Ældre Kosmos og Kontaktbreve

At Martinus' verdensbillede er uforståeligt og ubegribeligt for mange mennesker er en kendsgerning, som gang på gang bliver åbenbar. Hvordan kan noget ondt samtidig være noget godt? Og er det ikke ulogisk, at udviklingen på længere sigt fører os "tilbage" til dyreriget, når vi nu netop er så glade for udsigterne til at forlade det? For at forstå disse ting må man lave helt om på sin opfattelse af virkeligheden, dvs. den opfattelse, man deler med en hel masse andre mennesker.

I 1500-tallet var det også vanskeligt at forstå Kopernicus' billede af universet, hvor solen og ikke jorden er i centrum. En stor tysk astronom skriver i et brev til Tyge Brahe, at denne teori er så vanskelig og ubegribelig, at han har lavet en populariseret forklaring, som hans studenter bedre kan forstå.

En tilsvarende situation befinder vi os i, når det drejer sig om kvantemekanikken, en teori som blev fremsat af den tyske fysiker Max Planck i år 1900. På grundlag af eksperimenter med forskellige former for stråling kunne Planck definere lyskvantet som en mindste enhed for energi. Det er der i sig selv ikke noget mærkeligt ved. Men når man vil måle, hvordan ét kvant bliver til to kvant, så sker det i spring. Man kan ikke måle fx 1,5 kvant. Energien forøges i spring, det såkaldte kvantespring, som den danske fysiker Niels Bohr (1885-1962) forbandt med atomfysikken. I praksis fik dette den konsekvens, at en elektron kan forsvinde totalt og komme til syne igen et helt andet sted og nu med dobbelt så stor en ladning. Hvor den var henne mellem de to målinger, kunne han ikke forklare.

Det er en underlig verden, der møder os, når vi kommer her ned blandt atomer og elektroner. Martinus fortalte, at disse småpartikler i virkeligheden er levende væsener, som hører "atomspiralen" til (Livets Bog 3, 923), dvs. den mindste verden, vi mennesker kan erkende fysisk. Her er vi på grænsen mellem bølger og partikler, hvilket kvantemekanikken også kan bekræfte. Dette er lige så uforståeligt og ubegribeligt for fysikerne i vore dage, som Kopernicus' teori var på Tyge Brahes tid. Man mangler noget, der kan forene observationerne og forklare dem. Jeg mener, at Martinus med reinkarnationstanken anviser en forklaring på, at noget dels kan vise sig som partikler, dels som stråler og bølger. Jo længere vi kommer ned i mikrokosmos, des hurtigere veksler inkarnationerne. Og når det drejer sig om at forene godt med ondt, så mener jeg også, at han med udtrykket "det ubehagelige gode" giver et godt bud. Men ofte er vi så behæftet med nedarvede forestillinger om, hvad virkeligheden er, og hvordan den er beskaffen, at vi vanskeligt kan opstille en fællesnævner for tilsyneladende uforenelige størrelser. Det er det, kvantefysikerne prøver på, og med Martinus' verdensbillede bliver vi alle en slags "kvantefysikere", – ikke bare hvad energi og partikler angår, men også med hensyn til godt og ondt. Modsætningerne er lige nødvendige. For Bohr var de uforenelige, han fandt ingen fællesnævner, de var komplementære. For Martinus var de to sider af samme sag, og som sådan var de identiske.