Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Betydningens naturhistorie er undertitlen på forfatteren Jesper Hoffmeyers bog "En snegl på vejen" (forlaget Rosinante, Kbh. 1993).

En titel der fænger, lyder spændende og lovende. Ydermere annonceres bogen som en bog om kultur og natur.

I første kapitel kommer mennesket ind i billedet. Og allerede på første side stilles spørgsmålet: Betyder mennesket noget? Vi er trods alt født på en "ubetydelig" klode i et perifert solsystem.

Der svares hurtigt bekræftende. Noget må vi mennesker betyde, for benægter vi det, får vi svært ved at begrunde netop den side af vores kultur, der har sikret den videnskab – naturvidenskaben – som sætter spørgsmål ved eller i mange sammenhænge benægter vores betydning.

Men hvor betydningsfulde er vi, og hvad er vores oprindelse?

Her er den almindelige naturvidenskabelige opfattelse, at Universet er født ved The Big Bang, urknaldet, for 15 milliarder år siden. Og mennesket er det foreløbige slutstadium i et længere udviklingsforløb som beskrevet inden for udviklingslæren.

Men hvad skabte betingelserne for urknaldet?

Er urknaldet opstået ud af ingenting eller tomhed?

Og med dette spørgsmål er vi på glatis. Hvad skal der svares?

Vi kan ikke forestille os ingenting eller tomhed.

Derfor for at komme videre i en forståelse af menneskets inderste natur og dets betydning fokuserer Hoffmeyer dernæst ind på kommunikation, krops- og talesproget.

Kropssproget kan afslå (rysten på hovedet) eller det kan forkaste (fx. et skuldertræk), men det kan ikke benægte.

Men det kan talesproget. Denne evne som mennesket besidder modsat dyrene.

"Det kan ikke udtrykke den idé, at det ikke sner, at det ikke regner, at der ikke er nogen snegl, eller at der ikke er noget land, der hedder Spanien. (Døvesproget kan godt udtrykke benægtelse, men døvesprog er ikke kropssprog, men derimod en omkodning af talesproget). Og hermed – med ordet "ikke" – nærmere vi os et svar på menneskets betydning og inderste årsag.

Reglen "ikke" er den første forudsætning for med afsæt i vores rum- og tidsdimensionale verden at få et svar eller mere korrekt at nærme sig et svar. Nemlig hvad et menneske ikke er.

Således lidt om bogens første kapitel. Den videre interessante udredning af betydningens naturhistorie vil jeg lade stå hen – overlade til selvlæsning. Bogen rummer flere interessante kapitler.

Den er ikke letlæselig, men det er alligevel formidling, når det er bedst, og der forsøges på logisk vis at komme overens med begreberne natur og ånd.

Om forfatteren har kendskab til Martinus' analyser, hans åndsvidenskab, er jeg ubekendt med.

Men for mig at se er den én blandt forhåbentlig efterhånden mange broforbindelser og indfaldsvinkler, som naturvidenskaben giver os til også ad den vej at underbygge det verdensbillede, som Martinus har skænket os.

Det verdensbillede hvor mennesket er en enhed, en celle, i en større organisme – Universet. Og hvor mennesket i sin dybeste analyse er et noget, der manifesterer sig og altid oplever dets virkninger.

Om dette noget redegør Martinus udførligt og indgående i sine analyser. Et ikke-rum- og tidsdimensionalt noget, der er alle bevægelsers ophav.