Kosmos 2004/8 side 185
Fra ensidighed til mangesidighed
af Lars-Olof Hammarberg
Hvem har ikke ind imellem følt sig låst inde i en alt for ensidig personlighed og længtes efter et bredere repertoire?
Den schweiziske psykiater Carl Gustav Jung mente, at vor personlighed stræber efter helhed, og at vi kan påvirke forløbet, når vi én gang har forstået sammenhængen.
Martinus' kosmiske analyser bekræfter dette samtidig med, at Martinus udvider perspektivet og giver et mere nuanceret billede af processen.
"Hvor er alt tomt og trist og meningsløst i denne verden med al dens usle stræben" udbryder Hamlet. Mange af os har sikkert følt som den danske prins og søgt efter hjælp.
Carl Gustav Jung, med sin analytiske psykologi, ville måske kunne have lodset Hamlet ud af stagnationen. Leden og dysterheden ville være blevet tolket som signaler fra forsømte dele af psyken, som krævede opmærksomhed.
Ifølge Jung bliver vi først hele, trygge og lykkelige, når bevidstheden og det ubevidste i os har lært at kende, respektere og tilpasse sig til hinanden. Livets opgave er netop at bevirke det. Han delte symbolsk psyken op i forskellige dele, navngav dem og kaldte psykens stræben efter helhed for individuation. Artiklen tager kun nogle udvalgte dele af dette forløb op.
Nogle af Jungs begreber
Ud fra sit perspektiv mente Jung, at mennesket oplever virkeligheden gennem følelse (via de fem sanser), eller intuition ("en sjette sans"). En vurdering af det oplevede sker ved hjælp af tanke eller følelse. Intet menneske er det andet lig, og kombinationsmulighederne er derfor mange. Dertil kommer, at vi ifølge Jung er mere eller mindre ekstroverte eller introverte. Det betyder i al korthed, at nogle af os er mere interesserede i den ydre verden, medens andre finder den indre psykiske verden mere tillokkende.
Individuationen går bl.a. ud på at aktivere flere af disse komponenter og at skabe balance i systemet.
Med begrebet persona mener Jung den del af personligheden, som vi umiddelbart er parate til at vise frem for omgivelserne. Den spejler således ikke hele vores person, men giver andre et signal om, hvordan vi gerne vil opfattes. En sund person tilpasser sig let forskellige sociale situationer, samtidig med at den giver klart udtryk for den bagvedliggende karakter. Modsat denne finder man et menneske, som er helt og holdent persona, og som ustandselig er urolig for, hvad andre vil synes. Den anden ekstrem er den minimale person, som ikke tager noget som helst hensyn til omgivelserne.
Skyggen er en del af den ubevidste personlighed. Her skjules egenskaber og begær, som man gennem opdragelsen har lært at betragte som ikke ønskværdige. En del af skyggen består af negative karaktertræk som hovmod, misundelse, gerrighed og intolerance. Men her findes også værdifulde og vitale kræfter, som det er lykkedes vore omgivelser at undertrykke, eller som vi har været for (u) disciplinerede? til at dyrke. Det kan dreje sig om kunstneriske interesser, humor, optimisme, sensitivitet og elegance.
De negative træk fornægter vi som regel gennem persona´en. Fornægtelsen hindrer dog ikke manglen på karakter i at påvirke os. Vi projicerer dem øjeblikkelig ud på andre mennesker. Det sker både enkeltvis og kollektivt. En dygtig demagog kan få en gruppe mennesker til kollektivt at projicere deres negative træk ud på en fælles syndebuk. Det er et almindeligt kneb i den politiske retorik.
Det er svært, men vigtigt, at blive af med sin skygge. Ved at indrømme de negative træk hos os selv kan vi gradvis trække vore projektioner tilbage, begynde at bearbejde vore mangler og derved frigøre psykisk kraft. Det er naturligvis også vitaliserende at begynde at dyrke de positive kvaliteter, der ligger fortrængte i skyggen.
Skyggen spøger
I novellen Dr. Jekyll og Mr. Hyde har Robert Louis Stevenson fremstillet skyggens problematik. Henry Jekyll bliver mere og mere fascineret af sin skygge, der repræsenterer hæmningsløs ondskab, brutalitet og forlystelsessyge. I stedet for at blive ven med skyggen og indlemme den i personligheden taber han mere og mere kontrollen og bliver til sidst helt et redskab for udyret Edward Hyde.
Ved siden af skyggen har manden ifølge Jung en feminin facet og kvinden en maskulin facet i sin egen psyke. Han døbte dem til anima respektive animus. De er hovedsagelig ubevidste og bliver genstand for projektioner. Det sker ved forelskelser og viser sig ved, at man hurtigt udruster den elskede med eftertragtede egenskaber, som han eller hun måske senere viser sig at mangle. Skuffelsen lader ikke vente på sig.
Mandens anima optræder ofte som erotiske fantasier og stemninger, medens kvindens animus giver sig til kende i form af en eller anden stærk overbevisning.
Hvis det lykkes manden, i stedet for projektion, at indlemme sin anima i sin egen personlighed, viser det sig som glad spontanitet, varm venlighed, kreativitet og et større følelsesregister. Ved at interesse sig for fx kunst, poesi, musik og dans kan det lykkes manden at fastholde de stemninger, som hans anima sender ham. HVIS han derimod forsømmer sin anima, bliver han trist, pirrelig, ensidig, overfladisk og rigid.
En kvinde, som det ikke lykkes for at assimilere sin animus, kommer let til at sidde fast i en kamp for at opnå overlegenhed i ægteskab og arbejdsliv. Hun skaber let affektladede scener og det bliver vigtigt at vinde points i debatter. Hvis det derimod lykkes for kvinden at indlemme animus i personligheden, udvikler hun mod, initiativkraft og nuanceret kundskab. Jung mente, at en sund religiøs eller åndelig virksomhed gør det lettere for mennesket at løfte det modsatte køns egenskaber op i bevidsthedens lys og give udtryk for dem i hverdagslivet.
Anima gør sig bemærket
I filmen Den blå engel fra 1930 anskueliggøres en animaprojektion, som ender dårligt. Den strenge og pedantiske gymnasielektor Immanuel Raath bliver fortryllet af tiltrækningskraften hos kabaretsangerinden Lola, (spillet af Marlene Dietrich). Det går så vidt, at hun til sidst gør ham til nar og klovn i sin forestilling. Raath har efterhånden mistet sin borgerlige position og omgivelsernes respekt. Han går under i total fornedrelse.
I Herman Hesses roman Steppeulven møder vi den intellektuelle særling Harry Haller. Harrys liv er blevet mere og mere sterilt. Han lever i bøgernes og den klassiske musiks verden, men han mangler helt en levende kontakt med mennesker. Selvmordet fremstår mere og mere tydeligt for ham som den eneste udvej. Pludselig kommer han så i kontakt med pigen Hermione, der repræsenterer uudlevede sider af Harrys egen personlighed. Han kommer bl.a. til at lære at danse og nyde sanselighed. Han begynder at sætte pris på en anden slags musik. Resultatet bliver, at Harry Haller åbner sig og får adgang til en rigere personlighed. Han indlemmer, i hvert fald delvis, animaen i sin egen personlighed og får en forstærket livsfølelse.
Den modne alder: et vendepunkt?
For at opnå fremgang under første halvdel af livet kræves ofte, at man udvikler en ensidig indstilling til virkeligheden. Energien kanaliseres i en stærkt specialiseret retning. Det kan med tiden føre til en alvorlig "formindskning" af personligheden, så at en stor del af selvpotentialet synker ned i det ubevidste. Det gælder om at blive bevidst om dette og blive klar over, hvad man har forsømt, og hvad der står tilbage at virkeliggøre. Samtidig med, at man vurderer det, man hidtil har afstedkommet, må man forsøge at acceptere det, man er mislykkedes med.
En del mennesker passerer dog den modne alder, uden at der sker noget særligt. Hverdagens trummerum fortsætter som før. Hver dag forberedes det sædvanlige, år lægges til år. Det sker da let, at ens principper bliver mere og mere hårde og stive. Intolerance og fanatisme følger let i sporene, ligesom stofmisbrug og neuroser. Personligheden mister sin tidligere kraft.
For andre mennesker indebærer den modne alder en overgangstid med forskellige former for omvæltninger. Det kan være smertefuldt, men indebærer en chance for at vågne op til personlig fornyelse. Egenskaber, der har været forsvundne siden barndommen, kan begynde at give sig tilkende. Gamle interesser mindskes måske og skiftes ud med nye livgivende. Personligheden beriges, de psykiske horisonter udvides og vitaliteten øges.
Ved bl.a. at blive bevidst om relationerne mellem persona, skygge, anima og animus, er det, ifølge Jung, muligt for mennesket successivt at udvide sin personlighed og blive et alsidigt og helstøbt menneske.
Apollon, Dionysos og Orfeus
Jung anvendte også de antikke guder, fx Apollon og Dionysos, til at beskrive den menneskelige psykes polaritet. Apollon står for bl.a. fornuft, kundskab, disciplin og ophøjethed. Dionysos repræsenterer henrykkelsen, spontanitet og tolerance.
Såvel mænd som kvinder har brug for både Apollons og Dionysos´ positive egenskaber for at føle sig hele. Problemerne opstår, hvis den ene tager for stor plads, og den anden undertrykkes. Den tilsidesatte gud hævner sig da ved at vise sine negative træk. I vor moderne kultur får Dionysos, "spændingen ved bare at være til", ikke tilstrækkelig plads i hverdagen. De borttrængte kræfter kræver udløsning og giver sig destruktive udtryk i form af tvangsmæssig materialisme, konsumtionshysteri, stofmisbrug, seksuelle overgreb, folkemord og terrorisme. Idrætsarenaerne, som skulle være plads for moderne dionysosfester, udarter ofte til snyderi, hysteri og vold.
En alt for vidtløftig Dionysos ville på den anden side skabe nye problemer, fx manglende disciplin, overfølsomhed, rørstrømsk sentimentalitet og passivitet over for livets udfordringer. Apollon er ganske vist flot, heroisk og strålende, men samtidig kold, hovmodig og følelsesmæssigt utilnærmelig.
Orfeus fremstår her som en frelser i en harmonisk syntese af den reserverede Apollon og den lidenskabelige Dionysos. Fornuft og logik balanceres af en sund ekstase. Et helstøbt psykisk androgynt væsen har taget skikkelse.
Det Tredje Testamente
Jungs individuationsproces vil lokke en rigere personlighed frem hos mennesket i det indeværende jordeliv. Han resonerer ikke i flerlivsbegreber. Martinus beskriver derimod det levende væsens kontinuerlige udvikling i et evighedsperspektiv. Til trods for denne forskel findes der interessante berøringspunkter.
Splinten og bjælken
Martinus har beskrevet menneskets ringe evne til at gennemskue sine egne karaktersvagheder, de, der ifølge Jung er fortrængte til skyggen. Martinus siger, at en stor synssvaghed eller blindhed gør sig gældende ved ransagelse eller bedømmelse af ens egne fejl. På den anden side indfinder der sig en utrolig skærpelse af synet, når man ønsker at fremhæve sin næstes fejl. "Bjælken" i sit eget øje har man altid svært ved at se, medens man har vældig let ved at se den mindste lille mikroskopiske foreteelse eller "splinten" i sin broders øje.
Den manglende evne til at bedømme sig selv og andre objektivt hænger sammen med vor omfattende arv fra dyreriget, hvor vi som jordmennesker stadig befinder os. Selvopholdelsesdriften gør, at vi spontant falder for fristelsen til at se potentielle modstandere i andre mennesker, som vi udruster med mindre smigrende egenskaber.
Ifølge Martinus sørger karmaloven for, at vi tids nok bliver opmærksomme på vore karakterbrister. Vor næste spejler dem hos os gennem livets direkte tale. Ubehaget ved disse møder gør, at vi gradvis vågner til indsigt og kan begynde en saglig granskning af os selv. Vi begynder at tæmme vor skygge og bliver mere og mere ven med den.
Energikombinationernes betydning
Martinus mener, at vor optræden over for omverdenen bestemmes af, hvordan vi formår at disponere vor tyngde-, følelses- og intelligensenergi. Alle udadrettede manifestationer af dræbende natur beror på, at tyngdeenergien er stærkere end følelsesenergien hos individet. En sådan person bruger sin intelligens til at øge egoismen, som da giver sig smartere, men derfor ikke mindre dræbende udtryk. For et individ med mere følelsesenergi end tyngdeenergi vendes de destruktive kræfter indad, og der opstår let livslede, indbildt martyrium og generelt nedsat livskraft. En udviklet intelligens kan i nogen grad holde disse tendenser i skak.
Den sundeste livskraft udvikles ved balance mellem tyngde- og følelsesenergi. Derefter afgør intelligensens kvalitet, hvor klogt livskraften anvendes.
I takt med at jordmennesket nærmer sig det rigtige menneskeriges domæner, forædles følelsen og intelligensen, og disse kommer mere og mere i balance, hvilket skaber det, Martinus kalder kærlighedsenergi. Denne binder mere og mere effektivt tyngdeenergien, og individet bliver til sidst en rendyrket repræsentant for visdom og kærlighed.
Polforvandlingen
Det er også interessant at sætte Martinus' analyser af den seksuelle polforvandling i relation til Jungs teorier om anima og animus. Martinus bekræfter, at mennesket har såvel en maskulin som en feminin pol i sit væsen.
Den primære pol gør os til rendyrkede mænd og kvinder, med total koncentration på ægteskabet, så længe den sekundære pol er rudimentær. Den sekundære pol står for alle andre egenskaber og interesser, som gradvis omskaber os til "rigtige mennesker" af et til sidst nyt og fælles køn. I takt med at den sekundære pol vokser, begynder derfor karaktertræk, som normalt forbindes med det modsatte køn, at vise sig hos manden og kvinden.
Jung ser således ud til at have opfanget små, men betydningsfulde fragmenter af den fundamentale forvandlingsproces, som Martinus udførligt har analyseret og kaldt den seksuelle polforvandling. Det dobbeltpolede menneske vil dog helt have skiftet sine dyriske egenskaber ud mod ægte menneskelige. Det er en mere fundamental forandring, end at en mand får kvindelige træk og en kvinde mandlige træk. Såvel manden som kvinden er jo, med Martinus terminologi, jordmennesker og dermed delvis udrustede med dyriske karaktertræk.
Sult, mættelse og kontraster
Martinus har analyseret flere evige love, som viser, at det levende væsen stadig udvikler sig fra lavere til højere bevidsthedstilstande. Foruden den seksuelle polforvandling beskriver han bl.a. kontrastprincippet og princippet for sult og mættelse. Når vi føler lede ved noget, så er det et udtryk for mættelse. Det kan være en gammel interesse, som mere eller mindre har lagt beslag på vores personlighed, men som nu ikke længere giver den samme stimulans som før. Ifølge sult- og mættelsesprincippet er dette helt naturligt og ikke noget at være ked af. Det gælder bare om at have mod til at slippe det gamle og forsøge at blive klar over, hvad man nu i stedet for føler sult efter. Det naturlige er at ville opleve en mærkbar kontrast til det gamle. Livet med alle dets detaljer udvikles i kredsløb. Således også vore interesser. Det er kun fantasien, der sætter grænser for, hvilke nye talenter vi kan begynde at dyrke. Alt begynder med et ønske eller en sult. Så følger en periode med ihærdigt arbejde, hvor den nye evne skal stabiliseres. Slutstadiet er den færdige virtuos, som øvelsen har gjort til mester. Det gælder også for opøvelsen af karakteregenskaber.
Når enden er god, er alting godt
Man kan ikke gå individuationens vej uden smerte, siger Jung. En proces, der er lykkedes, efterlader dog en stærkt beriget og mere uafhængig personlighed. Man kan også opleve en fundamental ensomhed, eftersom man ikke længere bliver lige så let forhekset af det modsatte køn som tidligere.
Martinus siger på den anden side, at smerten og lidelsen er de nødvendige midler, som Guddommen bruger til at skabe mennesket i sit billede. Det færdige menneske føler dog ingen ensomhed. Med næstekærligheden som sit faste fundament går dette med glæde og entusiasme ud i tilværelsen med det ene forsæt at gøre livet behageligt for sin næste, uanset hvem denne end må være.
Oversættelse HL
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige