Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I bogen "Sol og måne" af Per Bruus-Jensen fortæller han om en gåtur, han har med Martinus i det tidlige forår. ""På et tidspunkt siger Martinus: "Læg mærke til disse små snedynger, Per. De er som et symbol på det jordiske menneskes ufærdige tilstand. Også mennesket udtrykker udviklingsmæssigt et tidligt forår, og også hos mennesket findes der hist og her i karakteren større eller mindre islæt af ufærdig natur, som solen eller den guddommelige kærlighed endnu ikke har fået bugt med; ikke er nået frem til at bearbejde og smelte. Selv hos de mest fremskredne. Men som de små snedynger her en dag vil være forsvundet, således vil livet også finde udveje for at få de resterende sider af menneskets ufærdighed frem i lyset og varmen og på dette grundlag færdigskabe det. Også selv de bedst skjulte sider. For uden sådanne strategier fra livets side, ville mennesket i mange tilfælde være i fare for aldrig at nå frem til kosmisk bevidsthed, hvilket igen ville betyde, at forårstilstanden i menneskelivet som helhed aldrig ville blive til fuldkommen og uplettet virkelighed.""

"Salige ere de rene af Hjertet, thi de skulle se Gud", udtaler Jesus (Matt 5,8). Det Tredje Testamente gør hjertets renselse til videnskab – en åndsvidenskab. Vi skal f.eks. kunne forstå de snedynger, som endnu præger os, for de repræsenterer sådanne hjertets urenheder, der skal overvindes, for at vi engang, om en del inkarnationer når ånden og kroppen er tilstrækkeligt udviklede, kan opnå intuitionens gennembrud, kosmisk bevidsthed – at se Gud.

"Vejen til sundhed for sjæl og legeme går udelukkende igennem dette at bekæmpe vreden, bitterheden og martyriumfornemmelsen i sit eget indre", skriver Martinus (Bog 16C Unaturlig træthed).

Vi har alle en stor eller lille kriger i os. Måske bekriger vi ikke de andre mere sådan direkte og åbenlyst ved at bruge magt og vrede mod dem. Men bare det at beholde sit arbejde, bolig og sociale position kan for mange indebære en nødvendig stille krig. Krigeren afslører sig også i den måde, vi takler nederlag. Bare det at opfatte en hændelse som et nederlag afslører, at der var noget, vi gik efter at vinde, men som vi ikke fik. Her har vi grobunden for bitterheden – den indre ulmende krig, og martyriumfornemmelsen, hvis nederlaget sætter sig som sårethed, opgivenhed og selvmedlidenhed. Der, hvor krigeren endnu er stærk, går vrede, bitterhed, martyriumfornemmelse og ærekærhed hånd i hånd og er kun arnested for mere vrede, der har som mål at få såkaldt retfærdig gengældelse.

Hvor vreden, bitterheden og martyriet aktivt dyrkes, kan kærlighedens varmende solskin slet ikke trænge ind. Her lader foråret vente på sig. Her er næppe tale om overvintrende snedynger i sindet, men om forskellige grader af regulær vedvarende vinterfrost i et indre goldt landskab. Det, der langsomt, men sikkert, lukker et begyndende forår ind i menneskets ånd, er alle de lidelseserfaringer, vi høster på de uforsonlige trin i vores udvikling. Følelseslegemet udvikles og forfines (intellektualiseres – hjertets renselse) gennem mange jordeliv og når efterhånden en styrke, der kan køle og dæmpe tyngdelegemets til tider eksplosive natur. Had og vrede er tyngdeenergi i nær renkultur. Bitterhed er tyngdeenergi, der er lagt låg på ved brug af følelsesenergi – vrede, der er holdt i ave på en bitter pinefuld måde. I martyriumfornemmelsen er bitterheden over nederlaget gjort til selvmedlidenhed, i bedste (eller værste) fald bakket op af andre menneskers indlevelse i og forståelse af ens sårede følelser. "Det er også for galt!" siger vi og afslører, at vreden lurer bag afmagten.

Andre menneskers medlidenhed med ens situation kan være dejlig – den "uskyldige" offerrolle gør umiddelbart godt. Problemet er, ifølge Martinus, at en sådan overdreven selvmedlidenhed – martyriumfornemmelse – fører til dårlige nerver og depression. Hvor megen forståelse vi end måtte have for offerets ofte meget svære situation, så er offerrollen en personlig skæbne, en virkning af noget vi selv er den dybeste og eneste årsag til. Dersom vi ikke formår følelses- og tankemæssigt og ved andres hjælp at handle os ud af offerrollen, se på den som en personlig lærerig skæbne, da vil dyrkning af offerrollen blive indgangen til mere mørk skæbne.

Vi har alle uden undtagelse været krigere i langt større omfang, end vi er det i dag. Krigeren – stor eller lille – kan ikke undgå at smage de nederlag, han/hun gennem sine handlinger påfører andre krigere. Det er sådan, vi mennesker er blevet relativt fredelige. Vi er alle slagne/sårede krigere. De uundgåelige nederlag har svækket krigeren, men død er krigeren ikke endnu. Smagen af nederlag er stadig bitter. De sårede og sårbare følelser ligger lige under overfladen og fortæller om en slagen kriger, der så nødigt vil/tør vise sine svagheder med risiko for at miste sin værdighed som kriger – set med krigerens øjne. Den indstilling til livet fastholder store snedynger i sindet, der fortæller om nederlag, man ikke kan acceptere. Om en uretfærdighed der er for stor og urimelig. Om at blive behandlet på en måde, man finder uacceptabel. Om at blive misbrugt, tilsidesat, frasorteret, udstødt og overset. Om såret forfængelighed, ære og værdighed.

En overlevelsesstrategi er at "bide nederlagene i sig". Prøve at tygge på dem for om muligt at kunne sluge og fordøje dem med tiden. Fordøjelsesprocessen kan være lang og er garanteret usund, men den er åbenbart nødvendig. Derfor slæber vi nederlagsreaktionerne med os fra den ene fysiske tilværelse til den næste.

Nu er de fysiske tilværelser jo så viseligt indrettede, at vi intet kan huske omkring, hvad vi gjorde, eller hvad andre gjorde ved os i de tidligere inkarnationer. Det er viseligt på den måde, at vi under normale omstændigheder intet har at bruge disse hændelser til. Har vi opdyrket et talent for bitterhed og offerrollen, slæber vi talentet med ind i en ny fysisk tilværelse, hvor det aktiveres, så snart nogen handler "uretfærdigt" mod os – igen igen. Hvis – "det er synd for mig holdningen" – er blevet en integreret del af personligheden, er den næsten ikke til at få øje på. Det bliver naturligt at give op over for livets små og store opgaver og tage livet tungt. Det bliver naturligt, at ens liv er præget af en vis sårethed – "jeg har det jo bare ligesom så mange andre!". Det bliver naturligt, at ens glæde ved livet er noget nedstemt, grå, skeptisk, kritisk, forsigtig og underdrejet, for man er jo ikke forvænt med sejre.

Snedyngen må psykisk materielt bestå af noget tyngdeenergi, der bliver kølet ned og holdt fast af en overlegen mængde følelsesenergi. Da tyngde- og følelsesenergien også udgør det fysiske legemes hovedbestanddele, er der ikke noget mærkeligt i, hvis virkningerne af en indre snedynge også sætter sig kropsligt som spændinger og sygdom.

Hvis snedyngen blot var en bunke overvintret sne, ville det ikke være noget problem at tø den op. Det svære er, at snedyngen er underlagt en beskyttelse, der må bestå af nogle værdier, som "jeg" fastholder. Disse værdier kan det være overordentligt svært at slippe, fordi det gamle krigertalent står bag. Ønsket om gengæld, oprejsning og at komme til ære igen er reelt ikke opgivet og afslører en modsvarende manglende evne til at tilgive. "Thi jeg ved, at i mig, det vil sige i mit Kød, bor der ikke godt; thi Viljen har jeg vel, men at udføre det gode formår jeg ikke; thi det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg." som Paulus udtaler (Rom. 7,18).

Det skal vi ikke skamme os over, og gør vi det alligevel, afslører det, hvor skarpt et øje vi har fået for vores egne ufærdige sider. Her har vi som krigere brug for at sætte vores tilsyneladende nederlag i det rette perspektiv. Som Martinus skriver: "Kærligheden er ikke nogen viljesakt. Den er et organisk produkt ligesom kød og blod, ligesom kirtelsekreter, ligesom ens brune eller blå øjne, ligesom ens lyse eller mørke hår." (Livets Bog 1715)

Næstekærligheden, herunder evnen til at tilgive, er et udviklingsspørgsmål. Jeg kender ikke omfanget af mine snedynger. Jeg ved kort og godt intet om, hvad det er bedst for mig at opleve, for at jeg kan få eksponeret mine snedynger og få dem bearbejdet og smeltet. At indse omfanget af den omskabelsesproces, jeg og alle andre skal igennem for at blive til det færdige menneske i Guds billede, maner til ydmyghed. Det er ikke en udvikling, jeg har forudsætninger for at gennemføre alene. Det lader sig kun gøre gennem Forsynets ledelse – "thi hans er riget, magten og æren i evighed! Amen!"

P.S.: Udtalelse af Martinus gengivet i "Sol og måne". "........ For menneskene er for flertallets vedkommende betydeligt længere fremme i deres personlige udvikling, end man skulle tro efter deres standardopførsel i hverdagen at dømme. De er som isbjerge, der kun stikker en lille del af deres sande masse op over vandet, medens det meste er skjult under vandet. Og det, der i menneskets tilfælde svarer til den usynlige del af isbjerget, er det, som den nye verdensorden skal grundlægges på. Nemlig alle de nederlag og andre lidelseserfaringer, som det enkelte menneske gennem sin deltagelse i evolutionen gennem årmillioner har høstet, og som nu ligger gemt i dets åndelige struktur. Alt dette er som en båndlagt formue af moralsk natur. En formue, der venter på at komme til udbetaling. Og i det øjeblik dette sker, vil alting ændre sig fuldstændigt. Til det bedre....! Og jeg kan se, at flertallet af mennesker er tæt på dette stadium."