Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Når en dreng og en pige føler dyb sympati for hinanden, så sker der en række ting, alle med det formål at føre disse væsener nærmere hinanden og til sidst i samlejet forene dem og gøre dem til "ét kød". Og det samme gælder i princippet, når to kristusvæsener mødes. Deres seksualitet stræber mod deres forening. Men hvorfor stræber de mod denne enhed?

Vi skal se nærmere på spørgsmålet om enhedens nære relation til kærligheden, som vi ser den i kulminationen hos den kosmiske, udelelige enhed, som er Gud.

Når vi som kosmisk blinde væsener ser os om, så ser vi en hel verden af fysisk materie, og oftest ser vi intet andet end det, enten vi ser på sten eller mennesker. Derfor er det også naturligt, at vi identificerer hinanden som fysisk materie. Vor største gudløshed er, når vi helt identificerer os selv med den fysiske krop, vi benytter os af. Da identificerer vi os og vor næste med det forgængelige og altså med døden. Men i og med udviklingen mod lyset "ophøjer man" sit perspektiv mere og mere til jegets plan, i den forstand, at man identificerer sig selv og sin næste mere og mere med denne evige væsenskerne i stedet for med en midlertidig, faktisk illusorisk, krop. Dette fører til, at man identificerer sig mere og mere også med næsten, eftersom det er det samme udelelige "guddommelige noget", som er væsenskerne i alle levende væsener. Og det er faktisk også derfor, den kosmisk seende elsker alle lige meget! Når kærligheden ikke er baseret på væsenernes midlertidige kroppe og bevidstheder, så er den heller ikke afhængig af deres udformning. Eftersom den kosmisk seende ser, at kroppen og den midlertidige bevidsthed ikke er det levende væsen selv, men bare er dets redskab, elsker han forbryderen, lige så meget som han elsker kristusvæsenet, muslimen, kvinden, manden, naturmennesket, ja, faktisk lige så meget, som han elsker sig selv. Og her skal vi ikke kun opholde os ved mennesket som vor næste. Nej, hele dette ræsonnement kan og skal også anvendes fuldt ud på vor næste, også når denne viser sig som dyr, plante og tilmed mineral! Dette kan resultere i, at vi holder op med at spise kød, at vi føler ubehag ved fx at plukke blomster, og at vi også ser det mineralske som udtryk for liv, som vi ikke unødigt vil ødelægge. Martinus selv er et godt eksempel på dette, når han i "Omkring min missions fødsel" fortæller, at han efter sin kosmiske indvielse tilmed kærtegnede og elskede stenene, og stenene kærtegnede ham igen. Det var en seksualitet med selve Guddommen. Og måske oplever vi somme tider selv et lille glimt af sympati for mineralmaterien, om ikke andet så når vi synes, at en eller anden mineralsk genstand er smuk og får en lille forstærkelse af sympatifølelserne for det.

At føle et vist ubehag mod det at spise planter, eftersom det er at udøve "det dræbende princip" både i mellem- og i mikrokosmos, fører senere til, at man bare spiser frugt, hvilket, hvor fantastisk det end lyder, derimod er at udøve "det livgivende princip" og altså kærligheden. Dette på grund af at frugten er skabt med henblik på at skulle spises, hvorved mikrovæsenernes legemer i den, i stedet for "får liv", dvs. mikrovæsener, inkarnerer i dem ved at optages som næring. Hvis vi ikke spiser frugten, vil den ikke blive anvendt og rådner bort. Så forunderlig guddommelig er verdensplanen altså, at tilmed fødeoptagelsen hos det rigtige menneske bliver en kærlighedshandling!

Svaret på det andet spørgsmål må være, at en omsorg for mikrokosmos, baseret på vor direkte afhængighed af disse væsener, ikke er udtryk for uselvisk kærlighed. På samme måde, som vi ofte af rent egoistiske grunde favoriserer og tager os af visse væsener i mellemkosmos, som har speciel betydning for os og vore geners spredning (fx hustruen, afkommet, slægten, nationen osv.), så kan vi også drage omsorg for vort eget mikrokosmos, ikke nødvendigvis baseret på respekt for vore mikrovæsener som levende væsener, men kun fordi vi selv har det bedre ved det. Den virkelig næstekærlige viser samme respekt for andres mikrovæsener som for sine egne.

Som svar på det første spørgsmål kan vi nævne, at vi ofte identificerer "grader af liv" med "grader af lighed med os selv". Og for kosmisk bevidstløse, der bare fornemmer det fysiske, dvs. kroppene, indebærer det altså, at vor enhed eller lighed med andre væsener bestemmes af rent ydre kropslige faktorer. Da kan man somme tider betragte selv andre mennesker som en lavere grad af liv på grund af deres forskelle fra én selv, fx race, religion, køn, intellektuel kapacitet osv. Eftersom mikrovæsenernes liv for den kosmisk blinde ser helt anderledes ud, sammenlignet med hans eget liv, og da der eksisterer en barriere, der består af bl.a. forskelle i tidsperspektiv og måde at opleve livet på mellem ham og mikrokosmos, så viser han ikke mikrovæsenerne nogen større respekt og ser absolut ikke deres liv som lige så værdifulde eller betydningsfulde som sit eget. Med det kosmiske syn slås der en bro over perspektivforskellene, og fornemmelsen føres over på et plan, hvor alle væsener er lige, såvel atomerne som cellerne som menneskene som galakserne. Og som vi skal se, er fornemmelsen af dette plan af den største betydning for oplevelsen af sandhed og kærlighed.

Martinus udtrykker det i stk. 2477 (LB 7) på følgende måde: "Den absolutte virkelighed kommer således frem i væsenernes fornemmelsesområde som en dragning imod andre levende væsener. Det er denne dragning, der i sin højeste fremtræden kommer til udtryk som den virkelige og absolutte sympati eller kærlighed. Det er derfor, at denne kærlighed i væsenerne afføder trangen eller lysten til at glæde og kærtegne andre levende væsener. Den er i virkeligheden, om end endnu ubevidst for væsenerne selv, en genkendelse af vort jegs identitet med vore medvæseners jeg og det herpå baserede guddommelige slægtskab eller vor kosmiske familiesamhørighed med alt levende."

Dette stykke viser os altså det smukke faktum, at enheden ligger til grund for kærligheden. Og den første sætning er spændende i sig selv, hvor Martinus giver udtryk for, at vi, når vi fornemmer den absolutte virkelighed, føler kærlighed, eftersom, (som han giver udtryk for i stykket inden), alle væsener er identiske i den absolutte virkelighed. Oplevelsen af at være adskilte fra vore medvæsener giver en tænkt modsætning til den absolutte virkelighed. Det, der adskiller os, er det illusoriske, det, der forener os, er det virkelige.

Ud fra dette forstår man også, at når vi ikke elsker, så er det fordi vi kun oplever illusionerne (kroppene) og ikke fornemmer den absolutte virkelighed (jeget). Omvendt kan man sige, at når vi elsker, så fornemmer vi den absolutte virkelighed. Og her bliver det tydeligt, at kosmisk syn, dvs. fornemmelse gennem intuitionen, og udøvelse af kærlighed faktisk er to sider af samme sag!

Her ligger også løsningen på problemet om, hvordan vor intuitionsevne kan udvikles og give os kosmisk bevidsthed, når vi ifølge Martinus ikke skal sidde og opøve den gennem forskellige metoder. Hvordan kan et talent vokse, hvis vi ikke opøver det? Her bliver det tydeligt og logisk motiveret, at praktisering af kærlighed mod vor næste er det samme som at bruge og udvikle intuitionen, netop fordi kærlighed og kosmisk syn er forskellige sider af én og samme sag. Det er også derfor, det er vigtigt for os på vort nuværende udviklingstrin at træne os i, det mindste teoretisk, at "se kosmisk". Det er jo faktisk derfor, at Martinus har skabt kosmologien for at give os en teoretisk kosmisk bevidsthed. At teoretisk "se kosmisk" gør, at man lever efter analyserne og er i kontakt med livslovene, hvilket er det samme som at manifestere kærlighed, hvilket på sin side giver kosmisk bevidsthed.

Det guddommelige familieskab, som Martinus taler om i citat ovenfor, viser sig også i de fænomener, som vi kalder medfølelse og medlidenhed. Dette at føle sin næstes lidelse på sig selv er et udtryk for den organiske samhørighed med denne næste. På samme måde bliver næstens glæde også noget, man føler selv, og det er også grunden til, at det bliver en så stor nydelse at give gaver, kærtegn og kærlighed til denne næste. Næstens glæde bliver min glæde og næstens sorg bliver min sorg, og hvis denne medfølelsesevne i sorgen ikke afbalanceres af tilstrækkelig intelligens og på en måde distancerer mig fra den anden persons perspektiv, så kan næstens sorg virkelig blive min sorg, på den måde, at jeg selv havner i ubalance og melankoli, hvad der ikke er positivt hverken for næsten eller mig selv. Det er det, der kan ske, når vi ser krigsbilleder i TV, tiggere på gaden og andre ulykkelige mennesker i vore omgivelser. En medfølelse, som ikke afbalanceres af intelligens samt viden om, at "alt er såre godt", kan føre individer med følelsesovervægt til en daglig tilstand af pessimisme og depression.

En overvægt af intelligens skaber også ubalance ved, at man da i tilsvarende grad forholder sig køligt til næstens lidelse og ikke berøres så meget, at det overhovedet motiverer én til at ville gøre noget for at forbedre situationen. Ja, mangel på medlidenhed kan tilmed føre til, at man stiller spørgsmålet, "hvad har det med mig at gøre?", medens den medfølende, om end på et ofte ubevidst plan, føler den organiske samhørighed med det andet væsen og oplever, at det faktisk berører ham og har med ham at gøre. I balancen mellem disse to, i sig selv ubalancerede bevidsthedsfænomener, findes kærligheden. Man har så megen medfølelse, at man motiveres til at hjælpe, har tilstrækkeligt med intelligens til ikke selv at blive negativ, og kan ud fra balancen og logikken se, hvad der netop nu vil være mest formålstjenligt for næsten.

I vor enhedsfølelse med næsten og den deraf følgende organiske fornemmelse af, at det, der sker min næste, dybest set også sker med mig, er det yderst interessant at bemærke, hvordan denne oplevelse, når den drejer sig om vor egen manifestation mod næsten, selv i de zoner, hvor man er ubevidst om det, alligevel sikres gennem karmaloven. Altså, selv om jeg er totalt ude af stand til at føle min næstes lidelse i mig selv, så kommer jeg til, at gøre det (med en vis forsinkelse på det timelige plan), når det drejer sig om min egen handling mod denne næste. Det sker ved, at de handlinger, som jeg manifesterer mod min næste, uundgåeligt vil vende tilbage til mig selv og blive til min egen oplevelse. Det, vi gør mod vor næste, gør vi altså mod os selv. Kan enheden og oplevelsen af enhed være mere organisk end dette?

Denne karmafunktion er en af livets love som, da den står bag alle vore erfaringer, til sidst gør os bevidste om den sande virkelighed, dvs. blandt andet om vor enhed med vor næste. Man kan helt enkelt se et aspekt af sin egen manifestation af kærlighed som en slags organisk viden, ja faktisk en slags "C-viden", om karmaloven, og for øvrigt også alle de andre kosmiske love. Selv om man ikke husker, at man må "høste det, man sår", så får man et til at begynde med ubevidst talent for, hvordan kosmos fungerer. Man "føler" ganske enkelt, at man fx ikke nænner at gøre visse ting, eller at visse ting er rigtige eller forkerte, uden at kunne eller behøve motivere det logisk for sig selv. Den fuldkommen næstekærlige følger livslovene som en naturlig følge af sin organiske struktur.

Man kan se hele spiralkredsløbet som en vandring mellem oplevelsen af en enhed og oplevelsen af en adskillelse. Denne oplevelse har altså også et kredsløb. Man oplever sig som mest adskilt fra alle andre væsener, når man er i "dyreriget", og oplever sig som mest forenet med alle andre væsener i "den guddommelige verden"; og det er en rest af den fuldkomne bevidsthed om det guddommelige familieskab, der via instinktenergien, som er en rest af den tidligere bevidsthed i "automatiseret" form, følger os helt ned til dyreriget. Dette automatiserede "enhedstalent" viser sig fx hos plantevæsener, der sammen med andre individuelle plantesjæle danner en "gruppesjæl", der danner en planteorganisme. Hos de mere udviklede dyr er adskillelsen nået så vidt, at væsenerne manifesterer sig i hver sin, fra de andre adskilt fysisk organisme. Men selv her findes en rest fra den tidligere enhed i det, der kaldes flokbevidsthed. Flokken betragtes så at sige som den "fælles organisme". Det ser man selv hos jordmennesket i form af fx nationalisme, religiøse gruppedannelser, racisme, familiebånd, ja, i alle former for favorisering af visse væsener. Men dette er altså kun en "partiel enhedsbevidsthed", som er en lille tilbageværende rest hos kosmisk blinde væsener. Til sidst er det netop den virkelige enhedsfølelse eller det kosmiske syn, der kommer til at fjerne racisme, nationalisme m.m. til fordel for kærligheden.

Det er interessant, at psykologiforskningen har vist, at "enhedsfølelsen" hos mennesket finder man stærkest hos småbørn på op til tre år, noget vi med kosmologien i bagagen kan se som en repetition. Inden den alder har man ingen virkelig jeg-bevidsthed; man skelner altså ikke så meget mellem én selv og omverdenen. Men individualiseringen i menneskets udvikling fortsætter i takt med, at instinktet degenererer, indtil vi til sidst slet ikke identificerer os som en del af omverdenen, men ser os selv som helt adskilte enheder. Da har vi ringe instinkt og ingen højere psykiske evner. Vi er overladt til at tro på den illusion, at adskillelsen fra alle andre er vor sande natur, hvilket motiverer egoisme som den rette livsførelse, eftersom "enhver er sig selv nærmest". Vi er længst fra Gud, vor næste og vor sande identitet. Kun mættelsen af denne tilstand kan få os til at begynde at opbygge en ny dagsbevidsthed om enheden med alle andre levende væsener. Denne mættelse viser sig som en stærk længsel efter lys og kærlighed. Vi skal med intuitionen skabe det, som vi har mistet med instinktets degeneration, men denne gang i en bevidst form og ikke som en ubevidst rest af vor fortid.

Eftersom vi her først og fremmest studerer koblinger mellem enheden og kærligheden, skal vi kun notere en interessant kobling mellem enhedens kredsløb og nogle andre kredsløb uden at fordybe os i emnet. Martinus taler om begreberne "livet" og "døden" i en videre betydning, end vi sædvanligvis gør. Han viser, at spiralkredsløbets "dødszone" faktisk er vort eget rige, "dyreriget", og at "livet" kulminerer i "den guddommelige verden". Vi ser her en kobling mellem begreberne "livet", "enheden" og "kærligheden" og deres kredsløb. Til denne liste kan vi også føje begreberne "den højeste ild", "lyset" og "intuitionsenergien". I "den guddommelige verden" kulminerer man også i at opleve sig selv som "det faste punkt" og er altså her nærmest ved sin virkelige identitet. Det er altså derfor, man kulminerer i oplevelsen af enhed med alle andre levende væsener (eftersom ens sande identitet, dvs. det faste punkt i én, er identisk med det faste punkt i alle andre). Sandelig, "den guddommelige verden" er et rige, der fortjener sit navn. Noget mere guddommeligt kan man vel ikke tænke sig, end at man kulminerer i livet, viden og kærligheden, man er en celle i selve Guddommens sexualorgan, livet er en stadig udløsning af "den højeste ild", man er ét med sig selv og Gud, alt er kunstnerisk skabelse, alt er nydelse, alt er lys, og "alt er såre godt".

Netop fordi væsenskernen, dvs. jeget i alle væsener, er ét og det samme, kan man sige, at det, man søger i enheden med et andet væsen, egentlig er enheden med sig selv, med sit eget jeg. Det er Gud, som vil møde sig selv. Man bliver altså mere og mere ét med sit jeg i det indre og vil manifestere netop det i det ydre. Tiltrækningen mod andre væsener har egentlig til formål at manifestere det på det timelige plan, som er på det evige plan. Når det evige og det timelige inden i én selv er i harmoni med hinanden, så udfører man den højeste form for bøn. Da er "ske Guds vilje" fuldt ud manifesteret på det timelige plan. Man er mest ét med sig selv og Gud, hvilket vil sige, at man er i harmoni med universets grundtone, kærligheden. Kun ved at se enhed i stedet for adskillelse fyldes hjertet med lyst til kærlighed, eftersom det først er da, man fornemmer det levende hos hinanden og den familjesamhørighed, det indebærer. Med dette syn er man i kontakt med den sande virkelighed. Man ser den udelelige enhed overalt, man ser det "store" i det "små", man ser altet i delen, man ser havet i dråben, hvilket vil sige, at man ser selveste Gud åbenbare sig, i ens næstes øjne, i stilheden i ens eget indre, i iskrystallernes kunstværker, i stjernernes mystik, allesteds nærværende, på alle måder, til alle tider.

Oversættelse HL