tager roden og stammen med over i et nyt kredsløb, og i et nyt forår igen får en vældig løvkrones pragt, således må det animalske væsen også i sit jordlivskredsløbs "efterår" tabe sin "løvkrone", hvilket vil sige: sit fysiske legeme, fordi dette har tilendebragt sit kredsløb, og kun tage "roden" og "stammen", hvilket vil sige: skæbneelementet og bevidsthedstrinet med over i et nyt jordlivskredsløb, fordi disse to foreteelser repræsenterer kredsløb, hvis forekomst, forud og bagefter den fysiske krops eksistens og tilblivelse, er lige så absolut nødvendig, som løvtræets rod og stamme er nødvendig forud og bagefter en løvkrones tilblivelse, for at denne overhovedet kan eksistere og fornyes hvert forår.

Det animalske væsen har således, som det vegetabilske væsen, også sin "bladløse stamme" og "vintertilstand", der, for den udviklede forsker, på sin vis kan iagttages på det fysiske plan. Det, vi kalder "alderdom", er således kun "bøgekronens" visnen og fald for efterårets storme og vinterens begyndende nattefrost, overført på plantevæsenets animalske stadiums kredsløb. Det, vi kalder "døden", er kun vinterens snefog og rimtågens iskrystaller, der illuminerer de bladløse grene under vinternattens hvile.

Men under det hvide dækkes fred, inde i træets rod og stamme, arbejder safter og stoffer sig frem imod skabelsen af "et nyt forår". Skæbneelement og talentkerner stiler usvigelig sikkert mod udfoldelsen af et nyt fysisk livs skabevæld. Og se, en skønne dag overskygges den stille stammes bladløse grene af en ny løvkrones strålende pragt, og gøgen kukker atter i det fjerne, forårssolen glitrer i den stille skovsø, og lærken synger højt imod sky over grønne marker. På Guds evige befaling, "der blive lys", fremtræder den "døde" gudesøn i et nyt fysisk jordlivs opstandelse. "Vinteren", "døden", "hvilen" er overstået. Livet vender tilbage. Kredsløbet fortsætter. Igennem den opstandne gudesøns nye fysiske legeme funkler Guds ånd videre, ind gennem tiden og rummet, ud over verdener, sole og stjernebyer.
 

Uddrag af Livets Bog 3, stk. 648.