Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I min omgangskreds, på mit arbejde og i mit almindelige sociale liv er emnet opdragelse ofte til debat. Vi tænker selvfølgelig først og fremmest på vores børn, når vi siger opdragelse, men i alle de samværsrelationer, vi befinder os i, er det et aktuelt emne.

Nu er det ikke sådan, at der i kosmologien er en klar og tydelig "opskrift", som vi blot skal følge, men man kan dog alligevel godt sige, at rammerne i nogen grad er afstukket, og det kan måske være rart at holde sig til i det kaos af mere eller mindre vellykkede opdragelses- og omgangsformer, der florerer.

Når det er så svært at afstikke sig en kurs, så er det bl.a. fordi mangfoldigheden af mennesker og karaktertyper er overvældende, idet der tages langt større personlige hensyn til individet. Tidligere var der ikke hverken tid eller ressourcer til at fremme de personlige karaktertræk hos den enkelte, dér måtte såvel den følsomme som den robuste tage til takke med "naturmetoden".

Det er egentlig ikke børneopdragelse, der er tænkt som hovedtemaet i denne artikel, men derimod den "daglige opdragelse", som tilværelsen i den fysiske verden tilbyder os alle, voksne som børn.

Hvis man agerer ukærligt, egoistisk, voldeligt eller på andre måder ubehageligt, så kan man ikke undgå, at blive konfronteret med den samme adfærd fra omgivelserne via skæbneloven, også kaldet "loven om årsag og virkning". I det tilfælde, hvor det pågældende menneske oplever sig som offer i denne situation, er der jo tale om en "ufrivillig" tilpasning, der sikkert også vil blive opfattet som uretfærdig og fjendtlig. Når man ikke forbinder det, man udsætter andre væsener for, med det, man selv oplever, ja så må man uundgåeligt føle sig som offer for uretfærdige overgreb og kommer dermed på kollisionskurs med selve livets tilbud om en udvikling frem imod en mere kærlig og uselvisk adfærd. Anderledes forholder det sig med et væsen, der har kontakt med livslovene, men alligevel kommer i den situation, som Paulus udtrykker i sit brev til Korintherne," at alt det gode, jeg vil gøre, det gør jeg ikke, og alt det onde, jeg ikke vil gøre, det gør jeg". Her hersker naturen over optugtelsen, men den pågældende er indstillet på at tage den opdragelse til sig, som tilværelsen byder på, i erkendelse af, at denne praktiske undervisning er absolut nødvendig for at kunne få en mere harmonisk tilværelse. I dette tilfælde er der tale om en "frivillig" tilpasning til omstændighederne.

Det er nogle meget vanskelige spørgsmål, og der findes ikke nogle endegyldige svar på dem. Generelt kan man sige, at det er ethvert menneskes ret at bruge sin frie vilje til at gøre lige, hvad man har lyst til, således også her. Der er ingen tvang, intet diktat, kun dette, at uanset hvilken væremåde man måtte udvise, så får man præcis det samme igen. I analyserne af "kosmisk kemi" fortæller Martinus, at vi alle lever i en slags "laboratorium" – den fysiske verden, hvor vi med vores væremåde direkte kan "eksperimentere" og aflæse resultaterne igennem reaktionerne fra omgivelserne. Hvis vi synes, vi er forfulgt af vrede, kritiske, ubehagelige, intolerante mennesker, så er det bedste, vi kan gøre, at vende blikket indad og se på vor egen væremåde. Jamen, kan det ikke være noget, man har til gode fra tidligere liv, kunne man indvende? Jo, det kan ikke afvises, men Martinus påpeger, at det kosmiske princip "syndernes forladelse" kommer til udtryk på den måde, at hvis man er "renset" eller har udviklet sig bort fra en bestemt væremåde, så neutraliseres de pågældende skæbnesituationer fra tidligere tilværelser i vores aura eller udløses i et meget beskedent omfang.

Situationerne kan være mange, men spørgsmålet er, hvad vi mener kvalificerer os til at være moralske dommere? Som det står skrevet, "døm ikke, thi dommen hører kun Herren til, og med den dom I fælder over andre, skal jeres egen dom udmåles".

Hvis vi selv bliver udsat for et "overgreb" af en eller anden art, så må vi gøre op med os selv, om vi vil vende den anden kind til, eller om vi vil besvare "ondt med ondt". Den opståede situation er jo ikke spor tilfældig, men en skæbnesituation baseret på egne tidligere handlinger. Hvis det er muligt, vil det klogeste ganske givet være at indse dette faktum og derfor ikke blive vred og fordømmende, men i stedet møde aggressionen, eller hvad det ellers måtte være, med afvæbnende venlighed. Med denne handlemåde brydes denne skæbnesituation og vendes til egen fordel.

Skal man da virkelig finde sig i alt? Ja, det skal man faktisk, for Jesus udtrykte det ved at sige, at "du skal tilgive din næste ikke 70 gange men 70 x 70´sindstyve gange", hvilket i realiteten er det samme som hver eneste gang. Man behøver ikke nødvendigvis at gå i den anden grøft og være tossegod. Der er absolut situationer, der kræver, at man udviser stor fasthed og ikke lader sig bruge eller udnytte af stærkere og mere primitive karakterer. I moderne tale kaldes det "at sætte grænser". I disse tilfælde vil det absolut mest kærlige være at venligt, men bestemt gøre opmærksom på, at dette vil man ikke tolerere, hvis samværet skal være udbytterigt for begge parter. I den forbindelse er det jo indlysende, at man skal afgøre, hvad man vil acceptere, og at det godt kan afføde vrede, irritation og afvisning fra den anden part, ligesom når ens egne børn evt. laver scener i supermarkedet for at få deres vilje

Det hænder ofte, at man kan hente sig en overraskelse ved "at vende den anden kind til". Pludselig ser man, at personen forandrer sig og har karakteregenskaber, man ikke var opmærksom på, og som ikke kom til udtryk ved at sætte "hårdt mod hårdt".

Når vi oplever vores medvæsener, så kan det være meget vanskeligt at abstrahere fra de "filtre", der sorterer og katalogiserer de indtryk, vi får af dem. Disse indtryk vil være ret forudsigelige, idet de bygger på erfaringer, vi har gjort os tidligere. Problemet med disse oplevelser kan være, at når vi ser en bestemt detalje i et andet væsens opførsel, så tror vi, at vi kender resten af mennesket også, og så "fælder vi en dom". Denne dom, eller måske skulle vi hellere kalde det bedømmelse, af dette væsens adfærd, vil ofte i disse tilfælde være noget mangelfuld, idet bedømmelsen baseres på nogle få detaljer. Hvis vi f.eks. ser en lurvet, ildelugtende, stærkt beruset person, så bedømmes vedkommende ofte som et ringe, uudviklet menneske. Vi kender dog slet ikke dette menneskes historie, årsagen til hans "syndefald", og om han i øvrigt, helt uden for vores erfarings rækkevidde og kendskab til vedkommende, har været et dejligt og betænksomt menneske, som på grund af nogle for os ukendte begivenheder dulmer sin smerte i alkohol. Vi fokuserer måske på den brøkdel af hans evige tilværelse, hvor alkohol har overtaget viljeføringen, og "glemmer" i den sammenhæng, at ethvert menneske har tusinder af inkarnationer bag sig, men mangler en erfaring om, hvad misbrug indebærer, og at man ikke kan eliminere sine problemer med alkohol. En tilværelse som f.eks. alkoholiker er uden tvivl et liv med megen smerte og mange afsavn, som i vedkommendes fremtid vil være en kolossal katalysator i bestræbelserne for at skabe en mere positiv og livsbekræftende tilværelse. Vi kan med sikkerhed sige, at vi ikke aner, hvor udviklet eller primitiv dette menneske er, men kun ved, hvad vi ser i dette øjeblik, og det er et meget sparsomt grundlag at vurdere vedkommende på. Det samme ville gøre sig gældende, hvis vi vurderede et æbles kvalitet i det meget tidlige forår, hvor der kun sidder en lille, hvinende sur frugt, i stedet for at vente til efteråret, hvor frugten er moden og her fremtræder med sit fulde potentiale.

Det er dog det enkelte menneskes daglige liv og virke, hvad enten man er politiker, buschauffør, sygeplejerske, ekspedient, ingeniør eller andet, der skal "søsætte" denne nye verdensorden i en kærlig, ydmyg, karakterfast og indsigtsfuld dialog med sin omverden. Også i denne sammenhæng vil vi se, at "liden tue vælter stort læs". Mange, mange mennesker har præcis denne intention, men nogle skal turde at være de første. Når vi selv står overfor et menneske med denne væremåde, så ved vi, at det er ualmindelig svært ikke at blive smittet af den gode stemning, og alt ender på denne måde i "fryd og gammen".

Martinus udtrykte det på denne måde, "at udvise en human og kærlig væremåde er som at sætte penge i banken, det betaler sig, du får det igen med renters rente".