Ældre Kosmos og Kontaktbreve

En studiegruppe er blevet i tvivl om, hvad man kan se og opleve her på denne klode efter den fysiske død. Kan vi efter ønske bevæge os rundt her på jordkloden og opleve de mange smukke steder? Og kan vi følge familie og venner, der stadig befinder sig her på det fysiske plan, og fornemme de tanker, håb og længsler, de har?

Hvis svaret er ja, er det så virkeligt, det vi ser, eller er det en illusion, som vi selv skaber i vore tanker, – for vi har jo ikke fysiske sanser.
 

SVAR: Lad os først tage den "nemme" forklaring, som man får ved at læse Martinus-artiklen "Gennem Dødens Port" fra Kosmos nr 8-1988. Den er udgivet som en selvstændig brochure og kan købes på Martinus Instituttet. Af den fremgår det, at man efter døden kan opleve alt, hvad man kan komme på bølgelængde med, og at man i høj grad kan opleve familie og venners tanker og ønsker. Ja, man kan oven i købet blive en slags "skytsvæsen" for dem.

Men den forklaring er nok ikke tilfredsstillende for "den udviklede forsker". Lad os derfor gå lidt mere i dybden. Og lad os gøre det med citater fra Martinus.

I Bisættelse, kap. 171, nævner han, at "da det er følelseslegemet, der bærer dagsbevidstheden efter døden, vil al oplevelse efter døden netop være afhængig af, hvor udviklet nævnte legeme er". Med andre ord: Et meget primitivt og uudviklet menneske vil ikke kunne opleve det samme som et mere udviklet, hvilket vil sige et mere MORALSK udviklet menneske. Eller som Martinus i anden forbindelse udtrykker det i Livets Bog 3-1007: "Den "absolutte oplevelse" må ethvert væsen jo vokse sig til igennem udviklingen." Skal man derfor svare korrekt på spørgsmålene om vore oplevelsesmuligheder efter døden, må vi sige, at "det afhænger af den pågældendes moralske udvikling". Læs fx stk. 263 (Livets Bog 1).

Lad os dernæst fremhæve et andet forhold, som Martinus bl.a. behandler i Livets Bog 4-1094: "Medens "stedbetegnelse" for fysisk sansning betyder "afstand", betyder den på det kosmiske plan "tilstand"." Vi er ganske enkelt så vante til, at vi kun kan opleve ting og steder, når vi møjsommeligt bevæger os over en vis afstand dertil. Men i den åndelige verden er det helt anderledes, – der kan vi "kun" opleve de ting og de steder, som vi kan komme "på bølgelængde med". Martinus omtaler det som "de zoner og riger, i hvis laveste sfærer dens enkelte væsener på deres nuværende trin kun får lov til at dvæle som en flygtig gæst" mellem de enkelte inkarnationer. Jeget kan altså i den åndelige verden som det faste punkt indstille sig på bølgelængder, på samme måde som når vi i den fysiske verden sidder i en stol og ved hjælp af fjernbetjeningen "tiltrækker" de TV-kanaler, vi kan "komme på bølgelængde med".

Men hvordan kan vi nu opleve disse ting i den åndelige verden, når vi ikke har vore øjne, ører og øvrige fysiske sanseredskaber? Her vender Martinus fuldstændig op og ned på vore vante begreber, bl.a. i bog nr. 27, artiklen "Jeget og Evigheden". Her hævder han (kap. 13) at "Vi har aldrig nogen sinde set vore venner eller vore fjender, vore forældre eller søskende, eller noget som helst andet væsen. Vi har kun set disse væseners midlertidige organisme eller skabte redskab for deres manifestation eller tilkendegivelse".

Martinus forklarer dette med, at det "fysiske legeme kun er et redskab for et åndeligt væsen", og han uddyber det nærmere i kapitel 17: "Alle levende væsener lever således i virkeligheden slet ikke på det fysiske plan. Deres fundamentale bevidsthed, tankefunktion og viljeføring udgør udelukkende en funktion i, eller jongleren med, åndelig materie. (...) Igennem det fysiske legeme oplever det kun reaktionerne af det fysiske legemes berøring med de fysiske materier. Disse reaktioner bliver igennem det fysiske sansesystem omdannet til åndelige impulser, hvilket vil sige: elektriske impulser. Disse impulser overføres derefter til væsenets åndelige struktur og bliver til erkendelse. (...) Det er altså ikke på det fysiske plan, at det oplever kendskabet til det, det sanser igennem de fysiske sanser. De fysiske sanser kan kun markere reaktioner, og gennem hjernesystemet omdanne disse til elektriske impulser, der går i kontakt med væsenets åndelige struktur, der udelukkende er organ eller legeme for disse fysiske sanseimpulsers omdannelse til erkendelse og viden, der igen indgår i et særligt åndeligt organ til opbevaring som erindring ("skæbneelementet")."

Nu begynder vi at forstå, at dét, vi oplever på det fysiske plan, i virkeligheden er af åndelig natur. Martinus bruger et eksempel: Hvis et fysisk væsen udstøder et angstskrig, kan de åndelige væsener så høre dette? Nej, svarer han, "selve skriget er fysiske lydvibrationer, og kan naturligvis kun høres gennem fysiske sanseredskaber. Men den kraft, i dette tilfælde angsten, der sætter de fysiske vibrationer i gang, er af mental eller åndelig karakter og fornemmes derfor også af væsener, som er indstillet på denne bølgelængde, selv om de ikke har nogen fysisk organisme". Så mellem inkarnationerne kan vi altså udmærket søge at hjælpe vore venner, som befinder sig på det fysiske plan, hvis vi har de fornødne evner, talenter og ønsker om det.

Jeg foreslår, at de, der er interesseret i disse teoretiske ting, læser de pågældende stykker. Endnu vigtigere er det, – her og nu – at arbejde videre på at udvikle den humane evne og derved forberede det næste ophold i de åndelige verdener.
 

Til slut et forslag til videre studium for særligt interesserede:
"Fysisk og åndelig oplevelse" – Kosmos nr. 9-1996
"Døden og menneskenes tankeverden" – Kosmos nr. 4-1992
"Gennem skærsilden" – Kosmos nr. 9-1991
"Sanseevnen og den åndelige verden" – Kosmos nr. 11-1989